Læserne fortæller: Bedstevensgakkeren

Læserne fortæller: Psykopatgakkeren

Dagens gakker synes, du er sådan en, man kan gifte sig med. Derfor skal I selvfølgelig ikke være kærester.

Tak til en anonym læser for at fortælle historien om Psykopatgakkeren.

PS! Nu er der kun én eneste gakker tilbage! Hvis du har en gakker (eller gakkerinde!), der vil ud, skal du sende den til mig NU på mail.amarOrama@gmail.com.

———————————————————————————————————

Jeg elsker dig. Det skrev han engang på en sms, en aften på et diskotek, hvor han ellers havde ignoreret mig hele aftenen og også endte med at skride uden at sige farvel. Den der tvetydige opførsel var definerende for vores ”forhold”.

Jeg studerede sammen med gakkeren. Første gang, vi talte sammen, var i fredagsbaren, hvor han hev mig ned til sit bord for at snakke. Han virkede som en typisk smartass med bemærkninger som: Jeg kan se, at du tænder på mig, men fik da også fyret af, at han havde lagt mærke til mig, og at Vi ville være et godt par. Jeg havde på det tidspunkt en kæreste, og det havde han i øvrigt også, men alligevel blev hans ord hængende. Alt i mig skreg, at han var fuld af lort, men jeg kunne ikke lade være med at se hans insisterende brune øjne for mig, og måske mente han det faktisk?

En uge efter mødtes vi igen til fredagsbar. Gakkeren spurgte mig drilsk, om jeg havde tænkt over det, han havde sagt sidst, og da jeg sagde ja, blev han helt tavs. Vi begyndte at snakke sammen regelmæssigt. Han skiftede konstant mellem at virke oprigtig og at virke som om, det hele var en stor joke. Jeg tror, du er blevet forelsket i mig, sagde han til en fest nogle uger senere, hvor vi sad opslugt i et hjørne og snakkede, selvom hans kæreste var der.

Jeg hoppede og sprang for ham, lystrede hans mindste vink. Droppede fester for at komme forbi. Mødte ham på læsesalen i ferier. Og engang imellem blev jeg belønnet, som når han sagde, han fik et sug i maven, når han så mig. For det meste fik jeg ingenting, men det skulle jeg jo heller ikke. Vi havde stadig kærester hver især. Men jeg VAR blevet forelsket i ham.

En måneds tid efter vores første møde var vi igen endt i hinandens selskab en våd aften. Jeg var meget fuld. Han holdt mig i hånden, kyssede mig i nakken, sagde bekymret, at vi altså ikke måtte være vores kærester utro. Men pludselig hed det: Jeg tror, vi er blevet forelsket i hinanden. Og den næste tid var fuld af sms’er med Jeg savner dig og hemmelige møder med: Jeg kan ikke forestille mig at få børn med min kæreste, men jeg kan godt forestille mig at få børn med dig. Han indrømmede, at hans første replik, at vi ville være et godt par, var det rene bullshit, men da han senere forstod, jeg havde tænkt over det, var han også selv begyndt at tænke over det. Endelig nåede vi dertil, hvor han slog op med sin kæreste, og jeg tog beslutningen om at slå op med min. Det virkede jo så rigtigt.

Da vi endelig kyssede, havde han været single i en uge. Jeg var ikke nået så langt. Der var nogle praktiske ting, der skulle på plads først, med at flytte fra hinanden. At få lov at kysse ham var det mest fantastiske nogensinde. Jeg kan stadig genkalde mig følelsen. Havde det skidt, for teknisk set var jeg jo utro, og samtidig var jeg lykkelig.

Men så slog jeg op med min kæreste. Og så blev han mærkelig. Den klassiske. Pludselig syntes han ikke, vi skulle love hinanden noget. Pludselig havde vi vist begge to brug for tid uden en kæreste. Og egentlig havde han ret. Det kunne have været okay med noget tid, hvis han ikke samtidig havde opført sig så sært. Han ville ikke være kærester, men ville selvfølgelig gerne have sex. Han gad ikke tale med mig, når vi var i byen, men ville altid have mig med hjem. Han ville ikke lave aftaler, men dukkede ofte bare op på mit nyanskaffede kollegieværelse og ville ikke gå igen, lige meget hvor meget jeg bad ham om det. Han sagde, jeg var dejlig, og næste øjeblik lå han og fortalte, at han kunne få alle piger til at forelske sig i ham, mig for eksempel, og derfor gav han ikke en skid for det.

En aften blev han ved med at skrive, jeg skulle komme ind til ham og hans venner. Efter lidt tid gik jeg med til det, hvorefter han svarede Slut. Og ikke et ord mere den aften. Jeg ved stadig ikke, om han mente slut på samtalen, eller at jeg var en slut. For det meste var jeg dog sådan en man kan gifte sig med, og det blev til argumentet for, at han ikke kunne tage en dag ad gangen med mig. At vi ikke skulle være kærester.

Da vi ramte sommerferien, gled det ud i sandet. Han gav ikke lyd fra sig i flere måneder. Jeg kom videre. Indtil han var hjemme igen, og tog kontakt. Den samme gamle sang, hvor han insisterede på, at vi skulle mødes, og jeg gav efter. Med Jeg savner dig og Jeg er ked af det blev jeg overtalt til at tage med ham hjem, og næste dag fik vi en lang snak om, at han ville ønske, han kunne forelske sig ordentligt i sin eks, hvorefter han blev rasende over at opdage, jeg havde været sammen med en anden. Kort efter fandt han i øvrigt sammen med sin eks igen – forelsket eller ej.

Det betød dog ikke, at jeg slap for ham. Skæbnen ville, at han flyttede ind på samme kollegium som mig, og året efter rendte min nye kæreste og jeg ind i ham til en fest. Han var hånlig, ubehagelig og nedladende over for min kæreste. Der indså jeg endelig, at han var et manipulerende røvhul med psykopatiske træk. Noget han faktisk selv havde sagt på et tidspunkt, men der var jeg jo forblændet.

Vores tid sammen varede kun 6-7 måneder, men alligevel tænker jeg tilbage på ham med afsky. Det blev ikke bedre af, at jeg mødte ham tilfældigt for et par år siden, næsten ti år efter. Han brugte alle de samme gamle replikker over for mig og var ubehøvlet over for min kæreste. Han var sølle. Jeg tog min kæreste i hånden og forlod selskabet.

IMG_1173 Røsågade_700Røsågade

Flere gakkere i Gakkoteket.

   

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Læserne fortæller: Bedstevensgakkeren