Læserne fortæller: Den Tavse Gakker

Læserne fortæller: Den taktløse Gakker

Uh, tanken om, hvad vi ville finde af stinkende sygt MOR-snask, hvis vi åbnede låget på gakkerens barndom, giver mig næsten kvalme.

Tak til en anonym læser for at fortælle om Den Taktløse Gakker.

———————————————————————————————————

Jeg mødte ham på Wordfeud, da det var på sit højeste. Er du tryllekunstner?, skrev han i chatten. Nysgerrig og helt imod mine principper svarede jeg ham.

Vi skrev sammen i månedsvis. Om hans ægteskab. Om min ensomhed. Om hans ensomhed i sit ægteskab. Om alt. Jeg MÅ møde dig, skrev han. Vi havde kejtet, men fantastisk sex. Han så på mig på en måde, jeg aldrig havde oplevet. Så ind i mig. Udstrålede ro, som forplantede sig i mig. Du er simpelthen så fantastisk, skrev han bagefter. Det var første gang, en mand havde syntes sådan om mig.

I de næste 5 måneder mødtes vi så ofte som muligt. Han tog store chancer for at se mig. Rettede sit skema, så ekstravagter opstod. Brugte hver en ledig stund på jobbet på at skrive med mig. Jeg ville sådan ønske, jeg kunne fortælle nogen om dig, skrev han. Jeg hader at gå fra dig, sagde han, når han havde sneget sig til et døgn med mig.

Jeg blomstrede i de måneder. Oplevede mig selv med hans øjne og havde slet ikke tid eller plads til min gamle hobby, selvkritik. Tænk, hvis jeg gør dig gravid, sagde han med spænding i stemmen. Mit 41-årige, barnløse hjerte sprang et slag over, og jeg glemte helt at tænke på, at ham og konen havde fået hjælp til at få deres børn. Ja, tænk hvis …
Min kone og jeg har slet intet sammen mere. Jeg er efterhånden ligeglad med, om jeg bliver afsløret!, sagde han. Det er alt for hårdt at undvære dig. Jeg savner dig. Skrev han hver dag. Jeg dagdrømte og turde ikke stille spørgsmål.

Og så blev han afsløret.

Han var helt væltet omkuld. Jeg trøstede alt, hvad jeg kunne. Krympede mig af dårlig samvittighed. Krympede mig så meget og trøstede så meget, at jeg ikke havde tid til at spørge ind til måden, han var blevet afsløret på. Jeg var selvfølgelig fuld af forståelse for, hvorfor han ikke kunne se mig. Jeg genoptog min hobby, mens hans skrev, hvordan hans kone var hans livs kærlighed, den smukkeste kvinde i verden, den klogeste og mest fantastiske kvinde, han nogensinde havde truffet. Han var fuld af undren over, at hun ikke ville tilgive ham. Hvis jeg skrev noget, der var bare svagt kritisk eller undrende, ville han ikke svare mig i flere timer. Så jeg holdt mig til at please og trøste.

Så ville han have fred. Jeg gav ham fred. Jeg led.

Så ville han gerne se mig igen. Vi drak rødvin i min stue. Han genoptog lovprisningen af konen, mens jeg strøg ham kærligt på kinden. Min kone er min Madonna, sagde han. Er jeg så Luderen?, spurgte jeg. Der gik en evighed, før han svarede nej. Med bortvendt ansigt. Alt for stille. Slet ikke overbevisende nok. Jeg blev så lillebitte indeni.

Få dage efter ville han igen have fred. Til at finde ro.

Et par uger efter ville han se mig igen. Mens vi tæt omslyngede drak cognac, og jeg guidede ham udi Facebooks muligheder, fortalte han, at han agtede at oprette en profil på Scor. På et tidspunkt skal jeg jo finde en kæreste igen. Jeg blev så ubetydelig indeni, at min stemme forsvandt. Da jeg få dage efter samlede mod til at fortælle ham, at jeg var blevet ked af hans bemærkning, var hans respons: Sådan er jeg. Jeg lå i min seng, da jeg læste hans ord.  Jeg brækkede mig på gulvet. Skreg. Græd nat og dag i 4 uger. Jeg har ikke sovet i min seng siden den dag.

Alligevel sendte jeg ham jule- og nytårshilsner. Burde du ikke ligge i en mands seng?, bemærkede han, da jeg nytårsaften skrev, at jeg lå på en venindes seng og ventede på midnat. Jeg forstod ikke spørgsmålet, men blev for en sikkerheds skyld lige lidt mere ubetydelig og usynlig indeni.

Jeg har siden fulgt med i hans eskapader via Facebook. Vi har skrevet sammen om hans fortsatte udfordringer med (nu) ekskonen. Han søgte min hjælp, da han oplevede impotens i sin nyvundne singletilværelse, og jeg hjalp selvfølgelig med råd og trøst. Jeg opfandt problemstillinger med bilen, blot for legalt at kunne skrive til ham. Forsøgte at skubbe smerten væk ved at kalde hans venneliste ”kneppelisten”. Et par gange skrev han, at han savnede mig. Jeg græd øjnene ud af hovedet.

Og pludselig forsvandt han fra Facebook. ”Kirsten-med-den-frastødende-underlæbe” har et par gange postet opmuntrende Gajol-citater på hans væg. Jeg går ud fra, hun er den nye Madonna.

Jeg er stadig tom indeni.

IMG_7480 Hans Bogbinders Alle_700Hans Bogbinders Allé

Flere gakkere i Gakkoteket.

 

   

1 kommentar

  • d

    måske kan det trøste lidt, at jeg også nærmest brækkede mig igennem fortællingen.
    Sikken en tur du har fået.
    Simpelthen så rædsomt, at det er dig, der føler dig lille og ubetydelig.
    Jeg synes, tværtimod, at du viser et enormt storsind.
    Husk på, hvilken styrke det er at gå ind i en relation med rene og ægte følelser.
    Hvad du tør at risikere.
    Ønsker dig al mulig styrke til at komme ud af dén trolds kløer.
    Hold fast i, at du var ærlig og han var sær

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Læserne fortæller: Den Tavse Gakker