Bilen

Før jeg var bekymret, ville bilen ikke starte.

Det var ellers en smart lille delebil. Gakkeren loggede ind, trykkede på knapperne, hev i rattet, trykkede på rattet, hev og sled og trykkede. Men bilen ville ikke starte.

Jeg kan også bare gå de 200 meter.

Nej! Jeg skulle ikke gå. Gakkeren kunne godt få bilen til at starte. Han skulle bare logge ind igen og trykke her og trykke der. Og hive her. Han kunne godt. Han kunne altså godt.

Gakkeren kunne ikke.

Vi var strandet bag en bodega, omgivet af beton og tom parkeringsplads, i den deprimerende ende af Valby.

Gakkeren sukkede. Det er typisk.

Han loggede ind igen. Trykkede og trykkede og hev og trykkede. Han kunne godt. Det kunne han.

Gakkeren kunne ikke.

Det var første gang, jeg så ham. Efter den store afsløring. Han fandtes stadig. Nu bare med kone, med mere alvorlig stemme og med en bil, som ikke ville starte.

Er den i stykker?

Nej! Og han kunne godt få den til at starte. Men der var noget med knapperne. Han kunne godt.

Gakkeren kunne ikke.

En advokat havde rådet ham til at søge samkvemsret, ikke forældremyndighed. Det var det første, han sagde. Herefter gakkede han videre i en times tid. Muligvis om ægteskabet. Muligvis om gælden. Muligvis om boligsituationen. Muligvis blev der klemt en undskyldning ind. Muligvis ikke. Alt er glemt i en bil, der ikke vil starte.

Men det ville den altså godt. Det skulle den! Han kunne få den til at starte. Det skulle han. Han kunne godt! Den kunne. Han kunne!

Gakkeren kunne ikke.

Vi stirrede ud i det grå. Gakkeren syntes, det lignede Marseille. Jeg syntes Østberlin.

Jeg vil ikke være din elskerinde.

Nej.

Gakkeren loggede ud og loggede ind igen og trykkede på knapperne. Han kunne godt. Det kunne han. Han kunne, han skulle, han kunne! Og han kunne. Bilen startede, bilen spyttede mig ud, og bilen kørte væk uden mig.

 

Læs næste afsnit af Gakkeren.

IMG_4305 Amager Boulevard voldene_700
Stadsgraven

Historien om Gakkeren kører baglæns og starter her.

Parkeringspladsen

Før Gakkeren var giftig, kom jeg tilbage til en kold pizza. Jeg havde været væk i en time.

Veninde: Hvad ville han?

Mig: Jeg ved det ikke?

Veninde: Men hvad sagde han?

Mig: Jeg ved det ikke?

Veninde: Jamen hvor var I?

Mig: Ovre på parkeringspladsen?

Veninde: Jamen hvad SAGDE han?

Mig: Jamen jeg ved det ikke!?

Veninde:?

Mig:?

Veninde: Jeg er bekymret for dig.

Mig: Jeg er også bekymret for mig.

 

Læs næste afsnit af Gakkeren.

IMG_4701 Njalsgade_700_b
Njalsgade

Historien om Gakkeren kører baglæns og starter her.

Manden

Før Gakkeren blev høj, besøgte jeg min veninde og hendes dreng i Valby. Eller prøvede på det.

Dreng: Hvem var det, der kom?

Mig: En mand.

Dreng: Hvad var det for en mand?

Mig: En mand, jeg kender.

Dreng: Var det din kæreste?

Mig: Nej.

Dreng: Hvorfor ikke?

Mig: Fordi han er gift.

Dreng: Hvorfor er han giftig!?

Mig: Det ved jeg ikke.

 

Læs næste afsnit af Gakkeren.

IMG_5868_700
Et glemt sted på Amager

Historien om Gakkeren kører baglæns og starter her.

Udstillingen

Før Gakkeren ikke var der, sendte han sit ansigt. Han lå i sengen med skarp blitz og lukkede øjne. Og fik mit tilbage.

Gakkeren: Jeg tænker meget på dig.

Mig: Jeg tænker på dig, når jeg går i seng og tænker på dig, når jeg står op.

Gakkeren: Hvad tænker du så? Er du vred?

Mig: Jeg tænker, at jeg trænger til at komme langt væk. At jeg savner dig. At du er gift.

Straks ringede telefonen.

Langt væk? Hvor ville jeg tage hen? Hvornår? Hvordan? Hvor længe?

Svære spørgsmål, når jeg kun var nået til, at Helles venner vist nok havde en taskefabrik i Buenos Aires.

Men ikke svære nok for Gakkeren. Jeg måtte love ikke bare at blive væk. Love! Og hvis jeg endelig ville af sted, måtte jeg love at ringe. Først skulle vi snakke. Love!

Jeg lovede.

Godt. Og forresten havde Gakkeren fået en idé. Tænk, hvis vi lavede en udstilling. Om os! Tænk, hvis vi tog vores sms’er, vores godnat’er, godmorgen’er, farveller, nu’er, da’er, spørgsmål, svar, afsløringer, diskussioner, kys, glæde, vrede, bekymringer og ikke mindst billeder. Billederne af gader, slotte, skyer, øl, strande, lufthavne, barer, koncerter, parker, computerskærme, togstationer, skrald, vandpytter, kaffe, bøger, øjne, is, gråvejr, solnedgange, måner, vinduer, skilte – ja, hele vores korrespondance – og hængte den op kronologisk som en udstilling. På et galleri måske, kunne det ikke være en idé? At fortælle vores historie?

Tjoo, det kunne faktisk være en idé. På en måde.

Gakkeren nåede at blive helt høj over idéen, før han lagde på.

Jeg kiggede på vores ansigter. Blege, gullige smileys i hver sin seng. Uden øjne lignede vi lig. Det måtte blive udstillingens afslutning. De sidste to billeder. Gustne, overbelyste hoveder, der siger farvel til publikum og smiler sig ind i døden.

 

Læs næste afsnit af Gakkeren.

IMG_6957 Sundbyøster Plads_700
Sundbyøster Plads

Historien om Gakkeren kører baglæns og starter her.

Older posts