Månedlig formørkelse

Hvornår lærer jeg det? At når jeg står i Fakta og tænker:

Nå, det var det. Min kvote er opbrugt. Livet har ikke mere til mig. Ingen fast indkomst, ingen sommerferie, ingen tur til Alaska, intet hjem, ingen kæreste, ingen børn, ingen store bedrifter, ingen spænding, ingen løsning på fedmeproblemet, ingen garderobe, ikke en eneste dag, hvor jeg genkender mig selv spejlet. Jeg kan lige så godt opgive. Fra nu af gælder det bare om at holde ud. Og holde masken. Indtil nogen kommer og kaster jord på mig.

Fordi dåsetomaterne er udsolgt.

Så er det nok PMS’en, der taler.

IMG_7989_700
Amager Strandpark

Flyttekassen er halvt fuld

Så er der ikke mange dage til, mit privatliv rinder ud. Fra den første deler jeg lejlighed med hende den fremmede. Hende, som sikkert har planer om at ruske i toiletdøren, så snart jeg har sat mig, at sexe vildt hver aften på den anden side af væggen, og sidde musestille og lytte med, når jeg fører mine yderst hemmelige telefonsamtaler.

Men i stedet for at følge min naturlige trang til at flippe ud, vil jeg, mens jeg betragter de første 25 fyldte flyttekasser, fokusere på det positive. Ja, du hørte rigtigt. Nu prøver jeg noget nyt. Her kommer alt:

DET JEG IKKE VIL SAVNE

Sølvfiskene
Store, ækle motherfuckers, der kravler ind gennem sprækker ved vinduet for at sprede klamhed på vægge, lofter og dyner! Trods udluftning, støvsugning og investering i flere forskellige giftarter med dødningehoveder på er det ikke lykkedes mig at udrydde svinene endnu. Håber aldrig, jeg skal dele lejlighed med så fatsvage typer igen.

Vandhanen
Eller rettere sagt Georg Georgløs-konstruktionen på toilettet, der sørger for fodbad, hver gang du vasker hænder. I den nye lejlighed er bruser og vandhane skilt ad. 2 systemer. Glæder mig til de lange advarsler og forklaringer, jeg IKKE skal give mine gæster.

Sengen
Den 90 cm brede enkeltseng med antik madras, der skyder onde fjedre op i ryggen. Never again! Fra første maj sover jeg i dobbeltseng. Min allerførste helt egen dobbeltseng, hvor jeg kan ligge i yndlingsposition: søstjerne (døbt af Trix).

Tapetet
Romantisk tapet, der skaber ”hygge” i alkoven er muligvis det værste, jeg ved.

Lydene
Underboens skænderier og smækken med dørene begynder at gå mig på nerverne. Og mon ikke, de bliver glade for at undvære mit gajol-indtag.

Edderkopperne
Du forstår ikke, hvor store de er. Må være en ny, uopdaget art, som kun lever på amagerkanske tage. Og slet ikke på mit nye værelse. Her bliver det ikke nødvendigt med insektnet for vinduerne. Sagde vi.

Altanen
Jamen, den vender jo mod nord. Ingen sol, bare en masse edderkoppespind. Viceværten fortæller andre mennesker, at den er livsfarlig – og tvang mig til at fjerne tomatplanten. Og jeg ryger ikke. Ja, jeg er muligvis endt som verdens mest utaknemmelige altanejer.

Naboen
Kender ham ikke.

Hundelortene
Amager er hårdt ramt. Men mit nye kvarter slås mere med indbrud og hashsælgere end retarderede hundeejere. På den måde er det perfekt.

Rotterne på loftet
Ganske bogstaveligt skam. I perioder ligger jeg og lytter til deres løben rundt lige over min seng, når jeg skal sove.

Oister
Min elendige netforbindelse, der kun vil vise tv, hvis modem holdes op i strakt arm eller monteres på mit hoved.

Spøgelset
Der våger over mig, mens jeg sover. Vil bede ham om ikke at flytte med. Og nej, spøgelser har ikke samme vaner som nisser.

Vaskekælderen
Mine armmuskler egner sig ikke til at slæbe fyldte IKEA-poser helt op på 5. Sørme godt, mit nye luksuskøkken er udstyret med vaskemaskine.

Opvasken
Mine armmuskler egner sig heller ikke så godt til sådan noget med vand og beskidte tallerkener. Sørme godt, jeg snart får mit livs første opvaskemaskine. Hørte du! Opvaskemaskine. Ha ha haa, hvorfor klynke over spildt lejlighed, når man fra nu af slipper for opvasken?

Stik mig den næste flyttekasse!

IMG_0422_700
Samosvej

Dagens google-søgning

“Afbudsrejser” “Billige rejser” “Billigste rejser” “Discountrejser” “Singlehoteller” “Hoteller med billige enkeltværelser” “Solorejser” “Arbejdsrejser?” “Hvordan får singler råd til at rejse?” “Fuck alle rejseselskaber”.

IMG_0834_700
Kongelundsfortet

PS Når jeg ikke googler, pakker jeg hele mit liv i kasser og stresser over prisen på flyttemænd. Derfor er her lidt stille.

Older posts