Læserne fortæller: Snydegakkeren

Dagens gakker er en gud. Altså den slags gud, som hører lortemusik, har store muskler og bor hjemme hos sin mor. Og hiver dig rundt i håret, når han skal imponere vennerne.

Tak til en anonym læser for at fortælle om Snydegakkeren


Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg tænkte. Jeg var 19, flyttet hjemmefra for 1½ år siden, boede i en lejlighed, lidt uden for byen, med den smukkeste udsigt og rådyr i haven hver morgen. Jeg ”havde alt på plads”. Var i gang med en uddannelse, ikke drømmeuddannelsen rigtignok, men skolen var sjov. Jeg var eneste pige og uhyre populær for første gang i mit liv.

Det startede med, at jeg ikke nåede natbussen efter en bytur. Taxa ville koste mange hundrede kroner, og jeg stod på trappen til byens mest populære klub og var rimelig vred på mig selv. Så kom dørmanden op bag mig. Om ikke han bare skulle køre mig hjem, når han var færdig på jobbet om en times tid? Jeg blev så taknemmelig og glad. Måske som en lille ting, men det reddede min weekend fuldstændigt.

Det endte med, han kørte mig hjem oftere og oftere. Også selvom der, hvor han boede, med sin mor, lå i stik modsatte retning. I starten var det bare belejligt, men efterhånden som ugerne skred frem, blev jeg betaget. Han var en charmetrold, han var STOR, han var slet ikke min type, han pumpede jern og var besat af muskler. Hans musiksmag var elendig, jeg kunne ikke fordrage hans techno/eurodance/rave trip. Hans politiske holdninger var i modsat ende af mine. Han læste aldrig bøger (kun i skolen), og han latterliggjorde mig konstant for at have næsen i en eller anden bog. Måske var det noget med kemi, modpoler der tiltrækkes, et ønske om at prøve noget “forkert”. Jeg ved det ikke. Men da han kyssede mig i bilen nogle uger senere, var jeg solgt.

Fra da af var vi sammen hele tiden. Altså når han ikke var til træning, eller havde ekstraarbejde, eller var på besøg hos en kammerat, jeg ikke havde mødt endnu, eller tog på weekendtur med sin mor nordpå til bedstemorens gård. Vi talte om at flytte sammen, selvom han syntes det var svært. Hans mor ville jo blive så ked af det. Hun var nyskilt og ville blive alene i det store hus. Og han havde jo aldrig boet ”ude”. Vi var tit hjemme hos mig eller kørte tur til nabobyerne for at gå tur ved vandet. Han viste mig frem som et trofæ til sine venner.

Af og til kom vi op at skændes. Det kunne være noget med min uddannelse, som ikke var feminin nok, eller med min fodboldinteresse, som jo kun var et skalkeskjul for at glo på mænd og score, eller med min sang, som gav mig opmærksomhed. Jeg gik fx til audition på en stor musicalopsætning i hovedstaden, og fik drømmerollen, men endte med at melde fra efter et større skænderi, hvor han tudede og råbte og hævdede, at så ville jeg være ham utro, for jeg kunne slet ikke modstå mændene i hovedstaden.

Jeg droppede til sidst ud af uddannelsen, holdt op med at synge i band, holdt op med at se fodbold, holdt op med at ryge, holdt op med at have mandlige venner. Jeg blev den dukke, han ville have og bildte mig selv ind, at jeg var ok. Vi flyttede sammen i nabobyen, hvor han gik i skole. Moren var rasende. Hun dukkede op og stod og råbte og skreg udenfor. Jeg skulle fandeme bare slippe hendes søn. Jeg turde ikke åbne døren. Da han kom hjem, talte de sammen i 5 minutter. Så kørte hun. Han kom ind og beklagede på hendes vegne.

Vi ”blev enige om”, at han skulle gøre sin uddannelse færdig. Og så blev det min tur bagefter. Jeg arbejdede, betalte husleje, købte mad, optog lån, så han kunne købe bil og motorcykel. Pengene, han tjente som dørmand var hans og hans alene. Skulle ikke bruges på skolebøger eller benzin til bilen. Hvis han købte mad, blev jeg bedt om at overføre pengene til hans konto. En sjælden gang spenderede han en tur i biffen eller ud at spise – på kinagrillen.

På et tidspunkt trak min mor mig til side. Var han nu ”den rette”? Jeg blev rasende. Hvad bildte hun sig ind? Hun var IKKE chef i mit liv, og min kæreste var altså næsten en gud! Jeg truede med at afbryde al kontakt. Hun gav sig. Ville jo bare være helt sikker på, jeg var lykkelig (Det var jeg ikke, men skulle absolut ikke vise det til nogen).

Der gik et par år. Han blev surere og surere, og af og til viste han tendenser til voldelig adfærd. Efter en bytur med vennerne trak han mig i håret, ud af sofaen, langs gulvet og smed mig ind i soveværelset. Vennerne applauderede. Imponerede over hans herredømme over mig. Jeg var reduceret til en mælkebøtte. Som tvang sig op gennem asfalten, der blev tykkere og tykkere, for at få vejret.

Det blev juni, og vi skulle flytte. Hans uddannelse hev ham til en anden del af landet, hvor jeg fandt et nyt job. Vi sagde lejligheden op. 14 dage før flyttebilen kom, skred han. Der var ikke en anden. Det var mig. Det var altid mig. Mig som ikke kunne lade ham være. Mig som ikke kunne forstå, han ville på en uges ferie alene. Mig som var blevet tyk. Mig som var blevet dum. Han flyttede ind til en ”veninde”, og jeg flyttede alene til den anden ende af landet. Uden at kende nogen. Havde ikke noget valg.

Kom til sidst på plads i min nye lejlighed. En veninde ringede og fortalte, han var forlovet. Med ”veninden”, som han havde været sammen med i 2½ år, bag min ryg. Der begyndte at dumpe ubetalte regninger, på ting jeg ikke havde købt, ned i min postkasse. Jeg blev rykket for låneafdrag. Jeg blev rykket for kreditkortbetalinger. Jeg kendte intet til det, men kunne regne ud, det var HAM, der havde købt og lånt og overtrukket, mens vi stadig var sammen. Ham, der havde taget hurtiglån og oprettet kreditkort i mit navn. Jeg anede ikke mine levende råd. Det drejede sig om store summer. Jeg hang på den. Der var ingen samlivskontrakt, han ejede alt, jeg ejede intet.

Jeg begyndte at lukke øjnene (dumt – ja I know). Videresendte regningerne til ham. Håbede, at hans ”nye” kæreste ville tage fat. Håbede, han ville tage sig sammen og betale sit eget lort. Det gjorde han ikke. Til sidst fik jeg en økonomisk dom fra fogedretten på 1,4 millioner kr. Skulle trækkes over min løn. Jeg brød sammen.

Men langsomt fik jeg hovedet over vandet igen. Jeg fik nye venner. Fantastiske venner. Den type venner, som kommer uanmeldt på besøg med kage. Som tager opvasken for dig, mens du selv er på arbejde. Som sætter kaffen over, så den er klar, når du kommer hjem fra jobbet. Som ringer midt om natten og vil have dig med ud at lyse krabber. Som bakker dig op og siger, du er noget værd. At du KAN noget. Som løfter dig op og bærer dig, når du ikke kan gå. Som skaffer dig sangjobs for at hjælpe med økonomien. Som ER der for dig.

Det endte med at blive lykken at flytte til den nye by. Jeg fandt mig selv igen. Jeg fandt glæde.

Efter 6 år mødte jeg ham, som i dag er min mand, og 2 år senere blev jeg endelig færdig med at betale ”min” gæld af. Det er næsten præcist 10 år siden. Jeg har stadig afslutningsbrevet fra fogeden. Tager det frem, når jeg har brug for at finde min egen styrke. Der står det. Det er beviset på, at jeg kan ALT!

IMG_2891 Italiensvej_700Italiensvej

Flere gakkere i Gakkoteket.

 

Yndlingsgak

Dette skrives i hast, for jeg fik ikke blogget i går. Noget med en død arm. Noget med halvanden times massage. Noget med træthed og noget med teknik, der drillede.

Hvad jeg fik gjort var at grine højt på cyklen hjem fra arbejde, da jeg kom i tanker om disse to guldkorn fra Stakkel-Gakkeren, som var så stakkels, fordi både konen og elskerinden hev i ham:

Jeg havde startet bilen, hvis jeg havde haft adressen. Helt sikkert.

Først knuger maven sig sammen, så går der et stik fra hjertet og videre ned langs venstre ribben. Derefter går stikket op ad rygraden og ud i både højre og venstre lillefinger. Dette gentager sig igen og igen og varer blot et par sekunder pr. gang. Nu græder jeg.

Jeg ELSKER det. Bliver nødt til at lære flere gakcitater udenad og lirke dem ind i enhver samtale, hvor nogen er onde eller synes, jeg skal noget. Fx min chef: Skal rapporten afleveres allerede i morgen? Jamen… Først knuger maven sig sammen, så går der et stik fra hjertet og videre ned langs…

Eller veninder: Du mangler hjælp til at male lejligheden? Jamen selvfølgelig. Jeg havde startet bilen, hvis jeg havde haft adressen. Helt sikkert.

Bliver nok også nødt til at drysse gak ud over Facebook i ny og næ, hvis jeg kan mærke, I keder jer. Ikke? Jo, det siger vi.

Venlig hilsen

M.
Tusind kys og en tåre.
(min nye mailsignatur)

IMG_8646 Elbagade_700Elbagade

Jamen, hvad er en gakker? Tænker nye læsere. Forklaring, eller noget der ligner, her.

Læserne fortæller: Korttidsgakkeren

Dagens gakker er så ung, at han ikke helt har tjek på gakkeriet endnu.

Tak til en anonym læser for at fortælle os historien.


Jeg var 19 år, single, godtroende, og efter mit første længerevarende forhold, meget opsat på at finde en erstatning for min eks. En aften på det lokale diskotek mødte jeg så denne her fyr, som både var flot, sød og gavmild. Lige sådan en jeg ledte efter! Oven i hatten havde han egen bil, hvilket ikke er uvæsentligt i den alder. Vi mødtes en fredag aften i byen, kyssede lidt på hinanden og udvekslede numre.

Næste aften ringer han omkring midnat. Han er i byen igen. Jeg er simpelthen nødt til at se dig. Bedste gakkerstil, sød musik for en romantisk anlagt pige. Jeg skulle arbejde næste dag, men gav mig til sidst, og han kom forbi med natmad.

Efter et stykke tid sagde jeg pænt godnat, men manden ville ikke gå hjem. Jeg kunne ikke se problemet. Hvorfor gik han ikke bare hjem? Hans lejlighed lå jo lige i nærheden, havde han sagt? Efter en masse palaver travede han dog af sted.

Om mandagen i skolen snakker jeg med en fra min klasse, som er venner med ham. Jeg fortæller om gakkerens natlige besøg. At det da var pudsigt, vi boede så tæt på hinanden. Og endnu mere pudsigt, at han var så svær at smide ud. At han ikke ville hjem? Vennen fortæller, at gakkeren da bor hjemme hos sin mor og far, i en helt anden by! Og i øvrigt har en kæreste.

Gakkeren indrømmer det med bopælen, da jeg skriver til ham. Men kæresten findes ikke.  Efter lange korrespondancer findes hun dog alligevel. Han vil slå op med hende, men det vil gøre hende så ulykkelig. Har vi hørt den før? Nå, men efter en hel del tryglen går jeg med til at tale med ham ansigt til ansigt. For han bare se mig igen.

Han henter mig i sin bil, som rent faktisk er hans. Tror jeg. Vi kører en tur, men hans fortællinger og løgne lyder så absurde, at jeg på ingen måde kan mønstre respekt for manden. Efter en times tid orker jeg ikke at se eller høre mere på den stakkels gakker og går hjem. Og svarede ham aldrig igen.

Trods min ungdommelige iver efter kærlighed lyttede jeg til min mavefornemmelse og de hylende sirener, og hold nu op jeg er taknemmelig for det. Gakkeren render jeg ind i med jævne mellemrum, og har sågar haft ham som kunde på mit job, men vi lader begge som om intet er hændt. Og tak for det.

IMG_4920 Jenagade_700Jenagade

Flere gakkere i Gakkoteket.

Dater du en gakker?

Men hvis du nu ikke er gift med en gakker? Faktisk slet ikke er gift eller på nogen måde afsat, men bare vælter rundt på Tinder og leder efter kandidater til den obligatoriske tur rundt om søerne og pludselig en dag møder en, du kan holde ud at tale med og kigge på og måske endda holde i hånd med. Hvad så? Er han en mon gakker?

Sagde du Tinder? Så ja. Han er sandsynligvis en gakker, men gå hellere følgende punkter igennem, før du hælder kogende kaffe over hans hæslige sixpence, som konen sikkert har foræret ham i fars dag-gave.

Telefonen
Vi har allerede talt om det. En gakker har noget med telefonen. Den nye telefon, den gamle telefon, den anden telefon. Nej den anden telefon! Netværk. Strøm. Lydløshed. Beskeder, som ikke når frem. Altid noget med telefonen. Men når telefonen virker, og ér der, arbejder den i døgndrift på at levere sms’er, der fortæller, hvor smuk og fantastisk og velduftende, du er. Du er noget helt særligt. Aldrig har gakkeren mødt en så særlig som dig.

Mødet
En gakker kan bedst lide at mødes hemmeligt. Ved arkiverne fx. Ikke fordi, gakkeren har noget at skjule, men du ved, aldersforskellen. Folk vil snakke. Og din familie kan jo heller ikke lide ham pga. noget rod med nogle trusler. Og hvorfor gøre ekskæresten ked af det? Nok bedst at gå stille med dørene. Men ikke dørene hjemme hos gakkeren! Hellere hos dig, eller på et offentligt toilet. For gakkerens hus er ofte ramt af skilsmisseefterdønninger og hjemsøgt at ekskoner, som ikke kan flytte, før huset er solgt.

Hjemmet
En gakkers hjem er fuld af overraskelser. Hvis du trods skilsmisser og ekskoner er så heldig at få en fod indenfor, kan du opleve tandbørster, der forsvinder, natkjoler, der flytter sig, neglelak, øreringe og nybagte boller, der opstår ud af det blå. Det rene trylleri. Af og til bor gakkeren sammen med en kammerat og lever en nøjsom tilværelse uden tøj og andre personlige ejendele i lejligheden. Hvis det undrer dig, er du nok for materialistisk orienteret.

Ekskæresten
En gakker har en ekskæreste. Ja, det har de fleste vel, men det særlige ved gakkerens ekskæreste er hendes skrøbelige sind. At hun har svært ved at kende forskel på fantasi og virkelighed, kærester og ekskærester, og derfor nemt kommer til at vrøvle og sige skat til de forkerte. Og så er hun tilmed sindssyg og destruktiv, nå ja og ustabil, krævende og unfair. Det må man bære over med. Især fordi hun har det så svært derhjemme og mangler nogen at snakke med. Jamen lad os sige det, som det er. Hun overvejer faktisk selvmord. Hvis du ikke lader gakkeren trøste og opmuntre, risikerer du ekskæresteblod på dine hænder.

Facebook
En gakker er lækker og har af og til brug for en pause fra hverdagen som sexobjekt. Det er derfor, Facebook siger, han har en kæreste. Han orker simpelthen ikke at skilte med sin singlehed og blive stormet af damer, der vil have ham. Andre gange glemmer han bare at opdatere civilstatus, fordi han sjældent besøger den side, du faldt over.

Arbejdet
En gakker arbejder hårdt og meget. Se detaljer under samme punkt her. Noget med aftenarbejde. Noget med weekendarbejde. Noget med ekstraarbejde, så aftaler bliver rykket. Noget med ekstraarbejde, der bliver rykket, så aftaler bliver rykket tilbage. Noget med skrappe chefer, der ikke vil give fri. Noget med skrappe chefer, der formildes og alligevel vil give fri. Noget med en opgave i den anden ende af byen. Noget med en opgave i den anden ende af landet. Noget med arbejde og arbejde og noget med at få stress af alt det arbejde.

Moderen
En gakker er blevet svigtet af sin far, men heldigvis er mor den bedste i verden. Forholdet mellem gakker og gakkermor er tæt og kærligt og sundt. Ser de måske ikke søde ud, som de ligger der ved siden af dig i dobbeltsengen? En gakkermor er der altid for sin gakker. Selv når I har lukket kisten og lagt hende i jorden, fornemmer man hendes moderlige væsen. Ja, det er næsten som om, hun stadig dagligt kalder gakkeren hjem til aftensmad, og stadig køber fine bukser og fornuftige velcro-sandaler til ham.

Savnet
En gakker savner dig. Han savner dig i røret. Han savner dig pr. sms. Han savner dig pr. mail. Han savner dig på Facebook. Han savner dig på WhatsApp. Han savner dig savner dig savner dig savner dig savner dig savner dig savner dig savner dig savner dig savner dig savner dig savner dig savner dig savner dig. Du forstår slet ikke, hvor meget han savner dig. Han savner dig!

Skæbnen
En gakker ved, når det er meant to be. Han ved det med det samme. Hvorfor spilde tiden på klichéer som at lære hinanden bedre at kende og se tiden an? Første date er da SÅ meget beregnet på at drøfte opsigelse af lejlighed og flytten sammen! Kortene skal på bordet. Han elsker dig. Han vil kæmpe for dig. Han har ikke brug for mere end 4 dage, før han ved, I skal være sammen resten af livet. En gakker ved det bare.

Fremtiden
En gakker går hele vejen, når han har fundet den eneste ene. Dig selvfølgelig. Altid kredser hans tanker om bryllup, børn og den lykkelige familie, I skal skabe sammen. Jeg kan se dig blive min kone, siger han. Vi bliver gift en dag. Jeg ved det bare. Tænk, hvis jeg gør dig gravid. Jeg kan godt forestille mig at få børn med dig. Vi får det smukkeste barn og bliver den lykkeligste familie. Naturligvis gør I det. Kan man andet med en gakker?

Konen
En gakker kan en gang imellem godt have det lille problem, at han ikke er blevet helt skilt fra konen endnu. Eller har slået helt op med kæresten endnu. Den slags petitesser hænger en gakker sig ikke i, men Krak og Google kan finde på at sladre, hvis gakkeren har været sløset med sine informationer på internettet. I så fald kan gakkeren da godt forklare, hvordan tingene hænger sammen. Det er nemlig sådan, at gakkeren venter med at slå op, til omstændighederne ændrer sig, til jobsituationen ser anderledes ud, eller til kæresten kommer hjem fra Sydamerika, altså den kæreste der ikke forstår ham. Og konen er endnu værre. Hun siger, han stiller tallerkenerne forkert, når han har skyllet af! Hun er sur og kontrollerende og gider ikke lytte, når han igen har fået en livstruende sygdom. Hun vil faktisk slet ikke have ham. De har intet sammen mere. Slet ikke som jer to, der lige har mødt hinanden på Tinder og har et langt og lykkeligt liv foran jer.

Mavefornemmelsen
Der er noget, der føles lidt. Et eller andet, du ved ikke helt. Noget. Altså nej, det er nok fordi, du er træt, eller fordi du ikke er klar, eller fordi du er født alt for mistroisk eller er blevet kynisk eller eller eller hvad er det nu, hvad er det nu, hvad er det nu, det føles som. LYT NU BARE TIL DEN, DIN FUCKING IDIOT! Der er mange omkring dig, der lyver, men ikke mavefornemmelsen. Lyt nu! Siger den gak? Lyt!

Hvad har jeg glemt?

IMG_1098 Ørestads Boulevard_700Ørestads Boulevard

Jamen, hvad er en gakker? Tænker nye læsere. Forklaring, eller noget der ligner, her.

 

 

Læserne fortæller: Gakalarmer

Kan I huske, da jeg bad jer hjælpe til med at afsløre gakkere? Pege på signaler. Dele med bloggen, hvad hustruer skal bemærke for ikke at blive spundet ind i et usynligt net af gak? Altså i går?

Det var I ret elendige til.

Men heldigvis kom en enkelt læser, M., og tog fra. Og fortalte sin egen historie, som var så god og informativ, og sørgelig selvfølgelig, at jeg nu bringer den her. Værsgo. Her kommer M’s mange forskellige tegn på gakkeri.

Tak M!


Jeg VAR gift med en gakker. De tegn, jeg skulle have været opmærksom på, var mange. Eller jeg var jo sådan set opmærksom på dem, men hver gang jeg spurgte, fik jeg en forklaring. Og når man har valgt at være sammen i 16 år, fået barn, købt (alt for dyrt) hus og er viklet fuldstændig ind i hinandens venner, familie og liv i øvrigt, så vælger man jo at tro på forklaringerne. Det er for uoverskueligt andet. For hvis det er løgn, hvad fanden stiller man så op med hele sit liv?

Nå, men her er tegnene, som forøvrigt alle kan findes i de mange gakkerhistorier.

En pludselig optagethed af mobilen. Det indebærer også, at han smiler, når han læser en besked eller smågriner for sig selv. Når man så spørger til, hvad der er så sjovt og for 117 gang får at vide, at det er en af gutterne fra arbejdet, der har skrevet noget sjovt om fodbold, så skal man undre sig.

Når han pludselig får behov for at gå aftenture fordi han er “rastløs og har svært ved at sove” skal man undre sig.

Når han bliver “nødt til” at køre bilen igennem på motorvejen om natten fordi bilen kun har kørt korte ture for nylig, så skal man undre sig.

Når han arbejder længe – igen – og ikke svarer på de sms’er man sender om planlægning af et eller andet vedr. datteren, skal man undre sig. For når man arbejder foran en PC og i øvrigt altid har sin mobil i hånden og alligevel altid lige er i kopirummet og derfor ikke hører sin besked, så skal man undre sig.

Når han pludselig holder op med at spise nachos med 200 gr. ost hver anden aften, så skal man undre sig.

Når han pludselig uden forklaring barberer skægget af (som han ellers har afvist at han nogen sinde ville gøre), skal man undre sig.

Når hans sprog ændrer sig og han begynder at bruge udtryk, som man aldrig har hørt ham bruge før (så som “nice” og “nederen”), og han forøvrigt lige er blevet 40 år, så skal man undre sig.

Når han skifter fuldstændig holdning til ting – og oven i købet nærmest skælder dig ud fordi du fortsat har den holdning, I indtil nu har delt – så skal man undre sig.

Når han endelig går i gang med at sætte de paneler op i huset, som har ligget og ventet på at han var i det rigtige humør, så skal man undre sig (eller vide, at det er fordi han planlægger at sætte huset til salg).

Når han ikke længere synes at en bestemt del af byen er det mest prollede sted man kan bo, så skal man undre sig (eller vide at han knalder assistenten, der tilfældigvis bor i den del af byen).

Men hvis man som mig ikke tolker de tegn på den rigtige måde, så ender man en lørdag aften med at være fuldstændig uforberedt midt i filmen og med hånden i slikposen, når han endelig fortæller, han vist ikke elsker dig mere. Der er selvfølgelig ikke nogen anden. Det handler alene om, at han har fundet ud af, at han ikke er lykkelig.

Når du så tager ham på fersk gerning (næsten) efter, han har været væk en hel nat, og han så fortæller, han har fundet kærligheden i sit liv – den kvinde han ved er den eneste rigtige. Så er man ikke rigtig forberedt, når han helt sagligt vælger at sammenligne jer. At fortælle, at hun er helt vild god at tale med, fordi hun læser til psykoterapeut i sin fritid, og at du faktisk ikke rigtig er til at tale med. I virkeligheden har I aldrig forstået hinanden. At hun altid er så sjov og har en masse venner, mens du mest er sur og sidder hjemme og venter på ham (måske handler det om, at I har et mindre barn sammen, men det er ikke relevant her). Og lige for at være sikker på, at du forstår, hvorfor han bliver nødt til at vælge “hun-er-helt-vild-god-at-tale-med-fordi-hun-læser-til-psykoterapeut-i-sin-fritid” frem for sin familie, får du at vide, at hun er rigtig lækker, og at han tænder helt vildt på hende, mens det er lidt ulækkert at være sammen med dig, fordi du er blevet for tyk.

Så hvis man vil undgå, at det kommer bag på en, når man pludselig står uden mand, hus, familie og penge og nu kun ser sin datter halvdelen af tiden, så er det en god idé at undre sig.

Hvis man ikke vil tage sorgerne på forskud, så skal man bare lade være med at undre sig!

IMG_6857 Hveensvej_700Hveensvej

Jamen, hvad er en gakker? Tænker nye læsere. Forklaring, eller noget der ligner, her.