Læserne fortæller: Tennis-Gakkeren

Det er din skyld, I ikke kan være kærester, det er din skyld, I skal mødes hemmeligt, og det er din skyld, han kører galt. Dagens Gakker er et barn, men gakker allerede rundt som en garvet gakker. Tag godt imod ham. Tennis-Gakkeren.


Jeg var blot 13 år gammel, da jeg mødte min gakker. Vi dyrkede begge tennis på eliteplan og trænede sammen dagligt.

Det startede med nogle uskyldige blikke og snakke i klubhuset, hvor vi altid hang ud før og efter træning. Og efterhånden som vi lærte hinanden godt at kende, begyndte vi at mødes hemmeligt uden for hallen til stævner, for at holde i hånden.

Han blev min første store forelskelse. Han var 5 år ældre. Gik i gymnasiet, var i gang med at tage kørekort og havde allerede sin første bil til at stå og vente. Jeg var meget betaget. Hvordan kunne han være interesseret i mig? Kunne det virkelig passe?

Vi fortsatte længe på denne måde. Men en dag kommer jeg til træning og ser, han sidder med armen om min bedste veninde. Eller det troede jeg i hvert fald, hun var. De er blevet kærester. Jeg føler mig snydt og bedraget. Ingen af dem havde sagt et ord til mig. Ikke engang min veninde, på trods af jeg havde fortalt hende om mine følelser for ham.

Selvom han har såret mig, begynder vi at mødes tit. Det bliver starten på en hemmelig affære, der skal stå på i over et år og igennem det meste af deres forhold.

På dette tidspunkt var jeg næsten 14 år og lige blevet konfirmeret. Vores fælles venner – inklusiv hans kæreste, min veninde – troede blot, vi havde et tæt venskab, hvilket gjorde det nemt at ses, også hos mine forældre og hans. Gjorde det nemt at være hemmelige kærester. For det var vi. Det sagde han nemlig. I dag forstår jeg stadig ikke, hvordan jeg kunne være så dum og naiv.

I lang tid gik det meget godt. Lige indtil den dag vi var uforsigtige og tog bad sammen midt om natten i mine forældres hjem. Mine forældre var af uransalige årsager vågne og undrede sig over nattebaderiet. De kunne hurtigt lægge to og to sammen, og jeg fik forbud mod at se ham.

Men jeg elskede ham jo! Jeg blev jo nødt til at se ham! Det startede et teenageoprør og førte til et brud på tilliden, mellem mig og mine forældre, der skulle koste mange tårer.

Det blev også starten på de hemmelige møder. Som oftest hentede gakkeren mig i bilen et stykke fra mine forældres hus, og så kørte vi et øde sted hen, hvor vi kunne holde i hånden og kysse.

Hver gang jeg spurgte, hvorfor vi ikke kunne være rigtige kærester, sagde han, det var min skyld. Men hvorfor er det min skyld?, ville jeg vide. Du kunne bare have skrevet til mig efter stævnet, så havde det været dig, jeg var kærester med. Du skulle bare have skrevet til mig først.

Undskyld, sagde jeg.

Men jeg kunne alligevel ikke helt forstå, hvordan det kunne være min skyld. Og vi kom op at skændes. Det endte med, han kørte fra mig og lod mig stå alene tilbage, langt hjemmefra.

Senere på aftenen ringede han. Han var kørt galt, og det var min skyld. Du skal ikke snakke sådan til mig, og du må ikke tvivle på min kærlighed. Se selv, hvad du fik mig til at gøre! Jeg blev meget ked af det og undskyldte igen og igen.

Det skete faktisk to gange, at han kørte galt efter et skænderi. Til sidst turde jeg ikke sige ham imod mere, af frygt for hvad han kunne finde på.

En dag, da han satte mig af, kørte en fælles veninde forbi, mens vi kyssede farvel. Hun råbte ad os. Jeg løb efter, fik indhentet hende og tiggede og bad om, at hun ikke skulle fortælle det videre. Hun ville ikke høre på mig og blev ved med at gentage, at jeg var et forfærdeligt menneske.

Da vi bagefter sidder i bilen og prøver at forstå, hvad der er sket, begynder hans telefon at ringe. Det er hans grædende kæreste. Han bliver nødt til at køre hjem til hende, siger han. Det kan jeg jo godt forstå.

Så jeg står grædende tilbage på fortovet. Alene. Igen.

Men måske er det i virkeligheden meget godt? Nu når hun ved det, kan vi vel blive kærester, sådan rigtigt? Jeg tager så meget fejl. Senere på aftenen modtager jeg en sms (?!) fra ham. Jeg har fortalt hende, det bare var et enkelt kys, og hun har tilgivet mig. Hun tilgiver sikkert også dig.

Men han tager også fejl. Mit liv bliver et helvede. Hun fortæller, hvad der er sket til alle, jeg kender. Vi går i klasse sammen og dyrker begge tennis, der kræver flere timers daglig træning. Altså, vi kender de samme mennesker, har alting til fælles.

Jeg lægger tennis på hylden og begynder at pjække fra skole. Jeg lukker mig inde i mig selv. Til sidst har jeg kun ham tilbage. Ham, der kun vil have mig på halv tid.

På dette tidspunkt er han blevet færdig med gymnasiet og bor på kollegium. Jeg tager ind og besøger ham. Har aldrig været på et kollegium før. Jeg føler mig skidt tilpas og får ondt i maven.

Vi køber ind til aftensmad og spiser i stilhed på hans 9 kvadratmeter. Senere ligger vi på sengen og kysser, og han siger, han gerne vil i seng med mig. Jeg har ikke prøvet det før, men han skal nok vise mig, hvordan man gør. Han har prøvet det masser af gange. Men med hvem?, spørger jeg. Ikke nogen du kender, kom nu bare.

Så det gør vi.

Det var forfærdeligt, akavet og på ingen måde rart. Jeg mistede alt for ham. Og ignorerede ham fra nu af, når han ringede og skrev. Til sidst gav han op.

Jeg har set ham én gang siden. Omtrent tre år efter, da jeg tilfældigt stødte ind i ham på gaden. Det er seks år siden nu. Men min opførsel sidder dybt i mig og gør mig ofte stadig ked af det.

IMG_2883 Italiensvej_700Italiensvej

Gak videre i Gakkoteket.

Temalotteriet

Og hvad skulle jeg så blogge om? Marienadens brevkasseblog, som du i øvrigt kan spørge om alt, ALT simpelthen!, synes, jeg skal blogge om bloggere fra gamle dage, familie, ekskærester, min far, forladte, uhyggelige huse, rejser, Amager, livet efter Gakkeren, dating, tanker og hvad som helst. I andre sagde: Brødre, venskaber, Mr. Wrong-føljeton, overspringshandlinger, mælkebøtter, barndommen og fravalg af børn.

Jeg tænker lidt over det.

Historien om min far er for lang at blogge, før jeg tager til Færøerne, så den må vente. Men kommer.

Mr. Wrong-føljetonen er stadig lukket inde i moralske kvababbelser. Har jeg ret til at udlevere mine ekser? Vel kun, hvis de hedder Gakkeren? Gad ellers godt.

Fravalget af børn. Jo. Kunne der nok godt skrives ting om. Også barndom, brødre, tanker og hvad som helst. Men en ting ad gangen. Først noget med intellektuelt danseteater. Jamen er det ikke det, I efterspørger? Sådan hørte jeg det.

IMG_0060 Øresundsvej cirkus_700Øresundsvej

 Mere amarOrama på Facebook og Twitter.

 

Efter 9 måneders gak

Så NU starter det. Det nye, spændende kapitel i amarOramas historie, hvor jeg ikke længere skal blogge om gak. Hvor jeg skal blogge om alt andet end gak. Hvor jeg skal blogge om alt det sjove, rare, dejlige, ugakkede, der ellers er at blogge om. Alt det gode, du ved nok. Du ved nok, ikke? Jamen ved du det? Så sig, hvad jeg skal blogge om! Hvad skal jeg blogge om? Findes der andet at blogge om? Jeg ved ikke, hvad jeg skal blogge om? Hvad skal jeg blogge om?

Hvad skal jeg BLOGGE om? Blev der sagt!

Nå, men så spørger jeg da bare Brevkassebloggen.

Eller det har jeg jo gjort. Og venter stadig på svar.

Så tilbage til dig. Hvad skal jeg blogge om?

IMG_2620 Vindmøllevej_700Vindmøllevej

Mere amarOrama på Facebook og Twitter.

Hej Gakker

Nu er der ikke mere. Bare rolig.

Ja jeg ved, du læser med. Eller jeg tror, jeg ved, du læser med. At du følger din egen historie, som ender lige her.

Det har været mærkeligt at bagtale dig for åben skærm. At grine, gyse og pege fingre sammen med internettet. Nogle dage har jeg frydet mig. Andre dage har jeg ynket dig.

Gad vide, hvad du har. Om du har skammet dig? Haft ondt af mig? Angret? Jeg tror det ikke.

Jeg tror, du har gjort, som du plejer. Placeret mig i skolegården sammen med de andre, der ikke kunne lide dig. Dem der drillede dig og hånede dig og grinede af dit overbid. Som sagde, du var forkert. Og som selv er ude om det.

Måske også det nemmeste.

Men et eller andet sted i dit forgakkede sind, må du da vide, at du lyver. At jeg ikke har fortjent din gakkede behandling, og også bare står alene i skolegården med mit ballonhoved, uden at passe ind. Da Gakkeren kom, troede jeg, han var en, jeg kunne holde sammen med.

Det var han ikke.

Jeg fattede det nok først, da jeg skrev historien ned. Og den slutter her. Kan godt lide tanken om, at du læste med, men nu vil jeg bede dig om at lukke døren til amarOrama. Lade mig blogge videre alene. Gakkeren er færdig.

Nu er der ikke mere.

IMG_3783 Ørestads Boulevard_700Ørestads Boulevard

Historien om Gakkeren er slut, men startede her.

Older posts