Et af de fejltrin jeg altid vil høre bag mig

Han har aldrig nogensinde truet mig, slået, eller hvad farlige mennesker nu gør. Slet ikke. Han sad tungt og sikkert i offerrollen og lod mig om at spille skurken. Hjerteknuseren, der forlod ham efter nogle få måneder, da han rasende begyndte at citere min dagbog. Som jeg omhyggeligt havde gemt på øverste hylde i skabet under bunken af skrammel og vintertøj.

Alligevel var jeg bange for ham, gik det op for mig, når han i mørke perioder galopperede ud på et psykologisk overdrev, hvor jeg ikke kunne følge med, men åbenbart førte mig frem som uimodståelig femme fatale, der ville forføre hans venner og mine venner og naboen, og hvad der ellers rørte på sig.

Så jeg fik hemmelig adresse, da jeg flyttede. Og lukkede aldrig op, da han alligevel begyndte at banke på om natten.

Holdt også op med at tage telefonen. Som vel ringede en gang i timen til at starte med. Jo flere falske rapporter om, at han var blevet overfaldet og nu lå blødende i en gyde og trængte til hjælp, jo mere hadede jeg ham.

Uden at reagere. Uden at puste til ilden. Alligevel blev det ved, og jeg blev mere og mere bange. Bange for at møde ham på gaden. Bange for, at han stod der, når jeg åbnede døren. Bange for, at psykiateren, som ringede, havde ret. At han måske havde begået selvmord, når han nu ikke mødte op til sin konsultation. Bange for, at det slet ikke var en rigtig psykiater, men bare endnu et sygt forsøg på at fange min opmærksomhed.

Mareridtet toppede heldigvis for mere end 10 år siden. Alligevel gav det et gib i mig, da hans navn poppede op i et afsenderfelt i sidste uge. Han har fundet min arbejdsmail. Og vil gerne sige undskyld. Måske mødes?

Mødes.

Da jeg spurgte, hvad undskyldningen inkluderede. Om han ville have tilgivelse for hele det store psykoterrorcirkus, han fik stablet på benene dengang? For opringningerne, dramaet, løgnene, at luske rundt på min kollegiegang om natten, så jeg ikke turde gå på toilettet? At sende gruppemails til folk, jeg kendte, og forklare, hvor synd det var for ham? At han ikke ville lade mig være i fred og opførte sig som en kaninkogende stalker, jeg ikke ville tøve med at melde til politiet, hvis historien skulle gentage sig i dag?

Om han vil sige undskyld for, at jeg stadig har hemmelig adresse. Pga. ham?

Sagde han nej.

Alt det kunne han skam ikke huske noget som helst om. Han ville gerne bede om tilgivelse for nogle sure sms’er, han engang havde sendt.

Nogle sure sms’er.

Om jeg vil mødes og snakke om nogle sure sms’er fra 2002?

Det er lige før, jeg bliver bange.

Vel gør jeg ej. Han kan få et los i røven.

IMG_6904a_700
Krimsvej

Et styk skelet fra skabet, ja sågerne!

Mit første angstanfald slog ned midt i en forelæsning på uni. Jeg var vel 20 år, og klumpede sammen foran tavlen med de andre, hvor vi sang svensk for resten af holdet. Santa Lucia tror jeg. Fordi vi var så sjove.

Pludselig kunne jeg ikke stå på benene. Knæene gav efter. Hele kroppen rystede. Måske var der et bord, jeg kunne støtte mig ved. Jeg ved ikke, hvordan jeg ikke væltede.

Min kæreste havde været utro.

Senere mødte jeg angsten i andre varianter. Som fødder, der spænede ud af eksamenslokalet, så snart jeg havde trukket et emne. Som fumlende fingre, der fik mønter til at trille over kioskgulvet. Som øjne, der kun lukkede sig et par timer om natten. Som tanker, jeg ikke kunne slukke for.

Som store anstrengelser for at undgå mennesker, smalltalk, min blinkende telefonsvarer og selvmordstriste Randersvej nord for Stjernepladsen.

Det er længe siden nu.

I dag kigger den kun forbi ved særlige lejligheder. Angsten. Fx når Actionbror drager i krig. Eller jeg står til at score jobbet som tekstforfatter hos Topdanmark og får 30 minutter til en skrivetest.

Jeg har næsten glemt, hvordan den føles.

Fredag kom påmindelsen. Det indre jordskælv, der fik hjerte og lunger til at dirre. Efterfulgt af en skylle af tårer, som ikke kunne forklares, men løb i mange forskellige retninger og gennemvædede det meste af min weekend.

Så jeg skrottede alle aftaler. Selv med O Brother, som er i byen. Sov. Svinede med dankortet hos Just-Eat. Så serier. Og redigerede billeder. Holdt mig på afstand af pligter, tankeaktivitet og personlig hygiejne.

Og er mere eller mindre mig selv igen i dag.

Så længe det varer.

For sådan er det desværre. Jeg kan løbe, lade være med at ryge, låse døren bag mig, lade telefonen være slukket, men mit sidste angstanfald, det venter stadig derude.

IMG_7860a_700
Tovelillevej

Nej, Dronning Louises Bro går ikke et skraldefrit forår i møde

For vi har nemlig slet ikke et kopskraldeproblem, siger Center for Renhold, som pludselig fik travlt med at sende evalueringsrapport til Sandra, da internettet trampede i gulvet. Tak for det i øvrigt!

De siger også andre ting. Som at rørene er svære at tømme, at folk ikke ved, hvad de skal bruge dem til, at de da godt kan give idéen videre til Center for Park og Natur. Og man ved jo aldrig.

Men først og fremmest har vi ikke et kopskraldeproblem.

Så gad vide, hvorfor de satte testtuberne op til at begynde med?

IMG_9920_700
Amager Boulevard

PS Du kan stadig like testtuberne på Facebook.

Older posts