Bryllupsteaser

Hvor melder man sig til verdensmesterskaberne i bryllupsvræl?

Jeg forstår ikke bryllupper. Altså er helt med på kærlighedsløfter og fest, men brudeslør, brudebuketter, brudepiger, brudevalse, ris i små blondeposer, kys på stole, kys under borde, høje hurraråb og hvide, dyre engangskjoler, det forstår jeg ikke.

Og hvad jeg slet slet ikke forstår er min egen kroniske klump i halsen. Hvad laver den der? Allerede om formiddagen, før O Brother skulle giftes, begyndte jeg at småhulke.

Først ved synet af ham i smoking. Jamen, drengen lignede jo en rigtig voksen. Med blanke sko og sommerfugl under hagen. En mand, som havde iført sig fin uniform for værdigt at indtræde i nyt, betydningsfuldt embede.

Senere foran kirken. Hvor brudepigen, min lillebitte niece holdt så beslutsomt om kurven med rosenblade og tydeligvis havde ansvar for dagens vigtigste opgave.

Og da vi alle skulle rejse os, fordi vores mor, med brusende orgelpiber i ryggen, førte en rørt O Brother op ad gulvet.

Efterfulgt af Norddamen. Som triumferende styrede mod alteret. Lykkeligt og blussende. Og støttet af sin faders stolte arm.

Måtte også skjule en tåre på vej ud igen. Da det pludselig gik op for mig, at Beach Boys kunne anes mellem orgeltonerne. God only knows, what I’d be withoooout youuu.

Og sådan fortsatte det.

Da vi så gamle klip fra skolen, hvor brud og brudgom spillede kærester. Og stadig bare var børn.

Da jeg greb mikrofonen for at sige et par kærlige sandheder.

Da O Brother sang solo for sin kone.

Og da vennernes musikinstrumenter dukkede frem under bordene.

Men især da Actionbror, bestman, holdt tale og takkede sin nyklækkede svigerinde for det fotoalbum, hun i sin tid havde givet ham. Familiebilleder til at tage med i krig. Så han kunne kigge på os, når han var væk. Og huske at komme hjem igen.

Her var jeg ikke den eneste, der bukkede under. Kleenex skiftede hænder omkring bordene som kort til en større pokerturnering.

Tuderiet stoppede først næste dag, da jeg havde snøftet lidt hen over gaver. Og afskedskram. Og træthed. Det er hårdt at være til bryllup.

Men man hærdes heldigvis.

Da næste hold skulle giftes, 2 1/2 måned senere, var jeg forberedt. Blev naturligvis udsat for smukke Actionbror og gudesmukke Arkitektdame, og brudepigen kunne igen sit kram. Men jeg havde set det før. Styrede mine reflekser. Der skulle ikke grædes.

Heller ikke på vej ned gennem Jylland, hvor efteråret flammede gult, rødt og orange, og varm vind fra Sahara ellers gjorde en ekstraordinær indsats for at pleje stemningen.

Eller da festsalen tog imod os med dansk og færøsk flag.

Og bordkortet lå, hvor jeg allerhelst ville sidde.

Endnu en bror var blevet gift. Det var det. Nu gjaldt det om at læne sig tilbage, spise gommens nedlagte kronhjort og glæde sig over, der ikke skulle tegnes flere tegnefilm. Bare hygge og forsvinde i bølgen af festligheder.

Ingen fare på færde.

Før jeg intetanende ville tjekke aftenens menu, åbnede den lille folder på tallerkenen. Og læste:

Kære M.
Vi vil sige dig et varmt og stort tak, fordi du vil fejre vores bryllup med os. Du lærte mig at gå i skole. Du lærte mig at have god smag. Du håbede, at Arkitektdamen og jeg ville blive kærester. Måske mest fordi hun skulle lære os alle at danse? Dine meninger og æstetiske sans har altid betydet virkelig meget for mig. Håber, at denne fest vil betyde noget for dig.
Hilsen Actionbror og Arkitektdamen

Og så var endnu en tudekoncert skudt i gang.

Hylede selvfølgelig også, da jeg kom hen til niecens bord og så denne her:

   

25 kommentarer

  • Jeg hyler fandme også nu.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Er du mon i søvnunderskud og kommer direkte fra Obamas vækkelsestale Eller skal man bare græde til bryllup?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det værste ved alt det hyleri, ar at jeg kan få sådan en hovedpine af det. Det er upassende til en stor fest!

    Nå, men du klarede begge bryllupper! Du gik jo slet ikke helt i opløsning selv om du prøvede på at opløse dig selv med tårer. Godt klaret du.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg hyler også.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Aj helt ærligt, nu sad min mascara ellers lige nogenlunde fornuftigt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Pyt. Her på Obama-dag sidder ingen mascara, hvor den skal.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • FruForstad

    Ja nu hyler jeg også, vælger at undskylde mig med hormoner …

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Ja, jeg har også hormoner. Det forklarer alt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Så fint skrivet. Trots att jag är skild och har svurit att aldrig någonsin gifta mig igen är det så att jag får en tår i ögat

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Tak. Jeg tror desværre aldrig, jeg gifter mig. Men gad godt at holde et bryllup.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kathrine R.

    For hulan! Kunne du ikke skrive en advarsel oppe i toppen af indlægget om at gravide kvinder skal holde sig langt væk; nu tuder jeg jo også!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Gravide kvinder? Jamen det bliver da meget værre, når barnet først kommer ud.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Ih altså! Jeg græder også nu… Og jeg er så vidt vides, hverken gravid, PMS eller noget. Måske vil jeg bare gerne giftes (igen)?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Gør det! Man kan aldrig få for mange bryllupper.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg fik også lige våde øjne. Det er ikke helt fair når man sidder på arbejdet!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Våde, røde øjne betyder snue, som betyder smitte, som betyder, du hellere må gå hjem nu. Selv tak.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    VRÆÆÆÆÆÆL!!!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ibs

    Bryllupper er vilde. Følelser endnu vildere. Men det er fantastisk!

    Tillykke til alle brødre og deres hustruer!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Ja, du har jo lige prøvet det. Tillykke selv!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Bryllupsteaser