Hjertet

Før Gakkeren fotograferede en Christiania-lampe, talte jeg med min søster. Om at være tilbage på job efter stresspausen. Om hvor sød Gakkeren havde været. Om hvor meget han bekymrede sig. Om hvordan han trøstede. Om at jeg ikke måtte ødelægge mig selv. Om hvor vred, han var på min arbejdsplads. Om hvor uretfærdigt det var. Om at han ville have mig væk fra det sted. Om at jeg skulle finde noget andet. Om at det kunne jeg sagtens. Om at han syntes, jeg skulle gå til medierne. Om at han gerne selv ville gå til medierne. Om at han havde masser af forbindelser. Om at han syntes, jeg var modig. Om at han troede på mig. Om at det hele nok skulle gå. Om at nu vidste jeg pludselig slet ikke med ham fra Madrid.

For hvor skulle jeg gøre af ham? Hvad skulle jeg sige til Gakkeren? Hvad hvis han så os? Hvad hvis vi mødte ham? Det kunne jeg ikke. Jeg kunne ikke knuse Gakkerens hjerte.

Kunne jeg?

 

Læs næste afsnit af Gakkeren.

IMG_9192 Lyongade_700
Lyongade

Historien om Gakkeren kører baglæns og starter her.

Fristaden

Før Gakkeren havde fået stress, sendte han et billede af en lampe. En af Olafur Eliassons store operakugler. Vi havde haft dem oppe at vende den dag på husbåden, eller hvad det nu var, på Christiania, som Gakkeren syntes var et herligt sted at gå tur, grønt og rummeligt og med plads til fællesskab og mangfoldighed, og som jeg også syntes var et herligt sted at gå tur, grønt og rummeligt og med plads til mindst lige så meget hykleri og egoisme som i resten af byen.

Vi endte ved vandet. Solen skinnede, og på et bræt havde nogen malet CAFÉ. Så vi gik ud på broen og spurgte, om vi kunne købe kaffe. Det kunne vi. Iskaffe endda. Og vi fik hynder at sidde på, og vandet skvulpede, og Gakkeren var iført sine sindssyge sandaler. Hvis ikke det hele havde været så trist, havde det nærmest været perfekt. I hvert fald lige til damen kom.

Hun kendte manden med kaffen, og ville også gerne kende os. Var vi mon herfra? Nej, vi var ikke fra Christiania. Jeg boede på Amager, og Gakkeren boede på Østerbro.

Du skal ikke svare, hviskede Gakkeren.

På Amager. Aha. Det var jo også lige i nærheden. Og der var dejligt på Amager, det var der.

Ja, det var der.

Nej, hviskede Gakkeren. Du skal ikke svare.

Nåå, om vi bare var ude at gå tur så? Det var da også en dejlig dag at gå tur.

Ja, det var det. En meget dejlig dag.

Nej nej nej! Gakkeren gad ikke. Hun bliver ved. Lad være med at svare. Lad være med at svare.

SÅ Gakker! Slap dog af! Havde jeg et barn med på husbådscafé eller hvad?

Damen forstod måske, at det var bedre at tale med kaffemanden. For hun vendte sig om og begyndte med cykelstien. Den forbandede cykelsti, som ville smadre det hele. Cykler ville komme, og børn blive kørt ned.

Gakkeren rumsterede.

En cykelsti, der skulle flænse sig igennem landskabet. Slagte Christiania. Slå harmonien ihjel. Kaffemanden nikkede.

Jamen det var jo bare en cykelsti! Sagde Gakkeren. En cykelsti! Hvordan kunne de have noget imod en cykelsti?

Nej Gakker, hviskede jeg. Du skal ikke blande dig.

Bare en cykelsti? Den cykelsti ville ødelægge det hele. Det kunne Gakkeren, der boede på Østerbro, nok slet ikke forstå.

Men det var en cykelsti! Ville Christiania virkelig ikke tolerere en cykelsti? Til cykler!

Lad vær’ Gakker. Du skal ikke tale til hende. Lad nu vær!

Nå. Gakkeren besindede sig og drak sin iskaffe.

Og damen besindede sig og talte om noget andet. A.P. Møller. Og hans gyselige opera. Gyselig var den. Og lå der og fyldte det hele. Gyseligt.

Bare fordi han havde penge!

Gakkeren stillede koppen fra sig og spændte munden ud i et smil. Men havde de set lamperne?

Lamperne? Joo, næh, hvad var der med lamperne?

De var jo en gave til dem! Til Christiania! Tre gule kugler!

Hvad skulle det betyde?

Jamen var de blinde eller hvad?

Ssch Gakker!

De tre gule lamper på rød baggrund var da det største Christiania-logo i byen! En hilsen fra Olafur til fristaden!

Nej Gakker. Nej.

Forstod de slet ingenting? Og cykelstien. Havde de aldrig lært at dele? Hvad mente de egentlig med fristad? Fristad!?

Nej nej nej! Nu gad jeg ikke mere. Det var tid til at drikke ud og gå videre, blive fulgt ind på land af damens og kaffemandens øjne.

Senere syntes Gakkeren stadig, Christiania var et herligt sted at gå tur, og det gjorde jeg også, og vi var nok mere enige, end vi plejede.

Og nu havde Gakkeren fotograferet en operalampe.

Christiania-lampe! Skrev jeg tilbage.

 

Læs næste afsnit af Gakkeren.

IMG_2595 Vermlandsgade_700
Vermlandsgade

Historien om Gakkeren kører baglæns og starter her.

Stressen

Før vi kunne begynde med en gåtur, ringede Gakkeren. For nu havde Gakkeren faktisk også fået stress, og det var sandsynligvis på grund af mig.

Mig? Hvordan var det på grund af mig? Fordi jeg ikke ville være kærester?

Eller endnu værre, det der absolut ikke måtte ske, havde Gakkeren endelig fundet bloggen? Flere gange havde jeg været i tvivl, og hver gang var jeg kommet til fornuft, men der var alligevel dengang, han takkede for “alle de gode billeder fra Madrid”.

Ét billede havde jeg sendt ham. Ét. Udsigten fra mit vindue.

Og så var der dengang, hans veninde og hans anden veninde og hans tredje veninde havde skrevet en bog, og det kunne jeg jo også gøre?

Hvor kom den idé fra?

Og så var der dengang, jeg fik den lange tale om internettet. Gakkeren kunne finde alt på internettet. En blogger kunne fx aldrig være anonym. Der var ting med domænenavneejere og adresser og forskellige spor, og lukkede Facebook-profiler var aldrig helt lukkede, og hvad var det nu, han havde sagt?

Ingen kan gemme sig på internettet.

Det var lige før, min egen stress blussede op igen, før jeg fik spurgt, om Gakkeren nu også var helt sikker på, det var mig, der havde givet ham stress?

Ja altså ok, jobbet og andre ting spillede muligvis også ind.

 

Læs næste afsnit af Gakkeren.

IMG_2591 Svinget_700
Svinget

Historien om Gakkeren kører baglæns og starter her.

Svaret

Før Gakkeren i det mindste ville få mig at se, skulle vi ses. Men hvor? Jeg har ingen anelse. Vil bare se dig, skrev Gakkeren. Jeg hentede ham ved metroen. Vindjakken og ballonhovedet, som kom hoppende op ad trapperne, fik ham til at ligne en lykkelig biologilærer. Kunne jeg virkelig undvære det ballonhoved?

Vi gik ned ad Amagerbrogade, på det stykke, hvor Gakkeren dagligt cyklede til og fra arbejde. Stykket, der skulle undgås, hvis jeg fik besøg fra Madrid. Stykket, hvor Den Normale for nyligt havde holdt mig i hånden og set så glad ud. Det stykke, der gjorde mig nervøs. Amagerbrogade var blevet befærdet.

Heldigvis syntes Gakkeren, vi skulle ind på kirkegården, så det skulle vi. Vi drejede ind og kiggede på gravsten og fik øje på to teenagedrenge i den anden ende. Lømler. Hvad lavede de? Planlagde indbrud? Solgte stoffer? Snakkede med en død gangster? Vi kunne ikke vende tilbage til Amagerbrogade, før sagen var opklaret. Så snart de gik videre, stod vi der, ved deres gravsten.

Det måtte være en ven, ung og nybegravet. Måske havde han kørt sig ihjel. Måske var han blevet skudt. Måske sprang han ud fra et tag. Måske en overdosis. Sørgeligt. Og sødt af vennerne at kigge forbi. Men hvorfor kiggede de nu på en anden grav? I den anden ende af kirkegården?

Efter dem! Sagde Gakkeren. Nej nej nej, nu skulle vi stå her lidt, syntes jeg. Kriminelle teenagere, som måske bærer pistol, gider garanteret ikke spioner, når de besøger døde venner.

Men vi skal jo se, hvem de besøger! Vi skal! Ja, det skulle vi vel. Men diskret. Vi kunne fx tage en mindre provokerende rute. En omvej ned mod udgangen, rundt langs muren, ind ad stien til venstre og så langsomt nærme os? Og ikke kigge for meget på dem undervejs! Ok, den var Gakkeren med på.

Vi slentrede tavse forbi de døde menneskers indhegnede haver. Studerede navne, blankpolerede sten, engle og blomster. Nogle var så heldige at få en bænk eller en due. Andre et stort kors. Endelig! Nu gik de. Gå nu gå nu gå nu! De havde ikke nået porten, før vi landede ved deres anden døde ven.

Ven? Det kunne da ikke være deres ven? Denne mand, Holger, døde i 1977. Hvad havde de snakket med ham om? Var han i familie med deres første ven? Ikke umiddelbart. Var han en kendt, død mand? Ikke hvad vi vidste af. Lå der narko gemt under busken? Næh. Og drengene var væk.

Vi kunne lige så godt gå tilbage til Amagerbrogade. Historien var slut. Vi ville ikke få svaret. Det vidste vi.

Og jeg kunne ikke undvære Gakkeren. Det vidste jeg også.

Læs næste afsnit af Gakkeren.

IMG_7391 Kirkegårdsvej_700
Sundby Kirkegård, Kirkegårdsvej

Historien om Gakkeren kører baglæns og starter her.

Older posts