Læserne fortæller: Slikkegakkeren

Læserne fortæller: Den gifte gakker

Dagens Gakker er gift. Han har ikke været utro, men det har han. It’s complicated på den moderne måde.

Tak til den gifte Gakkers kone for at fortælle historien!

Jamen, hvad er en gakker? Tænker nye læsere. Forklaring, eller noget der ligner, her.

———————————————————————————————————————-

Der var én, der kom og skubbede til mig.
Det var hans standardforklaring. Som regel efterfulgt af, at han ikke havde følt, vi var særlig tæt på hinanden. At jeg havde foretaget mig et eller andet, som havde fået ham på afstand.

Første gang han fik brug for forklaringen, var halvanden måned efter, jeg havde fundet ud af, jeg var gravid. Tre uger efter, jeg havde fået foretaget en abort, der stadig gjorde ondt i krop og sjæl. Halvanden uge efter, jeg var startet på nyt arbejde. Timing havde han aldrig rigtig sans for.

Jeg opdagede det selv, uden at vide det. Eller. Jeg vidste det, men var mentalt et andet sted. Han kom hjem en nat fra en fest, lagde næsten i søvne telefonen på hylden, den gled ned i sengen mellem os. Skærmen var ikke engang låst, en smuk, slank, blond pige kiggede fra skærmen på mig. Det var et Facebook-billede, havde aldrig set hende før. Hun så ung og glad ud. Dagen efter spurgte jeg ham, om hvem det var. Det er bare en af de frivillige på projektet, lød svaret. Min ellers stærke intuition lod sig ikke tilfredsstille, men signalerne: afstanden, afholdenheden, venligheden, konfliktafvigelserne, de blev blandet sammen i den for os begge uønskede graviditet.

Han gik selv til bekendelse. En måned efter.

Hun kom og skubbede til mig. Hun ville have mig. Det troede jeg ikke, at du ville.

Jeg har ikke sovet i et år, på grund af babyen i vores soveværelse. Jeg har haft bækkenløsning. Jeg blev gravid igen. Selvfølgelig ville jeg have dig.

Hun fandt mig tiltrækkende. Hun åbnede sig for mig. Vi har ikke lavet noget.

Definér noget.

Jeg har kysset hende. Ligget i hendes seng. Rørt ved hendes bryster. Det er slut.

Definér slut.

Vi har ikke talt sammen i en måned.

Har I aftalt at det er slut?

Det begyndte aldrig.

Ring til hende, og sig, at hun aldrig ser dig mere.

Jeg flyttede hjemmefra i en uge. Han prøvede at lave sjov med det. Vi var hos terapeuten. Jeg var vred. Åh så vred. Vred over at han valgte en anden. Terapeuten sagde, jeg skulle fokusere på, at han valgte mig. I sidste ende. To uger senere spurgte jeg ham: Har du ringet til hende?

Ja, jeg har talt med hende. Det er slut. Det begyndte aldrig.

Min intuition bimlede og bamlede. Du er sindssyg, sagde jeg til mig selv. Du kommer aldrig til at stole på ham igen. Om natten, to dage før min fødselsdag, kiggede jeg igen i hans telefon. Allerlængst inde, i slettede mails, fandt jeg et billede af en besked, sendt fra hende samme dag. Jeg smiler, mens jeg dufter til de smukke blomster du kom med. Du er stadig en dejlig mand at kysse.

Jeg besvimede næsten. Vækkede ham. Råbte og skreg. Slog. Hylede. Han var så ked af det. Han ville bare sige det ansigt til ansigt. Og det var hendes fødselsdag. Han ville bare sige det på en pæn måde. Det havde han det bedst med. Det havde HAN det bedst med.

Anden gang der var en, der skubbede til ham, var halvandet år senere. Jeg var syg. Rigtig syg. Og havde været det længe. Han havde fået nyt job. Nyt sted. Ny landsdel. Nye mennesker.

Vi havde haft to dejlige dage. Uden børn. Med fest og alenetid. Sex og samtaler. Forståelse, forbindelse, fortætning. På vejen hen til at hente ungerne, hakkede samtalen lidt rundt. Blikket veg. Der blev taget tilløb, snublet, stoppet op. Til sidst hjalp jeg ham:

Fortæl mig, hvad der er sket.

Der er ikke sket noget.

Så fortæl mig, hvad der ikke er sket.

Der kom bare en til den der julefrokost. Ikke en fra min afdeling. Hun skubbede til mig.

Hun ville have mig. Jeg sagde nej. Og så har hun efterfølgende kontaktet mig to gange.

Hun vil stadig have mig.

Vil du gerne have hende?

Det ved jeg ikke. Måske?

Og nu vil du gerne have, at jeg giver dig lov til at undersøge, om du vil have hende?

Jeg har sagt til hende, at jeg hører til hos dig.

Men er det dét, du gerne vil? Se hende?

Måske.

Men så må du jo finde ud af det.

Og med dét, startede vores åbne del af ægteskabet. Han så hende. Hun ville have ham. De havde sex. Han sov godt hos hende. Han blev bekræftet af det. Han følte samhørighed med mig. Vi var glade. Vi havde familie, sammenhold, nærvær, sex, intimitet.

Jeg stillede betingelser. Jeg ville ikke vide, hvem hun var. Jeg ville ikke vide, hvordan hun så ud. (Det ødelagde hun for mig, da hun søgte mig på LinkedIn). Hun skulle ikke være en del af vores liv på nogen måde (Hun besøgte ham på hospitalet, da han var indlagt). Jeg måtte have vetoret, hvis jeg følte, der gik noget fra os (Jeg prøvede én gang. Men han havde lavet en aftale, som han havde det skidt med ikke at overholde). Og han skulle sige til, hvis han fik følelser.

Det sidste stillede jeg som det stærkeste krav. Han skulle være skidehamrende skarp på sine egne følelser. Og på at vi var fundamentet. Hvis noget ændrede sig, skulle jeg være den første til at vide det.

Der gik et år. De så hinanden jævnligt. Han tjekkede, om jeg så andre. Bebrejdede mig det, når jeg ikke fortalte ham om altings spæde start og usikkerheder. Som regel med det resultat, at det sluttede før det begyndte.

Jeg vidste hvornår han var der, jeg tog familietjansen imens. Han kom som regel hjem og havde overskud, var glad og nærværende. Indtil han ikke gjorde det mere. Var irritabel, frustreret, uinteresseret.

Hvad sker der?

Der sker ikke noget. Det fungerer bare ikke, det her.

Hvilket ‘det her’?

Os. Den måde vi er kærester på. Det sædvanlige.

Hvor er du henne?

Ingen steder. Men jeg kan ikke holde ud at være her.

Hvis ikke at jeg vidste, der er en anden, ville jeg tro, der var en anden.

Nå.

Jeg elsker dig?

Jeg elsker også dig.

Et par måneder gik, med tiltagende skænderier og frustrationer.
Den sidste aften i ægteskabets hule, før han skulle rejse i nogle uger:

Sig noget. Tal med mig. Hvad sker der?

Ikke noget.

Du bliver nødt til at sige et eller andet til mig.

Det er mig. Det er ikke noget.

Natten var søvnløs. Jeg lyttede til hans åndedræt. Telefonen lå på den sædvanlige plads, helt inde i hjørnet. Jeg var bange for at tage den, bange for at han vågnede. Bange for, hvad jeg ville opdage.

Næste morgen gik han i bad. For en gangs skyld uden at tage telefonen med. Det tog ikke lang tid at læse de første ti-femten beskeder igennem. Fra ham til hende. Fra hende til ham.

Jeg elsker dig.
Jeg savner dig.
Tænker på dig hele tiden.
Åh hvor er det fantastisk. Jeg føler mig som nyforelsket. Jeg ER nyforelsket.
DitNavnDitNavnDitNavn.
HjerteHjerteHjerte.
Svimmel svimmel smerte.

Han kom ud af badet. Skelede til telefonen. Jeg gennede børn rundt, uden øjenkontakt med nogen. Mad, tøj, madpakke, taske. Mig selv. Han kom ud på badeværelset til mig.

Har du læst i min telefon?

Ja.

Jeg er ked af det.

Jeg kan ikke tale med dig. Ikke nu.

Skal jeg tage en taxa i lufthavnen i stedet?

Ja. Det er nok bedst.

En time efter kom beskeden:
Hej baby, jeg er virkelig ked af at tage afsted sådan her. Ked af det og ked af at gøre dig ked af det.
Jeg skulle jo fortælle dig at det havde ændret karakter og var ved at gøre det i aftes. Der følger dog ikke mere med end det.
Du siger at vi var landet på så fint et sted…i det fine sted har vores cirkler måske været lidt for langt fra hinanden til at være tætte soulmates?
Jeg vil og håber det bedste for dig og vores guldklumper og så har jeg sådan en grundkærlighed til dig som åbenbart bare altid er der.

Vores tyve år lange historie endte med, at jeg tog den beslutning, som han ikke kunne tage. Jeg skubbede ham. Ud. Væk. I vrede og sorg. Vrede over at han lod alle andre tage ansvaret for at skubbe ham rundt. Sorgen over at miste ham. Miste tillid for altid. Miste en del af mig selv.

Det var egentlig ikke dét, at han blev forelsket. Jeg bliver selv tit småforelsket. Det behøver ikke være farligt for forbindelsen. Jeg prøvede at skabe et rum for os, hvor tiltrækningen af andre, ikke var forbudt og ikke gjorde os til skammende, skyldige og forkerte mennesker. Det var mest mig, der talte for det åbne forhold, selv om det var ham, der udnyttede det.

Det var det, at han ikke holdt aftalen. At han ikke passede på os. Det skulle han have følt for i højere grad, end at passe på sig selv. Han skulle have vist mig den tillid, som jeg viste ham. I stedet for at skubbe ansvaret for manglen på nærhed væk.

Jeg tiltrækker dem, som lægger ansvaret på mig. Jeg øver mig i at skubbe fra land og blive mindre velovervejet. Mærke mig selv, før alle andre.
Jeg bliver hel igen. Jeg bliver større, stærkere, klogere. Det gør han ikke.

IMG_3850 Njalsgade_700
Njalsgade

Flere gakkere i Gakkoteket.

   

13 kommentarer

  • Louise

    De er for vilde de her historier. Jeg sidder og græder ned i morgenkaffen. Bryder mig sjældent om andres historier på andres blogge, men når indholdet er, som det er, og folk formår at skrive så fint og simpelt om noget så kompliceret, så kan jeg ikke andet end blive glad og trist på samme tid. Seje mennesker I er altså.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amarorama, du har de vildeste læsere. Tænk at så mange skriver så godt. Og tænk hvor mange vilde historier der er derude. Og tænk at være så sej som den nu-skilte-gakkers kone.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Ja, jeg ELSKER at få historier fra læserne. Og fuck hvor findes der mange sindssyge historier.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bo

    Tak til læserne for at sende historier! Er enig med Louise i at de er så fine.

    Jeg synes også at de er en god påmindelse om at opføre sig ordentligt. Jeg vil ikke sige at jeg har Gakker-tendenser, men jeg kan godt genkende den følelse det giver i maven, når nogen “skubber til én”.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      “Ordentligt” kan være mange ting, men ja, hvis vi kunne huske at tænke bare en lille bitte smule på andre end os selv en gang imellem.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Natascha

    Wow. De her historier er lidt som trafikulykker, hvor man på den ene side vil gå væk, men på den anden side ikke kan lade være med at kigge.
    Min kæreste er lige gået fra mig, så det er ikke opmuntrende læsning. Jeg har heldigvis ikke selv så vilde gakker-historier bag mig, som jeg kan bidrage med, kun kiksede datinghistorier.

    K.h. Natascha

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Åh øv. Troede, du var færdig med at være single. Husk at melde dig på banen, hvis jeg begynder at indsamle kiksede datinghistorier. Det kunne sagtens ske.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • N.

    Den her gav mig helt ondt i maven. Og i hjertet. Den her var også en lidt anden type beskrivelse af, hvornår man er Gakker. Jeg overvejer lidt, om jeg så måske selv har haft en Gakker…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Ja, spørgsmålet er, om han overhovedet er en Gakker eller bare et ganske almindeligt skvat, som der nok findes flest af.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Puh. Den her gjorde ondt på mig. Det tog mig fem år endeligt at acceptere, at min Gakker var en røv. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan man kommer ovenpå igen efter 20. Sender insenderen en kæmpestor virtuel krammer.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louisa

    Av av av, det var en af de hårde!
    Hatten af for dit engagement i manden -og hatten af for dit engagement i dig selv, da du endelig fik sagt fra. Jeg er SÅ glad for det sidste afsnit af historien -om at blive stærkere og klogere og lade det være sejren! Wow!!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Læserne fortæller: Slikkegakkeren