Læserne fortæller: Vennegakkeren

Læserne fortæller: Charmegakkeren

Dagens gakker er en bad boy. Han har hængerøv, ryger hash og kører folk ned. Og så sviner han i sofaen med chokolade. Baaad, bad gakker! Men selvfølgelig kan han charme og lyve og gakke sig fra det hele. Tag godt imod Charmegakkeren.

Og tak til en anonym læser for at fortælle historien!

———————————————————————————————————

Jeg var purung, kun lige fyldt 19 år, da jeg mødte min charmegakker. Han var 18, gik en klasse under mig i gymnasiet, havde beskidte hængerøvsbukser, en gustenbleg hud, lidt for meget vom, røg for meget hash og kom fra et hjem, der var markant anderledes end mit. Mere barsk, mere samspilsramt.

Jeg var hypnotiseret fra første gang, jeg så ham. For han havde en charme og en karisma, som var svær at ignorere, trods udseendet. Og han var alt det, jeg aldrig havde mødt før. I rå og beskidt form.

Han havde haft en kæreste – hun var vist nok ekskæreste nu, og da vi kyssede til gymnasiefesten, var jeg sikker på, at al kontakt mellem dem i hvert fald ville stoppe nu. Jeg var den smukke, populære pige, som alle fyrene ville have og længtes efter – men jeg valgte HAM. Hun derimod, mindede mere om ham. Kom fra et splittet hjem, havde voldsomme psykiske problemer og havde i lang tid brugt ham som sutteklud for at kunne klare tilværelsen.

Vi var kærester 8-9 måneder. Vi grinede, knaldede og havde det dejligt sammen meget af tiden. Han charmerede mine forældre på trods af sit udseende og baggrund, faktisk så meget, at de blot grinede kærligt, da han lad og tyk lå i deres lyse sofa og totalt fraværende tværede chokolade ud i den, uden overhovedet at ænse det. Eller for den sags skyld tørre det op.

Eller da han kørte en mand ned, fordi hans trang til fart var større end hans evne til at forudse potentielle farer ved hensynsløs kørsel. Hans mor var ude af sig selv til at starte med, men på en eller anden måde fik han hurtigt lukket sagen ned med sin sædvanlige charme. Jamen, det var jo ikke med vilje, jamrede han, og så kiggede moderen igen på sin førstefødte søn og sukkede hengivent.

Fra første måned vi var kærester, følte jeg alligevel en uro i maven. Sms’erne, der hele tiden bippede ind, opkaldene, der blev ignoreret eller taget i smug. De onde blikke, jeg kunne mærke i nakken, når jeg var i skole og tilfældigt gik forbi den gruppe piger, hans ekskæreste tilhørte. Samtlige måneder, vi var kærester, kredsede jeg om emnet og konfronterede ham. Var de nu helt stoppet med at ses? Hvorfor skrev hun så meget til ham? Hvorfor kom hun så ofte hjem til ham, og drak te med hans mor og søster, når jeg ikke var der? Alle mine spørgsmål blev affejet med at, de havde en fortid sammen, hun havde svært ved at slippe ham, hun havde det så svært derhjemme …

Da månederne gik, og strømmen af sms’er ikke aftog, blev hans svar på mine spørgsmål mere anklagende: Hvorfor var jeg så paranoid? Kunne jeg dog ikke slappe af med den jalousi?! Var det ikke nærmere mig, der var noget galt med?

Jeg hørte fra veninders veninder, at han lagde an på dem. Jeg reagerede ved at blive sur på mine veninder, der gik bag om ryggen på mig. Det var pinligt. Men det var aldrig hans skyld. Altså, lige indtil den sommeraften, hvor jeg modtog en anonym sms. DIN KÆRESTE ER DIG UTRO MED DEN STØRSTE LUDER I VERDEN.

Da jeg konfronterede ham, tog det mig seks timer at få ham til at indrømme det. Jeg kørte på med spørgsmål – fast besluttet på, at han ikke skulle slippe denne gang. Ja, jo, lød det vagt i starten. De var aldrig stoppet med at ses. Når han tog i byen med vennerne, var hun altid med. Men hun havde det jo skidt, og havde ikke nogen andre, hun kunne snakke med. Senere græd han. Jo, de havde knaldet i al den tid, jeg havde kendt ham. De knaldede i baggårde, på parkeringspladser, i p-huse, på diskotekstoiletter – alle mulige steder, når de fik chancen. Men det var jo bare fordi, hun havde det svært …

Jeg gik hjem og tabte mig seks kilo. Sundede mig. Så gik jeg tilbage til ham, fast besluttet i mit usikre teenagehoved på, at jeg ikke kunne undvære ham. Det næste halve år var et helvede. Jeg stolede slet ikke på ham, og han gad heller ikke rigtig gøre sig umage med at skjule, at de stadig sås.

Vores forhold blev mere og mere sporadisk. Min interesse begyndte at falme. Jeg begyndte at knalde lidt med en anden, der villigt stillede op. Jeg trængte til at være den, der bestemte. Charmegakkeren protesterede ikke rigtig. Men vi slap heller ikke hinanden.

Det sluttede endelig en grå 1. januar. Han lå oven på mig og pustede ud efter sex. Gustenbleg, lad og tyk. Tårerne trillede ned ad kinderne på mig. Jeg væmmedes. Pludselig så jeg ikke charmen mere. Kun alt det gustne ved ham. Jeg lukkede døren bagefter og kom aldrig tilbage.

Når jeg snuser rundt på nettet i dag, kan jeg konstatere, at han ikke har ændret sig siden. Masser af charme, men blottet for selvrefleksion..

Jeg har for øvrigt aldrig fundet ud af, hvem jeg skulle takke for sms’en hin sommeraften, for den anonyme sms-sender har aldrig meldt sig selv. Men TAK, hvis du er derude.

IMG_2080 Njalsgade_700 Njalsgade

Flere gakkere i Gakkoteket.

   

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Læserne fortæller: Vennegakkeren