Læserne fortæller: Den fraskilte far-Gakker

Læserne fortæller: Psykogakkeren

Dagens gakker har så meget empati, at det gør ondt simpelthen. Og ikke nok med det. Hans integritet gør, at han kun kan gå ind i et forhold med 100 % ærlighed. I elsker ham allerede, kan jeg mærke.

Desuden skal vi huske, at han altså ikke har gjort noget, man kan komme i fængsel for. Han har bare brudt en social norm.

Lad mig præsentere Psykogakkeren.

Tak den anonyme læser, som indsendte historien.

————————————————————————————————————————-

I dag hedder han Psykoen i daglig tale. Han havde ikke nogen dårlig holdning, men til gengæld en kartoffeltud. Og tre kærester. Plus det løse. Dengang for 7 år siden.

Han sagde: Hvorfor har vi to aldrig drukket kaffe sammen i København?, og Nu bliver jeg altså nødt til prøve, hvordan det er at kysse dig. Han var ikke lige min type, men meget mand. Det var nyt. Og for første gang i flere år havde jeg lyst til at se en mand igen, efter vi havde kysset. Så det gjorde jeg. Jeg betalte på 2. date, selvom jeg ikke vidste, om det var “imod datingreglerne”. Jeg skider på reglerne, når det kommer til dig, skrev han, og jeg syntes, det var romantisk.

Måske skulle jeg der havde taget min mavefornemmelse seriøst, når den sagde mig, han var en player. Måske skulle jeg have reageret på den, da han var underligt lang tid om at ville have sex. Og da han ikke ville se mig i øjnene, men påstod, han havde så meget empati, at det gjorde ondt.

Så skulle han til udlandet med arbejdet i en måned og inviterede mig på besøg en weekend. Jeg kunne helt selv vælge hvilken weekend, han ville bare gerne se mig. Men den første weekend var alligevel ikke så god. Og heller ikke den anden. Eller den tredje. Den fjerde måtte jeg gerne komme.

I udlandet låste vi os ude, og da udlejer-damen kom med nøglen, fik jeg en sindssyg tanke: Måske er jeg ikke den første pige, hun ser ham med? Gad vide hvor mange besøg, han har haft?

Hvor kom den idé fra?! Der måtte være noget galt med mig. Måske skulle jeg have stoppet op dér.

Om natten krammede han mig, kyssede mig i nakken og sagde: Lov mig, at du aldrig ændrer på den her krop, den er perfekt. Alle hans komplimenter var så nye, så anderledes. Du hviler I dig selv. Jeg respekterer din livsstil (who the fuck siger det?). Du er klog på en særlig social måde. Det var som om, han så mig, som jeg gerne ville ses. Det var rart og forvirrende, for sådan var jeg jo slet ikke?

En måneds tid senere fortalte jeg helt genert og afslørende min veninde, at jeg måske ville tage “min lover” med til julefrokosten. I stedet for at sige Ih, fortæl!, sagde hun. Psykoen? Ham vi kender fra Distortion? Jeg troede, han var kæreste med Veninden. Det siger Fælles Ven.

Måske skulle jeg have stoppet det dér.

Jeg spurgte Psykoen, hvorfor han ikke havde fortalt, at Veninden, som vi begge kender, havde været i byen. Og hvorfor havde han ikke sagt, at han sov hos hende, da han var i udlandet? Det var forretningsrejse og ikke noget, han ville blande sit privatliv ind i, lød psyko-argumentet.

Måske skulle jeg havde pandet ham en dér.

Så begyndte han at bruge kæreste-ordet om sig selv. Spurgte, om jeg ikke skulle flytte ind hos ham, bare sådan for sjov, i en måneds tid, så vi kunne prøve det af.

Men jeg blev først lige nødt til at turde tale om de lange, mørke hår i risten og under hovedpuden, øreringene på sofabordet og neglelakken i køleskabet.

Det var bare en pigeven, som han MEGET gerne ville have, jeg mødte. En som havde det svært, og som han tit havde besøg af.

Måske skulle jeg have fattet det dér.

Faktisk var han enormt ked af, at jeg ikke havde mødt hans venner endnu. Han savnede at have mig som en større del af sit liv. Han skulle bare lige skrive sit speciale færdigt, SÅ skulle han endelig vise mig frem.

Jeg havde ikke travlt, for det føltes ikke helt som om, vi var kærester. Der var noget, der ikke helt var rigtigt.

Flere måneder gik, og det begyndte at gøre mere og mere ondt i maven, når der gik dage uden lyd. Men en aften svarede Psykoen med det samme. Han havde været til koncert, og efter 2-3 sms’er inviterede jeg ham hjem til mig. Så hørte jeg ikke fra ham i 3 dage. Den aften havde han mødt Kæreste 3.

Til sidst gad jeg ikke mere. Jeg sagde stop. Der var for mange ting, der var for underlige, for pinlige at fortælle om. Hvorfor havde min tandbørste været pakket væk? Hvorfor var der altid nybagte boller? Hvorfor ville hans eks ikke hilse på ham i Fakta? Hvorfor var han altid lige ude at købe mælk eller i vaskekælderen, når han ringede? Hvorfor lukkede han ikke op, når det ringede på døren? Hvorfor havde han kradsemærker på ryggen? Hvorfor var min natkjole altid et andet sted? Hvorfor sagde han, det var en drengetur, når de andres kærester skrev Tak for sidst på Facebook?

Hver eneste gang gav det et sug i maven, men jeg tænkte: Det gør han ikke. Det gør man ikke. Han KAN ikke have flere kærester. Hvordan er den idé overhovedet havnet i mit hoved?! Det måtte være mig, den var gal med.

Tre dage efter jeg havde sagt stop, skulle jeg havde været til gallafest på hans arbejde. Og vi skulle til min fest bagefter. NU skulle vi endelig møde hinandens liv. Men nu havde vi jo slået op. Han ringede om natten. Savnede mig. Havde siddet ved siden af en tom stol hele aftenen. Været på toilettet at græde. Vi aftalte, at han skulle komme forbi dagen efter. “Ikke for sent”.

Jeg ventede og ventede og ventede og var vred og ked af det, da han endelig dukkede op midt om natten.

Måske skulle jeg bare havde stået ved min beslutning dér. Smækket døren i hans store kartoffeltud. Men pludselig var vi åbenbart kærester igen. En kæreste som han ikke lige kunne overskue at se på sin fødselsdag. Og som ikke blev inviteret med til specialemiddagen.

Pigeven blev ved med at spøge. På lykønskningskortet fra forældrene stod der Kære Psyko og Pigeven. På fødselsdagskortet var der et rødt læbestiftskys. Måske skulle jeg bare have raseret lejligheden dér.

Pludselig var der gået et år, og vi var igen til Distortion, hvor vi mødtes. En aften sagde han: Jeg har lige fortalt min ven, hvor helt speciel du er, du har forandret mit syn på kvinder. Før troede jeg kun, de kunne være sure og jaloux, men du er så åben og rummelig (Han skulle bare vide.) Og dagen efter da vi dansede på bordene, trak han mig ind til sig og hviskede: Jeg har foreviget dig. Du er med i mit speciale. På takkesiden. Jeg var skeptisk og uimponeret, men det var alligevel en formildende omstændighed. Indtil jeg en uge senere lå og bladrede i det gakkede, nørdede hæfte og læste Tak til min fantastiske kæreste, Pigeven, der har støttet mig gennem hele processen.

Jeg er en meget privat person – jeg skrev den side for flere måneder siden, og hvis jeg ændrede den, ville de kunne se, der var lavet en ændring, løj han. Men han kunne da ikke? tænkte jeg. Man KAN da ikke have flere kærester?

Måske skulle jeg havde ringet til hende dér, på det telefonnummer jeg allerede havde krakket 3 måneder tidligere.

I stedet slog jeg op. Igen. Efter han havde ignoreret mig på trappen i en time. Efter jeg havde gemt mig for hans dørspion for at lokke ham til at åbne. Han bestilte nyt sengetøj på nettet, mens jeg forsøgte at forklare ham, at han ikke behandlede mig godt nok, og at det var derfor.

Ugen efter skrev han: God rejse. Synd det blev så kort sidst. Men sådan er det nok i en tilspidset situation.

Senere ringede han. Ude af den. Alene og på arbejde i en anden by. Ked af det. Har du slet ikke grædt over os? spurgte han. Jeg har haft svært ved at vælge, sagde han, mellem dig og Pigeven. Han var underlig, lyden faldt ud, vi aftalte at mødes og snakke en anden dag.

Men dagen efter ringede telefonen klokken 5.30, jeg havde glemt at sætte på lydløs.

Hej, jeg hedder Pigeven, sagde en stemme i den anden ende. Og det var som om, der faldt tusind små sten fra mit hjerte og lagde sig i perfekt puslespilsorden. Jeg er ikke sindssyg, jeg er ikke sindssyg! råbtetænkte jeg.

Måske skulle jeg havde tilgivet mig selv der.

Hvor kender du Psyko fra?, spurge Pigeven i telefonen. Jeg har været kærester med ham indtil for en uge siden, svarede jeg. Det har jeg også, sagde Pigeven (og Kæreste 1).

Aftenen før, hvor han havde ringet og været ked af det, var Kæreste 1 og Kæreste 3 stødt på hinanden i hans lejlighed, og de havde begge to konfronteret ham. Jeg kan forstå, det satte gang i noget seriøst gak, men det er nogen andres historie.

Kæreste 3 havde han mødt den dag, han svarede på sms’er for 4 måneder siden. Han havde mødt hendes familie. Men hun havde ikke mødt hans. Kæreste 1 havde han mødt for halvandet år siden. De kiggede på lejligheder sammen, hun havde droppet pillen.

Telefonen ringede igen kl. 6.00. Det var Psykoen. Du skal ikke tro på noget Kæreste 1 siger, hun er ustabil, lød det desperat. Hun har fået dit nummer ved ulovligt at kigge i mine private papirer, og hvis du ikke fortæller mig, hvordan hun gjorde, er du medskyldig, forsøgte han. Og så trumfede han lige, inden jeg smed telefonen fra mig: Jeg har jo ikke gjort noget, man kan komme i fængsel for, jeg har bare brudt en social norm.

Jeg mødtes med Kæreste 1 samme dag. Sammenlignede datingkalendere og sms’er. Vi fortalte hinanden om alle de der små ting, vi aldrig havde delt med vores veninder.
Vi talte om gallafesten, hvor Psykoen IKKE sad ved siden af en tom stol, men ved siden af hende. Om hvordan de var gået hjem hver for sig, fordi en kvinde havde kysset ham i nakken og sagt Tak for sidst. Vi talte om “drengeturen”, hvor hun var med, vi talte om alle “veninderne”, som ikke hed det samme, når vi sammenlignede historier. Vi talte om lejligheden i udlandet, hvor hun også havde været gæst.

Så tog jeg mig sammen og ringede til Veninden. Hun havde også besøgt ham i udlandet. Sovet hos ham hver gang hun var i byen. Haft besøg af ham flere gange. De var ikke helt kærester, for han havde advaret hende om hvor meget “integritet” han havde og kun kunne gå ind i et forhold med “100 % ærlighed”.

En måned senere fik jeg en meget mærkelig mail fra Psykoen. Det var en blind copy af en mail, han havde sendt til Veninden. Jeg havde brug for en ventil, min kæreste pressede mig til at tage stilling til om vi skulle have børn. Der er altid to sider af en historie, jeg forsøger at finde ud af, hvad der skete. Det er flot, at I vil rette på det, der er forkert her i verden, men måske skulle du fokusere lidt mere på dine egne problemer, skrev han. Jeg har i alt hørt ham bruge ordet “undskyld” to gange.

Er kun stødt på ham nogle få gange siden. Har været tvunget til at samtale færre gange. Hørt fra piger og bekendte, hvordan han fortsat lyver om det, der skete mellem os, lyver om sin alder, lyver om, at han er single. Jeg har svært ved at tro på, han grædende har ringet til sin psykolog og nu er i gang med at få hjælp. Jeg tror faktisk ikke rigtig på, at han nogensinde bliver andet en Psykogakker.

IMG_1102 Orestads Boulevard Damn_700
Ørestads Boulevard

Flere gakkere i Gakkoteket.

   

3 kommentarer

  • Yikes. Hvis det ikke var, fordi mit eksemplar aldrig kunne finde på at tage til distortion, så kunne det her lige så godt være ham. Jeg var kæreste et. Kæreste to begyndte han at date tre dage efter, han spurgte mig, om jeg ikke nok ville være hans. Man forstår jo ikke logikken. Det må være lidt ligesom at samle på pokemons.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Aha. Men alle gakkerne bliver jo skrevet om, så ingen ved, om ham her har været til Distortion.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Du mangler i øvrigt at sende din historie ind. Kom med den!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Læserne fortæller: Den fraskilte far-Gakker