Hvad får du ud af en gakker?

Hvad siger vi til snageri?

Jeg forstår ikke kærester, der udspionerer hinanden. Som lurer i emails, tjekker sms’er og scanner Facebook, når den anden ikke kigger. Har alle mennesker, selv kærester, ikke ret til et privatliv? Jeg har. Så stol dog på ham, eller skrid fra ham. Alternativet er sygt og uværdigt.

Eller hvad?

Ja selvfølgelig er jeg selv skyldig. Her kommer historien om første, og forhåbentlig også sidste gang, jeg snagede i en kærestes sager.


 

Han løj. Jeg kunne se på ham, at han løj. Et gardin blev trukket for bag øjnene. Munden sad forkert.

Du tror da på, jeg har smidt billedet af Rikke ud ikke? Det har jeg altså.

Det latterligt ligegyldige billede. Jeg var landet fra Færøerne for to timer siden. Skulle lige til at tage hul på min pizza, og så bragte han sin nøgne ekskæreste på banen igen.

Hun var faldet ud af en bog, da vi åbnede kasserne fra loftet. Så jeg forskrækket ud? Han gjorde, da jeg pludselig stod med hendes bryster mellem fingrene. Det er gammelt, det er gammelt, det er gammelt, det er Rikke, jeg smider det ud, jeg smider det ud. Jeg vidste ikke, det lå der. Se, nu smider jeg det ud. Jeg smider det ud. Han baskede med armene, indtil Rikke lå på bunden af papirkurven.

Du skal ikke smide det ud for min skyld, sagde jeg.

Jeg gider ikke have det. Hvad skal jeg bruge det til? Det er gammelt.

Men det er et minde? Så længe JEG ikke skal se på det?

Jeg har ikke brug for et minde. Det er fortid. Så! Nu er det smidt ud. 

Og i morgen er det samlet op igen, tænkte jeg. Og tog til Færøerne.

Og kom hjem igen 14 dage senere. Til en vammel pizza. Og en kæreste, der løj.

Jeg smed det jo ud. Billedet.

Ja det smed du jo ud.

Så du tror på mig?

Hvorfor skulle jeg ikke tro på dig?

Og hvorfor var det vigtigt? Jeg havde lovet mig selv at lytte til fornemmelsen, når den kom. Fornemmelsen af løgn.

Første gang var med Fedtmule. Jeg drømte, du var mig utro, vågnede jeg op en morgen og sagde. Fedtmule grinede. Jeg grinede. Fedtmule utro? Fedtmule! Hahaha.

Næste morgen sagde jeg det igen. Mærkeligt. Jeg drømte det igen. Du var mig utro.

Tredje morgen var det mere end mærkeligt. Mareridt tre nætter i træk?

Og hvorfor blev det ved, fjerde morgen, femte morgen, sjette morgen?

Efter en måneds mareridt kom jeg hjem til et brev på mit skrivebord.

Jeg har gjort noget utilgiveligt. Natten før, du begyndte at drømme det.

Jeg vidste det uden at vide det.

Fedtmule blev skiftet ud med arkitekten. Den fantastiske arkitekt, som var så flot og dygtig og vanvittigt forelsket i mig, og som en nat var mig utro, i min drøm.

Jeg drømte, du var mig utro, sagde jeg om morgenen. Med Melissa fra dit arbejde. Med Melissa? Hahaha. Arkitekten grinede. Jeg grinede. Melissa!

Et år efter var Melissa gravid.

Jeg vidste det uden at vide det.

Arkitekten blev skiftet ud med Den fjumrede. Den sjove, fjumrede dreng, som nu sad over for mig og spurgte:

Stoler du på mig?

Jeg nikkede. Jeg havde lovet mig selv at lytte til fornemmelsen, men et gammelt billede var vel ikke så vigtigt.

Det er jeg glad for. Jeg er glad for, du stoler på mig.

Han tog min hånd. Og så smilede han.

Det skulle han ikke have gjort.

Næste dag, mens han var på arbejde, rodede jeg alt igennem og fandt den nøgne Rikke nederst i en skuffe i reolen.

Andres løgne kunne filtre min mave sammen. Andres løgne kunne hamre migræne i mit hoved. Andres løgne kunne ødelægge min nattesøvn. Men andres løgne skulle ikke serveres med en fedtet pizza og et triumferende smil, fordi jeg ikke vidste det.

Jeg vidste, at jeg vidste det.

IMG_1218 Prags Boulevard Velkommen hjem_700Prags Boulevard

   

21 kommentarer

  • julie

    Jeg har også altid vidst det, og så derefter rodet alt efter for bevis. Det dummeste var at han blev ved, og jeg blev ved, i 3 år. Jeg havde ret hver gang.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Men hvad er så din holdning til snageri? Du gør det, når der er brug for det, eller?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Jeg gjorde det med min kæreste – læste hans facebookbeskeder altså… Og jeg fortrød på mange måder – for jeg fandt præcis, hvad jeg frygtede. Han skriver med mange veninder mere intimt end jeg selv ville gøre med mine venner. Han ser dem ikke, men han havde bl.a. skrevet med sin eks-kæreste om deres tidligere sexliv og havde inviteret piger hjem til min lejlighed, hvor ha havde været en aften, hvor jeg ikke var hjemme (vi bor ikke sammen). Jeg har selv to virkelig gode drengevenner, men jeg ville skrive så privat/intimt med dem – men jeg tror det er det, som gjorde, at han syntes det var okay. Jeg tror ikke at han ville være fysisk sammen med en anden pige, men det betyder ikke, at det ikke gør ondt, at han snakker så privat med andre.
    Jeg fortalte ham, hvad jeg havde gjort ret hurtigt, fordi jeg havde det så skidt med det, og samtidig var så ked af hans svigt. Han kunne ikke se, at han havde gjort noget galt, men lovede ikke at gøre det igen. Jeg tilgav ham, han tilgav mig og jeg bad ham om at ændre sit kodeord til facebook, så jeg ikke kunne læse dem igen.
    Vi er stadig i sammen i dag selvom det er nogle måneder siden – men hold da op, hvor det stadig spøger i min underbevidsthed. Jeg synes ikke det var okay at jeg snagede – men jeg elsker ham, og jeg blev bare nødt til at vide det – der var desværre mange signaler, som fortalte mig, at han havde et forhold til andre end mig.
    Men ja, det er et mega svært spørgsmål, om det er okay – og fedt, at du tager det op til debat!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Kan godt forstå, du fortrød. Jeg opfatter det som et decideret overgreb at gå i andres ting på den måde, og jeg ville aldrig tolerere det selv. Flyttede engang fra en kæreste, der havde læst min dagbog. Det var selvfølgelig bare dråben, der fik skidtet til at flyde over. Men tænk, at han kunne finde på det! Tænk, at han skulle ind og rode og kontrollere og styre i selv de inderste kroge. Jeg mistede al respekt for ham.

      I den omvendte situation, da jeg havde gennemrodet ham den sjove, fjumredes lejlighed, var det slut. Også selvom det ikke var helt slut endnu. Det fungerede ikke med løgn, men det fungerede slet ikke, at jeg havde overskredet den grænse. Jeg mistede nok respekten for os begge to der.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • vvv

    Da jeg var 17, dvs. for 16 år siden, læste jeg i min kærestes dagbog, at han havde kysset en anden. Stolt er jeg da ikke… Men havde nok haft dårligere samvittighed, hvis der ikke havde været noget at komme efter. Det var faktisk godt, at der var :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Hvad var der sket, hvis han havde læst i din, tror du? Havde du undskyldt det?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • vvv

      Synes det er ca lige så slemt at kysse udenom som at læse i en dagbog. Så nej, jeg havde bestemt ikke undskyldt det, hvis han havde trådt over den grænse i stedet. Som jeg siger, er jeg ikke stolt af det. Shoot me.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Der er ingen undskyldning, ingen. Jeg forstår sagtens behovet for at snoope, men helt seriøst, hvem vil have en kæreste der snooper og hvem vil være kærester med en de føler behov for at snoope? Der kommer intet godt ud af det!

    PS, så er det faktisk heller ikke helt lovligt. Man må ikke læse hinandens facebook, mails og sms’er uden tillaledelse, det bryder den der brev hemmelighed. Bare så I er advaret ;)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Jeg melder jer! Hele bundtet!

      Nej jeg tror heller ikke, der kommer noget ud af det. Dog forstår jeg godt, at folk, der går med en grum mistanke og bare mangler et afgørende bevis for at gå, kan finde på det. Problemet er bare, at mange ikke finder noget, eller finder noget – og alligevel bliver – og så er det hele endnu mere fucked up.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Minchen

    Nej, det må man ikke. Ikke læse sms, ikke læse mails, ikke læse dagbøger, ikke luske sig ind på facebook og lignende sociale profiler. Nej nej nej. Hvordan kan man være kærester, hvis man går over den grænse? Jeg har veninder som synes det er helt naturligt (og deres ret!) at gå i kærestens telefon. Var de mine kærester, var de fyret på stedet. Mine dagbøger står på hylden derhjemme. Hvis min bedre halvdel en dag skulle snige sig til at læse dem…well. Det er tillid der er meget svært at rette op på igen. Og til anonym som ikke kunne have at kæresten chattede lidt for intimt med andre – hvad så når han sidder til en fest og snakker med venner? Er det også forbudt? Hvor går grænsen for hvad man kan tillade sig at forbyde kæresten at gøre/tale/skrive med andre om? Er utroskab tanke eller handling? Jeg synes det er et meget farligt minefelt at hoppe ind i. Pas på du ikke træder ved siden af.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • B

    Jeg har gjort det én gang i mit voksne liv. Kigget i en kærestes dagbog. Bare fordi den var lige der, og jeg var nysgerrig. Jeg fortrød det med det samme. Ja, jeg kunne vel nærmest ligeså godt have været ham utro. For jeg havde overtrådt en usynlig grænse. Brudt en tillid.

    Med Dobbelt-gakkeren var det anderledes. Jeg har aldrig snaget i hans ting. Ikke engang overvejet det. Ja, faktisk ikke engang de sidste måneder af vores forhold, hvor alt i mig fornemmede, at der var en anden, og hvor mine luftede mavefornemmelser og bekymringer blev mødt med vrede og nærmest afsky. Til gengæld gav jeg den maks gas efterfølgende, da han fortalte, at han var forelsket i “hende”, men pyntede så tilpas meget på historien, at det stadig ikke gav mening. Jeg opsøgte “den anden” og det fik nogle af brikkerne faldt på plads – og ellers gik jeg på opdagelse i hans mails og fik bekræftet alt det, jeg havde fornemmet, men som han hele tiden havde benægtet.

    Var det i orden? Næ. Det er vel endda ulovligt. Men det gjorde en forskel for mig. En fornemmelse af at tage lidt af magten tilbage og ikke mindst var det godt at se, hvordan virkeligheden i virkeligheden så ud.

    Jeg vil forhåbentlig aldrig snage i en kærestes ting igen, men jeg vil altid fremover stole på min mavefornemmelse.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Ja og i den historie med din gakker forstår jeg virkelig godt snageriet. Sådan er jeg så dobbeltmoralsk.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg snager ikke, kun i åbne web-dagbøger. Derfor er jeg nødt til at spørge; Sluttede r. Wrong-føljetonen efter nr. 18?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Haha nej, den skulle først til rigtigt at starte, men så viste jeg mig som en kylling, der ikke turde udlevere mine voksenkærester.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • N

    Jeg snagede også. Af samme årsag som jeg har læst beskrevet her – en fornemmelse af at der var noget galt, men jeg kunne ikke bevise det. Men det havde slet ikke den forløsende effekt, jeg havde håbet på. Jeg forestillede mig, at han ville krybe til korset og indrømme alle løgne, han nogensinde havde fortalt mig. Der var nemlig en del. Men det gjorde han ikke. Han blev til gengæld rasende på mig, men det gjorde han hver gang, jeg stillede spørgsmål for at finde hoved og hale i historierne, så det var ikke min opfattelse, at det lige var snageriet, der pissede ham af. For så havde han vel ikke selv købt den fikse anordning til min bil, der skulle holde øje med hvor jeg befandt mig.
    Som udgangspunkt er jeg ikke til snageri, men jeg har forståelse for, at man kan føle sig drevet så langt ud, at det er svært at se andre muligheder.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Til din bil!? Vidste du det? Tolererede du det?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • N

      Jeg fandt først ud af det efter jeg slap væk, da det gik op for Fætter (vi taler om Den farlige mekaniker-gakker), at dimsen var til min bil. Jeg ved ikke om han nåede at installere den, og bilen lod jeg stå, da jeg forduftede. Men jeg var ikke overrasket.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Vildt. Jeg er så pisseglad for, du slap væk.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • N

    Tak! Det er jeg også. Og det her hjælper – at have skrevet dele af historien, som jeg ellers har holdt helt for mig selv og endelig taget mig sammen til at indrømme at det er sket for mig. Det kan godt være, jeg stadig slår mig selv dagligt, men jeg slår ikke lige så hårdt nu.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvad får du ud af en gakker?