Nej, Dronning Louises Bro går ikke et skraldefrit forår i møde

Et styk skelet fra skabet, ja sågerne!

Mit første angstanfald slog ned midt i en forelæsning på uni. Jeg var vel 20 år, og klumpede sammen foran tavlen med de andre, hvor vi sang svensk for resten af holdet. Santa Lucia tror jeg. Fordi vi var så sjove.

Pludselig kunne jeg ikke stå på benene. Knæene gav efter. Hele kroppen rystede. Måske var der et bord, jeg kunne støtte mig ved. Jeg ved ikke, hvordan jeg ikke væltede.

Min kæreste havde været utro.

Senere mødte jeg angsten i andre varianter. Som fødder, der spænede ud af eksamenslokalet, så snart jeg havde trukket et emne. Som fumlende fingre, der fik mønter til at trille over kioskgulvet. Som øjne, der kun lukkede sig et par timer om natten. Som tanker, jeg ikke kunne slukke for.

Som store anstrengelser for at undgå mennesker, smalltalk, min blinkende telefonsvarer og selvmordstriste Randersvej nord for Stjernepladsen.

Det er længe siden nu.

I dag kigger den kun forbi ved særlige lejligheder. Angsten. Fx når Actionbror drager i krig. Eller jeg står til at score jobbet som tekstforfatter hos Topdanmark og får 30 minutter til en skrivetest.

Jeg har næsten glemt, hvordan den føles.

Fredag kom påmindelsen. Det indre jordskælv, der fik hjerte og lunger til at dirre. Efterfulgt af en skylle af tårer, som ikke kunne forklares, men løb i mange forskellige retninger og gennemvædede det meste af min weekend.

Så jeg skrottede alle aftaler. Selv med O Brother, som er i byen. Sov. Svinede med dankortet hos Just-Eat. Så serier. Og redigerede billeder. Holdt mig på afstand af pligter, tankeaktivitet og personlig hygiejne.

Og er mere eller mindre mig selv igen i dag.

Så længe det varer.

For sådan er det desværre. Jeg kan løbe, lade være med at ryge, låse døren bag mig, lade telefonen være slukket, men mit sidste angstanfald, det venter stadig derude.

IMG_7860a_700
Tovelillevej

20 kommentarer

  • Du får lige sådan et her: <3 Et emoticon. Dem strøer jeg ellers ikke om mig med.
    Det var det hele.
    Tak fordi jeg må læse med.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • muttilove

    nemlig, også et fra mig <3
    kram fra muttilove

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    åhh ja, det sidste venter derude et sted… Sådan er det også her. Og startede også da jeg var 20. Det er 30 år siden og de er blevet anderledes med årene. Ikke så altopslugende eller uventede – jeg ved nogenlunde hvornår jeg har “inviteret” dem ind i mit liv, dog ikke præcis hvornår de slår (mig) ned. Men jeg ved dog hvad jeg ikke skal gøre, og det er den mest effektive medicin jeg har prøvet.
    Jeg deler det her, fordi andre jeg har talt med har erfaret det samme; at angstanfald bliver mere håndterbare med årene – jeg håber inderligt at det sidste må vente forgæves.

    Tankekram herfra.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Tak. Det har jeg også trøstet andre med! At angsten bliver nemmere med alderen. Bl.a. fordi, jeg ved, anfaldet går over igen.

      Og ja, jeg ved også, hvornår jeg inviterer indenfor. Hvis jeg fx ryger, aldrig er alene, lader være med at dyrke motion, ikke siger fra, bor tæt sammen med fremmede mennesker (desværre ikke noget jeg kan styre lige nu), og hvis jeg giver mig selv så hidsige deadlines, at jeg skal skrive hele natten – som i torsdags!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • V

    Elsker fandme din blog. Jeg tror, alle kender til angst i en eller anden form. For mig startede det også omkring de 20, hvor jeg måtte tage pause fra studiet, fordi jeg ikke kunne sidde til forelæsning, hvor der jo absolut skal sidde en masse andre. Gennem årene er angsten dampet af og har fået en størrelse, jeg kan acceptere som en del af mig og leve med. Jeg kan endda værdsætte dens signaler om, at jeg arbejder for meget, har den forkerte kæreste, spiser forkert eller whatever. Det lyder som det helt rigtige at stemple ud en weekend. Følsomhed kan være praktisk, og det kan også være attraktivt ved andre mennesker, fordi der ligger stor ægthed i det. Det føles da som det argeste lort en gang imellem, men jeg siger bare, at det ikke er så skidt, så det ikke osv. Ville du mon skrive lige så godt, hvis du ikke kendte angsten?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Sjovt, som starten af tyverne er et fællestræk. Jeg tror også, at alle lider af en slags angst, og at angst kommer i mange grader og former. Fx kræsenhed, jalousi, trangen til at bagtale, lyve, bestemme over andre mennesker. Nogle fører til velbetalte lederstillinger, andre virker lammende og efterlader dig arbejdsløs og forgældet på et lille lorteværelse som snart 40-årig. Ha. Men ja, jeg bruger også angsten som en rød knap, der blinker, når noget er galt. Ville dog ønske, jeg bare kunne fornemme det uden alt den virak – også selvom jeg evt. blev dømt til at skrive dårligere.
      Tror jeg.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • lone

    Også <3 fra mig og tak fordi du deler. Jeg tror også du skriver så godt fordi du *har det sådan* Jeg bilder mig selv ind det giver et rigere og mere nuanceret følelsesliv, hvis man ellers er interesseret? Nogen gange synes jeg nu gerne man vil være fri………..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Selv tak! Og ja tak. Jeg vil gerne være fri for det lort. Men heldigvis mærker jeg jo sjældent noget nu på mine gamle dage.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Zolzikken

    Skrev lige en lang kommentar, men den forsvandt. Prøver igen. Min angst kom også i tyverne – som et lyn fra en klar himmel. Troede seriøst, jeg skulle dø pga alle de fysiske symptomer. Havde nogle hårde år, hvor angsten styrede mit liv (eller rettere sagt, det gjorde den ikke, for det tillod jeg ikke, men det er sq pissehårdt, når ting, som andre opfatter som helt normale og som de foretager sig uden at tænke over det, bliver en kamp, såsom at tage bussen, gå i biografen, holde oplæg, møde nye mennesker, stå i kø etc).

    Nu hvor jeg er 40+ er den næsten væk. Men angsten for angsten er der stadig. Når jeg befinder mig i situationer, som plejede at være stærkt angstprovokerende, såsom at flyve, tage elevator, køre bil på motorvej, holde foredrag – i det hele taget situationer, som jeg ikke kan slippe ud af, enten pga rent fysiske forhindringer eller pga angst for at vække pinlig opmærksomhed – ja, så dukker den op. Tror sq aldrig jeg slipper helt for den. har heldigvis kun sjældent full-blown attacks – kun mindre anfald, som jeg kan kontrollere.

    Nå, men bor også på da Shit Island, og så dette på mit lokale bibl:
    https://taarnbybib.dk/da/events/kom-staerkt-angst
    Om ikke andet kunne bogen måske være interessant.
    Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Kommer i tanker om, at jeg da heller ikke kunne holde oplæg på universitetet. Fik derfor 14-dages bunden skriftlig opgave til eksamen, mens resten af holdet boltrede sig med frie emner og masser af tid. Godt, vi er blevet gamle og mere rolige! I dag kan jeg fx godt holde foredrag og taler, gå til eksamen osv. Har aldrig læst noget om angst, men måske er det på tide.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amar! Det lyder som om du har stjålet min weekend – på nær at jeg kastede mig ud i at forsøge med såkaldte lykkepiller. Måtte droppe dem efter 4 dage, det var jo ligesom at spise hash!
    Så nu er jeg tilbage i den virkelige verden. Og jeg har kastet mig ud i en ny blog – kig forbi. Jeg garanterer at den er deprimerende – åh jo, lovende, ikke sandt? Forhåbentlig bliver det bedre. Det bliver det sgu nødt til. For os alle!!
    Op med snuden – KH Astrid!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Lykkepiller. Jeg fraråder alle, der ikke står med en løkke om halsen, at spise det snask. De ødelægger jo alt. Ked af at høre om skilsmissen, men din blog er straks flyttet ind på min bloglovinliste. Glæder mig til at følge med. Og selvfølgelig bliver det bedre!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Havde slet ikke set det her indlæg midt i påskevirakken. Sender dig lige et kram.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fik du jobbet?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Jobbet hos Topdanmark? Nej, det er lidt svært at virke overbevisende som tekstforfatter, når man ikke kan gennemføre en simpel skrivetest. Havde ellers været perfekt til mig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det er jeg fandme ked af at høre! Men det er en skide jungle derude. Alt for mange, der slår ud med alt for store armbevægelser uden rigtigt at kunne favne. Så kan man selv sidde der med al sin sensitivitet og sanselighed. Jeg tror nu på, at du sagtens kan!
      Jeg er helt på det rene med, at det du står med lige nu kunne sende en to meter høj og to meter bred sømand lige i dørken. Men hvem siger, at man behøver at ligge der hele tiden? Og hvem siger, at man er farvet af turen hen af de rå brædder’s brændemærker resten af livet?

      Når du er klar, så vend din historie rundt. Inde i dig selv. For hvem siger, at det er dig, der er galt på den? Så’n i sidste ende.
      PS og ja, jeg ved, at penge spiller en rolle. Det gør de altid. Og selvfølelsen Oy ve…Men det er i sidste ende dig, der laver din historie, så mål den op imod dig selv og det, du kan og har gennemgået ikke, hvad andre synes, tror eller mener.

      Aller kærligst og lidt ordfattigt, men godt ment.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Tak. Vil gerne blive meget bedre til ikke at måle mig med andre eller mine egne forventninger til, hvor jeg burde være henne i livet som 39-årig. Og Topdanmark-skrivetesten ligger heldigvis nogle år tilbage. Næste gang går den sorte klap ikke ned. Blev der sagt.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nej, Dronning Louises Bro går ikke et skraldefrit forår i møde