932 tegninger senere

Det med armen

Jeg faldt jo på Færøerne. Efter flere dages hoppen rundt på skarpe klipper, våde sten og mudrede fjeldstier landede jeg på et ligegyldigt linoleumsgulv og skreg, så kusinen troede, min ryg var brækket.

Vi havde lige aftalt at gå en tur i fjeldet, før jeg skulle med færgen til Torshavn. Men nu lå jeg der. Ude i hendes gang. Og overvejede om jeg bare skulle vræle. Eller også besvime og kaste op.

Endte på skadestuen.

Hvor der blev taget røntgenbilleder, og lægen sagde, knoglen var brækket og faldet helt fra hinanden. Den skulle rykkes sammen, og det ville gøre ondt.

Gøgereden, tænkte jeg. Hans arme bevægede sig ikke, når han gik, og ansigtet ikke, når han talte. Den hvide kittel kunne være stjålet.

Og så skreg jeg igen, mens han hev og sled, og sygeplejersken holdt mig fast, så den genstridige knogle virkelig kunne blive banket på plads.

Bedøvelsen mærkede jeg ikke.

Men så kom der gips på. Til 6 uger.

Og flere røntgenstråler. Og så kunne jeg sidde under maskinen og blomstre, mens stemmerne bag den lukkede dør blev underligt stille.

Halvdøsede nærmest, da kitlen kom tilbage. Med det glædelige budskab, at håndleddet slet ikke var brækket. Alligevel. Det sagde lægen i Torshavn, the big city, nemlig. Nu havde han også kigget på billederne.

Bare en kraftig forstuvning og en knoglesplint, som havde revet sig løs. Jeg kunne nøjes med 14 dages gips. Som smertebehandling.

Til gengæld missede jeg færgen.

Og tænkte endnu mere på Gøgereden.

Fredag klippede jeg gips og forbindinger af. Fordi armen skulle gennem min kjole. Til brylluppet.

Og fordi noget snask fra en lammesteg havde sat sig på kanten og lignede menstruationsblod.

Det var den historie. Lang og kedelig på alle ledder og kanter. Lad os håbe, den er blogget færdig.

I morgen skriver jeg måske noget om tandbøjler.


Lítla Dímun

4 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

932 tegninger senere