Men bortset fra det er jeg et stort kommunikationstalent

I forgårs fik jeg en sms fra en veninde, jeg ikke har set længe. Et par år er der vel gået. Hun skrev noget i retning af:

Har du lyst til snart at hænge ud?

Og straks sendte jeg en sms tilbage, hvor der stod noget i retning af:

Nej tak. Held og lykke!

Måske skulle jeg snart lære at sende de rigtige sms’er til veninder, der vil ses, og de rigtige sms’er til folk, der skal til eksamen.

IMG_2254_700_Amagerbrogade_Fri hash nu
Amagerbrogade

Netto #2 – Lussingen

Netto-drengen stod bare.

Måske var det lange, truende skelet foran ham blevet smidt ud. Måske måtte han ikke komme ind. Råb og raseri rungede mellem husmurene.

Men Netto-drengen stod bare. Lod ordene falde på fortovet. Trak på skuldrene. Ventede på en afslutning.

Og slam. Der kom den. Et pludseligt klask på Netto-drengens kind.

DIN FUCKING RACIST!, råbte skelettet, og skyndte sig af sted med schæferhund og cykel.

Men Netto-drengen stod bare. Vendte sig om og gik tilbage i butikken.

IMG_6741_70_Amagerbrogade_Netto_uddannelse
Amagerbrogade

Netto #1 – Køsnak

Han vendte sig mod mig med vrængende mund.

Ved du, om der skal vand i denne her saft?

Står det ikke på pakken?, sagde jeg og kiggede på den giftgrønne karton. Jo, der! “1 liter bliver til 5”. Så skal du blande med vand.

Nå, så kan jeg bedre forstå det, nikkede han.

Inden han skruede låget af og tog en tår mere.

IMG_1070_700_Artillerivej
Artillerivej

Det hedder ikke fyrreårskrise, når der er hele 3 måneder til ens fødselsdag

Tak for hjælpen med at træffe fotobeslutning. Fra nu af sælger jeg kun print til private.

Men tro ikke, det betyder, du kan læne dig tilbage og slappe af. Først bedes du venligst tage stilling til følgende: Hvor kommer vi fra? Hvor skal vi hen? Hvorfor har jeg stadig nattøj på? Og ikke mindst:

Hvilke rulleskøjter skal jeg købe?

Altså hvis jeg tilfældigvis forvilder mig ind i en rulleskøjtebutik, taber mit dankort ned i maskinen og i ren panik trykker godkend. For pengene har jeg ikke.

Inliners afgjort, men hvilket mærke, hvilken pris, hvilke hjul, hvilken butik?

For mere end 10 år siden susede jeg frygtløst rundt om Brabrand Søen flere gange om ugen. I dag skal jeg lære det hele forfra og er bange for at falde og smadre mine uforsikrede tænder. Vil hverken hoppe, køre baglæns eller blære mig. Bare rulle. Men altså ikke på billige, raslende hjul eller med stiv støvle, der gnaver. Og ikke på begynderskøjte, som skal skiftes ud efter et år.

Så hvad vælger jeg?

Og er det i Mills, det sker?

IMG_2215_700_Amager Strandpark rulleskøjter
Pille, Amager Strandpark

Older posts