Læserne fortæller: Kontorgakkeren (3/3)

Læserne fortæller: Den skaldede Gakker

Dagens Gakker bor hos en ven uden sine møbler, uden sine ting og uden sit tøj. Hvad? Det er da ganske normal gakkerrutine.

Tak til en anonym læser for at fortælle om Den Skaldede Gakker.

———————————————————————————————————

Han var en del år ældre end mig, og jeg var meget ung og smigret over opmærksomheden. Min tykke, skaldede gakker, som var fuld af selvtillid, fik mig til at føle mig som noget særligt. Jeg blev lynhurtigt forelsket. Jeg troede, han var kærester med en pige, jeg havde gået i skole med, men det var forbi, sagde han.

Efter bruddet med hende boede han hos en kammerat. Jeg undrede mig lidt over, at han ikke havde nogen ting hos kammeraten. Ikke engang skiftetøj. Jeg undrede mig også over, at vi skulle ses i det skjulte, men på grund af aldersforskellen var det jo vigtigt, at vi holdt forholdet for os selv i starten – indtil det blev mere seriøst. Desuden ville han ikke gøre ekskæresten ked af det. Hun boede trods alt i samme by.

Vores forhold fortsatte i flere måneder, indtil vi en aften tog til fest, hvor ekskæresten også kom. Ekskæresten, som kyssede min gakker og kaldte ham skat. Ekskæresten, som viste sig at være kæresten, som han aldrig havde gjort det forbi med. Jeg var knust og endte med en anden fyr den aften.

Få uger efter fik gakkeren mig alligevel overbevist om, at det var mig, han ville have, og at det hele havde været en misforståelse. Nu stod vi desuden lige, mente han – jeg havde jo også været sammen med en anden. Vi blev kærester, denne gang officielt, og jeg var lykkelig over, at han nu havde valgt mig. Det måtte være sand kærlighed.

En aften, han var gået i kiosken, sendte jeg ham en sms. Mobilen vibrerede i sengen ved siden af mig. Han havde glemt den. Jeg åbner indbakken for at slette min besked, da jeg finder korrespondancer, med adskillige piger, der handler om sex. Flere af beskederne var sendt samme aften, med mig ved hans side. Jeg gik fra ham den aften, fuldstændig knust.

Alligevel lykkedes det gakkeren at overbevise mig om, at det hele var en fejl, og at det var mig, han ville have. Han havde bare været usikker på, om jeg nu også ville ham. Senere fik jeg at vide af en medstuderende, at hendes veninde havde været sammen med ham i byen, men han nægtede. Det måtte have været en anden, og piger lyver jo.

Endnu senere fandt jeg kvindesmykker i en skuffe. Da jeg konfronterede ham med fundet, sagde han, det var en veninde, der havde glemt smykkerne. Hun havde taget dem af, da hun hjalp med at lave mad, en aften jeg var på arbejde. Jeg fik aldrig lov til at møde veninden.

Sådanne tilfælde var der mange af, men hver gang overbeviste gakkeren mig om, at jeg tog fejl, at folk løj, og at det hele var en misforståelse.

Efter 3 års forhold fik jeg endelig nok og gik fra ham. Han røg ud i en masse stoffer, og vi havde ingen kontakt. Jeg hørte fra fælles venner, at han gik og sagde, jeg havde været ham utro, og at jeg havde forladt ham for at være sammen med en masse fyre.

Nogle år senere ringede han og informerede mig om, at han havde fået styr på sit liv og havde fået en sød kæreste. Jeg tænkte, vi måske kunne forsøge det der venne-noget, nu når vi begge havde lagt det hele bag os. Vi mødtes til en kop venskabelig kaffe, og det gik ret godt. Måske var han færdig med gakkerierne. Godt for ham tænkte jeg.

Indtil få dage efter, hvor han kimede mig ned og plagede om at få mig tilbage. Hans kæreste vidste intet. De var lige flyttet sammen, men han ville så gerne komme og tilbringe en weekend sammen med mig, for derefter at gå fra hende. Jeg var jo hans store kærlighed. Det’ klart.

Jeg stoppede al kontakten dér og har nu ikke talt med ham i flere år, trods flere forsøg fra hans side, både via telefon og Facebook. Fælles venner har fortalt, at han nu er gift med den uvidende kæreste og er blevet far.

Godt det ikke blev med mig!

IMG_6313 Tovelillevej_700Tovelillevej

Flere gakkere i Gakkoteket.

 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Læserne fortæller: Kontorgakkeren (3/3)