Læserne fortæller: Kontorgakkeren (1/3)

Læserne fortæller: Kontorgakkeren (2/3)

Kontorgakkeren bliver mere og mere charmerende. I dag med spritnyt ægteskab og frække, blinkende smileys.

———————————————————————————————————

Jeg var udmattet. Tankerne kørte rundt. I flere måneder havde jeg prøvet at holde ham væk. En sværere opgave, end jeg havde forestillet mig. Jeg var blevet så dybt ramt af denne mand. Det var ikke bare begær. Men det var heller ikke kærlighed. Jovist han var lækker. Megalækker. I hvert fald i mine øjne. Ikke picture perfect lækker, men han havde en udstråling, der charmerede de fleste, mænd som kvinder. En tiltrækningskraft, som gjorde det umuligt for mig at lade være med at svare, så snart han skrev eller ringede.

Jeg var også et let offer. Før jeg rendte ind i ham, var jeg kommet ud af et forhold med et sølle selvværd. Altså, jeg vidste godt, jeg var en flot pige, men det var farligt at få fodret den sultne selvtillid, når selvværdet var så voldsomt forsømt.

Han boede ikke bare sammen med en anden, han var også blevet gift med hende, mens han ”havde” mig. Dagen inden brylluppet, havde vi sågar sms’et i flere timer. Til sidst skrev jeg: Måske vi bare skal tales ved, du har jo en stor dag i morgen med en lettere irriteret undertone og et spinkelt håb om en reaktion fra hans side. At han selv udtrykte, hvor fucked up det hele var. Men det eneste, der kom tilbage, var: Ja du har nok ret, vi tales ved smukke. Kys.

Når vi mødtes, stadigt hyppigere, slog det gnister. Det første år foregik det i det skjulte, oppe på 5. sal. Her stod vi og krammede og kyssede. Det var spændende og vildt nervepirrende. Jeg havde ikke noget at miste, men var altid på vagt på hans vegne. Det bildte jeg mig i hvert fald ind. En dag kom der en op ad trapperne, og jeg flygtede, så hurtigt jeg kunne ned til den anden ende og ud. Tilbage på min plads kom der en mail fra ham:

Rolig nu smukke, der kommer ikke nogen derind, hvor vi står. Plus, jeg nåede ikke at dufte dig færdigt.

Jeg svarede ikke. Mit hjerte hamrede. Måske det ikke bare var ham, jeg tog hensyn til? I virkeligheden skammede jeg mig. Hvad var det her for noget? Vores hemmelighed? Jeg havde ikke fortalt nogen af mine veninder om det. Kun nævnt ham kort. Det var for mærkeligt, alt for langt ude.

5 minutter efter kom der endnu en mail fra ham:

Jeg har booket dig i kalenderen hele torsdag.

Hvad mente han nu med det? Hele torsdagen?

Hvad skal du bruge mig til? Jeg har ikke styr på de programmer, I bruger i jeres afdeling?

Åh frække, pas på med at skrive, hvad jeg skal bruge dig til ;)

Åh nej, hvad nu? Skal vi så have sex? Nu har jeg prøvet at holde ham fra døren i et år, og så gør han det her. Ej jeg må stoppe her. EJ jeg har jo lyst. Ej nej nej stop det.

Tro det eller ej, jeg vil gerne være professionel her, og jeg skal vide, hvad jeg skal hive en hel dag ud af kalenderen for!?

I samme sekund kom der en mail fra min chef, der arbejdede hjemme den dag.

Hej J,
Håber, alt går godt inde på kontoret i dag.
Jens tager dig med ud til vores forretningspartner på torsdag. Jeg tror, det er vigtigt for dig at se, hvordan de bruger programmerne derude. Tag evt. lige selv fat i Jens og aftal nærmere.
Vi ses i morgen.
/Per

Pis pis pis. Hvad skal jeg tage på? Pis pis pis. Måske jeg skulle melde mig syg? Skal vi have sex? Uhh glæder mig. Nej nej nej, det går ikke, at jeg åbner den skuffe. Det. Går. IKKE!

Et minutter efter en mail fra ham:

Okay straks bliver du meget seriøs, ved skam godt, hvor professionel du er. Men jeg skal have dig med ud til XX. Og det skal nok blive spændende. Og hvis du har den blå kjole på, skal det nok blive endnu mere spændende ;)

Fååårk. Den her kommer jeg ikke ud af.

Ja Per skrev lige, hvad din plan var. Men det må vi jo så gøre.
Den blå kjole er til vask.

10 sekunder efter en mail mere fra ham:
Per ved ikke, hvad min plan er.

Torsdag kom, og mit hjerte hamrede derudaf. Jeg havde så meget lyst til ham. Lyst til at være nøgen med ham. Men der var en også en del i mig, der ikke havde lyst. Han stod klar ved receptionen og smilede, da jeg kom. Hej J, er du klar til en inspirerende dag?

En halv time efter kørte vi af sted i hans bil med en motorlyd, de fleste drengerøve ville blive høje af. Vi startede ganske rigtigt ude hos forretningspartneren, og det var egentlig ok. Jeg nåede kort at tænke, at den måske var god nok. Det var det her, der var planen. Indtil det gik op for mig, at der var ikke nogen, der ventede os. Efter en kort rundvisning gik vi igen.

Det endte med, at vi kørte op ad kysten. Han stoppede ind et sted, parkerede bilen og tog mig med ind i et hus. Det pæneste, hvide, kæmpestore hus. Han førte mig ind i køkkenet, hvor jeg med det samme lagde mærke til takkekortet på opslagstavlen, fra ham og hans kone.

Det er her jeg er vokset op, fortalte han. Tillykke med det. Okay det er lidt sygt det her, sagde jeg fornærmet. Ja det er sygt, den påvirkning du har på mig, svarede han og trak mig ind til ham. Der omgivet af hans mors krydderurter og hans eget takkekort fra brylluppet, havde vi fantastisk sex i en time. Da vi var færdige, tog han mig med op til en lille restaurant, og vi spiste en frokost sammen, inden vi kørte tilbage til kontoret.

Senere, i toget på vej hjem, var jeg mærkeligt høj af dagens begivenheder. Nu har du sat møllen i gang, og det er op til dig selv at finde ud af, hvordan du stopper den igen, tænkte jeg ved mig selv, da der kom en sms fra ham: Kan slet ikke lade være med at smile. Du er så megafræk, smuk og velduftende. Glæder mig ustyrligt meget til at se dig i morgen igen. Kys.
Møllen var virkelig i gang.

I løbet af et år blev det mere og mere intenst. Jeg havde ingen styrke til at stoppe det, jeg havde været med til at starte. Og de fleste dage ville jeg slet ikke stoppe det. Jeg var nærmest hjernevasket. Hvad, den mand gjorde ved mig, var uforståeligt for de fleste inklusiv mig selv. På arbejdet havde jeg svært ved at koncentrere mig om andet end ham.

Vi mødtes stadig ind imellem oppe på 5. sal. Men oftere uden for arbejdstid. Når han havde været på forretningsrejse, kom han altid direkte fra lufthavnen forbi mig, inden han tog videre hjem. Nogle gange efter arbejde tog vi bare hjem til mig og havde sex og lå bagefter i min seng i et par timer og røg en masse cigaretter, før han tog hjem. Hvad hans kone lavede imens, ved jeg ikke. Vi talte aldrig om hende.

Jeg var sur på mig selv det meste af tiden, dog ikke når jeg var sammen med ham. Sur over, at jeg tillod mig selv at være hans elskerinde. Det var jo det, jeg var blevet. Selvom stemplet elskerinde i starten gav mig tics. Jeg vidste, jeg havde brug for at gå fra ham. Jeg vidste, han var dårlig for mig. Men det var så forbandet svært.

Jeg kunne befinde mig på den vildeste natklub i Marbella i Spanien sammen med alle mine smukke veninder, og de lækreste fyre omkring os, og tage mig selv i at sidde og læse vores sms-korrespondance igennem fra tidligere på dagen. Jeg mener, hvor langt ude er det? Jeg holdt stadig på, at jeg ikke elskede ham. Det var jo ikke kærlighed. Men jeg kunne ikke forklare, hvad det så var.

Min praktik var snart overstået, og firmaet tilbød mig fastansættelse. Jeg takkede ja, men vidste ikke, hvad jeg skulle stille op. For hvordan kunne jeg slippe for ham, hvis jeg fortsatte der? Jeg blev ved med at hungre efter ham, men ville så gerne slippe ud af hans net. Han holdt mig fanget.

Jeg var begyndt at længes efter kærlighed igen. Kærlighed, som jeg aldrig kunne eller ville få hos ham. Men heller ikke kunne finde andre steder. Gud ved, at jeg prøvede med dating. Og gud ved, jeg havde andre mænd i sengen. Jeg prøvede konstant at bevise over for mig selv, at jeg ikke var bundet til ham. Sex kunne nydes med andre, jeg skulle bare lige finde ham. Det skete bare ikke. Der var kun den gifte gakker.

Jeg ved ikke, om han vidste, hvordan jeg havde det. Over for ham prøvede jeg altid at virke ligeglad. Ovenpå. Kunne aldrig drømme om at skrive eller ringe til ham. Hvis han så, hvordan jeg i virkeligheden led, ville han måske forstå, det med os var mere seriøst end nogen af os havde regnet med? Nok mest for mig. Han styrede slagets gang fuldstændigt.

Engang til en firmafest stod jeg og kyssede en kollega, hvor jeg vidste, han ville se det. Jeg håbede, han blev jaloux. Jeg håbede, der kom en reaktion. Gerne en voldsom en. Så jeg kunne få en anledning til at vise mine tårer over for ham og fortælle ham, hvor led og ked jeg var af det hele. Men nej. Senere på natten sagde han bare: Du hyggede dig godt nok tidligere, hva? Lad mig lige vise dig, hvordan man for alvor hygger sig og tog mig med udenfor. Ja, resten kan man selv forestille sig. Jeg var smadret efterhånden. Prøvede konstant at få en reaktion fra ham. Det lykkedes bare aldrig. Indtil en dag før sommeren for alvor havde taget fat.

Jeg sad på kontoret en halv time før, jeg skulle ned til toget og forsøgte at nå en deadline. Men mine tanker var helt andre steder. Hvorfor har han ikke været på arbejde i dag? I går sagde han da ikke noget? Hvorfor har han ikke skrevet? Skal jeg sende en sms? Nej klokken er for mange nu, han er nok hjemme. Sammen med hende.

Tak for i dag chef, listen ligger som aftalt klar til download, nåede jeg at sige, inden jeg tog min taske og lukkede ned. Da jeg nåede op på perronen, holdt toget der allerede, og jeg skyndte mig ind, fik en plads ved vinduet. Solen varmede dejligt igennem ruden. Jeg tog min telefon op og tjekkede den for 117. gang den dag, og i det samme ringede den. Det var ham.

Hej smukke, forstyrrer jeg?

Næh det gør du da ikke, troede du var død og begravet?

Heh ja jeg har været stille i dag.

Jaja det går nok, har haft hamrende travlt.

Nå ok.

Har du haft en god dag?

Jo tak, hvad med dig?

(Hvorfor fortæller han ikke hvad han har lavet? Han lyder mærkelig.)
Ja det har været en fin dag, har nået meget mere i dag end jeg gjorde i hele sidste uge. Det var ikke noget, der distraherede mig.

Det må der laves om på i morgen.

Ja måske, kommer du i morgen?

Ja det gør jeg, men skal lige. Øh. Det er lidt svært. Ja okay nu siger jeg det bare. Jeg skal være far.

What?? Far? Hvornår?

Til december. Det var derfor, jeg ikke var der i dag. Var til scanning. Ja, ved ikke lige, hvad jeg skal sige. Jeg synes bare, du skulle høre det fra mig først.

Nå. Vildt. Jamen tak det sætter jeg pris på (tror jeg?). Så er det vist en glimrende anledning til at stoppe det her med os to.

Hmm. Ja det er det måske. Men vi bliver nødt til at lave en nedtrapning så hehe.

Jeg må smutte, ses i morgen.

Ok smukke vi ses.

Jeg sad tilbage i toget med en tom, tom fornemmelse. Nu vidste jeg, det skulle slutte. Jeg kunne ikke være det bekendt mere. Der kom et barn til verden. Et barn der havde brug for sin mor og far. Efter mit rationale blev jeg ked af det. Så blev jeg sur. Hvad fanden er han for en idiot. Synes bare, du skulle høre det fra mig først. Endelig kom der en reaktion fra ham. En reaktion, som indikerede, at han trods alt tænkte lidt på mit ve og vel. Endelig kom den, lige knap to år efter vores første møde.

Jeg var ked af det og kunne ikke overskue at skulle se ham i øjnene dagen efter. Meldte mig syg og ignorerede alle sms’er fra ham. Han lød desperat, og for en gangs skyld føltes det fantastisk ikke at svare ham.

Er du syg? Jeg kan komme hjem til dig om en time? Har lige et møde, men det slutter 9.30.

Jeg tænker på dig.

Du bliver nødt til at svare, jeg skal vide, om du er ok??

Kedeligt at være på arbejde uden dig.

Kan du mødes? Så kan vi snakke.

Mig: Ja jeg kan godt mødes. I dag kl. 17, kom forbi og hent mig, jeg sørger for kaffe.

I dag er lidt dum.

Mig: I dag eller ikke.

En halv time efter:
Ok jeg kommer.

Kl. 17.02 kunne jeg høre hans bil blæse ned ad gaden.
Han prøvede at kysse mig, men jeg kunne ikke. Jeg havde ikke lyst. Der var sket noget indeni mig det sidste døgn. Måske det jeg ubevidst havde gået og ventet på. At jeg havde fundet den vej, der skulle føre mig væk fra ham.

Folk kiggede efter hans smarte bil, som skinnede ekstra meget i dag. Solen bragede, vi parkede på stranden. Fandt den første og bedste bænk og satte os. Han virkede underligt nervøs. Sådan havde jeg aldrig oplevet ham før. Han havde et nyt, lækkert jakkesæt på. Det virkede som om, han havde gjort en tand mere ud af sig selv end normalt. Et kort øjeblik fik jeg ondt af ham. Det stak i mit hjerte. STOP dig selv, det er dig selv, du skal have ondt af.

Hvorfor var du ikke på job i dag?

Mig: Havde bare brug for et pusterum, tror jeg. Det kan man jo have brug for en gang imellem.

Ja bestemt. Men er det fordi, jeg fortalte, at jeg skal være far?

Mig: Ja det tror jeg. Jeg synes ikke, vi skal forsætte.

Nej det sagde du godt i går.

Mig: Så jeg vil gerne have, du lader være med at skrive eller ringe til mig mere.

Ok det må jeg jo så gøre. Men vi kan vel godt snakke sammen som venner stadigvæk? Hvem skal jeg ellers snakke musik med?

Mig: Ærligt talt, det synes jeg ikke, vi skal. Vi to har aldrig været venner.

Selvfølgelig har vi det. Men jeg må jo acceptere det.

Mig: Jep.

Den næste halve time snakkede vi en smule om alt og intet og havde nogle stille øjeblikke, hvor han lagde armen om mig og trak mig ind til sig.
Jeg bliver nødt til at køre nu, skal jeg sætte dig af derhjemme?
Nej jeg finder selv hjem.
Ok smukke, men håber vi ses i morgen på arbejdet, det er virkelig kedeligt uden dig.
Stooop nu, det skal ikke være sådan her mere.
Vi får af se.

Jeg gav ham et knus og ville gå, men han holdt mig fast. Kunne mærke mine tårer presse sig på. Det skulle han ikke se. Så jeg løsrev mig, sagde vi ses og gik hastigt ned mod vandet uden at kigge mig tilbage. Jeg fandt en sten helt nede ved kanten, som jeg satte mig på. Mens folk luftede hunde, og børn og forældre legede i klitterne, tændte jeg en cigaret, tog et hvæs og græd.

Læs sidste afsnit af Kontor-Gakkeren.

IMG_2105 Tovelillevej_700Tovelillevej

Flere gakkere i Gakkoteket.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Læserne fortæller: Kontorgakkeren (1/3)