Fra sexløs dame til sexløs dame

Til de voksne børn

I kan stadig nå at smide et par emner i puljen, før vi smækker utroskabsdøren. En læser synes fx, vi skal snakke eftervirkninger for børnene:

“En af mine veninder fandt først i tyverne ud af, da hendes far døde, at han var gift og havde tre børn med sin hustru. Hele sit liv havde hun troet, at han kun var sammen med hendes mor, men bare var på mange rejser i forbindelse med sit arbejde. I virkeligheden levede han et dobbeltliv og havde to familier, endda i samme by. Hun skrev til sine ældre halvsøskende, hendes søstre ville gerne have kontakt, mens hendes bror afviste hende vred.

Det har haft stor indflydelse på hendes liv, hun har blandt andet fravalgt børn og har ikke haft langvarige parforhold, men mange, skiftende partnere. Hun synes, kernefamilier er noget fis, og går efter at realisere sig selv og nyde livet. Med en anden familiehistorie, havde hun måske valgt anderledes?”

Altså, det hun gerne vil vide er:

“Jeg synes, det kunne være interessant at høre fra de (voksne) børn, som har oplevet deres forældres utroskab. Hvordan har det påvirket deres liv generelt? Har det for eksempel haft indflydelse på deres syn på kærlighed og parforhold?”

Har det det?

For mit vedkommende ja. Min fars utroskab har påvirket mit syn på kærlighed, og min mors selvbedrag har påvirket mit syn på kærlighed. Og en hel masse andre ting har påvirket mit syn på kærlighed. Det, der fuckede mest med mit fremtidige kærlighedsliv, var nok at lade som om. At lege familie, mens jeg vidste, min far ville forlade os. For jeg drømte det ja. For børn ved det ja. Og at lege familie, da min mor tog ham tilbage. Lang historie, som nogen må blogge om en anden dag.

Men over til dig. Svar damen.

IMG_0416 Glommensgade_700Glommensgade

Mere amarOrama på Facebook og Twitter.

9 kommentarer

  • K.B.

    Jeg var fars pige. Og hende som tog telefonen i eftermiddagstimerne, mens mor var på arbejde, og som fik at vide at min far lige kom lidt senere hjem. Igen og igen og igen.

    Inderst inde vidste jeg det godt. Men man gør ikke noget som barn for man vil ikke ødelægge illusionen.

    Min far fortalte det til min mor og til mig. Tror ikke min lillebror ved det endnu, selvom det er 15 år siden.

    Mine forældre klarede den og er stadig sammen! Men for mig har det gjort at jeg til trods for 11 år med den samme mand stadig har en dyb mistillid til ham, når han er i byen. Og han har aldrig gjort noget som gør at han “fortjener” den mistillid. Men hvis min far kunne finde på dét, så kan alle mænd og dermed også min.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • APH

      Din sidste sætning rammer virkelig plet hos mig, desværre…

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • L.

    Jeg er barn af et skilsmissebarn, og var med på sidelinjen dengang min bedstefar også var kone nummer to utro.
    Det har været med til at fjerne min tro på ægteskabet – altså, sammen med en MEGET høj skilsmisseprocent i familien – men jeg tror ikke at det på anden hvis har påvirket mine tanker ift. Forhold og familieliv. Det har dog været en medvirkende årsag til at mine forældre aldrig blev gift (men til gengæld kun er to år fra at være længste forhold i familien). Jeg tror på en ‘kernefamilie’, men ved også at den kræver hårdt arbejde for at lykkes. Men ægteskab er blot papirarbejde i min verden, og jeg ved ikke, om jeg kommer til at ændre mening om det nogensinde – har det helt fint med det indtil videre 4årige papirløse forhold jeg er i nu, og børn behøver ikke at have gifte forældre for at vokse op i en god familie.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Min mor var 18 år, da hun afslørede min morfars utroskab. Og tvang ham til at fortælle min mormor det. De blev skilt og min morfar forblev med elskerinden resten af sit liv. Jeg kunne mærke at min mor var påvirket af det, resten af livet; når vi besøgte enten min morfar eller min mormor, var der altid en trykket stemning. Jeg var ret gammel da jeg fandt ud af, at hele utroskabs-afslørings-oplevelsen var årsagen til de mange akavede familiesammenkomster, men jeg kunne mærke det allerede som meget lille. Min mor bar nag over for min morfar, er jeg overbevist om. Men det medførte samtidig, at hun kæmpede med næb og kløer for at vores familie forblev en kernefamilie. Hun gjorde alt for, at min barndom blev så tryg og fyldt med kærlighed, som overhovedet muligt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • vvv

    Som barn skænkede jeg aldrig utroskab-fænomenet en tanke. Det var utænkeligt – slet ikke en del af min verden. Mine forældre har været sammen i 40 år, og jeg tror ikke, at nogen af dem har været utro. Har det så givet mig gode forudsætninger for at tro på parforhold? Måske på en måde, men et forhold uden utroskab garanterer ikke, at det er et godt forhold, og det er ikke nødvendigvis godt at have lært, hvordan man holder ved og holder fast og holder ud lige meget hvad, i stedet for at mærke efter i sig selv og acceptere, at mennesker mødes og skilles som noget helt naturligt. Jeg er selv blevet skilt og er glad for, at det gik sådan, for jeg har det bedre alene, selvom han på mange måder var en god mand. Vi havde bare ikke mere at give/lære hinanden, og så skal man imo stoppe…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • B

    Mine forældre blev skilt, da jeg var fem år, fordi min far havde en affære med en yngre kvinde fra sit arbejde. Jeg husker hans fravær op til bruddet og min mors frustration over at være alene om alting derhjemme, men jeg var nok for lille til at opleve hans utroskab som et svigt. Siden blev jeg hans lille fortrolige, når han var sin nye kone utro. Så sad jeg der og hørte om bordelbesøg, om sekretæren på arbejdet, der så gerne ville have, at han gik fra konen og jeg var med på sidelinien i hans årelange affære med sin brors ekskone. Det har uden tvivl haft betydning for mig, men sjovt nok ikke udstyret mig med mistro. Jeg havde stor tillid til, at dobbelt-gakkeren ville tage vare på vores kærlighed og i hvert fald behandle mig ordentligt og med respekt. Derfor kom det også bag på mig, at han gjorde som min far – havde en affære med en yngre kvinde fra sit arbejde og i mange måneder efter (og til dels stadigvæk) fortsatte sine løgne og løftebrud. Jeg håber, at min grundlæggende tillid til andre mennesker ikke har taget skade. Men hvis jeg ikke skal slå mig alt for meget på livet fremover, er det nok på tide, at det lille barn, der fik sine grænser overskredet i voldsom grad, bliver til en voksen, der tager ansvar og siger fra.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • L

    Altså… Lige siden jeg var barn, har jeg kaldt mig selv for et “halvt skilsmissebarn”. Mine forældre drak som huller i jorden og var skiftevist hinanden utro. Min far flyttede gang på gang, men kom altid tilbage igen. Det var ikke en tryg barndom, men jeg tvivlede alligevel aldrig på mine forældres kærlighed eller vores kernefamilie… Heller ikke da min far på min 25 års fødselsdag fortalte mig at han ville skilles. Og at han ville flytte sammen med sin nye kæreste “M”. Uheldigvis for ham havde jeg et par måneder forinden fået min farmors dagbog fra det år hun døde, hvilket var samme år som jeg blev født. I den figurerede “M” som den kvinde min far var kæreste med, da jeg blev født. Hun var med andre ord ikke ny, men en gammel kending, der har været min fars faste bolleveninde i 25 år. Lige der døde min tro på den ægte kærlighed og på ægteskabet som institution og jeg har ikke haft kontakt med min far siden.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • AE

    Jeg var 17 og lige startet i gymnasiet, da mine forældre fortalte at de skulle skilles, fordi min mor havde fundet en anden. Jeg husker stadig krystalklart den frokost en lørdag i august, da min søster og jeg græd ulykkelige tårer ned i rugbrødsmaderne.
    Mine forældre har altid været meget forskellige og på en måde, tror jeg egentlig aldrig de var rigtige for hinanden. Jeg var ked af det, men også ret hurtigt afklaret med situationen. Min mors affære var med en kollega fra arbejde. Jeg har egentlig aldrig tænkt på det som en affære – måske fordi de sidenhen blev gift og netop har fejret 11 års bryllupsdag.
    Min far fandt snart efter skilsmissen også en kollega og de blev endda gift inden min mor og stedfar.
    Jeg har altid kaldt det en lykkelig skilsmisse – til trods for omstændighederne. Mine forældre kan sagtens tale sammen i dag – hvilket gør livet som skilsmissebarn 100 % nemmere.
    Min tro på kærlighed og kernefamilie er nok stadig intakt. Mine bedsteforældre var gift i 53 år indtil min morfar døde – og jeg vælger at tro på, at en kærlighed som deres findes.
    Der er en masse uafklarede spørgsmål i mit liv omkring hele affæren. Jeg ved ikke hvor længe den stod på, hvordan den startede, eller hvordan min mor kunne få sig selv til at såre min far på den måde. Jeg ved ikke om jeg nogensinde får svar – jeg har endnu ikke turdet spørge. Men min mor har uden tvivl tilbragt de sidste 14 år i en konstant tilstand af dårlig samvittighed. Jeg kunne skrive en roman om det komplicerede forhold jeg har til min mor, til dels til min far – og hele min søsters tilværelse som vil fylde halvdelen af romanen.
    Anyway, jeg tror stadig på kærligheden (selv om gakker-historierne ikke ligefrem holder kynismen fra døren) – selv om jeg er voksent skilsmissebarn. Dog tror jeg et par timer hos en psykolog ville være penge godt givet ud for mit generelle helbred – måske skilsmissen har sat flere spor end jeg bilder mig selv ind.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • N

    Jeg er resultatet af at mine forældre var deres respektive ægtefæller utro. Min mor blev derefter skilt kort tid efter hun fødte mig (jeg har indtil for nyligt fået at vide at det først var da jeg var 1 år), men far blev skilt da jeg var ca. 11. I min barndom havde min mor i længere tid en kæreste som i øvrigt (også) var gift. Og boede på Færøerne. Det var ret kompliceret, de forskellige kærlighedsforhold min mor havde da jeg voksede op. Og at hun blev skilt fra mine søskendes far, da jeg blev født, har nok også været skyld i at min søster og jeg ikke kom så godt ud af det med hinanden før vi begge blev voksne (sådan noget med kommentarer om at jeg ikke var hendes rigtige søster, jeg var en bastard, et hittebarn, adoptivbarn og den slags – ikke super sjovt når man er 5 år gammel).
    Min far blev fandt en kæreste igen ca. 2 år efter hans skilsmisse og en depression. Hun er fantastisk og de er i dag gift og har været sammen i ca. 14 år.
    Min far sagde noget meget klogt til mig, da jeg for nogle år siden havde et voldsomt brud (han havde nogle agressionsproblemer) med en (eks)kæreste, der ikke ville forstå jeg ikke ville være sammen med mig. “Tænk på hvor lang tid det tog mig at finde den rigtige – du skal nok finde den rigtige for dig.” Det var så sødt og trøstede mig meget.
    Jeg har ikke mistet troen på kærligheden, overhovedet. Men ægteskab siger mig ikke så meget, det er mest bare en praktisk formalitet i mine øjne.
    I dag er jeg sammen med en mand, jeg tror på jeg skal være sammen med resten af mit liv – godt klar over at der er op- og nedture, men jeg tror på os. Og dét er alt. <3

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fra sexløs dame til sexløs dame