NorthSide #4

Svaneskruk

Når jeg støder på mødre. I omgangskredsen, på facebook, i bussen, får jeg som regel lyst til aldrig at få børn.

Og det fik jeg jo heller aldrig.

Men i går, ved søerne, mens jeg sad og spiste frokost, kom en svane glidende forbi. Med sin dunede, lille svaneunge siddende på ryggen. Det hyggeligste lille selskab. Høfligt nikkende. En skinnende hvid karet på solskinstur.

Det syn har aldrig mødt mig før. Og suget i maven sagde, at jeg går glip af noget.

IMG_9942a_Ved Stigbordene_700
Ved Stigbordene

   

26 kommentarer

  • Jeg hverken skal eller vil have børn, og får det som regel ligesom dig når jeg ser mødre rundt omkring. Men har godt oplevet det der lille sug en enkelt gang eller to før. Jeg kan bare ikke beskrive det så flot som du kan :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Men hvorfor vil du ikke? Jeg har i forelskede perioder, før mødrene begyndte at omringe mig, haft lyst, og nu, eller lige om lidt, er det pludselig for sent.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jeg ved det ikke? Fordi jeg mangler den der der-er-noget-galt-med-mit-liv-hvis-jeg-ikke-får-et-barn-fornemmelse? Der er absolut ingen æggestokke der slår alarm når nogen placerer en baby i mine arme. Tag ikke fejl, jeg synes de er dejlige, og min lille nevø på lidt over et år elsker jeg til døde, men at skulle have en hverdag med dem, det er ikke noget jeg har lyst til. Jeg elsker, at mig og min kæreste bare er os (han er heldigvis heller ikke en der gerne vil have børn, så der er intet pres derfra), at vi kan gøre hvad vi vil, når vi vil. Og for at være ærlig, så var vi nok slet ikke blevet kæreste hvis vi ikke havde været enige på det punkt, for vi er for gamle til at bruge 5-10 år på at vente på at den ene ombestemmer sig.

      Det sjove er, at da jeg var yngre, der så jeg det nærmest som en selvfølge at jeg skulle have dem på et eller anden tidspunkt. Nu tager jeg det som en selvfølge at jeg bare kan gøre hvad jeg har lyst til, uden at skulle have det kæmpe ansvar.

      Til gengæld vil jeg sige, at hvis man er sådan oprigtigt i tvivl, så synes jeg næsten man skal gøre det. Det er alligevel meget sjældent man hører, at folk fortrød at de fik børn.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Godt, I er enige.
      Nej, folk siger sjældent, at de fortryder et barn. Alligevel kan den mentale forvandling, der sker med kvinden, moderskabet, virke frastødende på en udenforstående. Eller måske snarere uhyggelig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Og billedet er mig. Gammel jomfru, død alene.
    Hahah, jeg er også en dramaqueen.

    Nå, skal du så have et barn nu? Skal det med på festival næste år? Og hvorfor skal vi ikke have fadøl i dag?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Ja, jeg tager en skrigende baby med på NorthSide næste år og fortæller alle, hvor utrooolig dygtig, den er i skolen og ikke mindst på potten.
      Minus øl, fordi jeg skal skrive opgave, og fordi jeg bliver tyk.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nå ja til det med øl. Jeg har brug for den store brandert jeg ikke fandt i festivalnatten.

      Nå.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du kan altid komme og låne en svane – eller en unge – hos mig. Jeg forstår godt det sug. Men du får onde øjne, hvis du stiller med en skrigende baby til NS næste år. Bare så du ved det

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Undskyld mig, at jeg sådan blander mig i det private selskab. Vil bare lige sige, at man ikke nødvendigvis forvandles til en frådende ikke-øldrikkende all in på babyudstyrsforstyrret speltbolle, bare fordi man bliver mor. Mindre kan også gøre det. Og ja: Jeg har ikke fortrudt et sekund, at jeg er mor til to.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Så du er ikke enig i min fordom? At mænd, der får børn, fortsætter med at være mænd, mens kvinder, der får børn, forvandles til MØDRE? Jeg taler hverken om spelt eller babyudstyr, men om en ny identitet.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jeg er helt med på din fordom. Bortset fra at mænd også ændrer sig. F.eks. bliver rigtig mange af dem pludselig amatør-fodboldtrænere for puslingeholdet, hvor deres egen knægt tilfældigvis også hænger ud :-/ Jeg tror så, at det er en særlig generationsting for dem, der er en anelse yngre end mig. Jeg er selv 49 og fik mine børn i 1991 og 1994. Da jeg fik min datter var det til at håndtere. Kun 3 år efter, da jeg fik min søn, syntes jeg, at folk/kvinder begyndte at gå en anelse amok – f.eks. i forhold til udstyr. Blot få efter det kunne man dårligt forsvare, at man havde sat et barn i verden, hvis ikke man som minimum ejede en audi stationcar med plads til udstyr og et parcelhus i forstaden. Nogle af os holdt dog fanen højt og nægtede at gi’ efter for den slags.Bare til orientering har jeg f.eks. aldrig ejet en avanceret pusletaske med rul ud oppusteligt liggeunderlag. Det gik aldeles fint med et net med diverse grejer og et håndklæde og sådan kunne jeg blive ved. Jeg fik da også mine branderter, gik til koncerter og tog ungerne med til fester, kulturaftener mv. og så fik vi først bil da de var meget store og hell vi bor i lejebolig midt i KBH.

      Måske skyldes det, at jeg tog det ret roligt, at jeg var ung og egentlig bare synes ungerne var et kærkomment og dejligt vedhæng til os og mig og en helt ny familie? Men det gjorde mage andre omkring os også. Det var helt normalt.

      I dag er det ved at vende kan jeg se. De nye unge mødre og fædre har et dejligt afslappet forhold til mange ting. Ligesom vi havde.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Kan måske godt have noget med alder at gøre? Min oplevelse er, at mænd, der får børn, er i noget i kraft af sig selv, mens kvinder, der får børn, definerer sig selv ud fra et andet menneske, hvilket fra min vinkel ser skræmmende ud.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er ikke helt enig i det du siger A. Hvorfor definere sig ud fra at man bliver mor? Man ændrer sig lidt ja. Mest fordi man holder op med at ha’ fokus på egen navle og pludselig ser tingene i et større perspektiv (skete i hvertfald for mig). Men ellers…? Min mand ændrede sig i øvrigt også, fordi han fik et ansvar – uden at vi døde af det. Tænker på, om mage mænd måske får lov til at lege af deres kvinder – og så glemmer kvinderne det selv – ud over, hvad der er ok og at det måske også forklarer mange skilsmisser. Skide sørgeligt egentlig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Sjovt, du siger det med perspektiv, for jeg tænker det stik modsatte. At moderens perspektiv indskrænkes voldsomt, når hun får børn. Måske noget biologisk med netop at fokusere på egen navle eller egen rede for at barnet skal overleve – og så fuck resten af verden?
      Men du har nok ret mht. skilsmisser.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tadaa

    Jo man kan godt fortryde sine børn. Måske ikke i det store forkromede billede, men i små bidder – de dage (eller timer, minutter, sekunder) hvor man lever i konflikten mellem MODERSKABET og det større perspektiv, de tidspunkter hvor man mest af alt har lyst til at købe en enkeltbillet til et sted laaaangt væk og leve et helt andet liv. Jeg tror ikke på folk der siger de ikke et sekund har fortrudt.
    Selvfølgelig elsker man dem. Og selvfølgelig ville man gøre alt for dem.
    Men det der billede af at man kun er en god mor hvis man opgiver sig selv, og at man aldrig ønsker sig sin frihed tilbage og ønsker sig at man kan realisere andet i livet end at være MOR, det er noget fis.
    Ellers ville de gode mødre vel heller ikke aflevere deres ønskede elskede poder 40+ timer om ugen i institution, også når de selv har fri.
    Ja jeg er mor, og ja jeg har været bevidst om at jeg måtte opgive store dele af mig selv for at blive det. Og ved at jeg ville have fortrudt det hvis jeg ikke var blevet det. Men jeg mener ikke at det er det der giver mit liv hele sit indhold, og kæmper stadig ofte med at få det til at gå op i en højere enhed med resten af mit jeg.
    MEN – så plat det end må lyde – når mine børn er lykkelige, skraldgriner og krammer hinanden, tænker store filosofiske børnetanker og sætter mit liv i perspektiv, og jeg ved at de er til fordi jeg har valgt at give dem noget af mit liv, så er jeg selv lykkelig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Nå, hvor er det fint beskrevet! Og det er vel den lykke, vi barnløse går glip af.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • MLA

    For 1 år og 4 måneder siden skulle jeg aldrig have børn … Som i ALDRIG!!

    Når jeg vender hovedet til højre nu ligger der en lille purk på godt 4 måneder og sover. Jeg kan se lidt af mig selv i ham, en stor del af hans far og så er han også ved at blive sig selv.

    Man forstår det ikke før man har prøvet det, siger de, og det er helt korrekt.

    Jeg er ked af, at jeg før var så fordømmende overfor mødrene. Jeg er dog stadig pas på de overgejlede og jeg nægtede endda pure at gå i mødregruppe da jeg selv sad med en lille baby.

    Selv den bastion faldt … Damerne kalder jeg dem. Vi delte en stor fadøl den anden dag, havde hver vores sugerør og så ammede vi ellers på livet løs efter at have spurgt om lov først forstås.

    Hverken det ene eller det andet er at foretrække. Mit liv før barn var dejligt mit liv efter barn er dejligt, tror det vigtigste er, at man gør det man har lyst til, at man er ærlig og bare en smule i stand til stadig at interessere sig for verden og sine venner, så er liv med barn sgu næsten som før (der er bare en der kaster op på dig i ny og næ og det er ikke din stangstive veninde).

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Hvordan var du fordømmende før?
      En af mine fordomme er, at moderskab minder om vild forelskelse. Du tænker ikke på andet, taler ikke om andet, lyder nærmest forgabt i dig selv, mangler situationsfornemmelse og sans for realiteter og driver omverdenen til vanvid med ligegyldige detaljer om din udkårne, mens skiftevis lykke og stress bølger gennem kroppen. Eneste forskel. Det går aldrig over.
      Men ok, jeg overdriver. Møder selvfølgelig også mødre, der kan tale om og interessere sig for andre ting.

      I øvrigt frygter jeg forelskelse mere end død, edderkopper og flyvning. Måske er der en forklaring der.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • MLA

      Jeg mente at livet gik i stå efter børn og at man på INGEN måde kunne leve det liv som jeg ønskede at leve. Børnefamilier var all inclusive resort elskende zombier og spenderede efterårsferien i Bon Bon land og Lalandia … Med andre ord “den stille død” …. Arrgh!

      Da en af mine bedste veninder fortalte mig at hun var gravid kom jeg faktisk til at sige “hvad så med os?” … For jeg var helt sikker på at hun forsvandt og blev super underlig, hys, og irriterende a la din beskrivelse.

      Men hun viste mig faktisk at man stadig kan være en god veninde der ikke kun snakkede om mave, babyer, bræk, lort og så videre. Hun var der stadig, nu var hun bare også to ekstra (yep tvillinger), som jo egentlig var meget søde og hun havde ingen problemer med at efterlade dem, for at vi kunne have noget “os” tid.

      I forbindelse med din frygt for forelskelsen, så er der fra min side af gode nyheder, for jeg synes overhovedet ikke at forelskelse er magen til det at blive gravid og få barn. I forelskelsen er man meget mere sindssyg! På overfladen synes de nok ens, men det har de altså ikke været for mig.

      Ja, man bliver mildt sagt pisse forgabt når man er gravid. Biologien og ur instinkterne tvinger en til at tune ind på baby, men man kan altså godt tune ud (hvis man altså ønsker det) og være helt normal … Lige på nær det der med, at man ikke må drikke eller spise en rød bøf i evigheder. I forelskelsen mindes jeg ikke at jeg overhovedet kunne eller ønskede at tune ud. Når ungen så er kommet ud, så skal den nok gøre sig bemærket og sørge for at den er centrum i ens verden og igen er alle ens instinkter rettet mod den lille klump, men igen kan man tune ud når der er tid til det. Jeg tror jeg ville blive en sær snegl hvis jeg ikke stadig brugte min tid på andet end baby. For eksempel har jeg arbejdet under barsel, ikke meget bare lidt og det føles fantastisk at bruge sin hjerne.

      Hva’ så med mine fordomme om et håbløst liv i resortets cocktail bar?!
      Mit liv fortsætter som hidtil, nu har jeg bare en mini me i drenge udgave der følger efter. Jeg glæder mig til at vise ham New York, lege i Central Park introducere ham til alle de ting jeg synes er vildt interessante, lære om de ting han synes er interessante og mest af alt glæder jeg mig til at lære ham at kende og så kan jeg næsten ikke vente til han er vokset mig over hovedet og giver sin gamle mor et knus.

      Og heldigt for mig er alle vennerne efterhånden med på samme båd, det gør det jo også lidt lettere ;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Ok, hvis jeg fik et barn i morgen, ville jeg gerne være mor på din måde. Lyder faktisk ret ok.
      Men ja, nemmest, når alle er i samme båd, og mange af mine veninder er sejlet meget langt væk fra mig. Eller omvendt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • mds

    Jeg kan genkende dine fordomme om moderskabet, for selv om jeg synes de ikke er videre sympatiske, har jeg haft dem selv.
    Jeg er dog kommet fra det, fordi det er gået op for mig i studie- og jobsammenhænge, at jeg ikke kan kende forskel på mødre og ikke-mødre, når ungerne ikke er med i billedet. Som i ingen forskel. Kvinder, der har valgt børn og kvinder, der har fravalgt dem, er lige seje eller lige kedelige, og det kan faktisk ikke ses på dem eller høres for den slags skyld, om de har børn eller ej.

    Til gengæld vil jeg afsløre en ny grim fordom, jeg har fået: Når jeg finder ud af, om kollegaer i 50-60’erne, at de ikke har børn, kan jeg ikke lade være med at synes, at det er lidt…trist?

    Selvom jeg slår mig selv oveni hovedet over det, for selvfølgelig skal man da ikke have børn for at leve et godt liv! …men alligevel.

    Kh en (indtil videre barnløs) 30-årig

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Nå ja, den fordom har jeg også. Ligesom jeg dømmer folk, der taler om deres kat, skriver kærlighedserklæringer på facebook eller tisser på gaden. Der er meget, der er galt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pedrsn

    Jeg blir så træt… Skal vi ikke bare drikke en øl?

    :-*

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pedrsn

    Et møs.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

NorthSide #4