At stå på hoved

Der findes mennesker, der nemt håndterer underbetalt arbejde, røde tal på kontoen, flyttestress, tanken om snart at bo så tæt på en fremmed person, at ingen telefonsamtaler eller prutter længere er private, at det foreløbige helle bliver invaderet af ejendomsmæglere, fotografer, vurderingsmænd og emsige viseværter, der vil vide, hvornår radiatoren blev sat op, at dagpengene udløber, at 40 år rykker nærmere, at maven stadig vokser, at der ikke bliver råd til sommerferie, at der er job-knapper, der skal trykkes på, skemaer der skal udfyldes, jobcentre, der skal kontaktes, fremtid, der skal frygtes, og at nærmeste familie synes, man skal lade sig omskole til bioanalytiker. Bioanalytiker!

Og så er der folk som mig, der står forstenet foran cyklen med forbavsende tomme hænder og tænker: Jeg har lige smidt cykelhjelmen i affaldscontaineren sammen med skraldeposen.

IMG_6972_700
Smyrnavej

Gæt et kunstværk

I sommeren 2007 faldt jeg fra hinanden i kælderen af Palais de Tokyo. Min kæreste, der forsøgte at samle mig sammen, forstod ikke hvorfor. Det gjorde jeg vel heller ikke selv.

Men det havde noget at gøre med børnene på den video jeg lige havde set. Som stod i et musiklokale med deres blokfløjter og rasleæg og skrøbelige stemmer og øvede sig igen og igen. It’s a wonderful liiife eller It’s a wonderful wooorld eller It’s a magical wooorld. Jeg husker ikke teksten. Kun den monotone, naive melodi.

Måske tænkte jeg, at livet lige om lidt ville komme susende forbi og hive de alvorlige fløjtere, raslere og sangere med i døden. Måske landede tonerne som et bagvendt memento mori i mit hoved: Opgiv at leve, du når det alligevel ikke. Måske var tårerne bare et efterskælv fra dagen før. Hvor han knugede mig ind til sig på Père Lachaise, i skoven af sarkofager og mausoleer, og sagde, at alt andet var ligegyldigt. Hvis bare han vidste, at vi to skulle begraves sammen. Og jeg tænkte: Alt andet er ligegyldigt, hvis vi to ikke kan finde ud af at leve sammen.

For et halvt år siden skrev jeg til Palais de Tokyo og spurgte, hvem videokunstneren var. Jeg vil gerne se børnene igen. De svarede aldrig.

Ved du det mon?

IMG_6429_700
Sundby Kirkegård