Læserne fortæller: Kontorgakkeren (2/3)

Læserne fortæller: Kontorgakkeren (3/3)

Kontorgakkeren vil gerne mødes med dig efter arbejde. Rettelse: Kontorgakkeren vil gerne mødes med dig efter det meget smartere work! Fristet? Skynd dig at slå til, for her kommer tredje og sidste afsnit om vores very very internationale Kontorgakker.

Tak igen til den anonyme læser, der gav os historien.

———————————————————————————————————

Det lyder mest af alt som om at du er løbet ind i en psykopat.

Måske ja, svarede jeg den søde psykolog, som min sundhedsordning havde sponsoreret.

Du bliver nødt til at acceptere, at ting tager tid. Det kunne min veninde havde sagt mindst lige så godt

Ja det gør jeg også, synes bare mit hoved er et stort rod af analyser og destruktive tanker, og så er jeg konstant på vagt over for fare.

Efter den skæbnesvangre dag på stranden havde jeg kæmpet en brav kamp for at holde den gifte psykopat på afstand. Hvilket var sværere, end jeg havde forestillet mig. Men min nye stilling krævede mere af mig, så det var på flere planer fornuftigt ikke at snige sig op på 5. sal i tide og utide.

Han havde dog på ingen måde givet op. Og jeg havde ikke helt givet slip. Han skrev og ringede stadig. Tit. Ikke hver dag men næsten. Selvom der ikke faldt noget af, var han der. Og jeg nød stadig hans opmærksomhed. Der skete vel ikke noget ved bare at snakke?

Men han fik sit barn, og jeg blev mere og mere trist. Det var alt for hårdt i længden. At se ham hver dag, at tale med ham og ikke mindst at afværge hans forsøg på at få mig tæt på igen.

Jeg indså, efter et hårdt år, at for at komme over ham var jeg nødt til at finde et nyt job. Så jeg søgte og søgte. Fortalte ham, at jeg kedede mig i min nuværende stilling. Han skulle jo nødigt tro, det handlede om ham. Pludselig fik jeg en mødeindkaldelse fra min chef. Agendaen hed fremtid og muligheder.

Chef: Jeg fornemmer, du går og keder dig lidt.
Mig: Hvad? Nej det gør jeg da bestemt ikke.

Og det gjorde da jeg virkelig ikke, hvor havde han den idé fra?

Chef: Du har så meget talent, og jeg vil helst ikke miste en god medarbejder. Derfor har jeg sørget for, at du to dage om ugen kører med i XX-afdelingen på deres XX-projekt. Hvis du selvfølgelig selv synes, det er en god ide?
Mig: Nej. Eller jeg mener, det skal jeg lige tænke over.

Fåårk. Så skal jeg arbejde tæt sammen med ham hver dag, fandme nej. Det er sikkert ham, der har sørget for det her.

Chef: Selvfølgelig, tænk over det en dags tid. Hvis du synes, vil de gerne bruge dig allerede fra næste uge.
Mig: Ej jeg tror faktisk ikke, jeg skal bruge tid. Jeg har mest lyst til at forsætte, hvor jeg er nu. Jeg synes ikke lige XX-projektet er mig.
Chef: Er du sikker?
Mig: Ja det er jeg faktisk, men ellers tusind tak, fordi du tænkte på mig.
Chef: Selvfølgelig.

Jeg skyndte mig ud på toilettet, mine tårer var for 3.088 gang, siden jeg mødte ham, på vej. Jeg satte mig på brættet og kæmpede for at holde dem tilbage og for at trække vejret dybt. Hvorfor skulle den mand være en del af mit liv? Hvorfor havde jeg tilladt det at komme så vidt? Jeg havde lige siddet ansigt til ansigt med min chef og fået tilbudt den fedeste mulighed i min karriere. En mulighed som ville stråle på mit cv, og så måtte jeg takke nej grund af ham?

Efter 5 minutter fattede jeg mod og gik ud igen. I det samme støder jeg ind i ham, som straks tager fat i min arm og spørger, om jeg er ok.

Ja helt sikkert, havde bare lige en kontrovers med en veninde over telefonen før. Ses, sagde jeg og skyndte mig ned på min plads. 2 minutter efter kom der en mail:

Ked af at høre, der er problemer med veninderne. Hvis du har lyst, så lad os køre ud og få en kaffe efter work. Jeg kan køre dig hjem bagefter.

Åhh.

Hvor fristende det end lyder, så nej tak. Jeg har planer lige efter arbejde.

Okay måske i morgen så? Jeg har hørt rygter om, at du måske bliver sat på vores projekt. Det kunne være så fedt at få dig med på holdet ;)

Endnu mere åhhh. Han har haft en finger med i spillet. Jeg svarer ham ikke.

På vej hjem i toget, ringer han.

Hej smukke.

Hejsa.

Jeg hører, du har afslået muligheden for at komme med på projektet.

Ja det er ikke lige mig, synes jeg.

Nå okay, synes da ellers altid, du har virket til at ville den vej i karrieren?

Ting ændrer sig. Mennesker ændrer sig.

Ja det skal jeg da lige love for. Jeg håber ikke, det er på grund af mig?

(Hold nu mund, det ved du jo godt, det er.)
Nej rolig nu, der er bare andre ting, jeg vil gå efter lige pt.

Ok. Håber bare ikke, du stopper derude. Ville være et kæmpe minus ikke at se dig på gangene eller på kontoret.

Alting har en ende, det ved du. Men vi får se. Nå kontrolløren kommer, jeg smutter. Vi ses.

Ok vi ses smukke.

Jeg brugte de næste par måneder på intenst at søge job og trække på mit netværk. Efter noget tid havde jeg skrevet kontrakt med et nyt firma og indgivet min opsigelse. Det nye firma var også inden for branchen, men havde ingen direkte forbindelse til min gamle arbejdsplads. Jeg valgte, at min chef skulle informere om min opsigelse. 30 sekunder efter skrev gakkeren på mail:

Det er forhåbentlig løgn???

Forhåbentlig ikke. Jeg har skrevet kontrakt med et nyt firma :) Et tillykke kunne også gøre det.

Ja sorry, er bare ikke til at forstå. Fuck jeg kommer til at savne at se dig. Men du må huske at sende dit nye nummer asap!

Jep.

Han kunne godt mærke, jeg var gået kold på det her tidspunkt. Jeg havde en evne til at virke lidt kold og ligeglad, men sandheden var, at jeg var ved at blive ødelagt indeni. Han fyldte stadig alt for meget. Jeg vidste, at jeg ikke ville have ham, men jeg kunne bare ikke blive glad igen. Jeg var også ærgerlig over at skifte job, for jeg var oprigtigt glad for stillingen, mine kollegaer og min inspirerende chef.

Den sidste dag på mit gamle arbejde husker jeg, som var det i går. Jeg vidste ikke, det skulle blive sidste gang, jeg så ham. Jeg håbede det, men en del af mig var trist over at sige farvel.

Han kom ind, da jeg stod og pakkede en afskedsgave op. Der var ingen, der vidste noget om os, det tror jeg i hvert fald ikke.

Jeg ville lige stikke hovedet ind, da jeg har et møde ude i byen om en time, så jeg kører nu. Hyggeligt at have haft dig i firmaet J. Han kom over og gav mig et kæmpe knus, mens han diskret duftede til mig og hviskede: Savner dig allerede, send dit nye nummer hurtigt.

Da han var gået, kunne jeg slappe mere af og nyde den sidste tid med mine kollegaer.
Dagen sluttede, jeg sagde farvel og tak, gik ned til toget og så mig aldrig tilbage.

Nej jeg sendte ham selvfølgelig ikke mit nye nummer. Men manden var smart nok. Han vidste, hvor jeg skulle arbejde. En dag på mit nye job fik jeg en bestilling med hans fingeraftryk og en pludselig mail fra ham med ordene: Det var pudsigt hva? Jeg måtte ikke glemme ham. Han ville ind og prikke igen og håbede, at jeg reagerede. Det gjorde jeg ikke. Næsten 4 år med den mand måtte være mere end rigeligt. Det var sundest og bedst, at det var slut.

Desuden havde jeg lige mødt en sød, reel og ikke mindst lækker mand. Som endte med at blive far til mine børn. Kærligheden er fantastisk, når den kommer i den reneste form. Men det opdagede jeg først, da jeg flygtede fra gakkeren.

IMG_3767 Ørestads Boulevard_700Ørestads Boulevard

Flere gakkere i Gakkoteket.

6 kommentarer

  • anna

    Elsker disse gakker historier – det er blevet min yndlingsblog siden din gakker kom på!!!

    Denne sidste og grundige fortælling er virkelig god- især er det super glædeligt at det endte godt! Kan du ikke fortælle hvordan dit liv er nu som” livet efter en gakker”?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • J

      Tusind tak, ja heldigvis endte det godt – jeg havde selv min tvivl maaange gange! Er det mit liv du vil høre om efter gakkeren? :) kh J fra ‘kontorgakkeren’

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • anna

      hej J, nej dit endte jo glimrende heldigvis og jeg går ud fra du har det godt :) jeg tænkte på amaroramas efter-gakkerliv?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • J

      Hehe ja det giver mere mening så :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Mit liv? Det er ret så ugakket og trivielt for tiden. Handler mest om arbejde og pengeproblemer. Jeg dater lidt hist og her, men har intet spændende at berette. Er faktisk ret taknemmelig for, at læserne gider blogge for mig i denne lidt døde periode.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Virkelig god historie – og så fint fortalt. Jeg kan lide dem alle sammen, men måske den her mest.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Læserne fortæller: Kontorgakkeren (2/3)