Læserne fortæller: Lyvegakkeren

Læserne fortæller: Dobbeltgakkeren

Dagens gakker har det svært. Faktisk ved vi ikke, om han skal kaldes gakker eller ganske almindeligt skvat, men synd er det i hvert fald. For livet kræver både, at man rydder op og tager beslutninger, og det hele er som regel de andres skyld. Velkommen til Dobbeltgakkeren.

Og tak til Dobbeltgakkerens eks for at fortælle historien!

——————————————————————————————————————————–

Hvis der ikke snart sker noget, smider jeg en bombe om seks måneder.

Vi sidder hos terapeuten på hans opfordring. Han vil have mere nærhed. Mere sex. Mærke, at jeg sætter ham før alt andet.

Han er vred, som han sidder der i kurvestolen. Jeg er rådvild.

Hvad tænker du, når han siger det?

Spørger terapeuten, der har brugt en time på at forsøge at bygge bro mellem hans længsel og krav og min sorg og frygt for, at jeg ikke kan leve op til hans krav. Jeg har lige mistet en kræftsyg veninde. Jeg slikker stadig sårene efter den abort, der var så nem for ham at træffe beslutningen om. Alt er kaos i det nyindkøbte hus. Han forsvinder i sit arbejde, råber ad børnene og jeg har ingenting at give.

Jeg tænker, at det lyder som en trussel.

På det tidspunkt ved jeg ikke, at han allerede har forelsket sig i en kollega. Meget ung og alt det, jeg ikke er. Jeg ved heller ikke, at han går ud for at være sammen med hende, da vi en måned senere er på kæresteweekend, og jeg ligger på hotelværelset med feber og en knugende følelse i maven.

Jeg ved bare, at jeg rækker ud, og at han vender sig væk. Jeg ser ham forsvinde, når børnene er puttet, fordi han trænger til at gå en tur. Jeg hører ham komme hjem midt om natten efter fredagsøl på jobbet. Jeg mærker ham se på mig med noget, der ikke føles som kærlighed. Og jeg bliver mindre og mindre.

Jeg kan ikke mærke dig mere. Hvad sker der?

Det er som om, der er blevet slukket for en kontakt.

Vi må gøre noget. Der er så meget på spil. Jeg elsker dig.

Jeg elsker også dig

Hvis vi går fra hinanden om et halvt år, bliver jeg ikke overrasket, hvis det er fordi, der en anden.

Lad nu være. Selvfølgelig er der ikke det. Hvordan kan du overhovedet beskylde mig for det?

Et halvt år efter sidder vi på en cafe og han krymper sig, da jeg spørger, hvor vi er henne. Vi har lige været på sommerferie med børnene. Han har siddet med sin mobil hele tiden. Har ikke taget imod mine kys. Men nej for fanden, der er ikke nogen anden!

Jeg er forelsket i en anden.

Hvad? Er hun også forelsket i dig? Hvad er der sket?

Der er ikke sket noget. Vi har flirtet. Kysset en enkelt gang. Men jeg kender hende jo. Hun er ret fantastisk. Meget moden af sin alder. Udadvendt. Ambitiøs. Sjov.

Vi græder lidt, fordi vi ikke ved, hvad der skal ske. Jeg skriver til hende og beder hende give os ro til at kæmpe os tilbage til kærligheden. Der er en kerne her, der er værd at værne om. Og nogle børn, der tror, at deres familie er en urokkelighed enhed. Hun svarer. Venligt. Hun elsker ham højt. Hun kan og vil ikke trække sig, selvom hun er ked af det, der er sket. Sket? Hvad er der sket? Jeg mærker uroen i maven. Det giver ikke mening, at han er parat til at forlade mig og vores familie efter en flirt og et kys. Men han holder fast i sin historie. Også mens vi igen sidder hos terapeuten, der yder krisehjælp og får ham overtalt til at give os en chance i en måned. Han lover at holde pause fra hende imens. Jeg lover at give ham alt det, han vil have. Det, han har manglet. Der er en tavs enighed om, at det er min skyld. Det er mig, der har skubbet ham væk. Hvis bare jeg havde kysset mere. Hvis bare jeg havde været mindre ked af det. Mindre træt. Mere udadvendt. Ambitiøs. Sjov.

Den første uge er fantastisk. Vi griner. Elsker. Tager fat på de snakke, der løsner og giver indsigt. Så trækker han sig. Bliver vred og irriteret. Tager væk. Begraver sig i arbejde. Orker ikke flere snakke. Lukker ned og er for træt til at holde om mig. Hans læber er døde, når jeg søger dem.

Har du overhovedet lyst til at kysse mig?

Halvdelen af tiden.

Efter tre uger vælger han hende. Eller. Først vælger han mig. På betingelse af, at vi skal drikke flere øl. Have analsex og prøve en trekant. Sådan noget. Pakket ind i en smiley. Jeg nikker tavst. Hører ikke, hvad han kræver. Hører kun, at han bliver. Men dagen efter er han alligevel i tvivl.
Så beder jeg ham om at gå. Så beder jeg ham om at slippe mig. Så beder jeg ham tage det i et tempo, så alle kan følge med. Også børnene. Som skriger, da vi fortæller dem om vores beslutning. Så siger han, at han så gerne vil vende tilbage. Når han er blevet hel igen. Så lover han at tage den med ro. Så siger han, at han ikke kan slippe mig. At han dør, hvis jeg ikke er i hans liv. Det siger han og cykler afsted med sin Supermand-taske over skulderen. Direkte hen til hende.

Og sådan går månederne. Hvor han bliver overrasket over min smerte. Hvor han skriver lange mails om alt det, han gerne vil give mig. Hvor fantastisk jeg er. Hvordan han regner med at vende tilbage. Når vi ses, vil han hele tiden røre ved mig.

Jeg skal bare lige samle kræfterne. Når jeg vender tilbage, skal det være 120 procent.

Imens samler jeg børnene op. Samler mig selv op og samler de dele af historien, han ikke har fortalt. Jeg logger med rystende hænder ind på hans mail. Finder nøgenbilleder, de har sendt til hinanden. Hende i en hotelseng lige omkring vores første besøg hos terapeuten. Ham med stiv pik på vores badeværelse. Og i sengen i det hus, hvor vi holdt sommerferie. Konstruerede historier. Både til hende og til mig. Små lister hvor han opremser fordelene ved at blive hos mig. Mindre oprydning. Brændeovn. Familien. En anden slags kærlighed. Imens fortsætter vores samtaler.

Vi bør have en affære. Hvis bare jeg kunne mærke din krop og din lyst, kunne det være, at det var lettere for mig at forlade hende.

Det kan jeg da ikke! Så er du hende utro.

Dine afvisninger skaber afstand. Du taler det, vi har sammen, ned, når du bliver ved med at påstå, at jeg har valgt hende.

Du er jo sammen med hende!

Ja, det vil jo være dumt at smide det, hun og jeg har, væk, hvis det, du og jeg har, viser sig ikke at fungere.

Ved hun det her?

Nej, det ville da være dumt at fortælle hende det

Men hvordan kan du gøre det mod hende, når du har set, hvad dit bedrag har gjort ved mig

Jeg tænker, at der er en slags retfærdighed over det.

Han er så tæt på at vælge mig, siger han. Men så kommer jeg til at sige, at jeg synes, det er svært. Så knuser jeg ham ikke længe nok. Så afviser jeg igen hans ide om en affære. Eller griber ham i en løgn. Han er så tæt på. Men lige som han skal til at gå fra hende, gør jeg noget forkert. Sådan danser vi videre i månedsvis, indtil den dag, jeg ikke kan mere og siger stop. Ikke mere kontakt. Af den slags. Fordi jeg ikke længere kan finde ud af, hvad der er kærlighed og hvad der er had. Fordi jeg forstår, at hvis jeg ikke vælger mig selv nu, så forsvinder jeg måske for altid.

Han bliver rasende. Som om det er hans skyld, at vi ikke er sammen! Han har om nogen kæmpet. Opført sig på en måde, der er moralsk forkastelig. For min skyld. Hoppet fra fremleje til fremleje. For min skyld. Holdt begge døre åbne. For min skyld.

Og mens han raser og igen og igen gentager, at vi altså er to, der har fucket op, kommer først sorgen buldrende. Så vreden. Så indsigten. Og jeg forstår, at det slet ikke handler om mig, da han – flere uger efter min beslutning og to år efter truslen om at smide en bombe – sender en ny SMS.

Du skubber mig hele tiden i retning af hende. Som når jeg fornemmer, at du er klædt på til en date eller ser billeder fra jeres sommerferie sidste år, hvor du og pigerne havde det sjovt uden mig. Så er det åbenbart sådan, det skal være. Så kan jeg ikke andet.

IMG_1068 Njalsgade_700Njalsgade

Flere gakkere i Gakkoteket.

   

8 kommentarer

  • Kæft en spade…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lisbeth

    Hold da op virkeligheden overgår fantasien.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • d

    jeg sidder tilbage med kvalme efter denne fortælling. Den er rædselsfuld – kan man komme hel ud af sådan oplevelse ?
    Det må jo nærmest føles som en trediegradsforbrænding over hele kroppen

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Shiiit mand!
    Den gakker er godt nok verdensmester i selvbedrag og ansvarsfralæggelse. SIndsygt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Selvbedrag og ansvarsfralæggelse er vigtigt, hvis man vil være en gakker. Og nok også, hvis man vil være sammen med en gakker.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Læserne fortæller: Lyvegakkeren