Et styk skelet fra skabet, ja sågerne!

Et af de fejltrin jeg altid vil høre bag mig

Han har aldrig nogensinde truet mig, slået, eller hvad farlige mennesker nu gør. Slet ikke. Han sad tungt og sikkert i offerrollen og lod mig om at spille skurken. Hjerteknuseren, der forlod ham efter nogle få måneder, da han rasende begyndte at citere min dagbog. Som jeg omhyggeligt havde gemt på øverste hylde i skabet under bunken af skrammel og vintertøj.

Alligevel var jeg bange for ham, gik det op for mig, når han i mørke perioder galopperede ud på et psykologisk overdrev, hvor jeg ikke kunne følge med, men åbenbart førte mig frem som uimodståelig femme fatale, der ville forføre hans venner og mine venner og naboen, og hvad der ellers rørte på sig.

Så jeg fik hemmelig adresse, da jeg flyttede. Og lukkede aldrig op, da han alligevel begyndte at banke på om natten.

Holdt også op med at tage telefonen. Som vel ringede en gang i timen til at starte med. Jo flere falske rapporter om, at han var blevet overfaldet og nu lå blødende i en gyde og trængte til hjælp, jo mere hadede jeg ham.

Uden at reagere. Uden at puste til ilden. Alligevel blev det ved, og jeg blev mere og mere bange. Bange for at møde ham på gaden. Bange for, at han stod der, når jeg åbnede døren. Bange for, at psykiateren, som ringede, havde ret. At han måske havde begået selvmord, når han nu ikke mødte op til sin konsultation. Bange for, at det slet ikke var en rigtig psykiater, men bare endnu et sygt forsøg på at fange min opmærksomhed.

Mareridtet toppede heldigvis for mere end 10 år siden. Alligevel gav det et gib i mig, da hans navn poppede op i et afsenderfelt i sidste uge. Han har fundet min arbejdsmail. Og vil gerne sige undskyld. Måske mødes?

Mødes.

Da jeg spurgte, hvad undskyldningen inkluderede. Om han ville have tilgivelse for hele det store psykoterrorcirkus, han fik stablet på benene dengang? For opringningerne, dramaet, løgnene, at luske rundt på min kollegiegang om natten, så jeg ikke turde gå på toilettet? At sende gruppemails til folk, jeg kendte, og forklare, hvor synd det var for ham? At han ikke ville lade mig være i fred og opførte sig som en kaninkogende stalker, jeg ikke ville tøve med at melde til politiet, hvis historien skulle gentage sig i dag?

Om han vil sige undskyld for, at jeg stadig har hemmelig adresse. Pga. ham?

Sagde han nej.

Alt det kunne han skam ikke huske noget som helst om. Han ville gerne bede om tilgivelse for nogle sure sms’er, han engang havde sendt.

Nogle sure sms’er.

Om jeg vil mødes og snakke om nogle sure sms’er fra 2002?

Det er lige før, jeg bliver bange.

Vel gør jeg ej. Han kan få et los i røven.

IMG_6904a_700
Krimsvej

22 kommentarer

  • Ibs

    Wow, sikken historie. Uden at kende mere end lige dét, du skriver her, synes jeg, et los er helt fint.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Ja, og så alligevel. Det er jo i virkeligheden bare synd for ham. Ville ønske, at han fik det godt og glemte, at jeg eksisterede.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jo, det har du ret i. Jeg læste det som en art fornægtelse, og den har jeg det lige svært med. Men bedst, om alle fik rigtig fred, ja.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Uden at skulle kloge mig på, hvad støbning sådan en stodder er af, ville jeg nok anbefale at lade ham ligge med sine sure sms’er og rode videre. :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Det får han også lov til. Men egentlig var det meget rart at skrive ned, hvordan det var. At forklare hvor sindssygt, han opførte sig – i stedet for bare endnu engang at ignorere ham. Komme af med det hele. Og så er den også lukket.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sådana människor fattar inte inte hur sindsyge de är… Har en bekant som fick dödshot på telefonen för att hon inte hade ringt tilbaka tillräckligt hurtigt efter en date… Men hon anmälde faktiskt till polisen, som så tog det på allvar och gjorde ett hembesök hos manden. Men manden, han hade inget minne av att han hade ringt henne eller sagt något som kunde uppfattas som ett hot… Och länge efter var hon bange att svare i telefon.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Du har sikkert ret. Jeg tror ikke ham her ved, hvor skør han selv er. Eller hvad han har gjort. Hvilket bare gør sagen endnu mere uhyggelig. Men heldigvis har han aldrig truet eller været aggressiv, og han er garanteret ikke farlig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Uha. Væk med ham. (Lyder som noget, jeg kender lidt for godt). Efter 10 år? Gys

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Ja, du kender det jo. På den farlige måde. Ved slet ikke, hvad jeg ville gøre, hvis eks’en var lige så uhyggelig som din.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvem der bare havde så selektiv hukommelse… O_o

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Min hukommelse er også yderst selektiv, men det her ligner noget, der kræver en diagnose.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristina

    HELL effin NO. Han er jo helt vanvittig! Jeg har engang haft en stalker (faktisk har jeg haft to), så jeg er med i hemmelig-adresse-klubben. Den ene var næsten præcis som ham du beskriver der, og jeg synes faktisk, at det er vildt at du skriver om det. Det kan jeg slet ikke, kan bare mærke at mit blod begynder at koge bare jeg tænker på ham. Jeg har kun kunnet få mig selv til at skrive om den anden, som dog var noget mere sølle.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Har faktisk overvejet at fjerne indlægget efter nogle dage. Tanken om, at han en dag skulle finde det og genkende sig selv og gå gakgakamok igen er næsten ikke til at holde ud.
      Kan godt huske fornemmelsen af kogende blod. Jeg har også været rasende. RA-SEN-DE. Også på mig selv. Fordi jeg skammede mig over at have haft noget som helst med ham at gøre. HvorDAN kunne jeg blive kærester med en, der var så syg i hovedet? Fatter det ikke. I dag er jeg dybt mistroisk og tør nærmest ikke engang give mit nummer til nogen.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Uh, det lyder som en eks, jeg kender. Som jeg har flintret hen i non-eksistance-spanden og ignoreret til evig tavshed. Lad ham alene med sine sure sms’er. Måske bare skriv, at du har tilgivet sure sms’er og så – bum – slut.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • ida

    Jeg troede, dit indlæg “Et stk skelet fra skabet, ja sågerne!” var mit favorit indlæg fra den tid, jeg har fulgt med – men så skrev du det her, og nu er jeg i tvivl.. Du skriver gode ord!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Holy crap han lyder uhyggelig! Hold nu kæft en virkelighedsforvrængning han må leve i. Godt skrevet!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har haft en stalker der har fulgt mig siden jeg var barn. Han kan godt finde på ikke at give lyd fra sig i et par år, for så at skrive 00.00 dut når det bliver min fødselsdag, eller troppe op og spørge mig i dørtelefonen om jeg lige vil have en kop kaffe. Simpelthen sådan et ulækkert svin!

    Tilsidst jeg skrev jeg om ham på min blog, som han siger at han læser (adadad, gider jo ikke at vide NOGET om ham), og sagde ligeud at jeg ville fortælle alt om ham, jeg vidste, hvis jeg hørte fra ham igen. Det var engang sidste år, måske sev den ind? Måske venter han bare på det helt perfekte creepy tidspunkt at rejse sig igen, som en anden Stephen King klovn?

    Er stor tilhænger af at vi står sammen. Få outet ham, aktiver hele netværket, tvær ham ud. Men kun hvis han bliver ved, og gør dig så bange at du ikke tør at bevæge dig ud. Så skal han til gengæld også grilles. Jeg er her hvis du skal bruge mig til noget.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Uh, hvor uhyggeligt. Altså har alle kvinder en stalker!? Tror slet ikke, jeg kunne skrive, hvis min læste med. Håber aldrig, han finder bloggen. Men ja. Hvis det hele starter forfra, har jeg ikke tænkt mig at sidde bag låste døre og være bange igen. Tak for at have min ryg! Og i lige måde. Bare sig til.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pfew, sikken en historie. Nej tak til ham ven.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Et styk skelet fra skabet, ja sågerne!