Læserne fortæller: Den gifte gakker

Læserne fortæller: Stalkergakkeren

Dagens Gakker er ikke en af de sjove. Tror bare, jeg vil give ordet til en anonym læser med det samme. Tak for historien!

—————————————————————————————————————————

Det er egentlig lidt mærkeligt at fortælle min gakker-historie. Ikke fordi, jeg ikke har fortalt den før, men fordi den efterhånden er blevet en lidt revideret, tålelig historie. Den stikker lidt, men gør ikke ondt mere. Det er i hvert fald det, jeg fortæller mig selv.

Jeg så ham en dag på arbejdet. Jeg var lige blevet ansat som lærervikar, det var inden jeg gik i gang med at studere. Lige nu indser jeg, hvor længe siden det er. Jeg stod og kiggede ned i gården, hvor han spillede fodbold med nogle unger, og kunne høre hans grin. Jeg vidste, jeg ville komme til at kende ham. Jeg kunne mærke, det var meningen, vores veje skulle krydse hinanden, og at vi skulle lære noget.

Vi klikkede. Jeg var forelsket i ham med det samme. Han var den sjoveste, jeg nogensinde havde mødt. Lynhurtigt snakkede vi sammen konstant. Især når vi ikke var på arbejde.

Han havde selvfølgelig en vanvittig ekskæreste. Hun fyldte en del. Det blev hun ved med. Han var ikke sammen med hende mere, men de havde heller ikke fået afsluttet det ordentligt. De var ikke færdige med at skælde ud.

Vi kunne ikke blive kærester, for han var ikke lige klar. Fair nok. Jeg spillede cool. Jeg spillede stadig cool et år efter. Mens jeg blev mindre og mindre. Jeg listede rundt, for jeg var bange for, han skulle gå fra mig. Og lige om lidt. Når tingene bare var lidt bedre, så skulle vi være sammen for altid.

Jeg forstod ikke, hvorfor han ikke bare elskede mig. Vi elskede jo hinanden. Vi VAR jo kærester. Ikke ude i verden. Ude i verden var vi to fremmede i hver vores liv, men i hjertet og i sjælen var vi helt og fuldstændigt hinandens.

Jeg ventede lidt mere. Græd lidt mere. Råbte aldrig. Hvis jeg råbte, gik han jo fra mig. Og man kan ikke råbe ad nogen, der tager ens sjæl med, vel.

Tiden gik. Han var så skrøbelig indeni. Jeg var stærk for os begge. Så det var okay, når han råbte ad mig. Når han ikke ville se på mig. Når han ikke ville røre ved mig. Jeg kunne godt klare det, for lige om lidt, lige om lidt, så blev det hele godt, og så skulle vi være sammen, sådan som det var meningen. Det var jo også det, han sagde. Det var det, vi følte. Vores sjæle hang sammen. Vi havde aldrig elsket nogen så overvældende før. Det skulle bare lige blive helt okay, så kunne vi være rigtigt sammen.

Jeg blev heller ikke vred, da han blev ked af det, fordi jeg skulle læse i København og fik mindre tid. Det var jo bare fordi, han elskede mig. Det var også kun af kærlighed, han skrev til mig konstant, når jeg var til fredagsbar eller andre steder. Og fordi jeg var stærk for os begge, kunne jeg også godt håndtere, det var min skyld, når verden faldt sammen. Jeg kunne jo bare have svaret i ordentlig tid. Jeg kunne jo også bare have sat det punktum. Alle ved, at det manglende punktum betyder, jeg var sammen med en anden eller ikke tænkte på ham. For jeg skrev jo altid punktum der, ik?!
Selvfølgelig. Jeg var stærk. Han elskede mig bare. Om lidt blev det godt.

Han trænede og trænede. Var alene i sit hoved. Nu måtte jeg aldrig røre ham mere. Han var tyk og grim og forkert. I mine øjne var han stadig den smukke mand, der spillede fodbold med børnene. Jeg tryglede ham om at se sig selv gennem mine øjne. Tryglede. Jeg tryglede ham om mange ting. Jeg havde jo også hans sjæl, det var mig, der skulle passe på ham. Han var helt lille, og om lidt, lige om lidt, så havde jeg fikset ham, og så blev vi lykkelige.

Verden gik i stykker igen og igen.
Efter 45 beskeder og 23 opkald til mig, mens jeg var til min venindes pigefødselsdag, sagde jeg stop. Jeg kunne ikke mere. Jeg var færdig. Der blev ikke noget om lidt. Der blev kun ingenting. Det skrev jeg. At jeg var færdig. At jeg ikke kunne mere. At jeg var gået helt i stykker, og hvis jeg ikke skulle forsvinde, så skulle det her stoppe. Der blev ikke noget om lidt.

Jeg bad ham søge hjælp. Han forstod det ikke. Det var jo lige om lidt. Det var jo meningen, vi skulle være sammen. Vi kom aldrig til at elske nogen så højt igen. Han forstod det ikke. Jeg forstod heller ikke, hvad der skete, jeg vidste bare, at jeg ikke kunne rumme ham et sekund længere. Jeg havde mistet mig selv. Når man har tabt sig selv, kan man ikke elske nogen. Man findes ikke rigtigt. Jeg forstod det heller ikke, da han holdt foran min lejlighed. Jeg forstod det heller ikke, da han tre uger efter stadig ringede hver dag. Eller da jeg kunne dufte hans parfume i min opgang. Han forstod det heller ikke, da min far ringede til ham. Jeg fandt mig selv på en politistation for at få polititilhold. Jeg forstod ikke, hvad der skete. Jeg måtte have ro, men gjorde ikke noget. Han var jo lille og skrøbelig. Det var ikke med vilje, og det var jo mig, der var den stærkeste. Jeg gik ud derfra. Jeg blev vred. Man gør ikke sådan mod dem, man elsker. Han forstod det ikke, jeg forstod det ikke. Jeg flyttede til Sverige. Lukkede en masse døre, der skulle lukkes. Fandt ro. Lærte at acceptere, jeg nok aldrig kommer til at acceptere, at jeg skulle lære lektien, at kærlighed ikke altid er nok.
Jeg havde altid troet, at hvis man bare elsker hinanden, så skal det hele nok gå. Det er løgn. At elske nogen er det nemmeste af det hele.

Nu er jeg på den anden side, færdiguddannet og med en diamant på fingeren. Jeg elsker min kæreste. Han gør mig tryg, og han gør mig hel. Han gør mig ikke mindre, men større og bedre. Det er sådan, det skal være. Det siger jeg til mig selv. Han er rolig og god. Uden min gakker ville jeg ikke have valgt min nye kæreste. Jeg ville ikke have elsket ham så inderligt. Jeg ville stadig have været blind og naiv. Og troet, at kærlighed er nok.

Jeg tror på, jeg vil elske min kæreste, så længe jeg lever. Og jeg er glad for at dele livet med det bedste menneske, jeg kender. Jeg fandt først mig selv igen, da jeg fandt ham.

Og jeg ignorerer det faktum, at jeg aldrig kommer til at opleve så vild og grænseløs en kærlighed igen som med min gakker. For den kærlighed eksisterer ikke uden modpolen. Og modpolen ødelægger dig. Jeg vil ikke have syg kærlighed.

Jeg troede, jeg skulle nøjes med det næstbedste. At det var mit offer for ikke at have sagt stop. Jeg skulle leve mit liv velvidende, at min sjæleven var derude, men at vi ødelagde hinanden. Der er så meget, jeg ikke kan finde ord for. Men jeg har heller ikke brug for det længere.

Jeg blev gjort fortræd. Terroriseret psykisk. Jeg skammede mig, og jeg løj om det.

Jeg blev gjort fortræd. Han forstod det ikke.
Og det var ikke min skyld. Det forstår jeg.
Nu.

IMG_2391 Amagerfælledvej_700
Amagerfælledvej

Flere gakkere i Gakkoteket.

   

4 kommentarer

  • Anonym

    Hej Amar. Skal en læsergakker være en, som nødvendigvis har gakket stort med flere kærester, børn, ægteskab osv? Eller må det gerne bare være en gakker der gakkede nok i sit eget hoved og andres vaginaer til at mit hjerte blev knust? I så fald tror jeg det vil være terapeutisk for mig at sende dig min historie.
    Kh

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Send den! Vi har udvidet Gakker-begrebet, så alle slags gakkere kan være med.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • L.

    Suk. Der er elementer af genkendelse i hver eneste gakkerhistorie.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Læserne fortæller: Den gifte gakker