Hattedame på afveje

Hvad skal man med soulmates, når der findes mænd fra Samarkand?

For 3 uger siden kom jeg gående forbi Amager Centret, da manden foran mig stoppede brat op, drejede rundt og med lidt tøvende engelsk forklarede, at han blev nødt til at fortælle mig noget.

Ja altså, at jeg havde en meget smuk sjæl.

?

Det var så ganske tydeligt, når solen ramte mit ansigt.

?

Altså den måde strålerne faldt. På mine kindben. Og pande. Han kunne bare tydeligt se, at jeg havde en smuk sjæl.

?

Præcis lige så smuk som sjælene og ansigterne i hans hjemby. Samarkand.

?

Mon jeg kendte Samarkand?

?

Ved Silkevejen?

?

Det begyndte at gå op for mig, at manden vist ikke spurgte om vej, men var i gang med at udføre et ret så mærkværdigt tricktyveri. Så med godt greb om kameratasken, sagde jeg tak tak og hej hej og tog lange, hurtige skridt ud mod Amagerbrogade.

Men ikke hurtige nok. Jamen, kendte jeg Samarkand eller hvad?

?

Næh, det gjorde jeg ikke. Kun fra Kjærstad. Mens jeg kiggede mig over skulderen.
Hvor var hans medsammensvorne? Eller kunne det være skjult kamera?

SIKKE dog en skam. Samarkand var altså helt noget helt særligt. Meget smukke sjæle og mennesker. Der mindede så meget om mig.

?

Mon han hvervede medlemmer til en sekt, jeg ikke havde hørt om?

Og derfor ville han spørge – ja det virkede måske lidt underligt, men hvor tit mødte man måske den rigtige sjæl? Det var jo once in a lifetime ikke? – om jeg ville være hans prinsesse? Han havde nemlig bestemt sig for at finde en kone. Og han troede, det skulle være mig.

Hvad jeg ville sige til det?

Nej. Jeg ville sige nej til begge dele. Prinsesse og kone. Nej.

Nej? Jamen, det var jo once in a lifetime! Han havde jo set min sjæl. Om jeg ikke nok ville tænke over det? Han skriblede hurtigt telefonnummer og mailadresse ned og stak mig et postkort. Jeg måtte love! Hvis jeg ombestemte mig og kom til Århus, så skulle jeg ringe eller skrive.

?

Jeg skulle love! Lovede jeg?

?

Gjorde jeg?

?

Ok, hvis jeg skiftede mening og ville være hans prinsesse eller kone, skulle jeg nok ringe. Det lovede jeg.

Helt ærligt.

Og glemte så alt om den sag.

Indtil i dag, hvor jeg reserverede togbillet til Århus.

Gad vide, hvor jeg lagde det postkort. Det var jo trods alt once in a lifetime.

IMG_1060_700
Artillerivej

PS Lad være med at kommentere fredag den 7. juni kl. 9-13, hvor der sker noget teknisk backstage, som sletter dine guldkorn.

   

10 kommentarer

  • skolou

    Jeg prøver alligevel: 7-9-13 og togbillet til Århus…??? Jeg tror da vist liiiiige at du skal finde det postkort frem :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Sidder i toget nu. Uden postkort. Men hvis, det er meant to be, skal vores sjæle nok finde hinanden.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristine

    Jeg har aldrig fået ægteskabstilbud, selv om jeg går forbi Amager Centret hver dag. Måske skyldes det manglen på fine kindben, som solen kan ramme!? Æv…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Måske skal du bare være glad for, du ikke er en crazymagnet.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lea

    Hvor mærkeligt jeg har også engang talt med en ægteskabsøgende mand fra Samarkand, gad vide om det er den samme? Jeg fik dog hurtigt lukket ham ned, da jeg kunne fremvise vielsesring.

    Han blev dog glædeligt overrasket over, at jeg rent faktisk kendte Samarkand og har bedsidder et inderligt ønske om at besøge byen – den havde han vist ikke lige set komme. Så sådan kan man jo overraske hinanden en dag på Østerbrogade.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Det er da ham! Forskertype? Død kone? Men så spørger jeg bare om én ting. HvorDAN kunne det være once in a lifetime, hvis han går og bejler i hele byen? GODT jeg ikke giftede mig med sjælestodderen fra Samarkand.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lea

      Hmmm måske, i hvert fald det med forskningen. Jeg var vist meget nygift da jeg mødte ham, så det må have været i 2007. Måske han har været gift i mellemtiden, så der nu også optræder et styks død kone? (Men det giver jo muligvis det hele et lidt creepy twist)

      Jeg tænker i øvrigt, at det er once in a lifetime, fordi han fanden galme ikke spørger os igen, når vi nu først har sagt nej… :D

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Ok, så har han alligevel været på frierfødder et stykke tid. Spændende, hvem der bliver den heldige.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • En anden en

    Det må være thrice in a lifetime. Har mødt ham ved et busstoppested på Tomsgårdsvej & på vej ind i bussen. Jeg har så desværre ikke en smuk sjæl, men må nøjes med smukke øjne. Hulk!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Han bejler garanteret i hele byen. Åh nej, så er min sjæl garanteret slet ikke smuk alligevel.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hattedame på afveje