En gakkerinde fortæller: Den Grønøjede Gakker

Og så gav du mig et utroskabs-survival-kit

I er ikke allesammen enige med Andreas, kan jeg forstå. Godt. Det glæder mig.

Men utroskab findes, ovre hos de andre. Kun de andre. Og hvad skal de andre egentlig gøre, når utroskaben rammer? Hvis de andre altså gerne vil blive sammen? Tror I, det er muligt at komme tørskoet over på den anden side af knaldet og løgnene? Eller knaldet og bekendelsen? Så fortsættelsen ikke bliver hægtet op på for børnenes skyld eller for husets skyld eller for økonomiens skyld, men faktisk fungerer? Uden bitterhed, frygt og luren i sms’er?

Nogen tror. Fx læseren, der skriver: Det sker, og man kommer over det, hvis man vil hinanden.

Men hvordan gør man? Hvordan kommer man over det?

I mine meget unge og naive dage, i starten af tyverne, da jeg drømte sandheden ud af Fedtmule og pludselig skulle deale med utroskab, som jeg knap nok anede eksisterede, valgte jeg at komme over det ved at skrige, at jeg ville stikke Fedtmules øjne ud, så ved at gå fra ham, tage ham tilbage, kysse med hans bedste ven, kysse med fremmede mænd, planlægge en affære med tilfældig tv-mand fra Kbh, i sidste øjeblik aflyse affære med tilfældig tv-mand fra Kbh, hade Fedtmule, håne Fedtmule, ydmyge Fedtmule, være pinlig og dramatisk til fester, diskutere arrigt og hævngerrigt ved enhver lejlighed, smadre glas, få mit første angstanfald, få flere angstanfald, få endnu flere angstanfald, ryge og drikke mig fra sans og samling under hele processen og til sidst sidde paralyseret med Fedtmule i en sofa og vente på døden, mens tv-serierne flimrede på skærmen.

Sjovt nok kom vi ikke over det. Og vi ville nok heller ikke hinanden. Jeg ville i hvert fald ikke. Men næste gang skulle jeg måske overveje en anden metode. Hvilken? Hvad kan I anbefale, til mig og de andre?

IMG_1221 Prags Boulevard_700Prags Boulevard

17 kommentarer

  • L

    Tal sammen, tal sammen, tal sammen og tal så lidt mere sammen, til I er ved at brække jer over at tale sammen om det og jer selv, og hvad det er der skete og hvorfor; og så trækker I vejret dybt ind, og taler lige lidt mere sammen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Tale sammen. Yes. Nogen erfaring med, hvor længe man skal blive ved med at tale SÅ meget sammen? Og når du siger tale, mener du overhovedet ikke råbe, vel?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • L

      Det er lidt svært, at høre hvad der bliver sagt, når man råber, så man skal nok lige tage et timeout, når det kammer over i råb.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Aner det ikke.

    Det smarte ved at ikke have kærester, er at ingen er utro.

    Til gengæld er ingen tro.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Jeg tænker, at det basalt set har noget at gøre med den indre selvfølelse. Ikke selvtillid, men ægte selvfølelse. Det har vi begge to i mit forhold. Så kan man faktisk ikke rigtigt blive truet.Jeg tænker også, at det har noget at gøre med en evne til at ræsonnere og forstå. Når man forstår, så kan man også tilgive, for ingen af os er fejlfri og vi kan alle komme til at slå en skævert. og så tror jeg, at det handler om ægte kærlighed fra begges side. En erkendelse af, at det vi to har er større end hverdagens trakasserier og småkævl. Man kan blive ramt på så mange måder af livet og der er øjeblikke, hvor man mest af alt har lyst til at stikke af, men det er jo bare noget udefrakommende, det har ikke noget med min/vores kærlighed at gøre. Vi har altid hinandens ryg i sidste ende. Og trust me on that. Jeg er en af dem, du omtaler som leverpostejparrene. Sådan har jeg bare aldrig følt mig. Med min elskede er hver dag ny. Måske er det, fordi vi er sjælsfrænder?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Hvis en kæreste var mig utro, ville jeg have to store problemer, tror jeg. At jeg mistede respekten for ham, og at jeg ikke troede på ham mere.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Susling

      Man kan miste respekt for hinanden på så mange forskellige måder. Hjemme hos os, så skændes vi nogle gange så det det brager. Og der er dage, hvor jeg erklærer, at nu skrider jeg. Men jeg ved jo godt inderst inde, at det er noget fis. Jeg vil ham og det. Jeg vil også mig og det. På trods af alt muligt. Han er min bedste ven og jeg er det samme for ham. Det kaldes samhørighed og jeg er sikker på, at det er noget alle kan finde.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Åh, hvor ville jeg gerne have svaret på det spørgsmål.

    Da jeg opdagede at min mand havde været mig utro mistede jeg ikke bare tilliden til ham, men også troen på at vores forhold og den familie vi havde bygget op havde haft værdi, troen på det monogame parforhold i det hele taget og en stor del af min selvforståelse. Og var meget meget vred over at han med sin egoistiske handling udsatte mig for denne oplevelse af at alt jeg havde navigeret efter var blevet smadret.

    Efter den første tids dramatik med råberi, tåre, druktur og fantasi om at gøre gengæld ved selv at være utro kunne jeg mærke at jeg gerne ville blive sammen med ham. Spørgsmålet var bare om jeg kunne. Det krævede både at jeg kunne få tillid til ham igen og at jeg kunne tilgive ham. Mit skrækscenarie var at vi blev sammen men at jeg i min bitterhed blev sådan en der hev utroskaben frem som trumfkort hver gang vi havde en konflikt. Eller sad med blå tænder og udleverede ham til fælles venner i sociale sammenhænge.

    Så vi gik i gang med at prøve at genopbygge igen.
    Et besøg ved parterapeut viste sig at være spild af tid fordi jeg simpelthen ikke troede et eneste ord min mand sagde. Slet ikke når han gav udtryk for at han elskede mig eller prøvede at forklare hvorfor jeg var den han ville være sammen med.

    Men på en eller anden måde fandt vi ro med det. Ved ikke helt hvordan, men det var noget med tid, noget med at jeg begyndte at tro på at han virkelig var indstillet på at gøre alt han kunne for at vi kunne være sammen, noget med at vores forhold faktisk blomstrede op på at tidspunkt – sådan en slags eufori over at vi havde afværget katastrofen.

    Jeg tænkte faktisk at vi var kommet stærkere ud af det.
    Men:
    Den lå der stadig usikkerheden. Og den kom til udtryk i et enormt behov for bekræftelse. Bekræftelse som jeg alligevel aldrig helt troede på.
    Jeg tror at ingen af os til sidst syntes vi kunne være den kæreste som den anden gerne ville have.

    Så jeg har ingen opskrift, men kan kun sige at tiden ikke læger alle sår. At hvis der er bare den mindste lille gnavende tvivl og mistillid så vil det slide på forholdet indtil den ene eller begge parter giver op.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Uh det lyder hårdt. Håber, I begge er kommet videre til noget bedre så.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kan vi tale om et survival-kit til hende, som han var utro med? That would be me.
    Når kæresten opdager forholdet og tingene stopper mere eller mindre brat (kan vi tale om mega brat), fordi manden ikke bare kan opgive sit forhold og sine børn uden kamp og man står tilbage og for fanden godt forstår det, men for fanden også har ONDT. Man har jo mistet! Men det er svært at sige højt, for han var aldrig en kæreste og har man ret til at sørge og sige det højt? Ja. Men det er et underligt brud – man skal tage hensyn til de to andre der kæmper ovre i deres forhold og trække sig og slikke sårene hundrede procent alene. Der er ikke nogen der skriver og siger “Jeg savner også dig”. Der er bare stille.
    Av. Mega av. Skal vi tale om den part?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Ja gerne! Hvordan kommer elskerinden videre? Hun sender selvfølgelig sin historie ind til amarOrama, men hvad ellers?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Haha, du vil så gerne have den historie! Du skal nok få den. Vi skal lige ud af mit selvbedrag og være sikre på, at historien er helt slut. Og vi skal lige græde ud.
      Så kommer den.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Ja jeg vil! Men først når du er klar. Uden selvbedrag bliver historien nemlig så meget bedre.
      Beder læserne om at hjælpe dig i morgen.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En gakkerinde fortæller: Den Grønøjede Gakker