Læserne fortæller: Cirkus-Gakkeren

Læserne fortæller: Boomeranggakkeren

Dagens gakker synes, du er en forbandet luder og en narrefisse og en psykopatisk bitch uden evne til at elske. Har du forresten dankort med? Han kunne godt bruge en ny computer.

Tag godt imod Boomeranggakkeren!

Og tak til en anonym læser for at fortælle historien.

————————————————————————————————————

Jeg plejer at sige, jeg ikke fortryder noget i mit liv, fordi jeg ikke ville være, hvor jeg er i dag, uden alle mit livs oplevelser. Det er noget idealistisk bavl at fyre af, men jeg holder stædigt fast i det.

Min gakker og jeg gakkede rundt i tre år i en tid, hvor jeg tog alting dødsens alvorligt, men som nu virker fjern og diffus, ikke mindst fordi vi var så unge. Min gakker var en Nassegakker, en Råbegakker, men mest af alt en Boomeranggakker, som det endelig, efter lang tids kamp, lykkedes mig at kaste væk, uden den kom flyvende tilbage i mit hoved igen. Vi mødtes en sommer online, jeg boede i Esbjerg, han på Bornholm. Det virkede som et dødfødt forhold fra starten, men vi var med det samme hooked. Vi svedte på hinanden halvdelen af vores tre år og råbte og skreg ad hinanden resten af tiden. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at i det mindste den første tid var lutter sved og ingen råberi, men det ville være en løgn af de store – råberiet begyndte, før vi overhovedet blev officielle kærester.

Vi var det jo, kærester, i lang tid før han følte sig sikker nok til at sætte mærkatet på os. Set i bakspejlet tryglede jeg ham nærmest om at begynde at kalde mig sin kæreste – noget så romantisk. Men jeg havde brug for mærkatet for at føle sikkerhed, og efter et halvt års tid fik jeg det – mærkatet altså, men aldrig sikkerhed. Efter et halvt års tid flyttede han også til Sjælland, og langdistanceforholdet blev en smule mere udholdeligt. Når vi var sammen, var jeg verdens lykkeligste, men så snart vi kom på afstand af hinanden, gnavede jalousien som en issyl i min krop. Han var dødeligt jaloux, hvis jeg så meget som vovede at være i nærheden af mine drengevenner, og hans jalousi gjorde mig jaloux – jeg begyndte at tænke, at hans jalousi måtte bunde i frygt for en opførsel, han måske selv havde tendens til. Så jeg begyndte at tjekke hans telefon og arto (ja, det var den tid), når vi var sammen, og selvfølgelig fandt jeg sukkersøde beskeder og sexede samtaler med utallige piger. Men det var jo bare fordi, pigerne skrev til ham, og så kunne han jo ikke afvise dem, kunne jeg jo nok forstå – og det kunne jeg vel – og desuden var det godt for hans selvtillid. Men han blev sur og gik fra mig, for han kunne ikke leve i et så mistroisk forhold (ahem). Det var første gang, han forsvandt, under bulder og brag og usmagelige skældsord – som om det var mig, der havde begået noget forkasteligt.

Dengang var jeg sikker på, jeg havde fundet mandEN – jeg besad en teenagers skråsikkerhed på, at jeg aldrig kunne elske så højt igen, aldrig kunne finde den slags passion hos en anden, og da han gik, knuste det mit hjerte. Jeg sad tilbage med den dårlige samvittighed, det lave selvværd, og tanken om, at det var mig, der var galt afmarcheret, og at han havde gjort ret i at forkaste mig. At jeg aldrig kunne være god nok til ham – han havde jo brug for de andres pigers roser for at føle sig tiltrækkende. Jeg græd i uger – i lige nøjagtig det antal uger det tog for ham første gang at indse, at han, trods flirteriet med alle de andre piger, meget godt kunne lide den tryghed, det var at have mig at komme til, snakke med og knalde med. Han fortrød, han var gået fra mig. Han var en boomerang, så selvfølgelig kom han tilbage. Og jeg var en ung pige, der ikke længere kunne få øje på mine værdier, så selvfølgelig tilgav jeg alt og bød ham velkommen tilbage med åbne arme – og ben.

Jeg tror ikke, min gakker ville have sat så mange ar på min sjæl, hvis ovenstående blot havde været historien. Men syv gange skete det. Syv gange besluttede han sig for, han ikke længere kunne holde ud at have det kradsende mærkat på sig, ikke kunne holde ud at være nogens kæreste. Han ville i bund og grund være fri, til at knalde hvem han ville, når han ville, men samtidig nyde al trygheden, som et fast forhold giver. Jeg kunne altid mærke, når der var en periode på vej, hvor han ikke længere kunne holde ud at være kærester. Han ændrede humør og begyndte at være fraværende, og jeg begyndte igen at opdage sms’er fra ukendte trunter. En weekend, hvor vi var adskilte, blev han gal, jeg husker ikke længere over hvad, råbte og skreg i telefonen og sagde, han tog hjem til en veninde. Jeg havde ondt i maven, men håbede det bedste. Men han ringede selvfølgelig bagefter og gik til bekendelse – det havde ikke været meningen, men pludselig kyssede hun ham, og så var der selvfølgelig ikke langt fra kys til knald. Jeg græd – igen – og han sagde, at han bare ikke kunne være kærester. Indtil en måned senere, hvor han igen godt kunne være kærester.

Engang jeg kunne mærke, at rastløsheden var på vej, gik jeg selv ud og knaldede den første og bedste, jeg fik øje på, i en form for trods. Det gjorde selvfølgelig ingenting bedre, og han skreg, at jeg var en forpulet luder, og hvordan kunne jeg gøre sådan noget. Han havde bekvemt nok glemt, det var, hvad han selv altid havde gjort. Igen stod jeg tilbage som tåben, som hende, der skulle tilgives, hende, hvis hjerte var blevet knust, og hende, som ikke kunne holde op med at græde. Indtil han igen var klar til at være kærester.

I vores tre år sammen betalte jeg alt. Jeg betalte togturene frem og tilbage for os begge. Jeg handlede til os. Jeg gav biografturene. Jeg fik min mor til at forære ham en computer. Jeg betalte ferier for os begge to. Jeg gav ham aldrig julegaver eller fødselsdagsgaver for under 1.000 kroner. Jeg tror, det var en måde fysisk at bevise for ham, hvor meget jeg forgudede ham. Men lige lidt hjalp det selvfølgelig – han skred altid og kom altid tilbage igen. I al den tid fik jeg én fødselsdagsgave. Et brev. Den anden gang glemte han, jeg havde fødselsdag. Den tredje gang havde han simpelthen ikke råd – han var jo fattig, hans familie var fattig, de havde brug for pengene – men weekenden før min fødselsdag var han endnu engang på en af de store byture med drengene. Bare to af de fadøl, han tyllede på sådan en aften, kunne have betalt en symbolsk gave til min fødselsdag, og jeg ville have været Danmarks lykkeligste pige. Men jeg var aldrig indsatsen værd.

Engang havde vi en samtale, som burde have fået mig til at hanke op i mig selv og løbe skrigende væk. Vi talte om, hvad vi ville gøre, hvis en af os blev syge, fx lammede i en ulykke eller lignende. Rosenrød, som jeg i min naivitet stadig troede, verden var, forestillede jeg mig selvfølgelig, vi ville blive sammen altid – det, vi havde, var jo specielt, jeg forgudede ham. Han sagde til mig, han ville gå fra mig. Sex var så vigtig en del af vores forhold, at han ikke mente, vi kunne fungere uden. Hvorfor fik det mig ikke dengang til at forstå, vores værdisæt var fundamentalt uforenelige? At jeg elskede ham grundlæggende anderledes, end han elskede mig, og at jeg burde finde en, som kunne elske mig uden sex? Jeg ved det ikke. Jeg var forblændet.

Der var mange små ting. Flere omgange af utroskab, både fysisk og på skrift. Det faktum, at han vidste, jeg ikke brød mig om at han røg hash i mit nærvær, men at han alligevel, for at glæde en barmfager blondine, sørgede for, der var masser af stadset til en fest. Det var ikke hashen, der generede mig, men det faktum, at det tydeligvis var vigtigere at glæde hende end mig, hans kæreste. Alle pengene, jeg spildte på ham, og selvfølgelig alle tårerne. Men det værste var følelsen af at blive trådt på, følelsen af aldrig at være god nok. Den nedværdigende følelse det var at komme kravlene tilbage til ham, så snart han var klar, som en ynkelig lille hund, der følger alle sin herres mindste befalinger for blot at få chancen for en lille bid hundekiks og ignorerer alle sparkene, der følger med dem. Det var den person, jeg blev, der gav mig ar på sjælen, og som, på trods af alle tøsebørnene i periferien, gjorde allermest ondt på mig. Jeg var ikke det menneske, jeg gerne ville være, og det var hans skyld. Han fik mig til at tro, der ikke var andet for mig derude, at dette var det bedste, jeg kunne få, det bedste menneske, jeg kunne blive. Jeg krøb tilbage til ham på hans mindste vink og gik tilbage til mere utroskab, mere råberi, flere skældsord og mere nedværdigelse. Indtil den syvende gang. Den syvende gang sagde jeg stop. Den syvende gang ville jeg ikke være med mere. Den syvende gang græd jeg på mine egne vegne, ikke på hans. Den syvende gang sagde jeg nej, da han efter en måned skrev, han havde fortrudt bruddet. Den syvende gang gjorde jeg ham mere rasende, end jeg nogensinde har set ham.

Han var jo blevet vant til at kunne gøre med mig, som han ville – at vi kunne være ikke-kærester, når han ikke gad mere, og at jeg ville komme rendende, når han sagde “klar” igen. Så da jeg sagde stop, blev han rasende. For første gang var det ham, der græd. Hans verden, der krakelerede, hans verdensorden, der forandrede sig. Jeg var en forbandet luder, en narrefisse, en psykopatisk bitch uden evne til at elske. Jeg var et dårligt menneske. Men jeg vidste, at det var jeg ikke længere. Jeg vidste, at nu havde jeg endelig taget hånd om mig selv, sat mig selv i centrum. Jeg vidste, at jeg gjorde det rigtige for mig. Ikke for ham. For mig. Jeg kastede boomerangen ad helvede til.

Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg aldrig så den igen, boomerangen. Men selv nu, syv år senere, dukker den stadig op i horisonten engang i mellem. Venneanmodninger. Beskeder om, at jeg savnes. Forslag til at blive venner igen, fortælle hinanden, hvad vi går og laver. Jeg afviser. Hver gang. I starten fortalte jeg ham, at jeg ikke havde brug for ham i mit liv længere. Det gjorde ham selvfølgelig rasende – alt gjorde ham vel i bund og grund rasende. Nu ignorerer jeg ham, når han en gang hvert halve år forsøger at vende tilbage. Han er ikke længere et problem, han sårer mig ikke længere, fordi jeg ikke lader ham være et problem. Jeg lader ham ikke længere køre rundt med mig. Jeg lader ham ikke længere såre mig. Men han og alt det, vi oplevede sammen, spøger stadig i min bevidsthed, og det tror jeg aldrig, det vil holde op med.

Jeg siger, jeg ikke fortryder noget. Og jeg holder stædigt fast i, at uden min gakker ville jeg aldrig have forstået, jeg ER noget værd. At kærlighed KAN være andet og mere end sex, råberi, finansiel katastrofe og utroskab. Jeg troede, kærlighed skulle være turbulent og voldsom, at der ikke var andre muligheder. Jeg havde aldrig have kunnet se, forstå og værdsætte de kvaliteter, der gør, at jeg nu på femte år er sammen med den blideste mand, jeg har mødt i mit liv. Jeg forstår nu, at kærlighed er hengivenhed, tryghed og respekt, og endda på femte år kan være aldeles råbefrit. Ting, jeg aldrig fik sammen med min gakker. Jeg fortryder ikke det menneske, min gakkeroplevelse har gjort mig til. Men jeg er ked af, at jeg var nødt til at lære lektien om, hvad kærlighed kan være, ved at opleve, hvad den aldrig nogensinde bør være.

IMG_3970 Jenagade_700Jenagade

Flere gakkere i Gakkoteket.

 

   

9 kommentarer

  • d

    pyhhh…hvor er jeg glad for dét du skriver i 5.sidste linie.
    Var helt bange for at du var helt flosset op

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Boomerang-gakker-offer

      Det var jeg i lang tid – men jeg er helet. Tak fordi du bekymrede dig om det <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Berit

    TAK! Hold kæft hvor det bare spændende at læse alle jeres historier. Tankevækkende og inspirerende på sin vis. Balancen mellem at elske ubetinget og holde på sit værd er ikke nem – i hvert fald ikke hvis man støder ind i en gakker. Livet er generelt ikke så nemt. Tak til amarorama for at samle historierne.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Det var da virkelig så lidt. Elsker at lade læserne gøre arbejdet.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • B

    “Men det værste var følelsen af at blive trådt på, følelsen af aldrig at være god nok”

    Den følelse kæmper jeg stadig med… Min ekskæreste var rigtig god til at sige og gøre små ting der gjorde mig mindre og mindre. Fik mig til at føle mig mindre og mindre værd. Ikke værd at spilde sin kærlighed på.
    Fordi det var små ting, små bemærkninger hist og her, gik det egentlige omfang af det først op for mig da vi ikke længere var sammen.
    Men kæmper desværre stadig med følelsen: “hvorfor skulle nogen vælge mig. Jeg er ikke sådan en man elsker”

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Jeg kan genkende følelsen. Tror godt, kærester kan gøde og fremprovokere den, men nok kun hvis den er der i forvejen, plantet i barndommen. Held og lykke med kampen.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • B

      Tak!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Boomerang-gakker-offer

      Hej B.
      Det er netop de små ting, de små bemærkninger. Bagefter undrer man sig over, hvad han overhovedet lavede med en, hvis man virkelig intet var værd.
      Jeg håber du en dag finder den person, som aldrig vil give dig den fornemmelse. De findes, jeg har selv fundet en, og jeg håber du falder over din. For det er faktisk muligt at finde en mand, som ved alle de små bemærkninger og små smil kun indikerer, at han elsker og værdsætter og er glad for en.
      Held og lykke! <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • B

      Ja, det har jeg også undret mig over…
      Og Tak, jeg håber også!
      Det er rart at læse om, at de rent faktisk findes derude. Dem som rent faktisk vil en, elsker en og som synes man er god nok som man er.
      Dejligt at høre, at du allerede har fundet ham :)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Læserne fortæller: Cirkus-Gakkeren