Den store Tinder-tragedie

Læserne fortæller: Skæbne-Gakkeren

Dagens Gakker skal lige have lidt ro på. Så går han fra sin kone. Det vil sige, han skal lige have konen til at føde. Så går han fra sin kone. Det vil sige, han skal lige have konen til at holde op med at græde. Så går han fra sin kone. Det vil sige, han skal lige have konen til at smide ham ud. Så går han fra sin kone.

Tak til en anonym læser for at fortælle om Skæbne-Gakkeren.

Jamen, hvad er en gakker? Tænker nye læsere. Forklaring, eller noget der ligner, her.


Det var vel egentlig mere trist, end det var gakket – både for mig, ham og hende. Ikke desto mindre er min gakker klassisk, kan jeg se på de andre historier. Jeg overvejede at kalde ham Kliché-gakkeren. De er alle klichéer, skrev gakkotekets indehaver.

Klichéerne står i kø. Jeg var ung, 19-20 år. Han 10 år ældre. Barn nr. 2 på vej. Vi arbejdede sammen. Talte godt sammen. Havde samme humor. Samme indstilling til verden. Den der forståelse man har med nogle folk. Begge med ar på sjælen. Jeg havde svært ved det med mænd. Han ville frelse mig, lappe mig sammen.

Det var før internet og mobiltelefoner var hvermandseje. Han sendte mig et postkort og inviterede mig ud. Jeg blev bange for, hvad han ville. Fandt på en undskyldning med en veninde.

Jeg skulle have holdt mig til den tanke.

Men det gjorde jeg ikke. Det var en kamikazetur med vidtåbne øjne.
Han erklærede mig første gang sin kærlighed på en bænk ved vandet. Han sov ikke, spiste ikke.
Jeg mindede ham om at han sad i saksen. Og jeg sagde, at jeg troede, han egentlig havde det ret godt og var tilfreds i den saks.
Jeg var en ret klarsynet 19-årig. Jeg skulle virkelig have holdt mig til den tanke. Jeg har aldrig været så træt af at få ret. Senere.

Jeg sagde, at det kunne der jo ikke blive noget af, og han skulle stoppe. Saksen og det. Han sagde, at det kunne han ikke tolerere. Jeg blev bange igen. Og lidt creeped ud. Hvad fanden mente han med det? Jeg sagde, at det kunne han blive nødt til og gik hjem. Bange, creeped ud og klarsynet. Han ringede fra en telefonboks. Sagde undskyld. At hvis jeg sagde, han skulle stoppe, så var det naturligvis det, han ville gøre. Han ville altid respektere, hvad jeg sagde.
Det var ikke løgn. Han respekterede mig. Problemet var, at jeg i det øjeblik mærkede skuffelse i stedet for lettelse. Jeg ville jo ikke stoppe.

Lidt flirt kan vel ikke skade til at pifte hverdagen op, tænkte jeg. Jeg skulle bare vide. Og fra da af lagde jeg klarsynet bag mig, samtidig med at jeg bildte mig selv ind, at så længe vi ikke lavede noget, var det vel okay.

Så vi lavede ikke noget i et stykke tid. Andet end de lange snakke, indforståetheden, og nå ja, de jævnlige kærlighedserklæringer. Det var skæbnen, at vores veje skulle krydses, kismet, sagde han. Jeg ved ikke, hvor han fik så fancy ord fra. Selv kendte jeg det fra Beverly Hills 90210. Men selvfølgelig var det åbenlyst, at vi var skabt for hinanden. Alle omkring os kunne jo også se det, for helvede. Vi havde endda samme stjernetegn. Coincidence? I think not!

Mange af de lange snakke handlede om, hvordan han ikke længere elskede sin kone. Ville være med mig. Du kommer bare, sagde jeg. Når du gør dig fri.
Han talte om mig derhjemme. Ikke om det hele, men om denne sjove søde pige på arbejdet. Er hun glad for dig? havde konen drillende spurgt, sikker i sin position, med overskud til at han havde en lille flirt. For første gang mærkede jeg vrede, da han fortalte mig det. Jeg var fandme ikke en joke ved deres middagsbord. Jeg skulle vise dem. Hende.
Nøj, hvor fik jeg vist hende.

Sådan gik det slag i slag til den uundgåelige dag, hvor konen skulle på weekend med børnene. Og han kom hjem til mig. Og jeg fortalte ham, hvordan jeg havde kigget på hans mund så ofte og tænkt over, hvordan det ville være at kysse den. Lige før vi havde sex, spurgte han, om vi nu også turde. Jeg spurgte, om det efterhånden gjorde nogen forskel.

Næste dag sagde han, at han elskede mig. Jeg bad ham lade være. Forklarede, at han ikke skulle sige de ord, hvis han ikke kunne bakke dem op med handling. Uden handling betød de intet.

Til alle mine veninders overraskelse handlede han. Fortalte konen, at han var blevet forelsket. Hun gættede, hvem det var. Jeg var ikke længere en joke ved deres aftensbord. Jeg havde vist hende, men det føltes ikke så godt, som jeg havde troet.
I et døgn ventede jeg ved telefonen, mens dramaet stod på hjemme hos dem, ude af stand til noget som helst andet.
Så ringede han. Det går ikke, sagde han. Hun er faldet fra hinanden. Hun ligger bare i sengen og græder, vores barn sidder alene på gulvet og græder. Jeg er nødt til at få ro på. Jeg kan ikke gå lige nu. Det forstod jeg da godt. Hvem ville ikke forstå det? Der var også et ufødt barn. Han var nervøs for det ufødte barn. For det fødte. For det hele.

Det forstod jeg jo godt. Eller faktisk forstod jeg det ikke. Jeg synes, hun var ussel. Hvem fanden tyr til den slags for at holde på en mand? Aldrig om jeg ville synke så lavt. Jeg var nu blevet 20, fuld af stolthed og principper.
Hun skal bare lige have tid til at vænne sig til tanken, så gider hun da heller ikke mig mere, sagde han. Han tog fejl.

Så sådan var det. Vi ventede. På at hun forstod, på at vi kunne være sammen. Det vil sige, han ventede på at hun smed ham ud, så han ikke skulle være den der brød det hele op. Ser jeg nu. Men hun smed ham ikke ud. Hun kæmpede for sin familie.

Det var omkring den tid, jeg begyndte at få opkald, hvor der blev smidt på. Før mobiltelefoner og vis nummer. Det var omkring den tid, at hun truede ham med at tage ud og konfrontere mig. Det sørger du lige for ikke sker, sagde jeg til ham. Jeg kan ikke tage ansvar for, hvad jeg i så fald kommer til at sige til hende. Men kønt bliver det ikke.

Og så begyndte der at ske noget mærkeligt. Ved vores skjulte møder fortalte han, hvordan han var nødt til at lade hende tro visse ting for at opretholde roen. For at det ikke faldt sammen igen. For at hun ikke faldt sammen igen. Han måtte jo skåne hende. Kunne ikke fortælle hende visse ting. Jeg gætter på, det var, at vi havde haft sex, han ikke fortalte. Mærkelig adfærd for en mand, der håber på at blive smidt ud, ikke sandt?
Jeg er bare så meget på prøve derhjemme, sagde han engang. Efterfølgende tænkte jeg over, hvorfor han gjorde sig så meget umage for at bestå.

Jeg fik et halvt svar en dag. Jeg havde ved en lejlighed mindet ham om, at det kunne jo være, vi slet ikke ville være verdens mest perfekte kærester, hvis vi fik lov. Det kunne være, vi holdt 3 måneder og så ikke kunne holde hinanden ud længere. Jeg, den klarsynede 20-årige.
Det tænkte han over. For når jeg sagde det sådan… Han ville jo helst ikke ende op helt alene. Hvis du ikke er klar til at være alene, skal du ikke gå fra hende, sagde jeg. Jeg er ikke din sutteklud. 20 år og fuld af principper. Men det var jeg jo for helvede ikke – hans sutteklud, altså. Eller jo, det var jeg. Men det burde jeg ikke have været.

Så han gjorde sig umage derhjemme. For hendes skyld. Og ventede på, at hun skulle smide ham ud, så han ikke behøvede at tage den tunge beslutning. Så han ikke skulle tage et valg. Men du tager jo et valg, sagde jeg. Når du vælger hende til, vælger du samtidig mig fra. Det måtte han da kunne forstå? Det kunne han ikke. Det vil jeg ikke acceptere, at du siger, sagde han. Jeg kan aldrig vælge dig fra.
Det kunne han så godt. Når det kom til stykket.

Det kom til stykket, da hun havde fundet ud af, at vi skulle til koncert sammen. Billetterne var købt. Det her kommer til at afgøre det hele, sagde han. Vi skal til den koncert sammen og sådan er det bare. Hvad end det får af konsekvenser.
Behøver jeg skrive, at jeg endte med at måtte ringe til en ven i sidste øjeblik, for ikke at gå til koncert alene?

Så skulle hun føde. Han gik på 6 måneders barsel. Nu skal vi lige have det her overstået og få lidt ro på, sagde han. Så kan jeg heller ikke forestille mig, at vi bliver sammen ret meget længere. Det tror jeg slet ikke hun gider. Jeg var mest bare lettet over ikke at skulle se på ham på arbejdet. Jeg havde den sidste tid haft lyst til at smide reoler efter ham. Vi havde ikke kontakt under hans barsel.

Da han kom tilbage, var alt forandret. Hun gad åbenbart godt blive sammen. Hun skulle ingen steder. Altså skulle han heller ikke, åbenbart. Vi forsøgte os med at være venner. Han blev gudskelov ikke på arbejdspladsen ret længe derefter.
Den dag vi sagde farvel, stod jeg og stirrede ind i et fjernt lukket ansigt tilhørende en mand, der havde sagt, at han elskede mig. At vi var soulmates, skabt for hinanden, at det var kismet. At han aldrig ville kunne vælge mig fra. At jeg måtte love ham altid, altid, at stå i telefonbogen (det var dengang), så han kunne finde mig, når han engang var kommet ud.
Nu stod det ansigt og fortalte mig, at jeg havde haft ret. At han jo nok havde lovet mig for meget.

N O S H I T S H E R L O C K

Jeg har fanme aldrig været så træt af at få ret. Og jeg havde sådan en fornemmelse af, at jeg havde gjort det for nemt for ham. Jeg kunne have skabt mig lige så meget som hende. Jeg kunne have kæmpet for ham. Men det var jo for fanden ikke min kamp? Jeg var alt for langt inde i deres forhold, som det var. Jeg glemmer aldrig det mareridt, hvor jeg prøvede at komme ud af deres lejlighed, mens jeg gled i, snublede over, børnelegetøj og hendes ting.

Jeg var knust. Som i knust. Han er Ham Der Knuste Mit Hjerte. Og hev det ud af mit bryst og trampede på det, og hældte salt i, og lod det ligge der og forbløde. Det er måske lidt hidsigt med metaforerne, men det var faktisk sådan det føltes. Så meget for, at han havde skullet frelse mig og lappe mig sammen. Som han så gerne ville. Som jeg så gerne ville. Og jeg var på en eller anden måde kommet til at tro på, at det kunne lade sig gøre. Jøsses.
Jeg havde ellers været så klarsynet. Jeg havde været det brændte barn, der skyede ilden. Men på en eller anden måde havde jeg glemt det hele undervejs og ladet mig selv elske ham. For selvfølgelig elskede jeg ham, selvom jeg aldrig sagde det. Fordi jeg ikke ville sige det til en, der ikke var min. Jeg er din i tankerne, havde han sagt. Som om det hjælper, når man sover alene om natten, eller rettere, ligger vågen med mavepine og tænker på dem i deres forpulede ægteseng.

Nå, klynk til side. Jeg skulle jo bare have holdt fast i min oprindelige tanke. Han sad i saksen, og han sad egentlig ret godt. For det blev i hvert fald konklusionen.

Det er snart 20 år siden. I årevis undgik jeg det kvarter han boede i. I et par år sørgede jeg faktisk for at stå i telefonbogen. Ingen af delene er vigtige længere. Jeg vil ikke have ham længere. Jeg ser tilbage og synes faktisk, hans opførsel var ret nosseløs og ussel. Mig selv bebrejder jeg nok mest for at have været så naiv. Jaja, jeg var 19. Men jeg var faktisk ikke dum. Jeg blev det bare undervejs.

I nogle år talte jeg også fnysende om, at det da godt nok måtte være et ærgerligt ægteskab at sidde i efter den omgang. Om hvor usle og uselvstændige, de begge måtte være, siden de blev hos hinanden. Det havde jeg brug for, for at stive mig selv af.
Det er heller ikke vigtigt længere.

Da jeg nogle år efter fik lappet mig selv sammen, mødte jeg ham, jeg er gift med i dag. Det viser sig, at to hele mennesker giver et langt bedre resultat end to halve. Hvem skulle nu have troet det?

Af og til spørger veninder, hvad der blev af ham, min skæbnegakker. Det ved jeg ikke. Men jeg ved, han stadig er sammen med hende. Hvordan ved du det? spørger de. Han har ikke fundet mig, svarer jeg så. Så meget tror jeg stadig på, at han engang mente, hvad han sagde. Medmindre han selvfølgelig fandt en ny sutteklud.

PS: Hvis han læste dette, ville han formentlig kunne kende sig selv. Hun ville måske også. Det er heller ikke så vigtigt. For andre ville ikke – så klichéagtig er historien om skæbnegakkeren trods alt, selvom vi følte os helt særlige. Det får mig til at tænke på en sang jeg dansede til engang: the only ones that know the truth – man, that’s him, me and you…

PPS: Jeg har aldrig troet på skæbnen. Men det nænnede jeg ikke at fortælle ham dengang.

IMG_1035 Artillerivej_700Artillerivej

   

14 kommentarer

  • .

    Alle gakkere er en kliche, og alle gakofre er en kliche – myself included!

    “Næste dag sagde han, at han elskede mig. Jeg bad ham lade være. Forklarede, at han ikke skulle sige de ord, hvis han ikke kunne bakke dem op med handling. Uden handling betød de intet.” – Tjek, jeg har sagt det samme.

    “Så han ikke skulle tage et valg. Men du tager jo et valg, sagde jeg. Når du vælger hende til, vælger du samtidig mig fra.” – Tjek, ordret sagt af mig også.

    “Og jeg havde sådan en fornemmelse af, at jeg havde gjort det for nemt for ham. Jeg kunne have skabt mig lige så meget som hende. Jeg kunne have kæmpet for ham.” – Oooog tjek, samme følelse haft her.

    Det er da altid noget, at vi er fælles om tingene. :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Det er det sjove. Gakkersjov!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Forfatteren

      Jeg har altid godt kunnet lide når noget er en kliché. Det betyder, at det er alment, menneskeligt. Jeg har dog alligevel været overrasket over at genkende SÅ meget af skæbnegakkeren i de andre gakkere. Tænk, at vores kærlighed alligevel slet ikke var så enestående. Det kunne have gjort mig trist, men jeg finder det beroligende.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lise S.

    Håber de 20 år, der er gået har givet dig et mere nuanceret syn på konen. For jeg har den største respekt for en, der kæmper for sin familie og meget lidt for en, der sætter kløerene i en mand med barn og nr. 2 på vej. Tror gakker fingeren skal pege den anden vej for der er da absolut ingen empati for hendes situation.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Ligger det ikke i teksten, at hun faktisk HAR fået et mere nuanceret syn? Sådan opfatter jeg det.
      Til gengæld fatter jeg slet ikke, hvad konen kæmpede for. Stakkels hende.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • E

      Jeg er helt med Lise S. her.
      Jeg ville også kæmpe med næb og kløer, hvis jeg var gravid med nr. 2, og min mand gakkede rundt.
      At være bundet til hjemmet på barsel i et års tid med en baby hægtet på brysterne konstant og et større barn, som også skal tilgodeses oven på en ulykkelig skilsmisse – det er jo nærmest opskriften på fødselsdepression og børn, der tager skade.

      Hvordan mon den 19-20-årige forresten ville have syntes om at blive papmor til en nyfødt og et større barn? Jeg tror sgu’ hurtigt den erotiske rus havde lagt sig, når virkeligheden satte ind.

      For mig var det her en gakkerhistorie om to egoistiske røvhuller, som blev reddet fra deres egen dårskab af en kvinde, der ville sine børn og åbenbart også ville sit skvat af en mand. Og så endte den oven i købet lykkeligt :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Uh vi ser meget forskelligt på lykke så. Jeg ser en kone, der sidder tilbage med nitten, gakkeren, og ødelægger sit eget og sikkert også børnenes liv.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • E

      Hvis manden fortsat er gift med konen efter 20 år, tror jeg ikke, de blev sammen udelukkende for børnenes skyld. Så svært er det altså heller ikke at blive skilt.
      Jeg tror, de indså, at de var gladere sammen end hver for sig, da først manden smed suttekluden.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      @ E
      Vi læser 2 forskellige historier. I min historie bliver konen hos ham, fordi hun ikke kan finde ud af at gå, og lever videre med en mand, der bliver ved med at lyve og bliver ved med at bedrage. For det er det, han kan finde ud af. Glæde ser jeg ingen steder. Men jeg kender dem selvfølgelig ikke og digter bare.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Forfatteren

      Hvor er det dejligt at vide, at der sidder sådanne orakler af fornuft og bagklogskab ude bag skærmene. Af hjertet tak. Selvfølgelig var det da mig der “slog kløerne i ham”. Bare fordi jeg kunne. Det var nemlig skide skægt. Ha ha.
      Og af hjertet tak for at møde en historie der var personlig og svær at skrive med spydigheder og bebrejdelser fra De Gifte Kvinders klub (som jeg jo i øvrigt selv tilhører nu). Wow. De ting i nævner har jeg ALDRIG tænkt over før. Totalt øjenåbner lige der!
      TIllykke med at I har fyndet en lyslevende “den anden kvinde” at hælde uspecificeret galde ud over. Er der en sko, der gnaver et sted?

      Hvad fanden tror I?

      – JA SGU DA, jeg tænkte på hvor besværlig vores situation kunne gå hen og blive hvis vi rent faktisk fik hinanden – med ti års aldersforskel og to børn hvis mor hadede mig. Derfor gjorde jeg ham meget klart, at det kunne være vi ikke ville holde mere end et par måneder og at han langt fra var sikret en lykkelig fremtid sammen med mig.
      – JA SGU DA, jeg havde det elendigt over det kaos det endte med at blive. Starter jeg ikke med at skrive at det var mere trist end gakket for alle involverede? Men jeg har skrevet min historie, ikke konens. Jeg vil ikke lade som om jeg på nogen måde kan tale for hende.

      En ting ændrer jeres ondskabsfulde kommentarer dog ikke på – jeg forstår ikke hun gad at blive hos ham. Jeg er af den overbevisning, at har mænd ikke noget at bidrage med, så er det bedre uden. Fordi det er det. Uanset hvor meget sympati jeg i dag har for hendes situation dengang (og det har jeg) synes jeg stadig det er lidt trist og usselt at ville beholde en mand for hver en pris – så fantastiske er de sgu da heller ikke. Og hvis I er sådan indrettet har jeg nok mest lidt ondt af jer.

      Historien er indeed endt lykkeligt – for mig i hvert fald. Hvad dem angår er det ikke noget jeg har med at gøre.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Jeg er med dig. Trist at beholde sådan en mand. Og ødelæggende tror jeg. Har lyst til at skrue tiden tilbage og råbe LØØØB til konen.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Forfatteren

      Men hey – I det mindste fik I svaret på “Når han ikke går fra konen” – den anonyme læser der ville vide hvad “den anden kvinde” skal gøre med sin smerte. Jeg kan forstå at hun skal stikke den op hvor solen ikke skinner, fordi hun er et egoistisk, beregnende røvhul, der ikke fortjener sympati eller en plads i Det Gode Selskab – heller ikke efter 20 år.
      Hvor må det være fantastisk at være så pletfri.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • MosterOmvendt

      Jeg mener helt bestemt det må hænge på gakkerens kappe!

      Hvis en ældre mand gentagne gange erklærer sin kærlighed til en 20 pige, må man forvente at han tænker sig lidt om?

      Forstår ærlig talt ikke den mentalitet i har , hvordan kan det nogensinde være “den anden” kvindes skyld at en mand er sin kone utro? I skal ikke bilde mig ind at i har samme “sisterhood” følelse i andre sammenhænge! Men sådan en kommentar herpå koster jo heller intet ;-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Det er gakkerens egen skyld. Det er ham, der gakker. Jeg er enig.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Den store Tinder-tragedie