Tænk tanker og hold dem for dig selv

Er du gift med en gakker?

Ok, så starter vi. Hvordan afslører du en gakker? Selvom jeg har kæmmet alle gakkerhistorierne, både min egen og jeres, igennem for fællestræk, er jeg ikke imponeret over resultatet. Kan det tænkes, at gakkere er lige så forskellige som rigtige mennesker? Nej vel? Hjælp venligst i kommentarfeltet, og føj punkter til listen.

Først starter vi med konerne. Hvad skal en kone lægge mærke til?

Telefonen
En gakker har ofte problemer med sin telefon. For det første er signalet bedre ude i haven, eller ude på gaden eller bare et sted, hvor du ikke kan lytte eller kigge med. For det andet har gakkertelefoner det med at forsvinde, miste strømmen, blive glemt på arbejdet eller derhjemme, så det er umuligt at ringe som aftalt. Desuden går telefoner jo tit i stykker, så gakkeren ikke kan svare, når du ringer. Men når den endelig virker, får fingrene travlt med sms’er, der skal modtages, og sms’er, der skal afsendes, og sms’er, der skal slettes, og opkald, der skal afvises eller tages i smug. Hele verden roterer om den telefon. Også når I er på sommerferie med børnene. Og hvis han en sjælden gang skal have hænderne fri, og ikke er idiot, husker han at låse og gemme telefonen væk, så du ikke kan snage.

Arbejdet
En gakker arbejder hårdt og arbejder over. Møder ind før alle andre og går hjem efter alle andre. Han begraver sig i arbejde. Også i weekenden. Det er da klart, han bliver stresset og fraværende, når han sådan arbejder og arbejder og altid skal på forretningsrejse. Kan du ikke engang unde ham en enkelt fredagsøl med kollegaerne? Eller en enkelt fredagsøl mere med kollegaerne? Eller en gåtur om aftenen, når ungerne er lagt i seng? For at koble af!

Facebook
En gakker er en stolt og kærlig familiefar. Og det skal internettet vide. Derfor poster han gerne glade billeder af dig og børnene på Facebook. Og hvis han oven i hatten er en snu og kærlig familiefar, skal han også lige se noget på din Facebook-profil, hvilket vil sige trykke lidt på knapperne og feje mindre idylliske detaljer som elskerinder og tilfældige knald ned under din profil, under indstillinger og blokering. Hvor du aldrig opdager dem. Gakkeren er meget glad for Facebook. Dog ikke så glad, at han behøver fortælle civilstatusfeltet, at I er gift. Den slags rager altså ikke Facebook.

Charmen
En gakker har personlighed og små finurlige særheder. Enkelte bruger fx lang tid nede på tanken eller ude på de danske veje, hvor de redder bilister, der er gået i stå. Nogle er ekstra kærlige, så kærlige, at de mister lysten til at kysse, hvis de ikke får nok analsex. Andre bliver konstant angrebet af livsfarlige sygdomme. Og andre igen kan føle pludselig trang til at skubbe dig og din gravide mave ned ad trappen, hvis du køber en kalender til køleskabet eller går og er irriterende. Lad hellere være med det. Gakkeren har sine grænser, og de bør respekteres.

Populariteten
En gakker er eftertragtet. Alle vil have ham. Selvfølgelig. Hvem bliver ikke draget af en smuk, morsom og succesfuld mand? Desværre kan omverdenens beundring være et tungt åg at bære. Især når onde, misundelige tunger hvisker i krogene om promiskuøse gakkergerninger. Det pure opspind! Altid. Gakkeren er omringet af løgnere og stalkertyper og kærlighedshungrende ekskærester, der ikke tager et nej for et nej. Men heldigvis forstår en gakker at forklare, hvordan sandheden ser ud. Hvis nogen føler sig befamlet eller antastet, eller har set noget mærkeligt, er det fordi, de misforstår Gakkerens udadvendte og humoristiske facon. Gakkeren er ren. Husk det.

Mavefornemmelsen
Selvom gakkeren elsker dig. Selvom han forguder dig. Selvom han er sød og sjov og synes, du er den smukkeste kvinde i verden. Selvom alle kan lide ham. Så er der et eller andet, der ikke går op. Var det tonelejet i telefonen? Var det den nye skjorte? Var det det rene sengetøj? Var det mødet, der lå lidt sent? Nej. Du ved ikke, hvad det er. Men noget er det. Noget du vifter væk. Noget du forsøger at leve med og dæmpe med fornuftige argumenter, indtil en dag noget bimler og bamler og ikke længere kan ignoreres. Eller nogen sladrer.

Mavefornemmelsen er nok vigtigst.

Din tur. Hvad skal gakkerens kone være opmærksom på? Hvad har du hørt, set læst? Vi hører især gerne om selvoplevede advarselslamper! Jeg havde fx engang en kæreste, der kom til at tage et par fremmede trusser med op fra vaskekælderen. Viste sig senere, at de nok alligevel ikke var så fremmede. Ved ikke, om koner også oplever den slags?

Sæt i gang!

PS I morgen kommer listen Dater du en gakker? Så vent med formaninger til datende og kun halvafsatte typer.

PPS Send flere gakkere!

IMG_4890 Jenagade_700Jenagade

Jamen, hvad er en gakker? Tænker nye læsere. Forklaring, eller noget der ligner, her.

   

14 kommentarer

  • Louise

    Der var gakker i Mads og monopolet i dag :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Jeg VAR gift med en gakker. De tegn jeg skulle have været opmærksom på var mange. Eller jeg var jo sådan set opmærksom på dem, men hver gang jeg spurgte, fik jeg en forklaring. Og når man har valgt at være sammen i 16 år, fået barn, købt (alt for dyrt) hus og er viklet fuldstændig ind i hinandens venner, familie og liv i øvrigt, så vælger man jo at tro på forklaringerne. Det er for uoverskueligt andet. For hvis det er løgn, hvad fanden stiller man så op med hele sit liv?

    Nå, men her er tegnene, som forøvrigt alle kan findes i de mange gakker-historier.

    En pludselig optagethed af mobilen. Det indebærer også, at han smiler, når han læser en besked eller smågriner for sig selv. Når man så spørger til hvad der er så sjovt og for 117 gang får at vide, at det er en af gutterne fra arbejdet, der har skrevet noget sjovt om fodbold, så skal man undre sig.
    Når han pludselig får behov for at gå aftenture fordi han er “rastløs og har svært ved at sove” skal man undre sig.
    Når han bliver “nødt til” at køre bilen igennem på motorvejen om natten fordi bilen kun har kørt korte ture for nylig, så skal man undre sig.
    Når han arbejder længe – igen – og ikke svarer på de sms’er man sender om planlægning af et eller andet ift datteren, skal man undre sig. For når man arbejder foran en PC og i øvrigt altid har sin mobil i hånden og alligevel altid lige er i kopirummet og derfor ikke hører sin besked, så skal man undre sig.
    Når han pludselig holder op med at spise nachos med 200 gr. ost hver anden aften, så skal man undre sig.
    Når han pludselig uden forklaring barberer skægget af (som han ellers har afvist at han nogen sinde ville gøre), skal man undre sig.
    Når hans sprog ændrer sig og han begynder at bruge udtryk, som man aldrig har hørt ham bruge før (så som “nice” og “nederen”) og han forøvrigt lige er blevet 40 år, så skal man undre sig.
    Når han skifter fuldstændig holdning til ting – og oven i købet nærmest skælder dig ud fordi du fortsat har den holdning, I indtil nu har delt – så skal man undre sig.
    Når han endelig går i gang med at sætte de paneler op i huset, som har ligget og ventet på at han var i det rigtige humør, så skal man undre sig (eller vide, at det er fordi han planlægger at sætte huset til salg).
    Når han ikke længere synes at en bestemt del af byen er det mest prollede sted man kan bo, så skal man undre sig (eller vide at han knalder assistenten, der tilfældigvis bor i den del af byen).

    Men hvis man som mig, ikke tolker de tegn på den rigtige måde, så ender man en lørdag aften med at være fuldstændig uforberedt midt i filmen og med hånden i slikposen, når han endelig fortæller, han vist ikke elsker dig mere. Der er selvfølgelig ikke nogen anden. Det handler alene om, at han har fundet ud af, at han ikke er lykkelig.
    Når du så tager ham på fersk gerning (næsten) efter, at han har været væk en hel nat og han så fortæller, at han har fundet kærligheden i sit liv – den kvinde han ved er den eneste rigtige. Så er man ikke rigtig forberedt, når han helt sagligt vælger at sammenligne jer. At fortælle, at hun er helt vild god at tale med, fordi hun læser til psykoterapeut i sin fritid, og du er faktisk ikke rigtig til at tale med. I virkeligheden har I aldrig forstået hinanden. At hun altid er så sjov og har en masse venner, mens du mest er sur og sidder hjemme og venter på ham (måske handler det om, at I har et mindre barn sammen men det er ikke relevant her). Og lige for at være sikker på, at du forstår hvorfor han bliver nødt til at vælge “hun-er-helt-vild-god-at-tale-med-fordi-hun-læser-til-psykoterapeut-i-sin-fritid” frem for sin familie, får du at vide, at hun er rigtig lækker og at han tænder helt vildt på hende, mens det er lidt ulækkert at være sammen med dig fordi du er blevet for tyk.

    Så hvis man vil undgå at det kommer bag på en, når man pludselig står uden mand, hus, famile og penge og nu kun ser sin datter halvdelen af tiden, så er det en god idé at undre sig.
    Hvis man ikke vil tage sorgerne på forskud, så skal man bare lade være med at undre sig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • anna

      Kære M,

      dit indlæg er noget af det bedst og mest præcist formulerede jeg længe har læst. I øvrigt føler med dig! Men hold da k, fantastisk skrevet!!!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Tak M!
      Præcis den slags tegn, jeg var ude efter. Shit.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • C

      Damn et godt indlæg. Og av!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    apropos telefonen…
    hvor sandsynligt er det, rent teknisk set, at en telefon går ud, fordi der er rod med mikrofonen? burde signalet ikke forblive intakt, bare uden lyd?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Mikrofon og signal har intet med hinanden at gøre. Hvis mikrofonen dør, lever resten af telefonen videre. Har vi en gakker-hustru i røret her?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anonym

      ikke ligefrem.
      det er mig med venne-gakkeren. har taget afstand fra ham nu, og overvejer om jeg med tiden kan være i stand til at være hans ven. for han har været en super god ven, altså lige bortset fra, at han har leget med mine følelser.
      da jeg læste det med telefonen på listen, kom jeg bare til at undre mig, og tænkte det kunne være et godt modargument at have i baghovedet, hvis jeg skulle blive fristet af hans gakkeri igen.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      En ven der leger med dine følelser? Uuuuh pas nu på. Jeg får lyst til at blive helt moragtig og sige, du ikke må lege med ham.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • E

    Vi har da glemt at snakke om sengetiderne?
    Min eks udviklede nogle sjove vaner: Pludselig skulle han i seng et par timer tidligere end mig – sammen med mobilen, som han skulle bruge som vækkeur. Clockradioen og batterivækkeuret var nemlig af en eller anden grund ikke nok længere. Hvis jeg overraskede ham med telefonen i den ene hånd, når jeg selv gik i seng, var han bare i gang med at spille wordfeud, fordi han alligevel ikke var træt.
    Andre gange skulle han i stedet være meget sent oppe, noget med noget arbejde på computeren, som han først kunne koncentrere sig om, når jeg var skredet i seng. Mærkeligt nok behøvede han ikke mobilen til at vække sig morgenerne efter de sene aftener foran computeren. Til gengæld fik arbejdet åbenbart snudeskaftet til at dryppe, for jeg fandt tit en køkkenrulle ved siden af hans arbejdsplads.
    Behøver jeg at nævne, at jeg fandt nøgenselfies og hjemmelavede onani-med-dildo-film fra elskerinden på mobilen og computeren, da jeg blev mistroisk nok til at snage?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Noteret. Noget med sengetider, noget med mobil og sengetider, noget med wordfeud og sengetider, noget med køkkenrulle. Lækkert.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tænk tanker og hold dem for dig selv