Yndlingsgak

Læserne fortæller: Snydegakkeren

Dagens gakker er en gud. Altså den slags gud, som hører lortemusik, har store muskler og bor hjemme hos sin mor. Og hiver dig rundt i håret, når han skal imponere vennerne.

Tak til en anonym læser for at fortælle om Snydegakkeren


Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg tænkte. Jeg var 19, flyttet hjemmefra for 1½ år siden, boede i en lejlighed, lidt uden for byen, med den smukkeste udsigt og rådyr i haven hver morgen. Jeg ”havde alt på plads”. Var i gang med en uddannelse, ikke drømmeuddannelsen rigtignok, men skolen var sjov. Jeg var eneste pige og uhyre populær for første gang i mit liv.

Det startede med, at jeg ikke nåede natbussen efter en bytur. Taxa ville koste mange hundrede kroner, og jeg stod på trappen til byens mest populære klub og var rimelig vred på mig selv. Så kom dørmanden op bag mig. Om ikke han bare skulle køre mig hjem, når han var færdig på jobbet om en times tid? Jeg blev så taknemmelig og glad. Måske som en lille ting, men det reddede min weekend fuldstændigt.

Det endte med, han kørte mig hjem oftere og oftere. Også selvom der, hvor han boede, med sin mor, lå i stik modsatte retning. I starten var det bare belejligt, men efterhånden som ugerne skred frem, blev jeg betaget. Han var en charmetrold, han var STOR, han var slet ikke min type, han pumpede jern og var besat af muskler. Hans musiksmag var elendig, jeg kunne ikke fordrage hans techno/eurodance/rave trip. Hans politiske holdninger var i modsat ende af mine. Han læste aldrig bøger (kun i skolen), og han latterliggjorde mig konstant for at have næsen i en eller anden bog. Måske var det noget med kemi, modpoler der tiltrækkes, et ønske om at prøve noget “forkert”. Jeg ved det ikke. Men da han kyssede mig i bilen nogle uger senere, var jeg solgt.

Fra da af var vi sammen hele tiden. Altså når han ikke var til træning, eller havde ekstraarbejde, eller var på besøg hos en kammerat, jeg ikke havde mødt endnu, eller tog på weekendtur med sin mor nordpå til bedstemorens gård. Vi talte om at flytte sammen, selvom han syntes det var svært. Hans mor ville jo blive så ked af det. Hun var nyskilt og ville blive alene i det store hus. Og han havde jo aldrig boet ”ude”. Vi var tit hjemme hos mig eller kørte tur til nabobyerne for at gå tur ved vandet. Han viste mig frem som et trofæ til sine venner.

Af og til kom vi op at skændes. Det kunne være noget med min uddannelse, som ikke var feminin nok, eller med min fodboldinteresse, som jo kun var et skalkeskjul for at glo på mænd og score, eller med min sang, som gav mig opmærksomhed. Jeg gik fx til audition på en stor musicalopsætning i hovedstaden, og fik drømmerollen, men endte med at melde fra efter et større skænderi, hvor han tudede og råbte og hævdede, at så ville jeg være ham utro, for jeg kunne slet ikke modstå mændene i hovedstaden.

Jeg droppede til sidst ud af uddannelsen, holdt op med at synge i band, holdt op med at se fodbold, holdt op med at ryge, holdt op med at have mandlige venner. Jeg blev den dukke, han ville have og bildte mig selv ind, at jeg var ok. Vi flyttede sammen i nabobyen, hvor han gik i skole. Moren var rasende. Hun dukkede op og stod og råbte og skreg udenfor. Jeg skulle fandeme bare slippe hendes søn. Jeg turde ikke åbne døren. Da han kom hjem, talte de sammen i 5 minutter. Så kørte hun. Han kom ind og beklagede på hendes vegne.

Vi ”blev enige om”, at han skulle gøre sin uddannelse færdig. Og så blev det min tur bagefter. Jeg arbejdede, betalte husleje, købte mad, optog lån, så han kunne købe bil og motorcykel. Pengene, han tjente som dørmand var hans og hans alene. Skulle ikke bruges på skolebøger eller benzin til bilen. Hvis han købte mad, blev jeg bedt om at overføre pengene til hans konto. En sjælden gang spenderede han en tur i biffen eller ud at spise – på kinagrillen.

På et tidspunkt trak min mor mig til side. Var han nu ”den rette”? Jeg blev rasende. Hvad bildte hun sig ind? Hun var IKKE chef i mit liv, og min kæreste var altså næsten en gud! Jeg truede med at afbryde al kontakt. Hun gav sig. Ville jo bare være helt sikker på, jeg var lykkelig (Det var jeg ikke, men skulle absolut ikke vise det til nogen).

Der gik et par år. Han blev surere og surere, og af og til viste han tendenser til voldelig adfærd. Efter en bytur med vennerne trak han mig i håret, ud af sofaen, langs gulvet og smed mig ind i soveværelset. Vennerne applauderede. Imponerede over hans herredømme over mig. Jeg var reduceret til en mælkebøtte. Som tvang sig op gennem asfalten, der blev tykkere og tykkere, for at få vejret.

Det blev juni, og vi skulle flytte. Hans uddannelse hev ham til en anden del af landet, hvor jeg fandt et nyt job. Vi sagde lejligheden op. 14 dage før flyttebilen kom, skred han. Der var ikke en anden. Det var mig. Det var altid mig. Mig som ikke kunne lade ham være. Mig som ikke kunne forstå, han ville på en uges ferie alene. Mig som var blevet tyk. Mig som var blevet dum. Han flyttede ind til en ”veninde”, og jeg flyttede alene til den anden ende af landet. Uden at kende nogen. Havde ikke noget valg.

Kom til sidst på plads i min nye lejlighed. En veninde ringede og fortalte, han var forlovet. Med ”veninden”, som han havde været sammen med i 2½ år, bag min ryg. Der begyndte at dumpe ubetalte regninger, på ting jeg ikke havde købt, ned i min postkasse. Jeg blev rykket for låneafdrag. Jeg blev rykket for kreditkortbetalinger. Jeg kendte intet til det, men kunne regne ud, det var HAM, der havde købt og lånt og overtrukket, mens vi stadig var sammen. Ham, der havde taget hurtiglån og oprettet kreditkort i mit navn. Jeg anede ikke mine levende råd. Det drejede sig om store summer. Jeg hang på den. Der var ingen samlivskontrakt, han ejede alt, jeg ejede intet.

Jeg begyndte at lukke øjnene (dumt – ja I know). Videresendte regningerne til ham. Håbede, at hans ”nye” kæreste ville tage fat. Håbede, han ville tage sig sammen og betale sit eget lort. Det gjorde han ikke. Til sidst fik jeg en økonomisk dom fra fogedretten på 1,4 millioner kr. Skulle trækkes over min løn. Jeg brød sammen.

Men langsomt fik jeg hovedet over vandet igen. Jeg fik nye venner. Fantastiske venner. Den type venner, som kommer uanmeldt på besøg med kage. Som tager opvasken for dig, mens du selv er på arbejde. Som sætter kaffen over, så den er klar, når du kommer hjem fra jobbet. Som ringer midt om natten og vil have dig med ud at lyse krabber. Som bakker dig op og siger, du er noget værd. At du KAN noget. Som løfter dig op og bærer dig, når du ikke kan gå. Som skaffer dig sangjobs for at hjælpe med økonomien. Som ER der for dig.

Det endte med at blive lykken at flytte til den nye by. Jeg fandt mig selv igen. Jeg fandt glæde.

Efter 6 år mødte jeg ham, som i dag er min mand, og 2 år senere blev jeg endelig færdig med at betale ”min” gæld af. Det er næsten præcist 10 år siden. Jeg har stadig afslutningsbrevet fra fogeden. Tager det frem, når jeg har brug for at finde min egen styrke. Der står det. Det er beviset på, at jeg kan ALT!

IMG_2891 Italiensvej_700Italiensvej

Flere gakkere i Gakkoteket.

 

   

16 kommentarer

  • Charlotte

    Godt skuldret! Du gav mig tårer i øjnene her.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Fandme ja du kan.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jane Wind

    Wow, sikke en fortælling. Kæmpe respekt for din styrke.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • TN

    Ja du kan! Og det fortjener du den største respekt for, og al mulig medvind fremover, for du har vist taget din del af lort. Du er en HELT!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Luisa

    Hvor er du cool! Sikke en omgang du har været igennem -og kæmpe respekt for, at du har rejst dig igen!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • charlief

    Wow. Hver af disse historier har hver sin “ej, det kan bare ikke passe nogen mennesker er sådan”! Uha.
    Amarorama du må aldrig slette disse historier, min datter skal tvangslæse dem som teen. Jeg køber bogen til hende, hvis du samler historierne :)
    Hvor kan man nominere dig til årets blog? Det er topklasse, det du udgiver her. OBS som i gl. dage. Oplysning til borgerne om samfundet eller svinehunde i disse tilfælde :o

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Jeg sletter ikke historierne, men du vil simpelthen have dem på papir? Ved ikke lige, hvordan jeg skulle få det i stand. Vil ikke tage penge for noget, andre har skrevet, men vil heller ikke gå endnu mere fallit for at forære en bog væk. Hm.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hey amarO

      Jeg tillader mig en lillebitte reklame, fordi jeg håber, du synes den giver mening her:

      Det er ikke sikkert, siden kan alt det, du har brug for endnu, men ovre på Scripler – http://www.scripler.com – kan du skrive (eller copy-paste fra din blog), downloade din ebog (epub-fil) og uploade den til eks. Amazon, Apple eller Saxo.
      Om ikke længe findes der også en ebogslæser, så du kan publicere bogen på Scripler og via et link, du kan dele med dem du vil, også læse bogen direkte på Scripler.

      Vi har også planer om at bygge en “Import fra blog”-funktion, men der går nok lige lidt endnu, så indtil videre hedder den desværre copy-paste (eller import fra Word).

      PS. Jeg følger stadig din blog, bl.a. alle de superseje gakkerhistorier!

      Alt det bedste

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Hej der! Hyggeligt, du stadig hænger på. Totalt passende med reklamen. Jeg kigger på det tak.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • anne

    Jeg undrer mig over, at du kan hænge på gæld, du ikke har stiftet. Det er jo bedrageri og han skulle have været meldt til politiet. At bøje nakken og betale det lort er sgu ikke sejt

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • L

      Det er faktisk enormt nemt at lave identitets tyveri og købe ting med en andens kort/personoplysninger. Han har jo haft direkte adgang til det, og vælger så at skride når han har fået det han vil have.
      Hun var nok ikke i stand til at bevise at hun ikke selv havde betalt de ting for ham og oprettet de lån. I sådanne sager er det ofte ord mod ord, og dem som vil have pengene er jo i princippet ligeglade. De vil bare have deres penge – og de går jo selvfølgelig efter den person som er oplyst som lånetager/køber.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • LB Snydegakkers ex

      Udfordringen lå i præcis som en skriver under her – at jeg INGEN beviser havde for at det var ham og ikke mig der havde brugt pengene. Vi boede sammen så han har jo haft tilgang på alle oplysninger. Jeg forsøgte at anmelde forholdene, men eftersom der ingen samlivskontrakt var havde jeg ikke en chance. Alternativet til at kæmpe mig igennem nedbetalingen, og “bøje nakken” som du siger var simpelthen at leve resten af mit liv med fogeden på ryggen.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Matilde

    hold da op.
    Jeg har tårer i øjnene og gåsehud.
    Hvor er du vild, anonym læser!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Yndlingsgak