Læserne fortæller: Boomeranggakkeren

Læserne fortæller: Stakkelgakkeren

Dagens gakker elsker dig. Det gør han virkelig. Og hvis bare han havde adressen, ville han fluks forlade kone og barn og ile dig i møde lige nu. Eller i hvert fald starte bilen! Faktisk går der et kærlighedsstik fra hans hjerte og videre ned langs venstre ribben, op ad rygraden og ud i både højre og venstre lillefinger. Igen og igen. Og som om det ikke er nok, er han ramt af feber og ondt i halsen!

Tusind kys og en tåre.

Tag godt imod Stakkelgakkeren.

Og tak til endnu en anonym læser for at fortælle sin historie.

—————————————————————————————————————

Første gang jeg lagde mærke til ham, var efter en julefrokost. En kollega og jeg anråbte ham, fordi ham den nye skulle med videre. Jeg kan ikke, jeg har tre børn!, råbte han slingende på cyklen i sneen. Det grinede vi meget af. At han skulle ryste min verden på en måde, jeg ikke troede mulig, halvandet år senere, havde jeg ikke i min vildeste fantasi troet.

Månederne gik, og vi talte mere og mere sammen. Jeg sender invitationer til sociale ting videre til ham, for det er der ikke andre, der tænker på. Han synes, et år efter slingreturen i sneen, at vi skal spørge vores teamleder, om vi kan arbejde sammen. Jo, det kunne være hyggeligt, så det gør vi. Det lader sig ikke lige gøre ift. arbejdstid mm., lyder svaret, men han er meget insisterende.

Til sommerfesten bliver alle fulde. Vi er en flok, der skal videre, selvom jeg nok burde køre hjem. Overvejer at følges med ham, vi skal alligevel samme vej. Det ender med, vi bare giver et knus og så farvel. Bagefter tænker jeg, om knuset varede lige et par sekunder for længe. Var overrasket over mig selv, fuld ja, men så fuld at jeg ville overknuse en gift kollega? Nej.

På arbejdet søger han mere og mere kontakt, og jeg synes, det er megafedt med en kollega, der gemmer alle de sjove jokes, så han kan fortælle MIG dem, og vi kan grine sammen.

Første dag i sommerferien skriver han, ikke om noget særligt. Jeg bliver glad, og vi begynder at sms’e. Han skal på mandetur med nogle venner, kanotur i Sverige. Det lyder sgu meget godt, svarer jeg, det gad jeg godt.

Du kan være dødvægten i min kano, svarer han.

Han fortsætter med at skrive. Spørger, hvad jeg laver, fortæller, han skal til Spanien med familien – og 14 dage senere, at han skal køre hjem fra Spanien, om jeg ikke vil tænke på ham, når han sidder i bilen med børn og oppakning? Vi skriver om OL, fra hvert vores fjernsyn. Jeg nyder det.

En uge efter vi er tilbage på arbejde, går en større flok ud for at drikke fredagsøl. Solen skinner, alle har været væk og er kommet tilbage, der skal snakkes. Jeg giver den første siger han, og jeg fryder mig, for det betyder, at jeg kan give den anden, og han kan blive lidt længere.

En øl bliver til mange. Han ringer hjem og siger, han sidder med gutterne og kommer lidt senere hjem, og så tilbage til mig for at snakke. Vi ender på et snusket værtshus, de andre er i baren eller på toilettet, og så kysser vi. Hov! Kort, hurtigt og var dér forbi the point of no return.

Resten af weekenden går med sms og længsel efter at komme på arbejde.
Mandag kysser vi i det skjulte, ædru og med sug i maven. Det fortsætter. Hver dag. Hver pause, og via sms, når vi ikke kan være sammen. Han begynder at arbejde over, for at være hjemme hos mig, møde ind før og gå hjem senere. Det vil sige to besøg hos mig, der bor på vejen til og fra arbejde.

En søndag, to uger efter det hele startede, tager han mig med i skøjtehallen med sin søn, som han lige havde været hjemme at hente efter en hel formiddag i min seng, under påskud af at skulle til fodboldtræning.

Vi snakker og fletter fingre i det skjulte. Da jeg kommer hjem, ligger der en besked fra ham:
Det var virkelig dejligt at snakke i dag. Nu er her helt stille og jeg savner dig allerede helt sygt. Åhr, det er så fucking hårdt og skønt på samme tid. Jeg må efterhånden konstatere, at jeg er godt i gang med at forelske mig i dig. Det er jo bare virkelig fantastisk, hvis ikke lige situationen er, som den er. Jeg kan slet ikke overskue konsekvenserne af noget som helst scenarie. Jeg ville egentlig bare gerne, hvis du nu havde fundet en som mig, men som ikke er mig. Men tanken stikker også i hjertet, for så er du væk sammen med alt det dejlige og skønne. Åh hvad har vi dog rodet os ud i søde dig? Savner dig, elsker dig. Tusind kys og en tåre.

Det er simpelt, du skal være glad, og dine børn skal ikke have en ulykkelig far. Du får street cred af mig for at tørre øjnene i skøjtehallen.

Konen skal på kursus, og han skal arbejde over, så børnene sover ude. Jeg sover i ægtesengen. Et utrolig kedeligt indrettet hus, hvidt i hvidt. Godt til boligmagasiner og uden liv. Det var hans hjem.

Vi prøver at stoppe det en uge efter skøjtehallen, men kan ikke. Konen konfronterer ham, har drømt, han har en affære. Om der er noget om det? Det kan ikke fortsætte, stop mens legen er god. Vi stopper og ryger begge helt ned under gulvbrædderne.

Som om det ikke er nok, er jeg blevet ramt af feber og ondt i halsen. Helt i knæ på alle fronter. Drømmer om at ligge i din seng, mens du nurser mig. Tænker på dig konstant, og det er virkelig gået op for mig, hvor meget jeg føler for dig. Savner dig, elsker dig, skriver han.

Jeg jamrer, jeg kan ikke være i det her, men han trøster:

Sødeste skat da, jeg sender al den positive energi, jeg har, men jeg ved jo godt, at der kun er en eneste ting, der virker: at vi er sammen nu og resten af livet. Suk. Må jeg besøge dig på mandag efter arbejde?

Det må han. Han burde ikke, men vi kan ikke lade være med at ses.

En måned går, og det begynder at blive anspændt. Noget skal ske. Han ser mere og mere presset ud, sikkert over løgnene, overarbejdet, skylden, forvirringen. Jeg er søvnløs, ukoncentreret og vil have afklaring.

En lørdag, hvor han skal komme forbi, spørger han, om vi kan rykke det en time, han må klare nogle indkøb, det har han lovet hjemme. Jeg kan ikke rykke det, har andre planer og er blevet træt af at være der, når det passer ham. Beklager, du kan ikke få i pose og sæk i dag svarer jeg. Han kommer alligevel, bliver kun kort, og det hele er mærkeligt. Al magi er væk. NU er det slut.

Om aftenen får jeg en sms:
Først knuger maven sig sammen, så går der et stik fra hjertet og videre ned langs venstre ribben. Derefter går stikket op ad rygraden og ud i både højre og venstre lillefinger. Dette gentager sig igen og igen og varer blot et par sekunder pr gang. Nu græder jeg.

Jeg læser den, men svarer først mange timer efter. Er sammen med venner og skal tygge på beskeden. Om mandagen får jeg et brev på flere sider. Om hvor dejligt det hele har været, hvor meget han savner de sms’er, der har manglet i halvanden dag – en evighed i forhold til hyppigheden de sidste måneder.

I brevet fortæller han, jeg havde fyldt tankerne i hele sommerferien, at han havde prøvet at kysse mig til sommerfesten, da vi sagde farvel, at han hørte Bon Iver hver aften, for at sove, mens han tænkte på mig. Og at det var slut. Jeg har haft det forfærdeligt med at forlade dig, før vi rigtig kom i gang. Lige når vi skulle til rigtig at være kærester. Slut før det var begyndt. Håbet var, at sommerforelskelsen ville fortage sig langsomt, og i stedet blev det bare mere og mere intenst.

Brevet var langt og følsomt. Svaret kort, kontant, men ligeså fyldt af følelser:

Tak for dit brev. Jeg har lyst til at tæske dig. Elsker dig.

Nej sig ikke det, åh det er hårdt, savner dig, elsker dig.

Jeg svarer ikke.

Du må også gerne bare tæske mig, hvis det er det, du har mest lyst til.

Jeg svarer stadig ikke. Stirrer bare på telefonen.

Du er iskold. Imponerende!

Jeg bryder sammen.

Om fredagen kommer han forbi mit kontor og siger farvel og god weekend. I lige måde svarer jeg og går ud, forbi ham, ned ad gangen med hovedet hævet, faste skridt og et hjerte, der ikke kan mere.

Da jeg kommer hjem har han ringet og lagt en besked på min telefon. Han vidste godt hvem jeg var sammen med sidste lørdag, da jeg først svarede på hans besked midt om natten. Jeg var sammen med en anden, ham jeg havde nævnt ugen før. Jeg var ham utro. Han var fandeme ikke så dum, at han ikke kunne regne den ud.

Jeg bliver arrig og ringer skælder ud på hans telefonsvarer. Han skriver og undskylder. Det var for meget. Det ved han godt.

Vi tager til hvert vores arrangement om aftenen. Jeg er ikke mentalt til stede. Telefonen ringer, jeg kan ikke huske, hvem der ringer til hvem, men vi aftaler at mødes hos mig om en halv time. Da jeg når frem, sidder han kold og forfrossen og fuld på mit dørtrin. Han har skyndt sig så meget, at han væltede på cyklen. Har bedt sine venner om at ringe til konen og sige, han er for fuld til at køre hjem og er gået omkuld på sofaen.

Næste dag vil han ikke hjem. Og da han endelig rejser sig, kan han næsten ikke gå efter faldet på cyklen.

Weekenden går, og jeg tager ud af byen. Væk fra det hele. Går tur på stranden og skriver til ham:

Jeg har lyst til at skrive, at jeg savner dig, men så tænker jeg på, at du siger, du har det godt, hvor du er, og så kan det være lige meget.

Hører Bon Iver igen igen igen igen og igen mens jeg tænker på dig.

Hvad skal jeg tænke, når du skriver, at du kun tænker på mig, gerne vil kysse mig og se mig. Men du vil ikke være sammen med mig?

Data overload. Hvis bare jeg vidste det.

Men det er kun dig, der ved det. Jeg kan godt træffe beslutninger og lave løsninger, der er gode. Men det hjælper jo bare ikke.

Timers radiotavshed, så:
Din sidste sms har sat mig skakmat hele dagen.

Hvad gjorde du så?

Jeg græd, hvis jeg skal være helt ærlig.

Senere:
Jeg har været ved at starte bilen 1.000 gange og køre mod dig. Men er stadig her.

Men du gjorde det jo ikke.

Jeg havde startet bilen, hvis jeg havde haft adressen. Helt sikkert.

Tilbage fra sommerhuset, han er alene hjemme og kan uden problemer komme hjem til mig og blive til dagen efter. Vi spiser sushi, drikker vin, lytter til musik, snakker, griner, kysser. Jeg skal lige ned i kiosken. Da jeg kommer tilbage, sidder han helt stille, med musikken slukket og ryger. Hvad laver du? Mærker stemningen i dit hjem. Her er godt.

Det er anspændt, og lige under den store glæde ved at være sammen ligger frustrationen.

Du ser lykkeligere ud end nogensinde, når vi er sammen. Virkelig. Du siger, du savner mig, når vi ikke er sammen, at du er vild med mig, elsker mig. Har haft den bedste sensommer, tænker på mig det meste af tiden. Jeg kan ikke forstå, at du kan sige alle de ting uden at handle på det. Også på trods af dine argumenter, kan jeg ikke forstå det.

Det forstår jeg. Alle mine følelser for dig, som du ridser op, er rigtige. Og jeg er virkelig lykkelig i dit selskab. Det er store ting, der bremser min handling. Ud over alt det praktiske ved at forlade familie og det efterfølgende tab af gode venskaber mm. er der de helt store spørgsmål: hvordan er du mon som mor for mine børn og vil du selv have børn? Du er jo ikke bare en kæreste, der skal skiftes ud. Du er meget mere og derfor handler jeg ikke bare. Giver det mening?

Jeg vil ikke være mor for dine børn, de har en mor, det er hendes plads resten af livet. Men jeg vil heller ikke være kæreste med en mand med børn, uden at være en del af deres liv og lade dem være en del af mit.

Dagene går, og han er fanget og frustreret.
Jeg løber som kaninen efter guleroden uden at fange den. Har lyst til bare at sætte mig på bænken med en pose guldøl.

Ingen af os kan sove, og en nat skriver han:

Jeg drikker whisky og ryger cigs. Og hører I got You On Tape. Og savner dig. Kys.

Den slags kærlighed gør ikke godt. Han bliver syg, men kommer på arbejde, så vi kan kysse. Den gør ondt, jeg taber mig, lider af søvnløshed, er nedtrykt og ryger som en skorsten.

Det bliver december, og det bliver julefrokost. Jeg er træt. Træt efter en hård uge på arbejde, træt af et langt efterår, træt af, at jeg ikke kan vise min forelskelse, træt af, at en mand har invaderet mig og mit hjem, min seng. Alt minder om ham. Jeg har prøvet at stoppe det, jeg har prøvet at pause det hele til efter, han har fejret jul med familien, og så lade ham tage en beslutning. Han vil ikke tage en beslutning, kan jeg mærke. Det ender altid med, det er synd for ham, og at jeg skal trøste ham, fordi han har det svært. Og hvis jeg tager beslutningen, vil han for evigt sige, hvis du bare havde givet det et par måneder mere, som han sagde i oktober, da vi prøvede at stoppe det. Jeg kan ikke mere.

Julefrokosten er fantastisk. Vi sidder til bords sammen, griner, flirter, bliver fulde. Vi danser, og kemien mellem os bliver tydelig for enhver, der gider kigge. Dagen efter har konen fået det at vide.

Vi skriver stadig lidt, men ses ikke. Han kommer på besøg sidste dag op til juleferien for at snakke og endelig gøre det, han skal gøre, slutte det. Han slutter, undskylder og siger, at alt går godt hjemme nu, efter vi ikke har set hinanden et par uger. Jeg skælder ud. Han vil være venner, så om fx fire måneder, når jeg har fundet en ny kæreste, kan vi jo bare have det som før, siger han. Jeg skælder mere ud. Hvad fanden regner han med. Jeg krammer ham, han ligner en, der trænger. Han går i koma op ad min skulder, helt væk i en halv time. Jeg sender ham ud af døren. Farvel.

Aftalen var, han skulle finde et nyt job, hvis det ikke blev os. Den aftale lavede vi i oktober, og jeg mindede ham om det i december, at han skulle finde et nyt job, for alles skyld.

Mere end to år efter det hele er slut, har han stadig ikke fundet et nyt job, og selvfølgelig finder han ikke et. Tror ikke engang, han har prøvet. Det første år var hårdt, nu er jeg videre. Siden vi stoppede, har han set ulykkelig ud. Nok ikke over mig, men over sit liv. Duknakket går han rundt, og det sociale deltager han slet ikke i mere. Aldrig har jeg været så inderligt forelsket som i ham.

Jeg ved ikke, om jeg nogensinde bliver så forelsket igen, at det eneste, der tæller, er HAM-HAM-HAM. Men jeg ved, jeg aldrig vil tillade mig selv at være i et så usundt og nedbrydende forhold igen. Jeg har været ustyrligt vred på ham, hans løgne, hans dobbeltspil, hans offerrolle, hans fine, tomme ord og klichéer i mange måneder efter. Nu synes jeg egentlig bare, han er en stakkel.

IMG_7942 Øresundskollegiet Dalslandsgade_700Øresundskollegiet, Dalslandsgade

Mere gak i Gakkoteket.

   

2 kommentarer

  • Pernille

    På sin vis er jeg ret vild med de her indlæg.. Men på den anden side glæder jeg mig virkelig virkelig meget til det er overstået.
    Jeg bliver simpelthen helt trist indeni hver gang jeg svinger forbi, og bliver hver gang mindet om mine egne gakkere – som jeg på en eller anden måde har opsamlet flere af igennem tiden.

    Øv.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Det lyder som om, du har nogle gakkerhistorier, der skal ud. Altså indsendes til amarOrama!

      Giver dig ret. Det ER trist at svælge i gak, men det er også virkelig interessant, synes jeg. At sammenligne løgnere og løgne. Kan genkende noget af min egen gakker i alle de andre gakkere. Men endnu mere interessant er det måske at kigge på de gakkede. HvorFOR løber de ikke skrigende væk, så snart der er optræk til gak? Hvorfor ignorerer de løgnen? Hvorfor lyver de for sig selv og deres instinkter?
      Jeg vil gerne have mange flere gakhistorier. Måske bliver jeg klogere.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Læserne fortæller: Boomeranggakkeren