The power of solskin?

Altså. Som du nok ved, har jeg ikke fast arbejde. Jeg har ikke råd til tøj, frisør eller indboforsikring. Jeg har ikke min egen lejlighed eller talje nok til en datingprofil. Jeg har ingen fornuftige fremtidsudsigter eller karriereplaner og desværre ingen tiltrængt jordomrejse på bedding.

Men ved du hvad jeg har? En stærk fornemmelse af, at disse dage går over i historien, som sommeren, hvor alt var godt. Alt.

IMG_2418_700
Vestgrønningen

Hestepiger hold jer for ørerne

Søndag tog jeg på galopbanen i Klampenborg.

Klampenborg_700_IMG_2342

Som jeg jo plejer at gøre hver søndag.

Klampenborg_700_IMG_2356

Eller det vil sige, jeg havde aldrig været der før. Men Pille lokkede Trix og mig med, fordi hun kendte en hest, der skulle løbe.

Klampenborg_700_IMG_2237

Niels hed den.

Klampenborg_700_IMG_2269

I dag skulle Niels vise sit værd som galophest.

Klampenborg_700_IMG_2251

Så vi spiste madpakker, svedte i solen og heppede på Niels.

Klampenborg_700_IMG_2302

Som tossede rundt.

Klampenborg_700_IMG_2331

Tabte løbet.

Klampenborg_700_IMG_2305

Og missede sin chance.

Klampenborg_700_IMG_2340

Så nu skal Niels dø.

Slut.

Fattige ord

Skulle jeg aldrig mere blogge?

Og fx sige tak, fordi I skaffede Pille et nyt hjem?

Get da selv out of here! I gjorde det virkelig. Efter 128 likes (ny amarOrama-rekord!) kom Trine da lige forbi med et værelse på Frederiksberg. Værsgo. Ikke mere hyleri fra molen.

I hvert fald ikke før Pille opdager, at Frederiksberg ligger langt væk fra Lorteøen.

Men den tid, den sorg. Tak for indsatsen. Kærlighed og smækkys til alle.

Langebro_700_IMG_9182
Langebro

Formningshadelæreren

Solvej kunne høres på lang afstand. Hendes rustne grin og hurtige træsko rungede ude på gangen, før armbåndene raslede ved håndtaget, og døren gik op til formningslokalet.

Alle kunstværker på opslagstavlen falmede, når Solvej trådte ind.

Lilla velourbukser, patchworkvest, turkiser i ørerne, tørklæder, som glimtede i guld, og det store krat af rødt, filtret hår, der voksede på hendes hoved.

Solvej lignede en spåkone og lærte os meget mere end at klippe, klistre og stable lerpølser oven på hinanden. Hun fortalte, at stjernerne bestemte vores personlighed, at det var vigtigt at høre særlig afslapningsmusik fra fremmede lande, og at linjerne i hånden kunne fortælle vores fremtid.

Faktisk havde Solvej selv talent for at læse hænder.

Dig den nye! Kom her med hånden, råbte hun.

Din grønlandslinje er meget kraftig! Har du en særlig tilknytning til Grønland?

Ja, jeg kom jo fra Grønland og havde kun boet en lille smule i Danmark, mindede jeg om.

Nå ja. Så er det derfor, smilede hun indforstået.

Solvej syntes, jeg skulle fortælle noget mere om Grønland. Eller bare sige noget mere. Åbne mig. Ligesom de andre børn.

Det sagde hun også til forældrekonsultationen, hvor hun hev tegningerne frem på bordet.

Se hvad M. tegner. Det samme hver gang. Udsigten fra et vindue. En fin udsigt bevares. Med blomster og frugttræer og hav og børn, der leger. Men hvor er M? Hun er der aldrig. Hun sidder bag vinduet og er usynlig. Der er noget galt!

Hvis ingen andre ville gøre noget, måtte Solvej. Hun besluttede sig for at hjælpe én gang for alle.

Så i en helt almindelig formningstime, da vi alle sammen havde sat os, skete det. Solvej meddelte, at hende den nye ville synge en sang for resten af klassen.

Hun er alt for stille og har brug for at komme ud af sin skal. I dag skal hun lære at åbne sig. Har du ikke lyst til det M?

Det er godt for dig. Vi bider ikke.

Du skal synge en sang for os. Kan du en sang på grønlandsk?

Jeg nikkede.

Godt, så synger du den.

Kom nu. Vi venter.

Du skal lære at være mindre genert. Syng så.

Og så sang jeg. Mester Jakob på et sprog, som ingen kunne forstå. Alene i en måbende rundkreds.

Se, det var jo slet ikke så slemt. Sagde Solvej, da sidste tone forsvandt. Hun så lettet og nærmest forfrisket ud. Nu skal det hele nok blive bedre.

Men det blev det ikke.

Carlsgade_700
Carlsgade

Vil du have flere helte- og hadelærere? Læs næste afsnit.
Eller første afsnit.

Call Now!

Her er Pille.

Pille står ved verdens ende og græder. Lader salte tårer falde i havet og overvejer selv at falde med.

For Pille er blevet opsagt. Hun mangler et sted at bo. Bliver snart sparket på gaden med svovlstikker og hækletøj.

Pille kan ikke mere.

Næste gang du går tur ved Amager Strandpark, ligger hun måske i vandkanten. Druknet, opsvulmet og halvspist af hajer.

Fortjener Pille det? Gør du?

Nej, så vær så venlig at hjælpe.

Du kan redde Pilles liv med et stort værelse eller en utopisk lejlighed til maks. 5.000 kr. Helst på Amagerbro eller et af de andre brokvarterer. Og gerne fra 1. august eller september.

Aldrig vil du fortryde, at du hjalp Pille ind i varmen.

Hun bager de lækreste hindbærsnitter, betaler husleje til tiden, ryger ikke, har ingen dyr og er et sødt menneske, der spørger, om hun skal hente folk i lufthavnen. Bedre lejer får du ikke.

Bortset fra det fylder Pille snart 35 år. Hun er uddannet designer, ruller hele tiden rundt på rulleskøjter og har meget forskellige job, der spænder fra undervisning i design til samvær med sindslidende.

Kender du nogen, der har tag over hovedet til Pille? Eller ér du nogen? Så skriv til pillepernille@gmail.com

Og det var NU, du skulle skrive. Pille står stadig derude og venter.

IMG_7359_700_Amager Strandpark
Amager Strandpark

PS Alle, der deler dette indlæg, får straks tilsendt et stort, vådt luftsmækkys.

Older posts