Læserne fortæller: Dobbeltgakkeren

Læserne fortæller: Kollegagakkeren

Dagens Gakker har det hårdere end dig. Husk det.

Tak til elskerinden for at fortælle historien!

—————————————————————————————————————

Jeg er gået fra hende inden ugen er omme, sagde han i telefonen. Jeg synes bare, du skal vide det. Selvom jeg godt ved, at du ikke har lovet mig noget.

Min gakker, kollegaen, var gift og havde et barn. Med sin søde kone. I starten snakkede vi bare om projekter på kontoret og var meget faglige, men så holdt vi møder oftere og oftere. Bare for at snakke. Alene. Og til en julefrokost drak han sig fuld og erklærede sin kærlighed til mig.

Forelskelsen var gengældt, men min søstersolidaritet og bevidsthed om at ‘de aldrig forlader deres koner’ var stærk, og der gik således et års tid med snak og blikke og sms’er og mails. Indforståede og forelskede. Meget forelskede. Men aldrig berøring. Før til sidst. Til sidst var det simpelthen umuligt at lade være. Det føltes som tusind stjernekastere, da vi første gang kyssede hinanden.

Den søde kone vidste ingenting, indtil den dag hun tjekkede hans arbejdsmail.

Helvede brød løs, selvfølgelig. Jeg forstår hende godt – står man til at miste faren til ens barn, vil man gå langt for at beholde ham. Så hun lagde pres på, han sygemeldte sig og gav ikke lyd – kun når han kunne snige sig til en fastnettelefon. For hun tjekkede (selvfølgelig) alt, og det kunne jeg også godt forstå. Jeg prøvede aldrig at få ham til at gå fra sin familie, selvom jeg i forelskelsens rus for fanden håbede, at han ville gøre det. Vælge mig.

Da der faldt mere ro på, begyndte vi at holde møder igen. Om hvad vi skulle gøre. Hvad de skulle gøre. Og det var jo ‘mig og kun mig han elskede’, men så var der jo barnet. Som han ’sagtens kunne se mig være papmor til’, og han ville da ‘gerne have børn med mig også, selvfølgelig!’

Han tog en uges ferie sammen med den søde kone, og det var her, han ringede til mig. Beslutningen var taget.

Jeg er gået fra hende, inden ugen er omme, sagde han i telefonen. Jeg synes bare du skal vide det. Selvom jeg godt ved, at du ikke har lovet mig noget…

Først nu tillod jeg mig at tro på det, forestille mig en fremtid sammen med ham, give slip på angsten for at miste (eller aldrig få) ham, men jeg sagde også goddag til bekymringerne om livet som papmor og som årsag til nogens skilsmisse og familieopbrud og knuste hjerte… Det var jeg ikke stolt af. Men det var det rigtige. For den var så kæmpestor, den kærlighed.

Om mandagen på kontoret så han mig ikke i øjnene. Jeg hørte ham fortælle en anden, at de havde købt et hus. I den anden ende af landet. Og derfor sagde han op. Og de glædede sig simpelthen så meget alle sammen.

Det var som om, alle mine indre organer svigtede.

Hvorfor havde han sagt det modsatte til mig?

Jamen, forstår du ikke hvor svært det her er for mig – jeg tror det er hårdere for mig, end det er for dig.

Jeg forstod aldrig, hvorfor det var en konkurrence.

Hans sidste dag på arbejdet sneg han sig til at ringe til mig. Hav det godt – jeg håber du er okay – det er virkelig mærkeligt at vide, at du engang bliver gravid med en anden… Klik. Og så talte vi aldrig sammen igen.

Et halvt år senere fandt jeg ud af, at jeg ikke var hans første affære. Heller ikke på kontoret. Av. Og stakkels kone.

IMG_3280 Amager Strandpark_700Amager Strandpark

Flere gakkere i Gakkoteket.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Læserne fortæller: Dobbeltgakkeren