Tag aldrig på skrivekursus!

Svaret ligger laaangt ude i skraldespanden

I mit gamle, analoge kamera sidder en film, jeg aldrig har fået fremkaldt. En brun strimmel Fuji fra 2006.

Jeg ved ikke, hvad der er på. Os, går jeg ud fra?

Måske spekulerer du ved køkkenbordet med din avis. Og kigger distræt op, når du hører, jeg stiller skarpt?

Måske er jeg en lille plet, der vinker til dig nede fra gården?

Måske siger nogen “smiiil”, mens vi læner os mod hinanden?

Måske er det tydeligt, hvor vi er på vej hen. Der, på den flade strækning mellem første forelskelse og sidste, arrige smæk med døren?

Måske ser vi bare glade ud?

Når jeg kan tåle at få svaret, skal det afsløres hos fotohandleren. Har jeg altid tænkt. Jeg vil se billederne.

Men i dag smed jeg kameraet ud. Med film og fortid og måske os.

img_7234_700_zps6baf0802
Amagerbro Torv

   

18 kommentarer

  • Nårh. Jeg tror, det var rigtigt

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh, der var mere end jeg regnede med da du sagde det var røget ud! Hyleri helt normalt under oprydderi!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ibber

    Åh, hvor definitivt! Jeg blir sådan lidt småangst af det. Selvom det nok er godt nok.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Jeg er også overrasket over, hvor ubehagelig sådan en definitiv oprydning føles.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sejt!

    Jeg ville aldrig kunne gøre det … men jeg er også typen der gemmer på alt der bare minder om fortid … og stadig kan sidde og google efter forsvundne minders sjæleløse skygger (som i øvrigt er forrygende ugooglebare)

    Men sejt at du kan.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Ved hver flytning ryger et stort læs ud, men alle fra fortiden bliver naturligvis googlet. Så sej er jeg heller ikke.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mie

    Ville ønske jeg havde dit mod. Men tør ikke konfrontere de (uendelige) kasser med minder, der smerter.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Er ikke en skid modig. Mangler bare kræfter og plads til flyttekasser.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det skal da bare så meget UD, klæbrig fortid der holder dig fast og ikke vil dig det godt. Pludselig bliver der plads til noget andet, det var lige det der skulle til.

    Til gengæld… wtf med ham klynkeren? Puha nej. Haha.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Nej til klynkemanden? Jeg har hørt sangen 50 gange i træk. Og tror lige jeg napper en tur mere.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • (og det var selvfølgelig en kommentar til den her OG den anden, med pibemanden, den fik du godt, ikke?)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Jo, but that doesn’t make it right kære Sandra. Stop Ásgeir-mobningen!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Samme sag med Kashmir, det er bare mænd der har *så ondt* af dem selv. Pibekoncert får en helt ny mening. Okay, jeg stopper nu. Hvis du elsker ham, så er det godt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Kender ikke Ásgeir godt nok til at elske ham. Men måske har jeg en ting for klynkemænd, og denne sang redder mit liv nu på 2. dag.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jag har också en gammal kamera liggande med film i… jag har funderat på att slänga den men kan inte riktigt förmå mig än.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Filmen var det værste, men også underligt at kassere lille Pentax SF-7, som har fulgt mig trofast siden 1989.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tag aldrig på skrivekursus!