Klasseheltelæreren

Jeg gik hjem med Inges læsebog, satte mig ved spisebordet og blev siddende, til den åbnede sig. Hvert bogstav sagde en lyd. Slangen hvislede sssss, bolden råbte oooooo, manden uden arme og med løst hoved hvinede iiiii. Og når bogstaverne samlede sig i små kor, sang de ord. Hhhuus. Piii-ge. Drrreng. Blllom-ster.

Næste gang, jeg kom i skole, kunne jeg læse.

Inge blev ikke imponeret. Hvorfor har I lært M. at læse?, spurgte hun mine forældre.

Men så flyttede vi til Danmark, hvor klasselæreren Karl nikkede faderligt, og stoltheden sneg sig hele vejen fra tæerne og op i nakken på mig, når jeg kunne mine staveord. Til forældrekonsultationer, hvor andre lærere bekymrede sig om M., der ikke legede nok med de andre børn og var lukket inde i sig selv, smilede Karl bare: Jo, ja, men hun er den bedste i klassen til at læse og skrive.

Første gang Karl åbnede døren til biblioteket, susede det for mine ører. Alle de bogstaver og ord samlet på ét sted. Indbundet og sammenpresset på hylde efter hylde. Jeg ville vide, hvad de sagde. Og Karl hjalp. Han fodrede mig med bøger. Først bøger uden billeder, så bøger med små bogstaver og senere bøger af enhver slags. Bøger om Sri Lanka, om pyromaner, om aztekerriget, om fremmede religioner, om hemmelige agenter, om Leonora Christina, om stjerner, om krige, om kærlighedshistorier.

Af og til når timerne tyngede, af stavelser, der skulle snegleklappes, og opgaver, jeg for længst havde løst, lod Karl mig løbe alene ned til bøgerne. Så ville de andre komme senere. Et forspring til Paradis.

En af de dage stod jeg og bladrede i en krimi, da en venlig bibliotekar afbrød og hjalp mig hen til børnehylden. Du er vist gået forkert, sagde hun. Nu skal jeg vise dig en rigtig god bog. Hun trak en stor, flad ting frem. ”Lises lille lam”. Den tror jeg lige er noget for dig. Se her. Den handler om en pige, der hedder Lise, som… Jeg hørte ikke resten. Kiggede på tegningen af en pige, der kælede for et lam og forstod, at enten var denne dame ikke en rigtig bibliotekar, eller også var jeg ikke et rigtigt barn.

Jeg smilede, tog bogen og turde ikke forlade mit nye, ikke-forkerte hjørne.

Hvorfor står du her? Spurgte Karl, da han fandt mig, og kiggede undrende på Lise og lammet.

Det var damen, der gav mig den, sagde jeg, mens øjnene begyndte at svie. Det er en børnebog.

Resolut satte Karl Lise tilbage på hylden og trak mig over til de rigtige bøger. Og mens verden begyndte at falde på plads igen, så jeg ham snakke lavmælt med damen, der nu stod ved disken og sagde ok, ok, ok.

Hun hjalp mig aldrig med at finde bøger igen.

Da jeg mange år senere mødte Karl til et jubilæum, sagde han: Læser du dansk? Jeg har så ofte fortrudt, jeg ikke selv læste dansk.

Men jeg er for evigt taknemmelig for, at Karl ikke læste dansk. At han blev lærer. Min lærer og klasseheltelærer.

IMG_2227_700_Tovelillevej Krimsvej
Tovelillevej

Vil du have flere helte- og hadelærere? Læs næste afsnit.
Eller første afsnit.

Og hvordan ved du, jeg ikke er en 60-årig bankrøver, der hedder John?

Kan du huske Claire. Hende den engelske blogger, som datede til højre og venstre og endda en smule i Danmark?

Kan du så huske Sebastian? Ham den søde, flotte, som hun sværmede for? Som hun mailede med og talte i telefon med, men som aldrig dukkede op til deres aftaler? Som sendte parfume og undskyldninger og vilde forklaringer? Og som viste sig hverken at hedde Sebastian eller være ham den søde, flotte på billedet?

Kan du huske historien? Så vil det måske glæde dig at høre, synderen endelig er fundet.

Eller det vil sige synderinden. En dame i 30’erne, der gemmer sig bag mor og far, når Claire banker på.

Læs hele historien her.

IMG_0698_700_Hedegaardsvej
Hedegaardsvej

Haps

Pilles cykler bliver altid stjålet. Og torsdag skete det igen.

Det fejeste tyvesvin tog hendes Raleigh. Den Raleigh, som hun havde nusset og pudset, med gear og udstyr for 3.000 kr., og sikret med stor, tung kædelås. Væk var den.

Det var meget trist.

Og vi skulle i hvert fald ikke lægge et billede på nettet og spørge, om nogen havde set den. For det hjalp ikke noget. Cykler kommer aldrig tilbage.

Og hun havde i hvert fald ikke været ude at lede efter den. For det hjalp ikke noget. Cykler kommer aldrig tilbage.

Og jo, hun havde da meldt det til politiet, men det hjalp ikke noget. For cykler kommer altså aldrig tilbage, så fat det dog!

Så for at tænke på noget andet drak vi øl i går og tog på kanalrundfart og gik på Christiania. Kom til at snakke lidt om, hvor mange trillioner en ny cykel mon kostede. Om det var billigere at sætte en gammel i stand. Om man kunne få nogen til at sponsorere. Om lånecyklen var…

Og dér stod den! Midt i det hele på Christiania. Ulåst og uden skrammer. Ventede bare på at blive hentet.

Var det virkelig den? Ja, det var det.

Og så kom Pilles cykel alligevel tilbage.

IMG_2190_700_Torvegade
Pille, Torvegade

 

Danskhadelæreren

Had er måske så meget sagt, Inge gav mig trods alt min første læsebog, men én ting tilgiver jeg hende aldrig.

At hun en dag sagde til Rune. Det makrelstinkende, råbende, sparkende raserianfald af en rødhåret abekat, at fra nu af skulle han sidde ved siden af M.

For så kunne han kigge på M. og måske lære, hvordan man opfører sig ordentligt.

IMG_2078_700_Karen Blixens Vej
Karen Blixens Vej

Vil du have flere helte- og hadelærere? Læs næste afsnit.
Eller første afsnit.

Børnehaveklassehadelæreren

Ok, nu starter serien om mine helte- og hadelærere.

Hvorfor? Fordi jeg fik idéen, mens jeg var ude at løbe, og alle løbeudklækkede idéer er geniale. Derfor.

Jeg husker kun én lærer fra børnehaveklassen på Ukaliusaaqskolen. Hende med det sorte, skinnende hår, som slog hænderne sammen i lykke over min mors struttende mave.

Ved I, hvorfor M.’s mor er så tyk?, spurgte hun smilende ud over klassen.

Ja, det vidste folk da godt. Fordi der lå en ny lillesøster eller lillebror inde i maven.

Ved I så, hvordan den nye lillesøster eller lillebror er kommet IND i maven? Fortsatte hun, som om hun længe havde båret på en vidunderlig hemmelighed og snart ville briste, hvis hun ikke gav den videre.

Næh. Det vidste vi ikke helt, om vi vidste.

Fordi M.’s far har stukket sin tissemand ind i M.’s mors tissekone!, afslørede hun med fanfare i stemmen, der sprang op på de øverste toner i triumf.

Og i dette øjeblik, mens en hel klasse måbende vendte sig rundt, stirrende på mig med vantro og foragt, kårede jeg mit livs første hadelærer.

IMG_0410_700_Glommensgade
Glommensgade

Vil du have flere helte- og hadelærere? Læs næste afsnit.