En tro mand er en grim mand?

En gakkerinde fortæller: Den Grønøjede Gakker

Her kommer en historie om en gakker og en gakker mere og en, der bliver gakket og en anden, der bliver gakket, og en gakkerinde, som tror på troskab. Så vidt jeg har forstået? Der er en del gak.

Tak for den, anonyme læser.


Altså. Juni 2007. Jeg var 23 år og gad fandeme ikke være kærester med nogen. Så mødte jeg den her grønøjede gakker, som godt nok var charmerende. Og på en måde ret smuk. Men for gammel. Over 10 år ældre end mig. Det gad jeg ikke. Men vi udvekslede alligevel telefonnumre. Og begyndte at skrive sammen. Og drikke kaffe. Og ikke andet i et halvt år. Han var mærkelig, og han syntes også, at jeg var mærkelig.

Et halvt år efter drak vi kaffe en eftermiddag, og jeg spekulerede på, om han nogensinde havde tænkt sig kysse mig. Og så kyssede han mig hårdt og bestemt på munden. Og skred. Og syntes at jeg var dejlig. Jeg syntes mest, at han var mærkelig. Men ret smuk, og ret sød.

Da vi havde kendt hinanden et års tid, begyndte den grønøjede gakker at slå et smut forbi mig om natten. Nogle gange snakkede vi bare. Andre gange knaldede vi, men det var ikke noget særligt. Jeg gad ikke rigtigt. Men han måtte godt slikke mig. Eller kysse fornuften ud af mig. Og fortælle gakkerhistorier om sin roommate, som var en pige på min alder. De var ikke kærester, sagde han. Men han kunne altså ikke blive og sove. Det var mærkeligt. Men jeg gad alligevel ikke rigtigt, at han blev.

Han kom på nattevisit jævnligt i over et halvt år. Jeg lagde nøglen ud under måtten og lagde mig til at sove. Og så vækkede han mig med varme kys og den der hæse hviskende stemme. Efterhånden ville jeg vist egentlig gerne have at han blev og sov. Jeg syntes, han var ret dejlig. Og han sagde, at han var sikker på, at vi skulle kende hinanden resten af livet. Så syntes jeg alligevel, at han skulle slappe lidt af.

En nat spurgte jeg om han havde nogen børn. Det havde han. To. Han havde bare ikke lige fået sagt det til mig, men jeg havde jo heller ikke spurgt. Han fortalte om den ældste, som han ikke så nok til. Men det var ikke hans skyld. Den yngste sagde han intet om. Det undrede mig bagefter. Jeg overvejede om moderen til barnet kunne være hans roommate. Jeg spurgte ikke. For hvad nu, hvis han faktisk havde en kæreste, og jeg vidste det? Så kunne vi jo ikke blive ved med nattegakkerierne. Og jeg var ikke klar til at undvære ham. For efterhånden kunne jeg mærke, at han havde ret; vi skulle kende hinanden resten af livet. Han syntes, jeg var det smukkeste i hele verden. Han syntes, jeg var dejlig. Det syntes jeg også, at han var.

Nogle måneder efter dukkede hans roommate op på mit arbejde (noget kontorværk). Jeg anede selvfølgelig ikke, at hun var roommaten, før hun opgav sin adresse. Jeg havde krakket ham og fundet adressen, men aldrig besøgt ham (selvfølgelig). Hun havde et spædbarn på armen. Og et lidt ældre barn derhjemme. Hun var den grønøjede gakkers kæreste. Jeg gav mig ikke til kende.

Men bagefter græd jeg. Og bandede og svovlede og hadede ham! Og så ringede jeg til ham. Vi måtte mødes. Han måtte konfronteres med min nye viden, og så måtte han ud af mit liv, som han ellers skulle have været en del af altid.

Han dukkede op hjemme hos mig. Med funklende grønne øjne og den der helt perfekte krop. Og duften af forårsnat, som altid hænger ved ham. Så knaldede vi. Så græd jeg lidt. Og fortalte ham, hvad jeg vidste. Og han blev simpelthen så lettet over, at jeg selv havde fundet ud af det. For han VILLE jo have fortalt mig det, det ville han altså. Men kunne jeg stadig elske ham, hvis jeg vidste at han havde en kæreste og uoverskueligt mange børn? (Når man er så ung som jeg var der, er 3 børn altså mange!) Elske ham?! Jamen… jeg elskede ham da ikke. Eller gjorde jeg? Åhh, gjorde jeg? Vidste han, at jeg elskede ham, før jeg selv vidste det? Åh nej.

Men nu er det altså slut.

Ja, nu er det slut. Nu prøver vi i hvert fald lige, om vi kan undvære hinanden, sagde han.

I løbet af ingen tid forelskede jeg mig hovedkulds i en anden fyr (som gennem vores 9 måneder lange forelskelse aldrig flyttede fra sin ”ekskæreste”, men jeg fattede det ikke, og det er en helt anden historie), som jeg blev kærester med. Slut på den grønøjede gakker. Right!

For pludselig havde han smidt sin roommate/kæreste ud, og de skulle nok finde ud af det med børnene. Og NU var han klar. Nu skulle det være os.

Men jeg har altså en kæreste nu.

Og det havde jeg jo. Men så kom han alligevel forbi. Og dagen efter var jeg gakket nok til at være ligeglad med om min kæreste kunne dufte en anden mand i sengetøjet. Jeg kunne ikke få nok af duften. Han duftede af forårsnat, den grønøjede.
Og så kom jeg også lige forbi ham. Det kunne jeg jo godt, nu hvor han boede alene. Så friede han til mig. På en måde.

Du er så smuk. Hvis jeg stadig er single som 50-årig, vil du så gifte dig med mig?

Ja. Til den tid er jeg 37. Til den tid er jeg måske klar til et voksent forhold.
Fedt.

Jeg var stadig kærester med ham den anden, som gakkede i hemmelighed. Jeg anede det ikke. Og jeg var ligeglad med, at jeg selv var begyndt at gakke. For jeg elskede åbenbart ham den grønøjede, så jeg kunne jo ikke gøre for, at jeg ikke kunne holde mig fra ham. Det var jo ikke rigtigt utroskab, for… okay, det var det vist.

Så slog jeg op med ham den anden. 9 måneders-gakkeren. Og nu var jeg klar til min gakker! Nu skulle det være os. Men han var i gang med at date alle mulige netdating-damer. Det fortalte han så om, når jeg kom forbi ham til rødvin og nattegakkerier. Og på en måde var det okay, for nu var han jo ærlig.

Jeg elsker dig. Men kun lidt. Hans hviskende stemme mod min nakke. Håbefuld og forsigtig.

Jeg elsker også dig. Lidt.

Og vi elskede hinanden på vores egen gakkede måde. Men uanset hvor gakket, så var kærligheden der. Lige under overfladen.

En lang periode fulgte, hvor ingen af os rigtigt var klar til noget som helst. Så vi datede hver især andre. Han blev aldrig kærester med nogen af dem.

Ingen af dem er jo dig!

Jeg blev af og til kærester med nogen, men det varede aldrig særlig længe. Mine korte forhold forhindrede mig ikke i at gakke over til ham den grønøjede. Det gjaldt jo ikke. Han var jo HAM. Han var min, og vi skulle kende hinanden resten af livet. De korte forhold ophørte aldrig pga. den grønøjede. Jeg var simpelthen ligeglad. Dårlig samvittighed var ikke noget, der plagede mig. Jeg var blevet en gakker, og jeg vidste det godt. Men som sagt rørte det mig ikke (hvilket virkelig er gakket).

Den grønøjede gakker og jeg blev enige om at være åbne over for hinanden. At fortælle hinanden, om vi så andre. Det betød ikke noget, det var bare meget rart at vide.
Jeg tror, det gik op for ham, at når jeg kom tilbage selv efter alt det med kæresten og børnene, så ville han nok aldrig rigtigt miste mig. Og hvorfor så lyve længere?
Jeg selv var helt klar over det. Fascinationen af ham havde udviklet sig til en underlig form for kærlighed, som jeg ikke kunne leve uden. Men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre med den. Havde jeg nogensinde rigtigt elsket andre? Ikke på den her måde, i hvert fald. Men jeg gad ikke være kærester med den grønøjede gakker! Jeg ville hellere have min frihed – en frihed som jeg brugte sammen med andre mænd, som jeg respekterede så lidt, at jeg aldrig helt holdt op med at se min grønøjede gakker.

Den grønøjede havde perioder med jalousi, der var ved at drive ham til vanvid. Men han krævede at vi stadig var ærlige over for hinanden. Og jeg holdt ikke op med at være sammen med andre. Det krævede han jo ikke af mig.

Forår 2013. Jeg var lige fyldt 29 år. Jeg havde lige afsluttet et forhold til en fyr, som på ingen måde gakkede. Han var sød og reel og havde brune øjne og var forelsket i mig. Jeg var også en slags forelsket i ham. Men noget var ikke helt rigtigt. Nu ved jeg godt, at det var noget inde i mig, der ikke var rigtigt, men det tænkte jeg ikke over, mens jeg var i det. Noget var bare ikke rigtigt.

Så jeg beskyldte ham for alt muligt, han ikke havde gjort – lige efter Gakker-håndbogen! Og så var han færdig med mig. Men jeg lokkede ham tilbage. Bare fordi jeg kunne. Jeg undskyldte og snakkede om forelskelse og familie, indtil han gerne ville have mig igen. Så skrottede jeg ham. Det blev ved nogle gange, indtil det simpelthen gled ud.

Men inden det helt gled ud (og altså mens den stakkels brunøjede fyr stadig gik rundt med et slags håb) lå jeg en nat med hovedet hvilende mod den grønøjede gakkers bryst. Han duftede af forår. Og han var dejlig. Og jeg brokkede mig over, at jeg ikke var i stand til at have et normalt forhold til nogen som helst, fordi ingen var helt ligeså perfekt som ham. Han lo. Jeg blev sur.

Jeg mener det faktisk! Det er ikke noget at grine af.

Det ved jeg godt. Sådan har jeg det jo også. Hvorfor tror du, at jeg ikke har haft en kæreste siden børnenes mor?

Da det var gledet ud med ham der staklen, indså min grønøjede gakker og jeg, at vi ikke kunne undvære hinanden. Så vi blev kærester. Vi mødte børn og forældre og venner og tog på ferie og drak vin og læste digte for hinanden og var forelskede. Og det var forår, så alt duftede af ham.

En sommernat friede jeg til ham. På en måde. Vi havde snakket lidt om vores gamle aftale, sådan mest for sjov. Og så drak vi lidt for meget hvidvin og stod der midt på den mennesketomme gade en mandag nat.

Skal vi ikke bare gøre det? Skal vi ikke bare gifte os? Vi skal jo alligevel kende hinanden resten af livet, ikke?

Mener du det?

Ja.

Ja. Så lad os gifte os.

Og så kyssede han mig hårdt og bestemt. Og så tog vi en taxa hjem til ham.
Ugen efter fortalte vi min mor, at vi skulle giftes. På et tidspunkt sagde vi det også til hans venner. Det skulle ikke være noget vildt. Bare de nærmeste. Bare os og Gud. Os og vores gakkede kærlighed til hinanden, som nu næsten var blevet normal.

Et halvt år efter gled det ud. Vi så hinanden mindre og mindre. Men jeg var helt holdt op med at se andre. Havde ikke lyst til andre. Jeg ville bare have min gakker. Han var heller ikke sammen med andre. Det tror jeg oprigtigt, at han ikke var.
Kort før min 30 års-fødselsdag slog han op. På en måde.

Knepper du andre for tiden? Mig. Usikker fordi vi så hinanden så sjældent. Han måtte godt, han skulle bare sige det.

Nej. Hvordan skulle jeg overhovedet have tid til at finde en kæreste, når jeg arbejder så meget? Og så er der børnene, og jeg vil også gerne se mine venner. Jeg har da slet ikke tid til at gå ud og date og finde en kæreste!

Jeg spurgte ikke, om du har en kæreste. Du har jo mig. Jeg spurgte bare, om du knepper nogen andre.

Det gør jeg ikke. Gør du?

Nej… Men burde jeg egentlig ikke det, hvis han havde glemt, at vi var kærester?!

Jeg blev virkelig, virkelig ked af det. Jeg ville ikke have andre. Jeg ville ikke have nogen. Jeg ville ikke noget. Det blev forår, og foråret duftede af hjem og tryghed og kærlighed. For helvede da! Jeg syntes, at han var dejlig, og jeg forstod ikke, hvad der var sket.

Så blev det sommer. 2014. Der kom en ny fyr ind i mit liv. En smuk og charmerende og intelligent og vanvittigt genert fyr med grågrønne øjne. Og jeg skulle bare lige se, om jeg kunne få ham. Bare for sjov. Ligesom jeg plejede. Det kunne jeg godt. Og ud af ingenting (eller måske i virkeligheden ud af min fortvivlelse over tabet af den grønøjede gakker) forelskede jeg mig. Det blev en stormende forelskelse, som fuldstændig tog røven på mig. Og på ham, tror jeg.
I løbet af sommeren ville min gakker ses. Det gad jeg ikke.

Knepper du andre? Ham. På sms. Forurettet.

Nej. Jeg knepper en anden. Der er forskel.

Du må godt kneppe andre, men du er først og fremmest min.

Jeg knepper ikke andre. Jeg knepper en anden. Jeg er forelsket i ham. Jeg ved ikke, hvad det bliver til, men jeg er nødt til at finde ud af det.

Han blev ked af det. Min søde, smukke grønøjede gakker blev ked af det. Jeg syntes, det var hans egen skyld. Jeg havde aldrig før prøvet at sige nej til ham. Ikke at have lyst til at komme løbende, når han kaldte. Noget havde forandret sig. Troede jeg.

Jeg brugte måneder sammen med ham den nye, og jeg havde så mange sommerfugle i maven, at jeg hele tiden havde kvalme. Jeg havde aldrig følt sådan før. Jeg fortalte ham endda om min gakker. Om at han var fortid.

Men så skete der alligevel et eller andet. Jeg var ikke rigtigt klar til et forhold. Det var han vist egentlig heller ikke. Det hele var gået for hurtigt. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg kom til at være sammen med en anden. Og én til.
Og så tog jeg hjem til min grønøjede gakker. Og vi elskede og drak vin, og jeg fortalte ham om ham den nye. At der manglede noget. At jeg aldrig kunne blive tilfreds med andre end ham. At jeg ikke kunne undvære duften af forår. Han fortalte til gengæld, at der var en grund – en rigtig, skrækkelig og acceptabel grund – til at han havde skubbet sig fra mig. Han var bange. Og vi fandt hinanden igen.

Og så lavede jeg lige en gakker på ham den nye. For jeg kunne jo ikke bare give slip på ham. Han gav mig sommerfugle i maven, og han var noget så skøn! Jeg blev ved med at se ham. Og jeg blev jaloux og ond og urimelig, når han flirtede med andre. Jeg var en idiot. Jeg var en gakker! Til sidst brød vi med hinanden og aftalte at være venner, fordi der trods alt var vokset en utrolig sympati for hinanden frem mellem alt gakkeriet.
(Det her afsnit bliver så kort, fordi det stadig er tæt på og gør helt vildt ondt. Jeg har været en idiot. Jeg har været en gakker. Jeg ved ikke, om ham den nye kunne være blevet rigtig for mig, men han fortjener i hvert fald én, der ikke gakker. Og det gør også ondt.)

Forår 2015. Jeg er 31 år. Jeg har for nogle måneder siden sagt farvel til en helt normal og alt for sød fyr. Vi er ved at øve os på at være venner uden gak. Og jeg er begyndt at se min grønøjede gakker igen. Lige om lidt begynder naturen at dufte af ham. Og så bliver jeg så rundtosset at jeg glemmer, at der nogensinde har fandtes et liv uden ham. Jeg er begyndt at se hans børn igen. De synes, jeg skal flytte ind. Det skal jeg ikke. Ikke endnu.
Jeg har fortalt min gakker, at jeg ikke helt er klar. Jeg har fortalt ham om bruddet med ham den nye. At det gjorde ondt. Der er smerte i hans grønne øjne, når jeg taler om det. Han forklarede mig engang, at han i starten var bange for, at jeg skulle blive en flugt fra hele hans mærkelige parforhold med løgne og babyer og gakkerier. Og han ville ikke have, at jeg skulle blive en flugt, fordi han ville have mig i sit liv altid. Fordi jeg var for god til bare at være hans flugt.

Sådan har jeg det med ham nu. Til sommer har vi kendt hinanden i 8 år. Og jeg elsker ham. Jeg skal kende ham resten af mit liv.

Jeg er sikker på, at hvis vi bare kan lade være med at gakke over for hinanden, så vil der ikke være behov for at gakke andre op. Eller hvad det hedder. Hvis vi bare kan være ærlige over for hinanden og ikke lukke hinanden ude, når livet bliver for svært, så holder gakkerierne op. Vi finder jo alligevel altid hinanden.

Efter at have læst alle de andre gakker-historier har jeg fået en tiltagende dårlig smag i munden. Ikke fordi jeg som nogle af de andre kan genkende mig selv som offer for en gakker. Men fordi jeg kan se, at jeg har været gakkeren for alle mulige andre i løbet af de sidste 8 år. Det er jeg virkelig ked af. Jeg vil ikke være en gakker. Jeg er aldrig blevet afsløret som gakker. Jeg ved ikke, om det er helt vildt gakket at være lettet over det.
Man kan måske sige, at det var min grønøjede gakker der startede gakkerierne i vores sære forhold. Men på et tidspunkt vendte det, og jeg tog over. Jeg blev gakkeren. Okay, så fik han det der underlige tilbagefald og lukkede mig ude af sit liv – og så gakkede jeg videre.

Men nu må det fandeme være slut! Jeg vil ikke gakke mere. Jeg vil bare have min grønøjede kærlighed. Som elsker mig mere, end jeg forstår.
Give your heart and soul to me and life will always be la vie en rose. Han synger for mig. Og han mener hvert et ord. Og jeg tror hvert et ord.
Jeg er næsten klar til foråret og alle dets dufte.

IMG_1225 Prags Boulevard Careless Confetti_700Prags Boulevard

Mere gak i Gakkoteket.

   

12 kommentarer

  • Anonym

    Wow! Jeg tror det her er min favoritgakker. Behind the scenes. Jeg blev selv ramt af en big time Gakker sidste år. Nærmest hele sidste år. Jeg tror det var en slags karma, da jeg selv har været en gakkerinde i et lille årti. Aldrig storgakket, men følelsesmæssigt afstumpet med en parade af blandede signaler: Kom, gå, bliv, skrid. You know.

    Gakkerinde: jeg ønsker dig alt det bedste!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • J

    Nu tænker jeg bare højt: skynd dig at komme VÆK fra den grønøjede…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Uuiiij, troede, jeg var den eneste, der tænkte det.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • T

      Jeg tænker, at vi alle tænker netop dét….

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Gakkerinden

      Nåh! Altså… hvorfor synes I nu det? Gode råd må være at finde hos Amarorama.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Det er der helt sikkert en anden, mindre kynisk person, der skal svare på.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jeg tror ikke på lykkelige slutninger med gakkere. Gakkere er uforbederlige, og uanset hvor meget de har et ønske om forandring, så sker det ikke. Det er min erfaring. Det frustrerende er, at gakkerforhold er én lang rutsjebanetur, hvor man nogle gange er oppe så længe, at man tænker, at NU er det hele anderledes. NU er altid godt. Men det bliver altid skidt igen. Og jo længere tid, man bliver i det, jo sværere er det at komme ud. Det tog mig det meste af mine 20’ere at komme væk. At overbevise mig selv om, at det var det bedste. Hvis din gakker er som min gakker, så er det helt bestemt også det bedste for dig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Hele det her gakker-tema bliver endnu bedre af, at du har lært noget om dig selv. Modigt at fortælle din historie.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • FF

    Det lyder så usundt, at jeg slet ikke tør begynde at beskrive, hvad jeg tænker. Se at komme væk.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • O Brother

    Nu tænker jeg højt: hvilket mærke er hans parfume, og hvor får man fat i den?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      O Brother jeg tror, du skal koncentrere dig om dine såkaldte visdomsord.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En tro mand er en grim mand?