Læserne fortæller: Psykopatgakkeren

Læserne fortæller: Kontorgakkeren (1/3)

Dagens gakker kommer i tre afsnit.

Tak til en anonym læser for at give os historien om Kontorgakkeren.

———————————————————————————————————

Første dag på ny arbejdsplads. Nye mennesker, nye gange, nye dufte, nye indtryk. Så dejligt angstprovokerende og megaspændende at starte på et nyt arbejde.

Hvis jeg nu sparede min forsikring væk, kunne jeg måske godt få råd? Efter morgenens møde med den kollektive trafik, som både inkluderede tog, metro og bus, var jeg allerede opgivende ved tanken om de næste to år. Jeg var startet som praktikant i en mellemstor virksomhed med 300 ansatte. Det var inden finanskrisen. Glade dage, masser af vækst, rygningen foregik indendørs i rygekabiner.

Skulle du aldrig have ild i den der?, spurgte min nye kollega mig. Jo tak, sagde jeg. Mens jeg sugede liv i cigaretten, kom en kvinde gåede sammen med en mand. Først lagde jeg mærke til hende. Så ham, og med det samme ramte vores øjne hinanden. BANG. Fuck hvad skete der? Det føltes som stød, fyrværkeri, en underlig varme indeni, da han kiggede på mig. Og væk var de. Men følelsen sad i mig endnu.

Jeg begyndte straks at udspørge min nye kollega om ham og hende, der lige var gået forbi. Var kun interesseret i ham, men skjulte naturligvis min interesse. Han boede på Østerbro. Han havde arbejdet der i mange år. Han var en af de mest succesfulde i afdelingen. Han havde prøvet at stoppe med at ryge et utal af gange, lige nu var han vist i sin ikkeryger-periode, og så havde han i øvrigt også parkeringspladsens fedeste bil. Too much information? Slet ikke, jeg var sulten efter meget mere, men måtte jo virke en smule ligeglad, så den nye kollega ikke mærkede noget.

Jeg gik hjem første dag med en følelse af, at det nok skulle blive godt det job. Kollektiv trafik eller ej. Jeg glædede mig til min anden dag, ikke mindst for at se ham manden igen.

Andendagen kom, og han var der ikke. Tredje dag kom, og stadig intet syn af ham. På fjerdedagen blev jeg sur på mig selv over at gå og tænke så meget på en, jeg kun havde set i 10 sekunder og besluttede mig for ikke at kigge efter ham mere.

På femtedagen var jeg glad for at have overstået første uge på det nye arbejde og glædede mig til weekenden. Da jeg stod i rygekabinen med min nye kollega, kom der pludselig en sød duft i luften. Så stod han der. Lige ved siden af mig. Må jeg joine jer? JA selvfølgelig, fik jeg vist sagt lidt for ivrigt. Han smilede til mig og tændte en cigaret. Jeg var sikker på, min hjertebanken kunne ses igennem blusen. Hvad var det lige, der skete, når han var i nærheden? Jeg troede, du var stoppet med at ryge? kommenterede min kollega. Ja det troede jeg også, men fik en ustyrlig trang til en smøg, da jeg gik forbi jer forleden, sagde han, mens han så mig i øjnene og tog et hvæs.

Shit der var følelsen igen. En underlig varme og følelsen af, at jeg skulle beskytte mig imod raketter, der fløj igennem luften. Må hellere præsentere mig, velkommen til – jeg hedder Jens. Han rakte mig hånden. Tusind tak og hej, sagde jeg og trykkede hans hånd. Prøvede at ignorere, at min egen var lidt fugtig. Nå vi må hellere komme ned, vores møde starter om lidt, sagde min kollega. Jeg kunne godt være blevet stående for at ryge 10 smøger mere.

På vej hjem blev jeg helt rød i kinderne over, at han pludselig var dukket op. Pas nu på dig selv, tænkte jeg, mens mine tanker galoperede derudaf.

To måneder efter senere fik jeg en mail:
Hej J, ville bare sige, at jeg har det fedeste album live med XX. Hørte lige, at du er stor fan af dem. Jeg brænder det til dig med det samme, så kan du få det senere?
Knus Jens

What? Er vi nu på mail? Ok det lyder jo meget godt faktisk.

Hej Jens. Det vil jeg da gerne have. Godt opsnappet af dig ;) Jeg er på pinden hele dagen!
/J

Super, jeg er allerede i gang med brændingen – lad os mødes ved arkiverne om en halv time?

OK.

Shit hvad havde jeg lige sendt af sted? Kunne mærke den effekt, han havde på mig og var slet ikke sikker på, jeg kunne klare at mødes med ham. Hvad forventede han? At få et kram som tak? Hvorfor kom han ikke bare ind og afleverede den til mig? Vildt underligt, han kunne da ikke bare sende en mail. Vi havde snakket sammen nogle få gange efter første gang i rygekabinen. Når han kiggede på mig, fik jeg den mærkeligste følelse. Og han kiggede på mig tit, og meget.

Da jeg kom op ad trappen til arkiverne og drejede skarpt til højre, stod han der. Åh hej, sagde jeg nervøst. Han smilede til mig og rakte mig cd’en.
Tak, det var da sødt af dig.
Selv tak, jeg boede på Østerbro, da de spillede i parken sidste gang. Jeg kunne høre hele koncerten fra min altan, mega fedt.
Cool, hvor bor du så nu?, spurgte jeg uden at virke for nysgerrig.
Vallensbæk.
Nå ok, men tak igen, sagde jeg og gav ham et hurtigt kram og skyndte mig ned ad trappen og hen på min plads.

Gad vide, om han er interesseret? Hvad vil han med mig? Date-potentiale? Hvorfor bor han i Vallensbæk nu?

3 min efter kom der endnu en mail: Tak for det varme, om end korte kram ;) du dufter virkelig godt.

Oh. My. God. Det skrev han ikke. Jeg blev helt rød i hovedet. Hvad skal jeg skrive tilbage til det? Den lader jeg lige ligge.

En time efter kom endnu en mail: Håber ikke, du blev skræmt. Har det med at sige (skrive) tingene lige ud. Og mener, at du dufter godt. Det lagde jeg mærke til, den første gang jeg stod ved siden af dig, mhhhmmmm.

Tak for komplimenten. Det er helt ok :)

Det var starten på en mailkorrespondance, som skulle ende med at blive en længere affære. Dagene og månederne gik med daglige mails frem og tilbage om stort og småt, alt og intet og ikke mindst komplimenter fra ham hver eneste dag. Jeg åd det råt, var nærmest blevet besat. Det samme var han. Han sendte laaange blikke efter mig, han opsøgte mig konstant og var meget på hele tiden.

En mandag stod vi igen i rygekabinen, mig, ham og tre andre kollegaer. Vi talte om vasketøj og sure pligter, som var overstået i weekenden. Pludselig siger han: Da jeg boede alene på Østerbro, havde jeg strømper og undertrøjer til 14 dage, så slap jeg for at vaske for tit haha.

Lige der midt i al røgen fik jeg det pludselig meget mærkeligt. Var min flirt på arbejdet en optaget mand? Jeg havde jo aldrig spurgt? Var så forgabt, at de sidste mange måneder havde jeg danset helt og holdent efter hans pibe. Stillede ikke spørgsmål til hans private forhold. Det var bare en arbejdsting. Vi havde aldrig talt om kærlighed, fremtid, nutid. Efter arbejde ringede han tit, mens jeg sad i toget, og så snakkede vi om alt mellem himmel og jord, men var aldrig kommet i nærheden af det. Jeg følte mig så naiv og dum. Hvorfor havde jeg ikke tænkt på det?

Sad på min plads, da en mail tikkede ind fra ham. Så en mere. Og endnu en. Jeg kunne ikke svare ham. Jeg var målløs, frustreret, vred, skuffet. Men mest nok bare virkelig ked af det. Hvad skulle der så ske nu? Skulle jeg stoppe kontakten til ham? Svært når man arbejder sammen, men så stoppe på mail og telefon? Åhh mit hoved. Jeg skyndte mig at lukke ned et minut i fyraften og styrtede ud af hovedindgangen, panisk bange for at møde ham.

Da jeg sad i toget, begyndte telefonen at ringe. Det var ham. Tårerne pressede sig på, mens jeg lod den ringe. Jeg var på ingen måder i stand til at tale med ham. Lidt efter sendte han en sms: Der er helt stille i din ende smukke, alt ok? Glæder mig allerede til at se dig i morgen.

Jeg tænkte mig kort om. Vidste da ikke, du boede sammen med nogen? Kunne være meget rart at have vidst.

Et minut efter, en sms fra ham: Synes stadig, du er voldsomt smuk. Og din duft. Du er svær at holde sig fra.

20 min efter, en ny sms fra ham: Nu bliver du stille igen. Ses i morgen skønne dig.

Læs næste afsnit af Kontor-Gakkeren.

IMG_6198 Tovelillevej_700 Tovelillevej

Flere gakkere i Gakkoteket.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Læserne fortæller: Psykopatgakkeren