Hvad siger vi til snageri?

Jeg forstår ikke kærester, der udspionerer hinanden. Som lurer i emails, tjekker sms’er og scanner Facebook, når den anden ikke kigger. Har alle mennesker, selv kærester, ikke ret til et privatliv? Jeg har. Så stol dog på ham, eller skrid fra ham. Alternativet er sygt og uværdigt.

Eller hvad?

Ja selvfølgelig er jeg selv skyldig. Her kommer historien om første, og forhåbentlig også sidste gang, jeg snagede i en kærestes sager.

---

 

Han løj. Jeg kunne se på ham, at han løj. Et gardin blev trukket for bag øjnene. Munden sad forkert.

Du tror da på, jeg har smidt billedet af Rikke ud ikke? Det har jeg altså.

Det latterligt ligegyldige billede. Jeg var landet fra Færøerne for to timer siden. Skulle lige til at tage hul på min pizza, og så bragte han sin nøgne ekskæreste på banen igen.

Hun var faldet ud af en bog, da vi åbnede kasserne fra loftet. Så jeg forskrækket ud? Han gjorde, da jeg pludselig stod med hendes bryster mellem fingrene. Det er gammelt, det er gammelt, det er gammelt, det er Rikke, jeg smider det ud, jeg smider det ud. Jeg vidste ikke, det lå der. Se, nu smider jeg det ud. Jeg smider det ud. Han baskede med armene, indtil Rikke lå på bunden af papirkurven.

Du skal ikke smide det ud for min skyld, sagde jeg.

Jeg gider ikke have det. Hvad skal jeg bruge det til? Det er gammelt.

Men det er et minde? Så længe JEG ikke skal se på det?

Jeg har ikke brug for et minde. Det er fortid. Så! Nu er det smidt ud. 

Og i morgen er det samlet op igen, tænkte jeg. Og tog til Færøerne.

Og kom hjem igen 14 dage senere. Til en vammel pizza. Og en kæreste, der løj.

Jeg smed det jo ud. Billedet.

Ja det smed du jo ud.

Så du tror på mig?

Hvorfor skulle jeg ikke tro på dig?

Og hvorfor var det vigtigt? Jeg havde lovet mig selv at lytte til fornemmelsen, når den kom. Fornemmelsen af løgn.

Første gang var med Fedtmule. Jeg drømte, du var mig utro, vågnede jeg op en morgen og sagde. Fedtmule grinede. Jeg grinede. Fedtmule utro? Fedtmule! Hahaha.

Næste morgen sagde jeg det igen. Mærkeligt. Jeg drømte det igen. Du var mig utro.

Tredje morgen var det mere end mærkeligt. Mareridt tre nætter i træk?

Og hvorfor blev det ved, fjerde morgen, femte morgen, sjette morgen?

Efter en måneds mareridt kom jeg hjem til et brev på mit skrivebord.

Jeg har gjort noget utilgiveligt. Natten før, du begyndte at drømme det.

Jeg vidste det uden at vide det.

Fedtmule blev skiftet ud med arkitekten. Den fantastiske arkitekt, som var så flot og dygtig og vanvittigt forelsket i mig, og som en nat var mig utro, i min drøm.

Jeg drømte, du var mig utro, sagde jeg om morgenen. Med Melissa fra dit arbejde. Med Melissa? Hahaha. Arkitekten grinede. Jeg grinede. Melissa!

Et år efter var Melissa gravid.

Jeg vidste det uden at vide det.

Arkitekten blev skiftet ud med Den fjumrede. Den sjove, fjumrede dreng, som nu sad over for mig og spurgte:

Stoler du på mig?

Jeg nikkede. Jeg havde lovet mig selv at lytte til fornemmelsen, men et gammelt billede var vel ikke så vigtigt.

Det er jeg glad for. Jeg er glad for, du stoler på mig.

Han tog min hånd. Og så smilede han.

Det skulle han ikke have gjort.

Næste dag, mens han var på arbejde, rodede jeg alt igennem og fandt den nøgne Rikke nederst i en skuffe i reolen.

Andres løgne kunne filtre min mave sammen. Andres løgne kunne hamre migræne i mit hoved. Andres løgne kunne ødelægge min nattesøvn. Men andres løgne skulle ikke serveres med en fedtet pizza og et triumferende smil, fordi jeg ikke vidste det.

Jeg vidste, at jeg vidste det.

Prags Boulevard