Og hvordan ved du, jeg ikke er en 60-årig bankrøver, der hedder John?

Klasseheltelæreren

Jeg gik hjem med Inges læsebog, satte mig ved spisebordet og blev siddende, til den åbnede sig. Hvert bogstav sagde en lyd. Slangen hvislede sssss, bolden råbte oooooo, manden uden arme og med løst hoved hvinede iiiii. Og når bogstaverne samlede sig i små kor, sang de ord. Hhhuus. Piii-ge. Drrreng. Blllom-ster.

Næste gang, jeg kom i skole, kunne jeg læse.

Inge blev ikke imponeret. Hvorfor har I lært M. at læse?, spurgte hun mine forældre.

Men så flyttede vi til Danmark, hvor klasselæreren Karl nikkede faderligt, og stoltheden sneg sig hele vejen fra tæerne og op i nakken på mig, når jeg kunne mine staveord. Til forældrekonsultationer, hvor andre lærere bekymrede sig om M., der ikke legede nok med de andre børn og var lukket inde i sig selv, smilede Karl bare: Jo, ja, men hun er den bedste i klassen til at læse og skrive.

Første gang Karl åbnede døren til biblioteket, susede det for mine ører. Alle de bogstaver og ord samlet på ét sted. Indbundet og sammenpresset på hylde efter hylde. Jeg ville vide, hvad de sagde. Og Karl hjalp. Han fodrede mig med bøger. Først bøger uden billeder, så bøger med små bogstaver og senere bøger af enhver slags. Bøger om Sri Lanka, om pyromaner, om aztekerriget, om fremmede religioner, om hemmelige agenter, om Leonora Christina, om stjerner, om krige, om kærlighedshistorier.

Af og til når timerne tyngede, af stavelser, der skulle snegleklappes, og opgaver, jeg for længst havde løst, lod Karl mig løbe alene ned til bøgerne. Så ville de andre komme senere. Et forspring til Paradis.

En af de dage stod jeg og bladrede i en krimi, da en venlig bibliotekar afbrød og hjalp mig hen til børnehylden. Du er vist gået forkert, sagde hun. Nu skal jeg vise dig en rigtig god bog. Hun trak en stor, flad ting frem. ”Lises lille lam”. Den tror jeg lige er noget for dig. Se her. Den handler om en pige, der hedder Lise, som… Jeg hørte ikke resten. Kiggede på tegningen af en pige, der kælede for et lam og forstod, at enten var denne dame ikke en rigtig bibliotekar, eller også var jeg ikke et rigtigt barn.

Jeg smilede, tog bogen og turde ikke forlade mit nye, ikke-forkerte hjørne.

Hvorfor står du her? Spurgte Karl, da han fandt mig, og kiggede undrende på Lise og lammet.

Det var damen, der gav mig den, sagde jeg, mens øjnene begyndte at svie. Det er en børnebog.

Resolut satte Karl Lise tilbage på hylden og trak mig over til de rigtige bøger. Og mens verden begyndte at falde på plads igen, så jeg ham snakke lavmælt med damen, der nu stod ved disken og sagde ok, ok, ok.

Hun hjalp mig aldrig med at finde bøger igen.

Da jeg mange år senere mødte Karl til et jubilæum, sagde han: Læser du dansk? Jeg har så ofte fortrudt, jeg ikke selv læste dansk.

Men jeg er for evigt taknemmelig for, at Karl ikke læste dansk. At han blev lærer. Min lærer og klasseheltelærer.

IMG_2227_700_Tovelillevej Krimsvej
Tovelillevej

Vil du have flere helte- og hadelærere? Læs næste afsnit.
Eller første afsnit.

37 kommentarer

  • Marie

    Ååååh, jeg elsker Karl!!! Ville sådan ønske han havde været min lærer. Min hed Peter og brød sig ikke om mig. Øv.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Alle børn fortjener en Karl. Heltelæreren over alle heltelærere. Ved ikke, hvad jeg ville have gjort med en Peter.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Den slags lærere er guld værd! Min hed Kirsten, og jeg tænker faktisk tit på, at jeg skylder hende tak for læseglæden :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Jeg skylder også Karl en stor tak, men det vender vi tilbage til senere.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jeg glæder mig allerede. #Creditwherecreditisdue

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Årh. Sikke fint, skrev jeg med tåre i øje.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Wauw, virkelig? Så vent til der kommer boligannonce senere i dag.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Han må være et forbillede for dem af os, det læste dansk, og snart selv skal ud og forsøge at gøre ham kunsten efter – bare i gymnasiet :)

    Ps. Læste du så dansk?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Ja det gjorde jeg. Eller nordisk, som det hedder i Århus. God idé at efterabe Karl.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Min Karl hed Flemming. Han fandt mig først i 7. klasse. Alene på biblioteket i et frikvarter. Jeg har meget at takke Flemming for.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ej altså. Håber selv jeg bliver nogens Karl! Lyder som en fantastisk mand.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Det gør du, hvis du vil, tror jeg.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det vil jeg! Og uden at lyde for selvhøjtidelig tror jeg også allerede, jeg er det – blev lærer i 2006 og har både ved afgangsklasser og elever, som for længst er stoppet, fået fine gaver, breve og søde tilkendegivelser om, hvor glade de var for mig som lærer. Så kan man jo bare håbe, at de også vil tænke sådan om mange år – for det helt særlige ved Karl er også, at du SÅ lang tid efter stadig tænker på ham med så stor glæde!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Lyder godt. Jeg har stor respekt for jer, der går ind i lærergerningen med liv og sjæl.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh, det var dog det fineste indlæg, tak :)

    Min Karl hed Jensen. Han var så gammel, at han også havde undervist min mor.
    Jensen kunne undervise i alt: formning, geografi, biologi og historie.
    Åh, han kunne fortælle historier og lave stemmer. Vi elskede det.
    Jeg tog biologi som valgfag, bare for at hænge ud med Jensen.
    I dag er jeg stadig ret effen udi den danske fauna og flora – hvilket er vildt nyttigt, når man nu endte som receptionist …

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Alsidig herre. Meget smart, så kan folk få et tip om fotosyntesen, mens de venter hos dig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bristol

    Fik en lille smule vand i øjnene dér.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • De mindste ting bliver de største ting.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • O Brother

    Alle os, der læser amarOrama, er taknemmelige for Karl.

    Ingen Karl, (måske) ingen amarOrama.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • En kuldegysning sneg sig lige langsomt ned af nakken og ud på armene. Hvor var det godt du fik en Karl! Jeg havde en Per og senere en Anette – imellem de to, i alt for mange år havde jeg en lærer, der ikke brød sig om mine stavefejlsfrie stile, fordi jeg ikke satte kommaerne, som jeg skulle og som sagde jeg ikke måtte læse foran og snerpede munden sammen, da jeg læste Pigeliv af Tine Bryld som 10-årig. “Den skal du ikke læse, den kan du ikke forstå alligevel”

    I 8. klasse fik jeg endelig Anette. Når jeg skrev fiktions-stile til hende kvitterede hun med: “Du har ordet i din magt” og når jeg læste lange komplekse bøger bad hun mig fortælle om dem i klassen. Hun er vist stadig skuffet over at jeg ikke læste dansk.

    Forresten: “Du har ordet i din magt, M.”

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Godt at Anette fandt dig efter den lange ørkenvandring! Jeg manglede fantasi og kunne slet ikke skrive fiktion. Kan jeg stadig ikke. Men tak.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pia H.

    Åh, hvor fint – og dejligt at Karl kunne se hvad du VIRKELIG havde brug for.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fotosyntesen? Mnja … altså nej, det er nok ikke så godt …
    Var oppe i fordøjelsessystemet til biologieksamen i 3. G og blev spurgt, hvilken proces, der gik i gang, når kroppen fik mad.

    Turde slet ikke kigge på læreren og censor, da jeg koldsvedende og panikket mumlede “fotosyntesen …?” ned i den grønne dug …

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Uh, så må vi håbe, ingen henvender sig til receptionisten for at få fotosyntese- eller fordøjelsesinfo.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor smukt skrevet! Jeg havde desværre ikke en Karl. Jeg opdagede bogstaver og bøger helt af mig selv. Jeg var hende, du kunne finde på folkebiblioteket efter skoletid med store orange nærsyns-briller og konstant en bog under armen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Jeg har lidt ondt af alle, der ikke fik en Karl. Men godt, du klarede det.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Oh lige en tilføjelse: Kommer i tanker om, at der var en pædagog i Montesorri-børnehaven, der lavede små foldede papirs-bøger, som jeg så skulle tegne i på den ene side og på den anden side skrev hun det, jeg fortalte tegningen handlede om. Husker især tegningen “lort og hud” kreereret med store klistrede fedtfarver. Det var vel hende, der var min Karl. Jeg læste i hvertfald Litteraturvidenskab senere i livet :-) Tak fordi, du lige fik mig til at mindes.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Lort og hud. En titel, der vil noget. Min mor skrev heldigvis også notater til vores tegninger. Tror ikke, der findes sjovere læsning.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Blev også rørt helt under huden og ville ønske at alle skolelærer læste med over skulderen her … sikken en gave.

    Var også en ordrig lille pige der meget tidligt og til min mors bekymring, gik fra børnebibliotektet og over i voksenafdelingen … men det var vist aldrig noget der blev bemærket i skolen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Måske meget heldigt for dig, at ingen opdagede det. Jeg var ikke vild med at skille mig så meget ud. Men ja, Karl var den bedste gave, jeg kunne få. Uden ham og biblioteket havde jeg kedet mig til døde.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • B

    Jeg gad godt have haft en Karl. Ikke at min dansklærer var dårlig, hun hed Birthe og var på mange måder helt ok. Mere end ok.
    Men, min søster som er fire år ældre end mig, havde lært mig at læse inden jeg startede i skole. Egentlig sådan lidt tilfældigt fordi hun gerne ville lege skole da hun var startet, og jeg ville gerne lege med.
    Så jeg var også ret langt foran på læsefronten i forhold til dem i min klasse. Hvilket betød at jeg brugte ret meget tid i børnehaveklassen på at skrive: “til mor/far/who-ever, fra” på de andres tegninger. Så kunne de selv skrive deres navn.
    Da vi så “rigtig” startede i skole, og rent faktisk skulle lære det der med at læse og skrive, valgte min ellers udmærkede lærer Birthe at sige til de andre, at når der var kø for at få rettet tingene hos hende, kunne de bare gå ned til mig og få det tjekket i gennem… Den ordning holdt (heldigvis) kun indtil mine forældre stille og roligt til en forældre-samtale gjorde opmærksom på de ikke syntes det var helt ok at et barn i 2. -3. klasse sådan set fungerede som hjælpelærer for de jævnaldrende…

    Anyways; elsker stadig at forsvinde ind en god bog. Læselysten har aldrig forladt mig :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Jeg håber, folkeskolen er blevet bedre til at håndtere elever som os. Dengang tror jeg den bedste løsning havde været at hive mig et klassetrin op, men så var jeg jo gået glip af Karl.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Og hvordan ved du, jeg ikke er en 60-årig bankrøver, der hedder John?