Er du gift med en gakker?

Læserne fortæller: Gakalarmer

Kan I huske, da jeg bad jer hjælpe til med at afsløre gakkere? Pege på signaler. Dele med bloggen, hvad hustruer skal bemærke for ikke at blive spundet ind i et usynligt net af gak? Altså i går?

Det var I ret elendige til.

Men heldigvis kom en enkelt læser, M., og tog fra. Og fortalte sin egen historie, som var så god og informativ, og sørgelig selvfølgelig, at jeg nu bringer den her. Værsgo. Her kommer M’s mange forskellige tegn på gakkeri.

Tak M!


Jeg VAR gift med en gakker. De tegn, jeg skulle have været opmærksom på, var mange. Eller jeg var jo sådan set opmærksom på dem, men hver gang jeg spurgte, fik jeg en forklaring. Og når man har valgt at være sammen i 16 år, fået barn, købt (alt for dyrt) hus og er viklet fuldstændig ind i hinandens venner, familie og liv i øvrigt, så vælger man jo at tro på forklaringerne. Det er for uoverskueligt andet. For hvis det er løgn, hvad fanden stiller man så op med hele sit liv?

Nå, men her er tegnene, som forøvrigt alle kan findes i de mange gakkerhistorier.

En pludselig optagethed af mobilen. Det indebærer også, at han smiler, når han læser en besked eller smågriner for sig selv. Når man så spørger til, hvad der er så sjovt og for 117 gang får at vide, at det er en af gutterne fra arbejdet, der har skrevet noget sjovt om fodbold, så skal man undre sig.

Når han pludselig får behov for at gå aftenture fordi han er “rastløs og har svært ved at sove” skal man undre sig.

Når han bliver “nødt til” at køre bilen igennem på motorvejen om natten fordi bilen kun har kørt korte ture for nylig, så skal man undre sig.

Når han arbejder længe – igen – og ikke svarer på de sms’er man sender om planlægning af et eller andet vedr. datteren, skal man undre sig. For når man arbejder foran en PC og i øvrigt altid har sin mobil i hånden og alligevel altid lige er i kopirummet og derfor ikke hører sin besked, så skal man undre sig.

Når han pludselig holder op med at spise nachos med 200 gr. ost hver anden aften, så skal man undre sig.

Når han pludselig uden forklaring barberer skægget af (som han ellers har afvist at han nogen sinde ville gøre), skal man undre sig.

Når hans sprog ændrer sig og han begynder at bruge udtryk, som man aldrig har hørt ham bruge før (så som “nice” og “nederen”), og han forøvrigt lige er blevet 40 år, så skal man undre sig.

Når han skifter fuldstændig holdning til ting – og oven i købet nærmest skælder dig ud fordi du fortsat har den holdning, I indtil nu har delt – så skal man undre sig.

Når han endelig går i gang med at sætte de paneler op i huset, som har ligget og ventet på at han var i det rigtige humør, så skal man undre sig (eller vide, at det er fordi han planlægger at sætte huset til salg).

Når han ikke længere synes at en bestemt del af byen er det mest prollede sted man kan bo, så skal man undre sig (eller vide at han knalder assistenten, der tilfældigvis bor i den del af byen).

Men hvis man som mig ikke tolker de tegn på den rigtige måde, så ender man en lørdag aften med at være fuldstændig uforberedt midt i filmen og med hånden i slikposen, når han endelig fortæller, han vist ikke elsker dig mere. Der er selvfølgelig ikke nogen anden. Det handler alene om, at han har fundet ud af, at han ikke er lykkelig.

Når du så tager ham på fersk gerning (næsten) efter, han har været væk en hel nat, og han så fortæller, han har fundet kærligheden i sit liv – den kvinde han ved er den eneste rigtige. Så er man ikke rigtig forberedt, når han helt sagligt vælger at sammenligne jer. At fortælle, at hun er helt vild god at tale med, fordi hun læser til psykoterapeut i sin fritid, og at du faktisk ikke rigtig er til at tale med. I virkeligheden har I aldrig forstået hinanden. At hun altid er så sjov og har en masse venner, mens du mest er sur og sidder hjemme og venter på ham (måske handler det om, at I har et mindre barn sammen, men det er ikke relevant her). Og lige for at være sikker på, at du forstår, hvorfor han bliver nødt til at vælge “hun-er-helt-vild-god-at-tale-med-fordi-hun-læser-til-psykoterapeut-i-sin-fritid” frem for sin familie, får du at vide, at hun er rigtig lækker, og at han tænder helt vildt på hende, mens det er lidt ulækkert at være sammen med dig, fordi du er blevet for tyk.

Så hvis man vil undgå, at det kommer bag på en, når man pludselig står uden mand, hus, familie og penge og nu kun ser sin datter halvdelen af tiden, så er det en god idé at undre sig.

Hvis man ikke vil tage sorgerne på forskud, så skal man bare lade være med at undre sig!

IMG_6857 Hveensvej_700Hveensvej

Jamen, hvad er en gakker? Tænker nye læsere. Forklaring, eller noget der ligner, her.

   

7 kommentarer

  • Av for helvde :(

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Ja, du beskriver det vanvittigt godt, og jeg får helt ondt i maven af din historie. Hold op en mide altså! Hepper virkelig på at du er kommet godt ud på den anden side nu.

    Tror godt der kan være mange mænd derude, som faktisk opfører sig okay i årevis, og så pludselig gror et gakkergen – fordi de møder en lækker psykoterapeutstuderende, som de så åbenbart må gå ombord i.

    Det er nogle vældig ærgerlige anlæg at tillægge sig. Er det så deres natur? Ehh…Det kommer vel så an på om det bliver deres modus operandi fremadrettet eller om det var en enkeltstående hjerneblødning, hvor de lige fik begået karaktermord på sig selv?

    De ægte gakkere opererer vist mere konstant i det psykopatiske felt med snydepelseadfærd fastmonteret som integreret markør i personligheden.

    Tror I ikke?

    Ikke at det gør en forskel for os, når vi bliver ramt af det. Vel. Det synes jeg jo ikke man kan leve med. Men det kan jo betyde vældig meget, når man kigger tilbage på sit smadrede forhold og ser om det var fra day one at han var en mide eller om han pludselig transformerede pga åbenbart uimodståelig bimbo. Eller det ved jeg ikke. Begge dele er jo utåleligt. Faktisk.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Jeg tror, ham her er ganske almindeligt slatten. Hvis HAN er en ægte gakker, er alle mænd ægte gakkere. Desværre.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Dobbelt-Gakkerens eks

      Jeg er meget enig i, at der er en forskel. Hvis min gakker, som muligvis ”bare” er et skvat, havde været en rigtig gakker fra starten, så tror jeg – håber jeg -, at jeg ikke havde været sammen med ham i 12 år og fået to børn med ham.

      Der har været anlæg til det, der brød ud i fuldt flor, da tingene blev lidt svære. En generel modvilje mod at tage ansvar, sætte sine egne behov til side, forsøge at se tingene fra modpartens perspektiv osv. Men det har jo intet med decideret gak at gøre.

      Nå, men noget af det, som jeg har spekuleret over efterfølgende, er dette: det er som om, at da han først gik ind i ”løgnens land”, så var det umuligt for ham at komme tilbage. Der var en grænse, der blev overskredet, da han konstruerede en virkelighed første gang og siden blev der bygget løgn på løgn på løgn – overfor mig, hans nuværende kæreste, vores børn, hans arbejdsplads osv. Jeg tror faktisk, at han ikke længere selv registrerer, når han lyver og manipulerer med virkeligheden. Det er som om, han er trådt ind i en helt anden virkelighed, hvor der gælder nogle andre regler, og det er lidt trist at iagttage. Han er ikke et ondt menneske, men han er på en eller anden måde faret vild i rigtigt og forkert.

      (Og ja, vi lyver og manipulerer alle i et eller andet omfang mere eller mindre bevidst. Men det er, når det bliver “a way of life”, at det bliver både tragisk og farligt, bilder jeg mig ind)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Gid vi kunne få en psykolog på banen og fortælle lidt om løgnens land.

      I øvrigt har jeg selv engang været derude, hvor jeg sagde til mig selv, at hvis jeg mødte en, der var lækker, måtte jeg gerne være min sure, bebrejdende, tungsindige, og kontrollerende kæreste utro. Jeg kunne ikke finde ud af at gå fra ham, så det var vel en vej ud. Heldigvis mødte jeg ingen og endte derfor med at gå med god samvittighed. Det er jeg glad for i dag.

      I øvrigt ingen sammenligning!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hej Amarorama og alle andre. Nu har jeg læst alt om alle gakkerne og jeg tror simpelthen ikke der er et gakkergen. Jeg tror det er derfor at du har svært ved at finde fællestræk. Der er sikkert nogen af dem som er sociopater – de er jo derude, og det farver nok alt hvad de gør. Resten af dem – ja, jeg tror de er almindelige mennesker under pres. Som tager dårlige, slatne, vattede beslutninger. Som lader sig føre med af egne løgne og ender et lortested som de ikke kan finde tilbage fra.
    Jeg tror alle er gakkere i den rette (forkerte) situation – ligesom alle kunne være sadistisk vagt i en kz-lejt under de rette (forkerte omstændigheder)…

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Er du gift med en gakker?