Læserne fortæller: voldtægtsgakkeren

Læserne fortæller: Mors Gakker

Dagens gakker er grum og giver mig dårlig samvittighed over ikke at sladre til min gakkers kone.

Tak til en anonym læser for at fortælle historien om Mors Gakker.

———————————————————————————————————-

Denne gakker er ikke min. Det er min mors.

Alle kan lide ham. De synes måske, han af og til taler for meget, fylder for meget, gakker for meget i den samme gamle gakkede rille. Men han er sjov, han får folk til at grine, de tilgiver ham nemt. Og han er så sød ved hende! De siger: Hvor har det været godt for hende, at de mødte hinanden!

Min mors gakker er kærlig og omsorgsfuld. Både over for hende og dem, hun elsker. Han tvinger sig vej ind i familien. Han accepterer ikke et nej. Han står op midt om natten for at hjælpe, hvis du har brug for det, for du skal altid huske, du kan stole på ham. Han er der for dig. Han bliver en bærende støtte i familien.

Min mor havde aldrig rigtigt en chance. Han var ikke hendes type, men han var forelsket og, hvis jeg kender ham ret, utrolig sårbar. Han lagde kortene på bordet meget tidligt. Han kiggede hende i øjnene og sagde: Jeg er din, hvis du vil have mig. Det er dit valg. Jeg vil elske dig uanset, hvad du vælger, for du er noget ganske særligt. Han kæmpede for hende.

Han kunne godt se, hvor svært hun havde haft det. Han ville gerne passe på hende. Han så hende ikke som ødelagt, han syntes, hun var vidunderlig. Han så alle hendes særheder, men elskede hende stadig. Han forstod hende. Han forgudede hende.

Hvor mange mænd har du mødt, som var sådan? Helt fra starten? Min mor har været mange underlige typer igennem. Men jeg tror aldrig, hun havde mødt en som ham.

Senere kom dagene, hvor han manisk slettede sms’er, og hvor signalet bare var lidt bedre ude i haven. Hvor han var stresset og fraværende. Min mor mente, det var presset fra jobbet. Der var jo ingen grund til at tvivle på hans kærlighed.

Der gik et halvt år, så gik det over. Arbejdet blev angiveligt stabiliseret, stressen forsvandt. Signalet på mobiltelefonen kunne igen fanges inden døre.

Men så kom der en ny bølge. Nye sms’er der skulle slettes. Og igen, en ny bølge efter den…

Min mor kunne aldrig elske ham lige så højt, som han elskede hende. Mest fordi min mors gakker aldrig kunne få kærlighed nok. Han blev aldrig mæt. Alle skulle elske ham, alle skulle savne ham, alle skulle føle, de var noget særligt for ham.

Hvor mange kvinder blev det til på sidelinjen? Min mor ved det ikke. Han har aldrig indrømmet en eneste. Selv efter dominoeffekten blev sat i gang af et brev fra en nuværende elskerinde, selv efter alle afsløringerne er væltet ud af skabet, efterhånden som folk fik nys om min mors chok… Selv nu vil han ikke indrømme noget. Han lyver videre.
Han kunne aldrig skade den kvinde, han elsker!

Hvor ville jeg ønske, han var blevet opdaget allerede dengang. At nogen havde sagt noget. Ved den første bølge. Det ville måske ikke have forhindret ham i at liste ind til mig om morgenen, når han troede, jeg sov. Det var måske også for sent at forhindre de ting, han gjorde ved min lillebror.

Men det havde stoppet ham tidligere.

Min bror og jeg har hver for sig tænkt det samme: Jeg vil ikke være den, der ødelægger familien. Vi har tænkt: Alle elsker ham, hvem vil tro mig?

Ingen af os troede, det skete for den anden. Vi var alene.

Min mors gakker skrev sig selv ind i rollen som familiens redningsmand. Den slags gakkerier elsker vi alle at høre.

Vi bryder os mindre om sandheden. Det ved børn godt.

IMG_1078 Ørestads Boulevard_700Ørestads Boulevard

Flere gakkere i Gakkoteket.

   

8 kommentarer

  • Af alle gakkerhistorierne er den her den mest hjerteskærende. Og en ubehagelig påmindelse om, at man nogle gange, ind i mellem, måske altid – hvis man er den anden dame m/k – har et ansvar for at sige noget.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Lige præcis det ansvar vil jeg gerne diskutere med jer senere, når vi er færdig med gakkerne. Jeg ved simpelthen ikke, hvad der er det rigtige at gøre.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anette

    Men det er jo to vidt forskellige ting det handler om – utroskab og incest/pædofili ( gætter jeg på ). Det havde ikke gjort moderen klar over den del af det, selv om elskerindens havde sagt noget?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • charlief

    Fy for den lede. Det var ligegodt den værste i en i forvejen “jaw dropping collection”. Jeg håber inderligt moren og børnene har fået god hjælp videre. Dette gakkerforum burde være pensum i 9. klasse.

    – og tænkt der er endnu ingen damegakkere i samlingen.
    Jeg havde en gang en ekskæreste, hvis bedste ven havde en kæreste i den anden del af landet. Og han var bare ikke vild m hende mere. Men hver gang han slog op (på en pæn og sober måde, han var meget ordentlig) foregav hun selvmordsforsøg så han i panik måtte køre 4 timer i bil for at komme hende til undsætning og love hende ikke at forlade hende, når hun havde det SÅ svært. Det var så usselt, pinligt og nedern af hende og ikke mindst synd for den arme mand. Det endte med at ske så ofte, at jeg nærmest heppede på det ville lykkes hende til sidst, så han kunne få sit liv tilbage. “Nå, du har spændende koncertplaner uden mig…så tror jeg da bare jeg faker, at jeg skærer mig/spiser piller/hænger mig, så du fluks forlader dine venner og kommer over til mig”. “Blink blink” “Ok, jeg fortrød. Skal vi knalde?” Adr et sløjt mensch.
    Jeg ved ikke, hvad det endte med, da jeg slog op med min fyr undervejs i forestillingen. Jeg håber, han groede sig nogle balls og forlod hende definitivt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Vi mangler i den grad damegakkere. Ved ikke hvorfor. De findes jo! Fx selvmordsgakkerinderne, som du selv nævner. Min far havde en (ja han er selvfølgelig en gakker), som altid truede med at springe ud fra et højhus. Og tænk på alle de gakkerinder, der lyver om p-piller og hovsa pludselig er blevet gravide, fordi det jo er den slags, der sker. Der findes masser af damegak derude, men desværre vil ingen fortælle om dem.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anonym Læser nr. 2

      Jeg er ikke i tvivl om, at “min” gakkers dame var den ultimative damegakker (noget med i mislykkede selvmordsforsøg iført brudekjole osv.), og helt objektivt set gad jeg virkelig godt høre hendes historie. Jeg tror, den er god… Men jeg er ikke liiige klar på at bede min gakker skrive den, så jeg håber, at andre kan komme på banen!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Åh alt gak bliver lige en tand bedre iført brudekjole! Trist vi skal gå glip af den historie.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Læserne fortæller: voldtægtsgakkeren