Hullerne i gakkoteket

Hvorfor finder du dig i en gakker?

Sidder du nu og føler dig en smule retarderet over at være blevet gakket af en gakker, vil denne kommentar fra Nadia måske trøste:

Hvis et andet menneske uforbeholdent erklærer sin kærlighed/forelskelse på en troværdig måde… så skal man nok være temmelig hård for ikke at blive påvirket af det. Selvom mange af gakkerne trak i land efter et stykke tid, synes jeg stadig, det var et gennemgående tema, at de får kvinderne til at føle sig specielle og meget værdsat.

Måske behøver man ikke at være et fucked up dysfunktionelt tilfælde for at ryge i gakkerfælden? Måske er det ganske naturligt?

Men hvad med fortsættelsen? Det er den, der undrer mig mest. Når gakkeriet tager en ond, vanvittig og ydmygende drejning, og hele din verden bliver gakket op. Er det så naturligt at blive hængende og lade gakkeren suge al vilje og liv ud af dig? Hvad er det, der kortslutter der? Du føler dig vel ikke speciel og værdsat, når han:

Nægter at kysse, fordi du kysser mærkeligt

Reducerer dig til mandagssex eller et bagsædeknald efter arbejdet

Gifter sig – med en anden

Skrider og kommer tilbage og skrider og kommer tilbage og skrider og kommer tilbage

Inviterer dig hjem til en låst dør

Bliver kærester med din veninde

Ikke tænder på dig, fordi du er for tyk

Lyver, og ekskæresten faktisk er hans kæreste

Kyler dit tøj ud i haven

Er kærester med sin mor – agtigt

Sviner dig til

Kontrollerer og styrer dig med jalousi

Leder efter en ny kæreste – som ikke skal være dig

Har sex med sin eks

Nasser

Shopper undertøj til kæresten på jeres date

Brænder dig af

Hiver dig rundt i håret for at imponere gutterne

For eksempel?

Hvad foregår der? Hvorfor fandt jeg mig i en hel masse usammenhængende vrøvl om flytning og advokater og samkvemsret og betænkningstid og psykologer uden at ruske et klart svar ud af min gakker? Hvorfor kastede jeg ikke op i hovedet på ham, da han inviterede mig ind i konens seng? Ja det skulle muligvis forestille en gestus, men aldrig har jeg fået et klammere tilbud. Hvorfor?

Heldigvis nåede jeg ikke at finde mig i så forfærdeligt meget. Men i det korte tidsrum, fra jeg afslørede gakkeren, til tågen lettede, skete der noget. Jeg begyndte at hive og slide i min personlighed, i værdier og forestillinger, for tilpasse mig den gakkede situation. Kunne jeg måske godt leve med en løgner? Det er der så mange, der gør. Iskold egoisme, er det virkelig så slemt? Elskerinden, der sidder og venter, skal alle ikke snuse til den rolle? Kunne jeg ikke bare lade være med at være så stolt, snerpet og gammeldags?

Havde jeg fulgt Gakkeren videre ned ad den gakkede vej, var jeg endt med at blive en anden. Jeg tænker, de andre udgakkede damer har det på samme måde? At de mistede sig selv et eller andet sted mellem det første kys og det sidste smæk med døren? Men hvordan kan det lade sig gøre? Har alle gakkere taget et hjernevaskkursus, er alle kvinder masochister, eller er vi tilbage i det trivielle manglende selvværd?

Nej du ligger sandsynligvis ikke inde med den gyldne sandhed, men gæt er også velkomne.

IMG_1082 Ørestads Boulevard_700Ørestads Boulevard

Jamen, hvad er en gakker? Tænker nye læsere. Forklaring, eller noget der ligner, her.

   

18 kommentarer

  • Anonym

    Jeg havde det præcis som dig.
    Jeg tror ikke vi er masochister. Jeg tror bare, at vi tror på kærligheden og det gode i mennesker.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anonym

      Fortsat:
      En gakker er jo ofte ret udspekuleret, men generelt også god til at time hvornår han ligger kræfter i at beholde dig.

      “Disse følelsesudbrud blev altid efterfulgt af en periode, hvor han distancerede sig. Lige længe nok til at jeg ikke kunne klare det mere. Jeg græd. Overvejede at cutte ham helt af. Men så kom der endnu et følelsesudbrud fra hans side, der bekræftede, hvor meget jeg betød for ham. Så jeg blev.”

      og

      “Hver gang vi havde haft sådan en tur, græd jeg som pisket. I starten trøstede han mig. Men til sidst lod han mig bare sidde og græde, mens han fornærmet gik sin vej. Det endte altid med, at jeg måtte ringe og undskylde. Det var jo mig, der havde fornærmet ham. Jeg spurgte, om han holdt af mig. Han ville ikke svare, men han mødte op på min adresse, hver gang vi havde haft sådan en tur. Og dét, mente han, måtte være bevis nok i sig selv.”

      Begge fra min beretning om venne-gakkeren, som jeg synes meget godt illustrerer, hvordan han har forsøgt at give min en form for bekræftelse, hver gang jeg var på vej væk.
      Når man føler sig ingenting hver og som om, at den man elsker er ligeglad med en, skal der sjældent ret meget til for at bekræfte en i det modsatte. Man tror på kærligheden om det gode i folk, og når man oplever det modsatte, søger man efter tegn på, at man er elsket af en god person, og det bare er omstændighederne der gør, at man ikke kan leve lykkeligt sammen. Og de små bekræftelser holder liv i håbet om, at man måske kan leve lykkeligt sammen en dag.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Tror på kærligheden? Men hvis du tror på kærligheden, vil du vel finde en, der har kærlighed til dig? Eller i det mindste opfører sig kærligt? I stedet finder du en, der bekræfter, at du ikke er noget værd. Og handler det så ikke om noget helt andet end kærlighed?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anonym

      hvis man tror på den kærlighed, man føler overfor gakkeren giver mening, så bliver man jo. og hvis den kærlighed man føler så stærkt skal give mening, må der jo være en fornuftig årsag til, at han ikke kan finde ud af at behandle en godt. for man er jo overbevist om, at han et eller andet sted også elsker en.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Det er indviklet. Men jeg tror faktisk ikke på kærlighed som forklaring.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lise

    Nu behøver man jo ikke være kærester/gift med en decideret gakker for at være i et dårligt parforhold. Jeg har også prøvet at “hive og slide i min personlighed, i værdier og forestillinger, for tilpasse mig”. Og han var ikke en gakker eller et dårligt menneske, men Herre Jemini han var skidt for mig! (Og jeg for ham tror jeg).

    Det jeg prøver at sige er at jeg tror at en del af at finde sig i gakkeriet og tilpasse sig og blive en anden er almenmenneskeligt og helt normalt i forsøget på at holde fast i noget der har været godt, har føltes godt og som man enormt gerne vil tilbage til.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Nok rigtigt, at det er normalt at ændre sig. At et godt forhold ændrer dig til det bedre. Og et dårligt forhold til det værre. Men fornemmelsen, at miste sig selv, tror jeg kun, kommer i det dårlige forhold.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Jeg tror (og har før skrevet her i kommentarerne) at jeg ikke tror at de allesammen er certifiable sociopater. Men (jeg tror at) nogen af dem er. Og (jeg tror at) sociopaterne udnytter den helt almenmenneskelige mekanisme i at man forsøger at tilpasse sig til andre. De andre gakkere – de vattede og ulykkelige – formår at gaslighte sig selv (http://en.wikipedia.org/wiki/Gaslighting) lige så grundigt som de gaslighter deres stakkels partnere.
    Jeg vil ikke tage teten som en kvindelig gakker, men jeg havde nogle tendenser dengang jeg var en 16-17 år; trak min kæreste rundt i manegen, var utro, så ham være mig utro, mega drama, intense møder ved siden af nye kærester etc. Og jeg kan sige at jeg vat nøjagtig lige så forvirret og ked af det som ham. I dag – og siden ham – gakker jeg ikke længere.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Gaslighting har jeg aldrig hørt om. Lyder ret så sygt.
      Heldigt at du voksede fra gakkeriet.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • vvv

    Hvorfor man finder sig i det? Er man offer da? Jeg tror, at man bruger tid og følelser på en gakker, fordi man får noget ud af det. Og jeg tror, at gakkeren ligeså meget selv er offer. Hvad med et indlæg om, hvad man fik ud af sit gakkermøde? Hvad lærte man om sig selv fx

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Offer? Ved ikke, om man kan bruge det ord. Jo måske. Offer for en psykopat? Løgn gør vel folk til ofre. Men du har ret i, at damerne selv vælger at blive i gakkeriet. Og at de får noget ud af det. Ligesom kvinder, der gifter sig og bliver sammen med alkoholikere, voldsmænd og andet godtfolk. En fordel er, at du ikke behøver tage ansvar for dit eget liv, når du skal bruge al din energi på at overleve og tilpasse dig og udspionere osv. Lidt ligesom mødre, der gemmer sig bag deres børn. Nej jeg kan desværre ikke få mig et liv, fordi mine børn. Nej jeg kan desværre ikke forlade min idiotmand, fordi mine børn. Nej jeg kan aldrig tænke på andre end mig selv og min egen familie, fordi mine børn.
      Kan godt være, vi skal bruge et indlæg på det tema.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • AE

    Jeg var i et forhold til en gakker, fordi der var noget der ikke gik op. Hvordan kunne den forelskede, fantastiske mand være så stor en røv indimellem? Tågen lettede, da jeg opdagede, hvor træt han blev, hver gang han havde opført sig pænt. Han var simpelthen bare verdens største røv! Da den brik faldt på plads, gav alting bedre mening, og jeg var fri af det greb, han havde haft om mig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Som udgangspunkt tror man vel det bedste om folk og man har vel også et ønske om, at det lykkes.

    Det er (for mig i hvertfald) ret så sjældent, at jeg møder en, hvor tingene går op i en højre enhed. At jeg vil ham, at han vil mig, at vi kan tale, kysse, have god sex og har nogle fælles værdier.
    At når man bliver mødt, som den man er, så sker der noget.. Det er jo en rar fornemmelse og den vil man gerne beholde.

    Og så filer man måske lidt på personligheden, venter lidt for længe ved telefonen, tør ikke sætte stolen for døren og bede ham vælge – for sæt nu han vælger en fra?

    Ind i mellem tænker jeg om, der er noget dårligt selvværd inde over, når man måske lader det køre lidt for langt. Andre gange tænker jeg, at kærlighed jo har det med at gøre blind og man gerne vil bevare det gode, man har.

    Andre tænder på dramaet i et stormfuldt forhold og andre igen finder en trygt, at en mand er “taget”

    Der er jjo også forskel på gakkere: Nogle er de rene psykopater, andre bare forvirrede og ved ikke hvad de vil med deres liv og det, de har sat sig i og en tredje gruppe har måske noget i bagagen, der gir en lidt uhensigtsmæssig adfærd.

    Dybest set – man får noget ud af det selv, på et eller andet plan. Hvad enten man føler sig matchet eller får noget drama

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Jeg tror, der er noget andet end kærlighed, der spiller ind, når du bliver i et forhold, hvor du bliver ydmyget eller slået. Altså et forhold uden kærlighed.
      Jeg mødte engang en kvinde, hvis mand jævnligt slog og sparkede hende, når han ikke lige forsøgte at kvæle hende med en ledning. KOM DOG VÆK! Sagde jeg. Men det havde hun slet ikke overskud til at tænke over, for hele hendes liv gik med at udspionere ham. Forsøge at finde ud af, hvor han var og med hvem. Rode i hans ting. Udspørge ham på forskellige måder. For TÆNK, hvis han var hende utro! TÆNK! Hun lyste helt op ved tanken om den store dag, hvor hun endelig kunne afsløre ham. Jeg kunne overhovedet ikke trænge ind til hende. Hun bliver ikke hos ham pga. kærlighed. Der er helt andre, syge ting på spil.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • CE

      Jeg tror at du har ret, M, i at det er noget andet end kærlighed. Eller at det er ikke kærligheden der knytter en som sådan, til det usunde der jo åbenlyst er i forhold som dem vi kredser om i den her serie.
      Men dels tror jeg, at den type forhold, for os der har svært ved tilknytning får den plads de gør, fordi de giver nærhed, intensitet, føleles af samhørighed uden at man komme til at skulle forpligte sig. For den anden gakker så meget at man føler sig på den sikre og i øvrigt sunde side. Men en gakker er man ikke den der har knald i låget og commitment issues. Hvis bare han var normal, kunne man få et normalt forhold. I teorien. I praksis ville man nok miste interessen eller løbe skrigende bort, men der kommer man ikke til når man har fat i en vaskeægte gakker.
      En anden årsag, jeg taler for mig selv, den følelse af samhørighed og kærlighed som opleves er lige så kompliceret som mine første oplevelser/erindringer om det. Det er det jeg forbinder med kærlighed, samhørighed og nærhed. Jeg tror, at jeg ønsker det normale, ukomplicerede og sunde, men når jeg møder det, genkender jeg det ikke som kærlighed. Jeg synes det er banalt og kedeligt, og jeg mærker tydeligt mine problemer med at byde ind og forpligte mig i et forhold der bare fungerer. (Efter devisen, hvad fanden er der galt med ham, når han bare elsker og vælger mig, når han er til det der dødsyge og forudsigelige forelskelses- og kærlighedstam tam, med gode vaner og dræbende gentagelser. Den slags mænd falder lynhurtigt i min agtelse, hvis det er mig de er interesseret i. Jeg ønsker dem for min bedste veninde, synes de er virkelig gode kandidater, men alt for “søde” til mig.
      Så det er et dilemma, mellem hvad man ønsker og hvad der fungerer. Når jeg er sammen med en gakker er han problemet, når jeg er sammen med en normal, kan jeg mærke jeg kommer til kort og svært ved at bevare respekten og interessen. Desværre.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Jeg er nødt til at finde en normal, der ikke er normal, eller en gakket, der ikke er gakket.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helt enig. Men det var slet slet heller ikke lige den situation, jeg talte om

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hullerne i gakkoteket