Læserne fortæller: Kollegagakkeren

Læserne fortæller: Mordergakkeren

Endelig er han her! Vi har haft gifte, skilte, dansende, slikkende, lyvende, klynkende, stalkende, sandalpsykopatiske gakkere, men et gakkotek er aldrig komplet uden en gakker, som ved, du er en luder, at dit lys er tændt, og at du selv kommer til at grave hullet, du skal begraves i. Tag godt imod Mordergakkeren!

Og til hende, der overlevede, tak for at fortælle historien!

—————————————————————————————————————-

Jeg mødte min gakker en dag, jeg gik fra S-toget hen til mit arbejde i øsende regnvejr. Jeg havde godt lagt mærke til, der gik en pæn mand foran mig, men blev lidt overrasket, da han stoppede op lidt længere fremme og så ud som om, han ventede på mig. Da jeg nåede hen til ham, begyndte han at tale om, at det var noget møgvejr. Troede han, jeg var en, han kendte? Det var jeg ikke, men det vidste han godt. Han havde bare set mig og ville sige hej. Han arbejdede åbenbart lige ved siden af mit arbejde. Jeg forstod slet ikke, det var hans måde at lægge lidt an på mig. Jeg troede, det var en fejl.

Men det var det ikke. Det samme gentog sig nemlig de efterfølgende dage, indtil han til sidst stod og ventede på mig ved stationen. Vi kom med S-toget fra hver sin retning, og hans tog var altid inde lidt før mit. Han var pæn og sød, og det var vældigt smigrende, at han stod der og ventede. Jeg fandt ud af, han boede i en helt anden landsdel, men pendlede til København hver dag, og jeg begyndte hver morgen at glæde mig til at se ham, selvom jeg stadig ikke helt forstod, hvad der foregik.

Til sidst begyndte vi også at passe vores fyraften sammen, så vi kunne følges tilbage til stationen. Og så blev vi enige om, at han skulle komme og besøge mig en weekend.
Han kunne først komme søndag aften, og så var det jo meget nærliggende, at han blev og sov til mandag, så kunne vi følges på arbejde.

Vi havde en fantastisk aften, og jeg fattede slet ikke, hvad sådan en pæn mand ville med mig. Men han ville mig helt sikkert. Allerede den aften begyndte han at snakke om at sige sin lejlighed op og flytte sammen med mig. Vi knaldede hele natten, og han blev ved med at fortælle mig, hvor smuk og dejlig jeg var.

Dagen efter tog han med mig hjem igen, da min familie kom på besøg, og han helt vildt gerne ville møde dem. Nu var vi vel alligevel kærester, så kunne vi jo lige så godt bare springe ud i det, som han sagde.

Det hele gik virkelig hurtigt, og jeg ved egentlig ikke helt, om jeg var sådan rigtigt forelsket, eller om det bare var fordi, jeg var helt rundt på gulvet over opmærksomheden. Men jeg var glad. Og min familie kunne lide ham, og han kunne lide dem. Det virkede næsten for perfekt. Og det var det også.

Han sov ofte hos mig i hverdagene. Men hver gang vi aftalte at ses i weekenden, kom der altid noget i vejen. Jeg kan slet ikke huske hvor mange hjerteanfald, hans far fik på fredage, så han altid måtte haste hjem og ikke kunne ses med mig. Og det forstod jeg jo godt. Var ikke engang skuffet. Selvfølgelig skulle han være hos hans far. Hver eneste gang faren fik et hjerteanfald og var faldet om på sit arbejde.

Det underlige var hans opførsel i weekenderne, hvor vi ikke sås. Jeg kunne få nogle lidt sure sms’er om, hvad jeg nu brugte weekenden på, om jeg var taget i byen, hvem jeg var sammen med, osv. Hans opmærksomhed burde vel være hos hans dødssyge far?

Så begyndte det også at blive underligt i hverdagene. Han sov ikke så ofte hos mig mere, og når han gjorde, krævede det altid, at han lige skulle køre på tanken efter et eller andet. Det underlige var, at det tog ca. 5 minutter at køre på tanken, men han var ofte væk i et par timer. Der var altid en eller anden, der var gået i stå og skulle have hjælp. Og når jeg spurgte, hvorfor hans telefon altid var optaget, når han var kørt på tanken, så var det selvfølgelig altid fordi, personen, der var gået i stå, ikke selv havde sin telefon med, og så måtte gakkeren jo ringe efter Falck, og der var åbenbart tit et par timers ventetid. Dumme mig. Det sagde jo sig selv.

Selvfølgelig vidste jeg godt, der var noget lusket ved det hele. Jeg havde aldrig besøgt ham, og hver gang jeg foreslog det, kom der 1.000 ting i vejen. Med halvdøde fædre og andre alvorlige ting, men der er sgu da ingen, der lyver om noget så alvorligt, sagde jeg tit til mig selv. Alligevel kunne jeg ikke skubbe det væk, selvom jeg gerne ville.

Alle de underlige ting affødte til sidst nogle ret heftige diskussioner. Flere gange sagde jeg stop, og engang gik jeg ud og knaldede med en anden, bare for at kunne skrive til gakkeren, at jeg havde gjort det. Han svarede, at han da havde knaldet med rigtigt mange andre, mens vi var sammen, så det var da ikke noget, der gik ham på. Men jeg var en luder, syntes han. Og så var det slut.

Men det var det så ikke helt alligevel. For så forvandlede han sig fra løgner til psykopat. Han begyndte at ringe op til mig 75 gange om dagen. Og sende lige så mange sms’er. Det mest foruroligende var, når han skrev ting som Hvorfor er der lys i din lejlighed, sover du ikke endnu?!? Jeg begik den kæmpe fejl at svare et par gange. Det kom der aldrig noget godt ud af. Det endte altid med, jeg var en luder og kunne få lov til selv at grave det hul, han ville begrave mig i. Det var så grænseoverskridende, og selvom jeg egentlig ikke tror, han sådan kunne finde på at gøre noget, så var der jo ingen tvivl om, at han var skingrende sindssyg.

Jeg tog hjem til mine forældre og sov i nogle dage, for jeg turde ikke være alene i min lejlighed. Kort tid efter flyttede jeg, og så hørte jeg ikke mere fra ham.

Jeg fandt aldrig ud af, hvor mange kærester han havde ud over mig, men ind imellem undrer det mig, at jeg var så naiv, at jeg ikke helt fattede, det selvfølgelig var derfor, han aldrig kunne ses i weekenden. Han havde jo helt sikkert en kæreste hjemme, hvor han boede. Det tror jeg i hvert fald. Over for hende har han nok kunne forsvare at overnatte i København i hverdagene, eftersom han arbejdede der.

For et års tid siden dukkede han dog op igen. Denne gang på Facebook. Ikke som  friend-request, blot et spørgsmål i min indbakke: Har du en kæreste for tiden? Jeg svarede ja og fortalte hvilken tur gennem helvede, hans bekendtskab havde været, og at han ikke skulle kontakte mig igen. Jeg kan ikke ordret huske hans svar, men det var noget i stil med, at jeg da ellers lød som om, jeg godt kunne lide, når vi knaldede, så det var jo mit tab. Jeg svarede aldrig tilbage, men kunne ikke lade være med at grine over hans lidt fortørnede svar. Altså, hvad havde han forventet? At vi nu skulle til at knalde eller hvad? Troede han, jeg seriøst ville tænke Gud, ja! Det var da også virkelig god sex. Så fuck den der del med, at han ville slå mig ihjel.

Jeg er ret sikker på, han stadig gakker rundt derude. I et eller andet net af større og mindre løgnehistorier og syge fædre.

IMG_0964 Oresundsvej He went that way_700Øresundsvej

Flere gakkere i Gakkoteket.

   

2 kommentarer

  • Julie

    Shiiit…! De her gakkere bliver jo mere og mere wacked. Hver gakker-historie kunne jo blive en hel roman i sig selv!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Læserne fortæller: Kollegagakkeren