Læserne fortæller: Twitter-Gakkeren

Læserne fortæller: Symbiosegakkeren

Dagens gakker er konen utro med elskerinden. Dagens gakker forlader konen. Dagens gakker forlader elskerinden. Dagens gakker er elskerinden utro med konen. Dagens gakker er forvirrende.

Tak til en anonym læser for at fortælle historien om Symbiosegakkeren.

PS! Gakkerierne gakker mod enden. Hvis du har en gakker (eller gakkerinde!), der vil ud, skal du sende den til mig NU på mail.amarOrama@gmail.com.

———————————————————————————————————

Aldrig har jeg været så forelsket, følt mig så forgudet, elsket og hel. Jeg var blæst omkuld af hans intelligens, charme, karakter, viljestyrke, men måske faktisk mest af alt, hvor målrettet og ihærdigt han styrede mod mig. Han skabte en fortælling om os, der var så virkelig, at vi gled fra ingenting til alting over night. Han elskede mig så højt, at han ville forlade hende, og undvære dem. Den dårlige smag i munden var der, men det kunne ikke være anderledes, der var for få følelser i den ene ende og for mange i den anden. På den måde gjorde det ikke noget, at vi måtte bo i en boble, indtil verden var klar til os. Vi konspirerede, vi fordrejede, vi plantede. Og det lykkedes, vi snød dem alle sammen, i næsten et år.

Vi drømte mange og dejlige drømme i vores boble. Vi kunne det hele, faktisk kunne vi mere end det hele, for vores kærlighed var af den magiske overjordiske slags, som kun meget få får lov at opleve. Når min indre realist af og til listede sig til at virkelighedsteste vores drømmerier, var det med undren og indignation som reaktion. Troede jeg da ikke på os? På ham?

Men det gjorde jeg, åh hvor jeg troede på ham. Manden der på fire dage vidste, jeg skulle være hans resten af livet, der uden tøven fusionerede sin økonomi med min, som kærligt kastede sine børn i mine hænder og lod os elske hinanden.

Vi var lettede. Missionen lykkedes, endda godt, og nu kunne vi gå i gang med at leve det ’resten af vores liv’, der ventede. Jeg vil bygge rede med dig. Jeg elsker dig, vi elsker hinanden, vi ER hinanden. Jeg vil det hele. Nu, nu, nu! Jeg løb ved siden af ham i forsøget på at følge med. Når den man elsker, bestemmer tempoet for kærligheden, sætter man farten op og følger med.

Og så, ville han ingenting.

Hvis ikke jeg har dig, har jeg dig slet ikke. En strid over et ejerskab, der aldrig skulle have været diskuteret. Men giver man ikke gerne slip, når nogen ellers mener, det må være udtryk for den loyalitet, troskab og hengivenhed, man har at tilbyde? Hvis det var det, der skulle til. Hvad betød det for mig at tage til den fest, snakke med det menneske eller at træffe beslutninger? Intet af det gav mig tilnærmelsesvis den følelse, jeg havde, når jeg var hos ham. Jeg havde intet manglet, var blevet indbildsk bagklog på kærligheden og følte medlidenhed med alle, der måtte nøjes med mindre, end jeg havde. De stakler.

Men reglerne ændrede sig løbende, og jeg kunne ikke regne ud, hvordan jeg undgik at træde ved siden af. Jeg følte mig dum. Hvorfor kunne jeg ikke det, når nu jeg ville det så meget? Hans skuffelse var tydelig. Han testede min kærlighed ved at måle den i en skala, jeg aldrig fik manualen til.

Hele det symbiotiske univers, jeg havde været med til at bygge op og befundet mig så vel i i to år, imploderede fra den ene dag til den anden. Han bad mig tage væk, mens han holdt ferie alene med sine børn. Jeg prøvede på afstand at nå ham, men han var tavs og utilnærmelig. Det var tydeligt, at han havde givet op. Først efter en uge fik jeg ham overbevist om, at jeg forstod hans beslutning og ingenting forventede af ham. Jeg var i chok, men vidste, at andet ville få mig ingen vegne. Sådan startede 8 måneders selvpineri og opslidende relation, hvor vi det meste af tiden opførte os, som intet var hændt, for det var præmissen for hans deltagelse, bare i hver vores lejlighed og nu uden fremtidsudsigter af nogen art.

Du vil aldrig blive tilfreds med, hvad jeg kan give dig, mente han. Et liv uden børn, mente han. Han havde ændret mening.  Jeg behøver dem ikke, jeg har jo dig og dine, argumenterede jeg, uden at være helt sikker på, om jeg selv troede på det. Men det skulle jo nok løse sig, så længe vi bare var sammen, skulle alt nok blive godt.

Jeg prøvede at være den næsten-kæreste, han kunne overskue, for var det ikke bedre end ingenting? Jeg brød et par gange, sagde at jeg ikke kunne nøjes med mindre end kæreste. Altid med min fornuft, aldrig med mine følelser. Men det var jo bare et ord, mente han, og straffede mig med vrede og bebrejdelse.

Som et barn, der bare gerne vil elskes, krøb jeg tilbage under huden på ham, hvor jeg allerhelst ville være, og alligevel ikke kunne holde ud at sidde for længe. Jeg var rummelig, kærlig og forstående over for hans humørsvingninger, hans anklager, hans urimeligheder, når han smed mig ud, truede med at jeg ikke måtte se børnene eller svinede mig til. Der var så meget vrede og frustration i ham. Alt det, der fik mig til at undskylde ham og have ondt af ham. Han kunne ikke håndtere sine egne ambivalente følelser. Men det kunne jeg, både hans og mine egne. Som jeg plejede. Altid i den rækkefølge. På én og samme tid var jeg det mest fantastiske menneske i verden og den, der gjorde ham mest ondt ved at være mig og ved at minde ham om, at han ikke var perfekt. Han behov for bekræftelse havde altid været stort, og nu voksede det yderligere. Forventningerne til ham var ophævet med vores brud, men mine forpligtelserne var ikke, nu kunne han jo stole endnu mindre på mig, og jeg havde endnu mere at bevise.

Efter et halvt år skete det, jeg havde håbet, men ikke turde tro på – han ville os igen! Han savnede os for meget. Måske fornemmede han, jeg gled fra ham, hvis ikke han gjorde noget. Ironisk nok var det ham, der kunne fortælle, han havde knaldet den forrige, hende han forlod, og to andre. Trods en aftale om troskab. Men han havde jo ikke kunnet stole på mig, og det bedste forsvar er altid et angreb. Specielt mod en, hvis svage punkter man kender så godt.

Men jeg er jo hende, der kæmper til slaget er tabt, og alle er døde. Og her sad trods alt to sårede soldater tilbage med bankende hjerter og huskede, hvor i live man føler sig, når der er noget på spil, og blodet banker rundt i kroppen. Jeg kunne ikke lade være, selvom jeg på forhånd vidste, at netop de to var for sårede til at løfte sværdene til endnu en omgang.

Det var en katastrofe, og mistroen, anklagerne og irritationen rettet mod mig, blev aldrig mindre. Det var det, der skulle til, før jeg kunne sige fra og lukke døren til noget, der var usundt for mig. Jeg gjorde det med en følelse af at have svigtet og forladt min bedste ven og hans to dejlige børn.

På dårlige dage ved jeg, han elskede sig selv for højt og mig for lidt til, at det kunne lade sig gøre. På gode dage ved jeg, det var hans dæmoner og angst for sit uperfekte selv, der spændte ben for os.

Jeg får hjælp til at indse, at symbiose er lige så farligt, som det føles godt, men hver dag skal jeg beslutte mig for at holde min gakker, mit kryptonit, fra livet. Han har jo allerede lukket sit hjerte for mig. Hver dag tænker jeg, ingen vil nogensinde kunne elske mig som han. Og hver dag håber jeg, jeg møder en, der vil gide bevise, at jeg tager fejl.

Han rækker hånden ud, og af hele mit hjerte har jeg lyst til at tage imod den, mærke bare en snert af det, der var. Men jeg ved, at en hånd ikke er nok for ham, og at der ikke er plads til mig, hvis han også skal være der.

Nu skal jeg i stedet kæmpe mig tilbage i mit eget liv, hvor jeg ikke længere føler mig hjemme eller har det mindste lyst til at være. Jeg skal nærme mig de mennesker, jeg skubbede fra mig eller forsømte og håbe, de kan forstå, jeg var utilregnelig i gerningsøjeblikket. Undskyld. Jeg var forgakket.

PS. Til de bekymrede, nåede vi heldigvis at betale det sidste af ægtefællebidraget til hans ekskone, inden vi gik fra hinanden.

IMG_8764 Øresundsvej_700Øresundsvej

Flere gakkere i Gakkoteket.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Læserne fortæller: Twitter-Gakkeren