Læserne fortæller: Mommygakkeren

Læserne fortæller: Bedstevensgakkeren

Spoiler alert! Bedstevensgakkeren er muligvis en gakker, men han er ikke din bedste ven. Og heller ikke din ven.

Tak til en anonym læser for at fortælle historien.

PS! Nu er der kun én eneste gakker tilbage! Hvis du har en gakker (eller gakkerinde!), der vil ud, skal du sende den til mig NU på mail.amarOrama@gmail.com.

———————————————————————————————————

Det startede faktisk yndigt. I Kongens Have. Der var solskin og gråspurve, vi røg en joint, hørte musik og grinede. Han havde smilerynker, og jeg havde aldrig mødt nogen som ham.

Da vi gik hver til sit, spurgte han, om jeg havde hygget mig, og om jeg ville ses igen. Og det ville jeg.

Da han nogle uger senere ”kom til” at knalde med en anden pige under en tur med vennerne sydpå, burde jeg nok have spærret øjnene op og set ham for, hvad han var. I stedet valgte jeg at lytte, mens han med bævende underlæbe forsikrede, at hun ikke betød noget, og at han kun havde gjort det, fordi han følte sig usikker på mig og havde brug for noget bekræftelse. Og det kunne jeg vel godt forstå. På en måde, i hvert fald. Så jeg lukkede øjnene og tilgav ham.

Et par uger senere, uden varsel, vil han ud. Er ikke klar til en kæreste. Vi ryger joints og smøger og græder hele natten. Det hele er meget dramatisk, når man er i starten af 20’erne og pisse naiv. Jeg forlader hans kollegieværelse med en kæmpe klump i maven og høj musik i ørerne.

Men sådan ender det selvfølgelig ikke, for det ville der ikke være meget gak ved.

Efter to ugers stilhed beslutter jeg mig for, at det vi havde sammen var for godt til, at jeg bare kan lade ham smide det væk på den måde. Så jeg ringer til ham og spørger forsigtigt, om jeg ikke må komme ud til ham, så vi kan snakke lidt. Det må jeg gerne.

Da han senere begynder at pille tøjet af mig, uden at vi har fået snakket om noget som helst, jubler jeg indvendigt. Endelig! Nu har han vel indset, at han ikke kan leve uden mig.

Havde jeg bare vidst, hvad det var starten på. Jeg var ung og dum og havde ikke været sammen med ret mange fyre. Jeg vidste ikke, at man sagtens kan knalde med nogen, selvom man ikke er forelsket. Men det kan man godt. Han kunne i hvert fald.

Perioden, der fulgte, må være det mest tumultariske kapitel af mit liv. Vi var ikke kærester, for det ville han ikke. Men vi var ”bedste venner”, som han blev ved med at understrege. Bedste venner, der knaldede og græd sammen bagefter, fordi det hele var så alvorligt og svært og dramatisk. Bedste venner, som løj for hinanden. Han var sammen med andre, og løj om hvem, hvorfor og hvordan, hvilket jeg tilgav ham hver gang, for når han ikke var min kæreste, havde jeg jo, teknisk set, ikke noget krav på ham, og han kunne, teknisk set, gøre hvad han ville. At han knuste mit hjerte hver eneste dag, var noget, vi begge begyndte at vænne os til. Jeg løj for ham og lod som om, jeg kunne holde til det.

Han var ikke kærester med mig, men i alt andet end titel, var jeg kærester med ham. Jeg knaldede ikke med andre, og jeg ville kun ham. Han havde en evne til at forme sine ord, så jeg følte mig som det vigtigste menneske i verden.

Hvad laver du? Nå, okay. Jamen, jeg er til fest. Jeg gider ikke rigtigt være her, kommer du ikke ud til mig? Du er den eneste jeg har lyst til at være sammen med lige nu.

Kl. 4 om morgenen. Selvfølgelig kom jeg ud. Jeg var jo vigtig. Lige nu.

Gakkeriet stod på i noget, der ligner et lille års tid, og det hele var så gakket, så mærkeligt, så indviklet, at jeg til sidst selv begyndte at blive lidt gakket. Jeg græd ofte og meget, så meget, at jeg ind i mellem havde svært ved at stoppe, også i perioder hvor jeg egentlig skulle være på arbejde eller i skole.

Jeg var jaloux ad helvede til. Men den konstante påmindelse, at jeg ikke havde ret til jalousi, gjorde det meget svært for mig at udtrykke mig på en ordentlig måde. Jeg blev selvudslettende. Evigt bange for at ødelægge den gode stemning, evigt bange for at sige eller gøre noget forkert.

Mine venner så til, mens jeg forvandlede mig til en grå, trist skygge af mig selv, som sjældent var oprigtigt glad, og som begik den samme fejl igen og igen. Som forsvarede ham og klyngede mig til hans løfter som endegyldige sandheder. For det var alt, jeg havde. Hans ord.

Efter 8 måneder, kom han hjem til mig og annoncerede – igen, med bævende underlæbe – at han altså havde mødt en pige. En rigtig pige, tænkte jeg. En ægte, rigtig pige, som man kan elske rigtigt og holde rigtigt af. En fantastisk, ægte, rigtig pige, som man kunne være rigtigt kærester med. I modsætning til mig.

Jeg græd igen. Han gik derfra med dårlig samvittighed malet i ansigtet og med løftet om, at vi altid ville være venner. Bedste venner. Det passede selvfølgelig heller ikke. For hvordan kunne det?

Efter et par måneders rod hvor hans nye kæreste havde brokket sig over, at han stadig skulle være venner med mig – forståeligt nok – og jeg havde brokket mig over, at jeg hørte mindre og mindre fra ham og ikke syntes han levede op til sine løfter, sluttede det for alvor mellem mig og min gakker.

Jeg ringede for at brokke mig over, at han havde aflyst vores sidste mange aftaler. Var vi da ikke bedste venner? Gakkeren gakkede helt ud, tydeligvis stresset over at skulle tilfredsstille to kvinder med modsatrettede behov og over at skulle holde gamle løfter, han lykkeligt havde glemt. Nu mente han ikke, han kunne være min ven længere. Jeg krævede for meget af ham, var for tung, og for at banke det sidste søm i kisten, mente han, jeg havde romantiseret vores venskab og gjort det til mere, end det var. Jeg mindede ham om, det egentlig var ham, der havde gakket det hele op, men talte for døve øren. Så jeg gik over til eder og forbandelser og smækkede røret på.

Siden da har jeg måtte lære at leve med gakkeren i periferien af mit liv. Vi har fælles venner, så ind i mellem hører jeg om ham, og en sjælden gang er vi blevet tvunget ind i samme rum, hvor han, med akavede krammere og nervøse øjenbevægelser, forsøger at være til stede i det lys, jeg ser ham i.

Jeg vil nok aldrig helt tilgive min gakker. Det er langt væk nu, men når jeg bliver konfronteret med vores fælles fortid, bliver jeg altid lidt bitter. Bare lidt. Men det er der.
Det er svært at tilgive ham, der lærte mig at være underdanig og selvudslettende, trampede på min selvtillid og var så gakket, at det begyndte at smitte af. Så jeg selv blev lidt af en gakker.

Så jeg forlod gakkeren med dyre lærepenge i lommen og ikke så frygteligt meget andet.
Lad aldrig nogen gøre dig til mindre, end du er.
Lad aldrig nogen bruge dig.
Forhold kan sagtens være stille og rolige, udramatiske og ligeværdige – og det er bedst sådan.

IMG_7882 Tovelillevej_700Tovelillevej

Flere gakkere i Gakkoteket.

 

 

   

4 kommentarer

  • Jeg bliver dårlig af alle de frygtelige Gakkere, der gakker rundt derude på fri fod i samfundet og gør andre kede af det (og gakkede).
    SKAM jer, alle Gakkere!
    Men jeg bliver også lidt dårlig af, at gakkerstrømmen er ved at tørre ud……Det er både helt forfærdelig skrækkelig og helt fantastisk læsning.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Jeg ville også blive meget glad og taknemmelig, hvis nogen gad sende flere gakkere ind. NU.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • de sidste visdomsord – SO TRUE! <3

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Læserne fortæller: Mommygakkeren