At sladre eller ikke sladre til konen

Læserne fortæller: Måskegakkeren

Vi ved ikke, om dagens gakker er en gakker, men han har potentiale.

Tak til en anonym læser for at indvie os i noget måske upcoming-gak.


 

Jeg ved ikke engang, om han er en gakker.

Eller om jeg er det.

Måske ingen af os. Eller os begge.

For at starte et sted. Jeg blev skilt. Jeg valgte at blive skilt. For som jeg engang sagde, højrystet og skarpt: Jeg vil ikke acceptere utroskab. Ikke at min eksmand nogensinde har indrømmet utroskaben. Men da han indrømmede, han var forelsket i en anden, og gerne ville have tid til at finde ud af hvad det var med hende, sagde jeg nej. Bestemt nej. Enten mig og kun mig, ellers ingen mig. Jeg havde nok beholdt ham, hvis han havde valgt kun mig.

Men jeg blev skilt.

Jeg mener nu stadig, jeg har ret, når jeg tror han var mig utro. Måske var det i virkeligheden ham, der var min gakker. For slippe ham helt, kan jeg nok aldrig. Med en andens ord, fra en anden tid: Når du falder, falder du godt nok hårdt.

Så nyskilt, og alene, og trist, og ensom, og snotforvirret. Kunne ikke engang samle mig nok om mig selv til at kunne finde ud af om jeg stadig elskede mine børn. Om jeg nogensinde havde gjort det. Så jeg overlevede. Brugte tid på veninder. Snakkede. Meget.
Selvfølgelig elsker jeg mine børn. Mere end noget andet. Det ved jeg nu.

Fandt andre netværk. Facebook og fælles venner gav mig kvalme. Så løse fællesskaber. Morskab. Ord.

Jeg har altid elsket skrevne ord. Jeg havde bare brugt mit ægteskab på at glemme det.

Blev en dag ramt med en privat besked. Er du ok?
Næ. Det var jeg ikke. Ikke lige den dag. Så vi skrev sammen.

Der gik måneder. Jeg blev mindre og mindre hende-der-mangler-sin-mand og mere og mere mig. Stadig med dage hvor jeg ikke helt var mig. Ikke var ok.

Er du ok? Næ, det var jeg ikke. Hvorfor? Tja, skilt og hele historien. Følte mig smigret og set.
Holdt øje. Der gik tid. Så hans ord vakle.
Spurgte. Er du ok?
Næ, det var han så ikke.

Tid og flere beskeder. For sjov. Leg med ord. Og det tilbagevendende Er du ok? – fra den ene eller den anden.
En slags venskab. Du er gift, jeg har en kæreste, alt er sjov, jeg ser dig på en dårlig dag, hvis du ser mig.

Tror du jeg er interesseret i dig? En dag. Vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Hvorfor spørge om det? Er du? spurgte jeg så ikke om. Burde jeg måske have gjort. Eller måske ikke.
Svarede, at det ikke var relevant. At gifte mænd under alle omstændigheder kan rende mig noget så grusomt. At hvis jeg havde troet det om ham, ville jeg have undgået ham.
Jeg er jo skilt. Og den slags gør ondt på konen, det ved jeg.

Mere tid. Daglige beskeder. Venner. Indforståede jokes. Leg med ord. Skriftlig flirt og dansen omkring grøden uden nogensinde at blive konkret. Halve historier. I hvert fald fra mig.
Jeg ved godt, det kræver to til en dans.
Jeg holder dansen i gang.

Han er ulykkelig med konen. Ja, hvad ellers.
Jeg er svingende lykkelig med kæresten. Heller ikke den store overraskelse der.
Er du ok?
Min eksmand gør mig stadig ondt. Ikke så ofte, ikke så slemt, ikke så logisk.
Jeg har en ventil. Er ikke ok.

Jeg bilder mig selv ind, at det ikke betyder noget. At der aldrig sker mere. At jeg er for fornuftig. At det er venskab.

Jeg har jo en kæreste, og han er gift.

IMG_0816 Sundby_700Sundby

Mere gak i Gakkoteket.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

At sladre eller ikke sladre til konen