Læserne fortæller: Noget med søvn

Læserne fortæller: 5-års-Gakkeren

Dagens Gakker er flyttet til forstæderne for at stifte familie. Måske sammen med dig?

Hvad er en gakker? Kig i Gakkoteket.


Jeg var 22, lige startet på uddannelse og en ivrig fredagsbargænger. Der var mange øl, mange sene nætter og mange mænd. Ikke altid de bedste mænd. Men jeg havde det sjovt. Efter et par semestre gik det hele dog lidt for hurtigt, og jeg påbød mig selv et halvt års cølibat. I bagklogskabens lys måske dumt, men det føltes vigtigt.

Få uger inde i cølibatet dukkede et nyt ansigt op til fredagsbaren. Han var flot og klog. Og prætentiøs og selviscenesættende og glad for at høre sig selv sige fine ord. Og uimodståelig. Han endte hjemme hos mig, hvor jeg kæmpede med mit cølibat. Det endte med en gang utilfredsstillende fumlerier, og morgenen efter var jeg så vred på mig selv, at jeg klappede fuldstændig i. Den stakkels mand anede ikke, hvad han skulle stille op og luskede akavet afsted.

Jeg husker ikke, hvordan vi genoptog kontakten, men nogle måneder efter, i foråret, var der gang i sms’erne, og en dag spurgte han, om ikke vi skulle ses. Jeg var parat til at glemme alt om det cølibat. Der var bare noget ved ham. Vi havde det herligt. Diskuterede så det gnistrede. Talte om obskure ting, ingen andre gad tale om. Men der skete ikke noget. Han inviterede mig ud igen, vi havde det herligt igen. Der skete ikke noget, igen. Så tog vi hjem til mig og grillede. Vi flirtede, til kroppene brændte, men der skete ingenting. Det stod på i nogle uger. Da han igen ringede og ville ses, foreslog jeg middag hos ham. Nu havde han jo været hos mig. Han trak på det og sagde så: Ej, der roder. Og der er kæreste over det hele.

Jeg blinkede mig tilbage til virkeligheden og blev rasende. Skældte ud. Kaldte ham en løgner, spurgte, hvad han egentlig troede, det var vi lavede. Han agerede overrasket. Det måtte være mig, der bare havde fejltolket alting. Det var ikke bevidst, at han ikke have nævnt hende. Jeg lagde vredt røret på.

Han ringede igen om natten: Kan vi ikke nok stadig mødes i morgen? Jeg svarede, jeg ville tænke over det og melde tilbage. Det gjorde jeg ikke. Nogle dage efter skrev han igen: Når du er kommet til fornuft, eller din nysgerrighed overmander dig, synes jeg, vi skal mødes i Kongens Have. Jeg skulle have stoppet det der. Men han var jo uimodståelig. Og han kunne vride og vende situationer, så jeg blev i tvivl, om det var mig, der var skør. Og lige da jeg besluttede, at nu var det hans sidste chance for at tage ansvar for sine handlinger, gjorde han det pludselig. Tog ansvar. Sagde, han havde begået en fejl, at han skulle have sagt det tidligere, og at han var ked af det.

Vi begyndte at ses igen. Som venner. Men han ville aldrig bruge det ord. Venner. Uanset hvor mange gange, jeg spurgte, hvad han ville med mig. Jeg kan så godt lide dig. Jeg bliver ked af det, hvis vi ikke kan ses mere. Du får mig til at føle, at det ribben var godt givet ud.

Han ville ikke tale mere om kæresten: Hun er stadig inden for 2 måneders byttegaranti. Til en fest hos min veninde rørte han ved mig hele aftenen, indtil min krop kogte, men han stod af natbussen. Holdt sig altid i skindet lige til allersidst. Der var daglig kontakt. Uendelige sms’er og opkald. Du er det eneste menneske, jeg har mødt, der giver mig en følelse af at være totalt forstået. Vi er to alen af et stykke.

Jeg inviterede ham til at grille med nogle venner i Fælledparken. Han dukkede op med sin kæreste. Uden at spørge eller advare mig. Hun var sød. Da hun gik på toilettet, eksploderede jeg i raseri. Han blev vred, de gik, og den stakkels kæreste så meget forvirret ud.

Han ringede et par dage efter og indrømmede, hvad jeg hele tiden havde troet, at han gemte mig som reserve, hvis nu det ikke gik med kæresten. Jeg sagde, jeg ikke ville se ham mere. At det ikke fungerede for mig. At jeg ikke ville såres. Han accepterede. Han ville prøve at være den gode kæreste.

Efter nogle måneders tavshed, hvor jeg vendte tilbage til mit cølibat, var han der igen. Tog kontakt, og vi startede forfra. Daglig kontakt. Elektriske samtaler. Flirtede til kroppene skreg på forløsning, men hver gang holdt vi os på måtten. Og hver gang lod vi som om, hans kæreste ikke eksisterede. Hun blev aldrig nævnt. Vi var gode til at lade som om. Det skulle vise sig at blive et mønster, vi ville gentage utallige gange hen over de næste fem år. Hver periode endte med, han på en eller anden måde gjorde mig vred, så jeg droppede kontakten. Hver gang vendte han tilbage, og hver gang faldt jeg i igen.

Han flyttede sammen med kæresten. Jeg opdagede det ved et tilfælde. Vi talte ikke om det. Når telefonen ringede, sagde han: Jeg er hos min kammerat Andy. Ikke så rart, men vi var gode til at lade som om. Samværet blev mere og mere elektrisk, men når vi kun talte om sex, og ikke havde det rigtigt, gjorde vi jo ikke noget galt. Sådan kunne han rationalisere.

Og så en aften drak vi vin og hørte musik. Vi sad på gulvet og skiftedes til at vælge et nummer. Og jeg brød en af vores uskrevne regler. Jeg fortalte ham om en heftig forelskelse, jeg havde haft i vores sidste pause. Han blev stille. Jeg kan virkelig ikke lide, at du er sammen med andre.
Men du har jo en kæreste,
svarede jeg.
Alligevel, sagde han.

Så røg alle hæmningerne. Vi fik afløb for alt det, vi kun havde talt om i årevis. Jeg har aldrig været min kæreste utro før. Efter det blev kontakten endnu mere intens. Jeg var frustreret. Jeg ville ham, men ville ham ikke. Han var jo en dårlig kæreste. Men jeg ville i hvert fald ikke være hans hemmelighed. Venner kunne vi ikke blive. Og jeg følte skam over for hans kæreste. Hun havde nok ikke fortjent sådan en luset mand.

Der var ingen dramatisk slutning. Jeg indså til sidst, det ikke på nogen måde kunne ende godt for mig. Så jeg blev direkte. Holdt op med at lade som om. Det kunne han ikke lide, og lige så stille forsvandt han. Fem år af deres forhold rodede han rundt med mig. Det sidste jeg hørte var, at de flyttede til forstæderne for at starte familie.

IMG_7877 Prags Boulevard_700Prags Boulevard

Mere amarOrama på Facebook og Twitter.

   

6 kommentarer

  • Årh for søren altså. Rod rod rod. De her historier efterlader mig altid en lille smule mere desillusioneret, end jeg var fem minutter tidligere.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gemmer hende som reserve. Øv, det hader jeg bare. Og hvorfor kan man aldrig finde ud af at gå sin vej?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hende der skrev historien

    Og nu skriver han igen, at han savner mig – først i januar og nu igen i juni. 10 år efter at vi først mødtes og ca. 5 år efter den seneste kontakt. Forplantningsprojektet lykkedes, men det er åbenbart ikke nok. Jeg sendte ham et link til historien her som svar.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Ha, det fedeste svar! Sjovt som gakkere har det med at vende tilbage for liiige at se, om der er mulighed for at gakke lidt mere.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Læserne fortæller: Noget med søvn