Læserne fortæller: Måskegakkeren

Læserne fortæller: Den Farlige Mekanikergakker

Hvad tuder du for? Det er da din egen skyld, at dagens gakker bliver farlig, når du ikke kan lade være med at købe en kalender, have venner og familie og gå rundt og eksistere hele tiden!

Tak til en anonym læser, der heldigvis slap væk, for at fortælle historien om Den Farlige Mekanikergakker.


Jeg mødte ham på et værksted. Var netop kommet ud af et forhold, og nok en anelse sårbar, da der pludselig stod en RIGTIG mand fuld af charme og forståelse. En mand, der kunne leve sig ind i alt, jeg fortalte, fordi han selv havde oplevet noget lignende. Bare lidt vildere, lidt bedre, lidt hårdere. Han havde virkelig oplevet meget! Jeg var yngre end ham, knap 24, fuld af sære, ungdommelige principper (det er heldigvis blevet bedre med alderen), og ikke bleg for at dele ud af mine meninger om, hvor det forbandede skab sku’ stå. Han var meget enig i mine synspunkter. Hvor heldig har man lige lov at være?

Hans mange oplevelser og historier vidnede om et ret hårdt liv med voldsomme og tragiske dødsfald og masser af dramatik. Jeg er et rummeligt menneske, så det havde jeg kun forståelse og sympati for. Dog strejfede det mig, at den mand da havde været voldsomt uheldig og virkelig kæmpet ofte og mere end mange andre. I bagklogskabens klare lys var det en alarmklokke, der bimlede, men jeg lyttede ikke og skød den slags bekymringer og tanker fra mig.

Han havde et barn med en anden kvinde. De lå i noget, man vel kan betegne som efterdønningerne af en skilsmisse, så når vi skulle date, måtte det foregå i hans vens lejlighed langt væk fra hans hjem. I dag vil jeg skyde på, han stadig var sammen med hende, og at vi kørte langt væk for at ses, fordi hun boede i deres hus med deres kid.

Pludselig tog tingene fart. Vi var simpelthen så enige om alt, at det ville være spild af liv ikke at gå all in. Jeg kunne jo flytte ind hos ham i hans (nu eget) hus? Jeg var forblændet af kærlighed (hah!), så jeg var enig. Går ud fra, han har smidt ekskone/kæreste på porten for at få plads til mig. Hun var der i hvert fald ikke, da jeg flyttede ind. Barnet skulle han naturligvis se, og jeg kæmpede for at bringe ro og regelmæssighed ind dets hverdag, da gakkeren mest tænkte på sig selv og sine behov. Derudover er jeg fan af overblik, og jeg kom hurtigt frem til, at hvis vi skulle have det hele til at spille og lege Moderne Familie, måtte jeg på banen og skabe nogle faste rammer. Det var jo ikke kiddets skyld, at det var blevet skilsmissebarn. Jeg havde ingen kontakt til moren. Jeg har aldrig mødt hende eller talt med hende. Gakkeren tegnede et kedeligt billede af hende som ustabil, krævende og unfair. Om det er tilfældet ved jeg ikke, men jeg kan have mine tvivl.

Efterhånden bimlede alarmklokkerne oftere og oftere, men dog så svagt, at jeg var i stand til at ignorere dem. Eller også var jeg bare meget dygtig til at ignorere.

Jeg vil ikke lave skilsmissebørn, sagde jeg, da han begyndte at tale børn – og os. Han var enig. Og bragte emnet op igen og igen. Måske ville det være verdens bedste idé at få et barn sammen? Jeg var egentlig ikke ovenud begejstret for forslaget. Syntes, jeg var lige ung nok, havde ingen uddannelse og store problemer med at finde ud af, hvilken vej jeg ville gå. Jeg blev mere og mere involveret i hans firma, hvor jeg skrev regninger og gik til hånde ved siden af mit eget arbejde. Det kedede mig, og jeg følte lidt, at det fra hans side gik ud på at holde øje med mig.

Min fætter arbejdede for ham. Vi har altid været tætte, men gakkeren fik på en eller anden made skabt afstand mellem os ved at fortælle ting, som min fætter skulle have sagt, og den anden vej rundt. Det handlede om at få mig isoleret.

Samtalerne gik stadig på børn, men jeg holdt fortsat igen. Indtil min bedste veninde blev gravid. Så kunne jeg se idéen et andet lys og sagde endelig ja.

Jeg blev lynhurtigt gravid – meget hurtigere, end jeg troede muligt. Dagen efter, jeg havde taget testen, ændrede han sig. Blev sur, ud af det blå, og gik ned og sov på sofaen. Jeg forstod slet ikke, hvad der var sket, og da jeg så hans telefon ligge på bordet ved sengen, gjorde jeg noget, jeg aldrig har gjort før, kiggede i den, og fandt beskeder fra en pige. Beskeder, som jeg konfronterede ham med, men i løbet af diskussionen blev fokus drejet fra hans sms’en med en fremmed kvinde til min – åbenbart – utilgivelige fejl, hvilket jeg overhovedet ikke kunne se meningen med, men jeg rystede på hovedet, og vi fortsatte vores liv.

Dagene gik, og hans personlighed ændrede sig mere og mere til det ubehagelige. Jeg kunne stort set ikke gøre noget rigtigt, og selv de mindste diskussioner mundede ud i et kæmpe show, hvor hele min garderobe sagtens kunne ende i den sneklædte have, fordi min blotte tilstedeværelse provokerede ham.

Men hver gang talte han mig ind i sin favn igen, for jeg lavede jo ikke skilsmissebørn, huskede han mig på, mens han undskyldte for, at jeg gjorde ham så vred. De bimlende alarmklokker havde efterhånden udviklet sig til sirener og katastrofealarmer, men jeg trodsede min mavefornemmelse, fordi jeg syntes, jeg måtte tage konsekvensen af mine valg. Jeg havde selv valgt det her, og havde da også et lillebitte håb om, at alt kunne blive godt igen. Det blev det ikke – tværtimod.

Præcis som jeg passerede datoen for en mulig abort, eskalerede alt. Eller han eskalerede. Det blev til daglige påmindelser om, hvor egoistisk jeg altid var, fordi jeg talte om uddannelse og job, andre steder end i hans firma, eller talte om at se mine veninder eller familie. Den slags skulle helst foregå med ham ved min side. Jeg fik skideballer over min generelle uduelighed, som da jeg købte en kalender til køleskabet. Troede jeg, jeg skulle bestemme over hans tid? En anklage, der endte med, at han skubbede mig rundt i huset med sin store krop, mens han huskede mig på, jeg var en idiot. Under denne episode slog tanken mig, at jeg overhovedet ikke kunne genkende mig selv. Hvem fanden var den her udgave af mig, der fandt sig i noget som helst fra en mand? Sådan havde jeg aldrig set mig selv, jeg var stærk og havde altid været det.

Men tilbage til situationerne, hvor det gjaldt om at tale ham så meget til ro, at mit ufødte barn og jeg ikke kom alvorligt til skade.

Den slags episoder forekom hyppigere og hyppigere. Flere gange måtte jeg stå i natkjole foran en låst hoveddør, fordi han i vrede skubbede mig udenfor. En aften gik han bag mig på førstesalen og kaldte mig tarvelige ting. Lige ud for døren til værelset, hvor hans barn lå og sov, foran trappen, så jeg i vinduet foran mig, i vores spejlbillede, at han løftede begge hænder og lagde an til et skub. Det var mig, der skulle skubbes. Ned ad trappen. Jeg flyttede mig i sidste øjeblik, så han snublede og hvæsede et grimt øgenavn.

Nu kunne jeg ikke ignorere katastrofealarmerne længere. Det gik op for mig, at jeg var i fare, og det samme var babyen i min mave. Min gravide veninde kom forbi mit arbejde en dag og sagde, hun ikke kunne se til længere. Nu skulle der handles. Men det krævede, at JEG handlede.

Forholdsvis tidligt i forholdet havde jeg en knugende fornemmelse af, at han løj for mig. Det var som om, alle de dramatiske historier ikke hang sammen, men det var kun en fornemmelse. Jeg havde ikke skyggen af bevis. Min hjerne arbejdede på højtryk for at finde ud af, hvad jeg skulle gøre. Jeg begyndte at tale med min fætter, og sammen fandt vi små beviser på løgne. Det var nok til at bekræfte mig i min fornemmelse. Nu skulle jeg finde noget af mit mod frem, som ellers havde været gemt godt væk. Jeg var sikker på, jeg kun havde set toppen af isbjerget i forhold til hans vredesudbrud.

En dag gjorde jeg det. Holdt vejret, talte til ti og beskyldte ham for én enkelt løgn – en stor en. Jeg vidste, at hvis han indrømmede denne ene løgn, havde jeg ret. Så havde han skabt et kæmpe og ikke mindst vanvittigt spind af løgne. Han indrømmede løgnen, og dér forsvandt min frygt – i hvert fald frygten for hans vrede. Jeg mistede alt for ham. Han så pludseligt ynkelig og lille ud, og fornemmede nok min beslutsomhed, for han rørte mig ikke. Han fulgte efter mig rundt i huset, mens jeg pakkede de mest nødvendige ting, og prøvede at forklare sig. Og så tog jeg af sted.

Det er den bedste beslutning, jeg nogensinde har taget for mig og mit barn, selvom jeg hver eneste dag slår mig selv (lidt/meget – det svinger) oven i hovedet over, at jeg lod mig udsætte for alle ting.

Kære kvinde bag Mekanikergakkeren. Hvis du er den, jeg tror, du er, hende jeg kontaktede, så håber jeg virkelig, du kan slippe tanken om spændingen og ham, efter du har læst min meget forkortede historie, for jeg kan LOVE dig, han ikke er det værd.

IMG_8150 Richard Mortensens Vej_700Richard Mortensens Vej

Flere gakkere i Gakkoteket.

   

7 kommentarer

  • d

    puha, han er nok dén der kommer tættest på at være psykopat i disse gakkerfortællinger.
    Flot at reagere på et tidligere indlæg ved at skrive ét selv, om (tilsyneladende) den samme gakker
    Et familiemedlem mødte en tilsvarende…han handlede blot med heste.
    Og hun slap heldigvis også fra ham.
    Men er stadig mærket af det

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Jeg tænker, vi har mødt flere psykopater, men trappeskubbet placerer godt nok ham her i en særlig liga.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • T

    Connection til tidligere Gakker-historie? Det blev det jo ikke mindre spændende af!!

    Det må ikke være slut med gakkere endnu! Jeg elsker historierne, guffer dem i mig, men bliver også virkelig berørt. Hvor er det vildt, hvad nogle mennesker vil udsætte andre for! Og virkelig tankevækkende hvor mange lighedstræk der er, selvom vores historier er så forskellige.

    Det er næsten sådan lidt terapi-agtigt, det vi har gang i her. Jeg føler i hvert fald, at jeg bliver mindet om, at man F****** ikke skal finde sig i hvad som helst! Det håber jeg, at vi allesammen får ud af det her :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Jeg ved, der i hvert fald er én historie mere på vej, men håber på flere. Og håber også, de har en effekt på både afsender og modtager.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • charlief

    Uhh, Amaroramas gakker er jo snart en cuddly little teddybear i denne samling. Ham her er sgu også ham, jeg nødigst ville ramle ind i. Kan næsten se ham grave et hul til den urimelige lillemor i en mørk skov en stormfuld nat. Altså hun have jo fortjent at knække nakken lidt…

    Hvis min datter nogensinde ender i kløerne på en gakker, så tager jeg sgu og sender hende på jordomrejse i 6 mdr. M alt betalt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fætteren

    Og hvor er det dog ubehageligt at sidde nu og tænke tilbage, og se hvor indlysende det hele var!
    Havde man dog bare haft samme viden dengang, så var det aldrig kommet så langt ud.

    Havde der bare været et enkelt familiemedlem der havde sagt stop! Eller sagt højt om hvordan han i virkeligheden var/er.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Læserne fortæller: Måskegakkeren