Læserne fortæller: Stalkergakkeren

Læserne fortæller: Lyvegakkeren

Dagens gakker kommer i en truende teenage-udgave med død ekskæreste i bilen, men er ellers en rigtig klassisk gakker. Tag godt imod Lyvegakkeren.

Og tak til en anonym læser for at fortælle historien!

—————————————————————————————————————————-

Vi var meget unge, min gakker og jeg, faktisk bare børn. Men vi tog os selv og livet meget alvorligt. For alvorligt tror jeg. Eller det ved jeg nu. Engang var det en historie, jeg fortalte ofte, som havde stor betydning for mit liv. I dag er den pludselig meget langt væk. Det virker som et fjollet og ligegyldigt teenagedrama, men dengang var det min virkelighed. En virkelighed, som var mere intens end noget andet, jeg havde kendt.

Det var altid enten eller med min gakker. Enten var vi dødsens uvenner, eller også var vi dødforelskede. Men han kom altid tilbage. Min gakker. Jeg kan huske, jeg syntes, det var smigrende. Nok kunne han være virkelig led, men han blev ved med at ville have mig. Og så måtte han jo virkelig elske mig. Selv var jeg sikker på, at jeg elskede gakkeren, så meget at det gjorde ondt. I dag er jeg ikke så sikker.

Gakkeren var ikke smuk. Det syntes jeg heller ikke dengang. Faktisk syntes jeg, han var grim. Men han var så anderledes og spændende med sine store ord, armbevægelser og følelser. Gakkeren var fuld af drama og hemmeligheder. En af de første ting, jeg lærte, var, at han havde en død ekskæreste. Det var et knivstikkeri, og hun døde foran ham i en bil. Det var noget med stoffer også. Det var alt sammen meget dramatisk. Og gakkeren sagde, jeg mindede ham om ekskæresten. Han virkede som om, han var gået i stykker. Og jeg skulle fikse ham. Det kunne jeg! Men som tiden gik, blev jeg i tvivl, om den døde ekskæreste nogensinde havde eksisteret. Sådan var det med mange ting. Med en lyvegakker er det ikke til at vide, hvad der er op og ned, sandt eller falsk. Det ved jeg stadig ikke. Men det nemmeste er at gå ud fra, det hele var løgn. Og det er nok ikke langt fra sandheden.

I de 4-5 år gakkeriet stod på, havde han altid skiftende officielle kærester. Jeg var aldrig én af dem. Til gengæld havde han fra tid til anden op til flere uofficielle kærester. Jeg var altid én af dem. Alligevel var gakkeren min. Og jeg var hans. Og det var intenst og livsvigtigt.

Vi bliver gift en dag. Jeg ved det bare, skrev han engang.
Gør vi? svarede jeg skeptisk, men smigret.
Ja, vi ender jo altid tilbage ved hinanden, svarede han.
Og han havde jo ret, havde han ikke? Jeg troede vist på ham.

I dag er jeg flov over at sige, det meste faktisk foregik på afstand. Det første år mødte vi slet ikke hinanden. Men vi skrev sammen i døgndrift. Gakkeren var med mig i skole, med mig hos venner og veninder, med i seng. Gakkeren var altid med. Han havde besat mig. I perioder sov jeg næsten ikke, fordi vi skrev hele natten. Hvis jeg faldt i søvn, ringede han og vækkede mig, for vi var jo ikke færdige med at snakke. Og jeg var smigret, for han kunne ikke få nok af mig. Til gengæld ringede han også og vækkede mig om morgenen, så jeg var sikker på at komme op. Hjælpsom gut. Kontrolfreak.

Første gang jeg mødte gakkeren, var i en park. En hed sommerdag. Jeg husker det, fordi jeg svedte ukontrolleret, selvom jeg kun havde en kort nederdel på. Jeg syntes, det var pinligt. Men gakkeren var ligeglad. Han kunne bare godt lide den korte nederdel. Vi gik hjem til mig. Det var første gang, jeg oplevede rigtig god sex. Min grimme gakker vidste godt, hvad han lavede. Og han var ligeglad med sved. Når han kunne se, jeg blev flov og selvbevidst, tørrede han sveden af mine kinder med sine hænder. Han var god. Til spillet. Jeg var overvældet og endnu mere hooked.

Kernen af det hele var vel, at det altid var nødt til at være hemmeligt. Min familie brød sig ikke om gakkeren på grund af noget rod, hvor han havde truet dem. Selvom det var gakkerens egen skyld, havde jeg altid dårlig samvittighed, for det var min familie, som ikke kunne lide ham. Og så var det jo min skyld, at vi måtte holde det hemmeligt. I lange perioder var det også hemmeligt over for mine venner, som heller ikke ligefrem var hans største fans. Igen gav det mig en følelse af skyld, og jeg var temmelig underdanig.

Hemmelighedskræmmeriet gjorde det muligt for gakkeren at have flere forhold kørende ad gangen. Jeg husker særligt en gang, hvor han gik på efterskole med min veninde. Han havde en kæreste. Men det gik dårligt. Og det var jo mig, han ville have. Han kunne bare ikke gøre det forbi endnu, fordi kæresten var meget ustabil. Jeg skulle ikke have det skidt. Lige om lidt, så blev alt godt, og så skulle vi være sammen. Og vi skrev sammen. Vi havde sex på skrift. Hele tiden, i døgndrift. Efter noget tid fandt jeg ud af, han havde gang i det samme med min veninde. Vi konfronterede ham. Det var slut. Jeg ville aldrig tale med ham mere.

Lige indtil jeg gav efter for de mange sms’er og opmærksomheden. Sådan gik det altid. Han lovede, at det aldrig ville ske igen. Jeg var ung og naiv – og troede, det var kærlighed, så jeg accepterede. Historien om min lyvegakker er kort, men gentager sig igen og igen. Utallige gange. I variationer. En anden gang var det en kæreste, som han altså havde gjort det forbi med. Når Facebook sagde, de var i et forhold, var det bare fordi, de ikke officielt var gået fra hinanden. Bare fordi, de andre piger skulle lade ham i fred. Og jeg troede på det. Eller det gjorde jeg nok ikke. Men jeg bildte mig selv ind, at jeg troede på det. Og så gentog historien sig.

Til sidst ændrede gakkeriet karakter. Gakkeren fik arbejde tæt på, hvor jeg boede. Og pludselig var han ikke længere langt væk. Jeg tog ham med hjem. Sådan rigtigt. Han mødte min far, og det føltes pludselig næsten normalt. Han sov hos mig, og vi fulgtes til arbejde og i skole om morgenen. Og jeg troede, at nu, nu skete det. Nu blev vi rigtigt kærester. Jeg fik min gakker til sidst.

Men sådan kan en gakkerhistorie selvfølgelig ikke ende. Så gakkeren brændte mig af til min fødselsdag. Og så fulgte en tid, hvor hans telefon var i stykker – og det altså ikke var hans skyld, at han ikke kunne kontakte mig. Og nu måtte jeg i øvrigt lige holde op med at være så hysterisk. Det var jo også svært for ham sådan at være afskåret fra omverdenen. Til sidst blev han faktisk så sur, at han ikke ville tale mere med mig. Som så mange gange før.

Og så var det, at jeg snakkede med selvsamme veninde fra tidligere, som fortalte, de havde skrevet sammen hver dag i 3 uger. For mit teenage-jeg blev det løgnen, jeg kunne sætte en finger på, og jeg besluttede, at det var dét. Gakkeren var pigesur og opdagede ikke, jeg gjorde det forbi. Definitivt. Ikke før senere. Set i bakspejlet var alle løgnene ret åbenlyse, men ikke når man brændende ønskede sig, de ikke eksisterede. Jeg troede på, at jeg troede på gakkeren. Indtil jeg en dag voksede fra ham.

Men gakkeren voksede ikke fra at gakke. I flere år efter, jeg havde stoppet kontakten, modtog jeg stadig fra tid til anden beskeder fra gakkeren, som gakkede om at savne mig. Eller om hvor travl jeg så ud på min cykel lige før. Selvom jeg aldrig svarede på en eneste besked, gav han ikke op. Han prøvede med søde beskeder, vrede beskeder, nedladende og seksuelt betonede versioner såvel som beskeder, der søgte medlidenhed eller prøvede at vække minder. Til sidst skiftede jeg nummer. Så gakkede han kun på Facebook. Og der kunne jeg blokere ham. Nogle gange afblokerede jeg ham for at se, om jeg kunne få et glimt af, hvordan han havde det.

Efter 5 år blev jeg single og selvransagende. Jeg havde altid været lidt bange for gakkeren. Ikke fordi jeg troede, han kunne finde på at gøre mig fysisk ondt, men fordi jeg var bange for den magt, han havde haft over mig. Og fordi han alligevel var lidt tosset og utilregnelig. Jeg ville gerne afmystificere ham én gang for alle. Så jeg kontaktede ham. Vi blev venner for en tid. Lidt som i gamle dage. Vi snakkede meget. Også om natten. Men uden de seksuelle undertoner. Gakkeren ville gerne se mig. Først sagde jeg nej. Men så fik han alligevel lov til at komme på besøg en aften i juleferien. Det var en sær oplevelse. Her sad han. Min barndoms gakker. Pludselig var han i mit voksenliv, i min voksenlejlighed, og alt havde ændret sig. Han var ikke farlig længere. Nærmere lidt punkteret. Og jeg kunne faktisk næsten ikke vente, til han gik.

Efter besøget ændrede gakkerens tone sig. Han havde lyst til mig, sagde han. Jeg fik kuldegysninger og slog den sidste streg i sandet. Jeg har ikke talt med gakkeren siden. Han sendte kun få beskeder denne gang. Og efter et halvt år gav han op – uden nummerændring eller blokering. I dag er gakkeren ikke engang at finde på Facebook. Måske er gakkeren endelig vokset fra at gakke. Eller også gakker han videre derude et sted. Men han er ikke min gakker længere.

IMG_6976 Sundbyøster Plads_700 Sundbyøster Plads

Flere gakkere i Gakkoteket.

   

9 kommentarer

  • d

    Jeg synes simpelthen det er så sørgeligt, at så mange kvinder (måske også enkelte mænd) er stødt ind i en gakker.
    Det er så trist at læse, hvor langt man vil gå i forsøget på at finde kærligheden.
    Fælles for dem alle er de bortforklaringer som både gakkeren, men sandelig også kvinderne kommer med (overfor dem selv) at få lov til at holde gang i forholdet.
    But who am I to judge ?
    I’ve been there, done that

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • d

    hov, resten kom ikke med…
    Jeg ville elske en gakkerbog, med Amaroramas gakker,ham der startede samlingen.
    Men jeg ville også ELSKE at kunne give min datte, min niece, min venindes datter en bog, hvor de nye gakkerhistorier var samlet.
    Så det stod klart, at gakkere findes, og de har mange ansigter.
    Måske kunne det fungere som en slags manual, så de kunne se advarselslamperne i tide, eller, hvis skaden var sket, fik nemmere ved at bryde ud eller komme sig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg sad netop og tænkte på at gakkerne fortjener deres helt egen samling.

    og så smugdrømmer jeg om, at have haft min egen gakker, fordi det her faktisk er et fin og inderlige fællesskab I har med hinanden og jeg kan slet ikke være med.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • d

      nej, gakkernes bekendtskaber fortjener deres egen samling…og de kommende bekendtskaber.
      Og pas på med, hvad du drømmer om

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Ville gerne undvære det fællesskab, hvis jeg kunne slippe for gakkeriet.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • d

    …! igen kom noget ikke med…
    jeg fortsætter:
    er gakker kan komme ud af det blå.
    Man er ikke sikret blot fordi man har nået en vis alder eller ægteskabelig status.
    De har det med at være ret charmerende, sådan nogle.
    Og pludselig kan man sidde i saksen, hvor al fornuft er væk.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Jeg tvivler på, min gakker er charmerende i andres øjne, men i mine var han.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Læserne fortæller: Stalkergakkeren