Det sagte

Hvad sagde jeg så til konen?

Det jeg sagde, sagde jeg faktisk i 2 breve. Lagde en kuvert i en kuvert. Babushka-modellen (Sandras smarte idé). I det første brev stod der: Hvis du, som Gakkeren siger, lever i et åbent ægteskab, er der ingen grund til at kigge i kuverten. I så fald indeholder den kun ligegyldigheder.

I det andet brev skrev jeg ganske kort, hvad der var foregået. At jeg mødte Gakkeren på Tinder sidste år og havde kontakt og sex med ham i 4-5 måneder. At jeg opdagede, han var gift og havde et barn. At han nægtede og nægtede, men til sidst indrømmede. At han påstod, de havde en aftale. At jeg stoppede det kort efter. At jeg ikke har kontaktet ham siden. At jeg ved, han jager både på Facebook og Twitter. At jeg beklagede, jeg sagde det så sent, men først måtte samle mod og have styr på mit motiv. At jeg sladrede, fordi jeg ville ønske, nogen engang havde sladret til mig.

Jeg skrev også, at jeg håbede, hun ikke kontaktede mig. Men at hun kunne finde mig, blokeret, i indstillingerne på sin egen Facebook-profil, hvis hun havde brug for flere informationer.

Det var det.

Intet navn. Ingen kvalmende detaljer.

Hvad sagde konen så til mig?

Hvis konen havde sagt noget til mig, kunne jeg ikke finde på at blogge om det. Hun har ikke selv skrevet sig ind i gakkerhistorien, og jeg har ingen ret til at udlevere hende. Kan dog afsløre, at jeg her, snart 3 uger efter, intet har hørt fra hende. Og at jeg er lettet og taknemmelig over hendes tavshed.

Så der lander vi. Midt i ingenting. Vi ved ikke, hvad hun vidste. Vi ved ikke, hvad hun sagde. Vi ved ikke, hvad hun gjorde. Vi ved ikke, hvor mange blokerede navne, hun fandt på sin Facebook-profil. Vi ved ikke, om hun hader mig og afskyr mig. Om hun ville ønske, hun aldrig havde hørt fra mig.

Dog temmelig svært at forestille sig.

For én ting ved jeg. Hun har været inde i sine indstillinger og åbne op. Hun har afblokeret mig på Facebook.

Bare et lillebitte tegn. Men jeg håber, og tror næsten, det er hendes måde at sige tak.

IMG_7939 Øresundskollegiet_700Øresundskollegiet, Dalslandsgade

 Mere amarOrama på Facebook og Twitter.

Om at sige det

Kontaktede du så Gakkerens kone? Vil folket vide. Sagde du sandheden? Ved hun det nu? Her kommer svaret.

Jeg burde nok sige det.

Men det kunne jeg desværre ikke. For Gakkerens kone er en kone, og koner ved det, og koner vil ikke vide det, og koner vil slet ikke vide, at andre ved det. Det er konelogik. Men man kunne selvfølgelig lytte til min veninde, som også er en kone, og pludselig opdagede, hun også var en gakkerkone. Og overhovedet ikke vidste det, og gerne ville have vidst det. Sig det! Sagde hun. Jeg burde nok sige det.

Men det kunne jeg desværre ikke. For jeg tøvede og tvivlede og orkede ikke være budbringer. Men man kunne selvfølgelig spørge alle andre koner i verdenshistorien eller som minimum de koner jeg kender. Om de også gerne ville vide det. Hvis det nu var? Det ville de. Jeg burde nok sige det.

Men det kunne jeg desværre ikke. For tænk nu, hvis jeg fortrød! Blev klogere. Sandheden er absolut, kan aldrig trækkes tilbage. Men man kunne selvfølgelig spørge hende, som engang sagde det konen. Ville du sige det igen? Ja det ville hun. Jeg burde nok sige det.

Men det kunne jeg desværre ikke. For hvis jeg sagde det på Facebook, ville Gakkeren slette min besked. Gakkeren, som har fingrene i alt. Men man kunne selvfølgelig sende et rigtigt brev? Jeg burde nok sige det.

Men det kunne jeg desværre ikke. For gakkerparret var flyttet. Til en ny, hemmelig adresse. Under jorden. Men man kunne selvfølgelig sende brevet til konens arbejde? Jeg burde nok sige det.

Men det kunne jeg desværre ikke. For konen arbejdede der garanteret ikke mere. Så ville en professionel gakker da for længst have fjernet arbejdspladsen fra Facebook? Men man kunne selvfølgelig ringe og spørge. Jeg burde nok sige det.

Men det kunne jeg desværre ikke. For det turde jeg ikke. Nej, det turde jeg simpelthen ikke. Nej det var simpelthen for sindssygt. Men man kunne selvfølgelig diskutere det med en ven, som selv ringede og spurgte. Hun arbejder der, sagde han. Jeg burde nok sige det.

Men det kunne jeg desværre ikke. For jeg havde ikke mere printerpapir. Fuldstændig umuligt. Man kan ikke sige det uden printerpapir. Men man kunne selvfølgelig købe en pakke. Jeg burde nok sige det.

Men det kunne jeg desværre ikke. For printeren gik i stykker. Skæbnen ville, at jeg aldrig mere skulle printe breve. Men man kunne selvfølgelig printe på jobbet. Jeg burde nok sige det.

Men det kunne jeg desværre ikke. For jeg kunne da ikke tage gak med på jobbet? Sprinte op i printerrummet? Tænk, hvis andre fik fingre i gakkeriet? Men man kunne selvfølgelig vente, til andre var gået. Jeg burde nok sige det.

Men det kunne jeg desværre ikke. For jeg havde slet ingen kuverter. Ikke en eneste kuvert havde jeg. Laves der overhovedet kuverter i dag? Nå så kunne man selvfølgelig investere i en pakke? Jeg burde nok sige det.

Men det kunne jeg desværre ikke. For kuverter kræver frimærker. Og man kan ikke købe frimærker, når man altid er på arbejde. Når man simpelthen er typen, der ikke har tid frankering. Men man kunne selvfølgelig blive sur på chefen en dag og bare skride. Jeg burde nok sige det.

Men det kunne jeg desværre ikke. For på posthuset rystede jeg for meget til at tale. Og for meget til at rode efter det nu ret så krøllede og beskidte breve i tasken. I det hele taget rystede jeg bare for meget til at røre ved så grænseoverskridende sager. Men man kunne selvfølgelig give sig selv en rasende, indvendig opsang. SÅ TAG DIG DOG SAMMEN! Jeg burde nok sige det.

Men det kunne jeg desværre ikke. For hvad hvis konen er sindssyg? Mange koner er sindssyge. Mange koner er rasende. Mange koner vil hellere halshugge og udskamme andre damer end se sandheden i øjnene. Sindssyge! Men man kunne selvfølgelig overveje, at konen var et menneske, der fortjener at vide sandheden? Jeg burde nok sige det.

Men det kunne jeg desværre ikke. For Gakkeren er jo gak. Hvem ved overhovedet, hvor meget gak, han har i sig? Stalkergak? Raserigak? Hævngak? Jeg er blevet så bange for gak, at selv det mindste gak får mig til at snurre rundt og løbe den anden vej. Men man kunne selvfølgelig bare prøve det med at handle uden at tænke for en gangs skyld. Være modig. Jeg burde nok sige det.

Men det kunne jeg desværre ikke. For jeg kunne ikke gøre det mod Gakkeren. For selvom Gakkeren er en egoistisk, psykopatisk svinegakker, der ødelægger andre menneskers liv, er han stadig Gakkeren. Gakkeren med det store ballonhoved, der indrapporterer bortløbne redningskranse. Som lever i en anden verden, måske det vi kalder en diagnose. Tænk nu, hvis jeg ødelagde Gakkerens liv? Tænk, hvis jeg prikkede hul på ballonen? Tænk, hvis det var min skyld. Men man kunne selvfølgelig bare fatte, at Gakkerens gak er Gakkerens eget gak. Og at sandheden er min, som jeg kan sende til, hvem jeg vil. Jeg burde nok sige det.

Så jeg sagde det.

IMG_1207 Prags Boulevard_700_Civil dutyPrags Boulevard

 Mere amarOrama på Facebook og Twitter.

Det store forgakkede overblik

Det går op for mig, vi mangler en oversigt over de sidste måneders gakkerier. Blandt andet for at hjælpe bølgen af nye læsere, der brager ind fra Tinderslut. Så de forstår, hvor de er havnet. Hvad vi har været igennem. Gakkeriet fra start til slut. Du ved. Den lange rejse. Okay okay here goes.

Det startede med, jeg mødte Gakkeren på Tinder. Gakkeren, som var single og barnløs og boede på et værelse, bortset fra, han var gift og havde et barn og boede med sin kone.

Lang historie. Da den endelig var gakket færdig, bad jeg jer om at gakke videre.

Og det gjorde I lystigt. Gakker efter gakker blev smidt i Gakkoteket. Verden vrimler med gakkere.

Derfor fik jeg alle damer på internettet til at tjekke, om deres Facebook-indstillinger var blevet gakket. De kan afsløre meget.

Mens jeg forsøgte at gakke Gakkeren om til en bog. Det forsøger jeg i øvrigt stadig.

Så mødte jeg Gakkerens kone i toget.

Og spurgte jer, om jeg skulle fortælle hende om gakkeriet.

Det svarede I JA og NEJ til.

Jeg hørte mest JA.

Så bestemte jeg, vi skulle gakke ret så vidt omkring.

Og afslørede, hvordan du kan genkende en gakker.

I havde også selv bud på gakalarmer, man skal lytte til.

Fx når man dater.

På et tidspunkt fik jeg så meget gak på hjernen, at det gik ud over min mailsignatur.

Og jeg forsøgte at opklare: Hvorfor finder du en gakker? Og ikke mindst: Hvorfor bliver du hos en gakker?

I havde forskellige bud.

Det havde jeg også.

Så undrede jeg mig gevaldigt over koner, der lever i løgneægteskaber. Hvor meget løgn kan I leve med? spurgte jeg.

Og jeg beklagede mig over hullerne i Gakkoteket. Fx mangler vi homogakkere og damegakkere.

Flere gakkere! Flere gakkere!, tiggede jeg.

Så indrømmede jeg at have snaget i andres sager. Det havde I heldigvis også.

Så revsede jeg de onde elskerinder. Åbenbart på en urummelig måde.

Havde heller ikke rum til overs for pikbilleder. Hvorfor findes de?

De findes pga. dette og hint, forklarede Mandfjols.

Hvad med troskab, tror I på det?

Det gør nogen af jer. Men ikke Andreas. Så ham hadede I.

Også selvom I selv er utro. Ja det er flere af jer. Det ved vi. For jeg spurgte her, og I svarede her.

Men I var ikke til megen nytte, da jeg spurgte, hvordan man kommer videre med kærligheden efter utroskab.

Eller da jeg spurgte, hvordan elskerinden kommer videre uden kærlighed.

Og så blev jeg sørme udnævnt til den store Tinder-tragedie.

Men heller Tinder-tragedie end bedragerinde, som manden tror er til bridge.

Eller grim pige, der ender som gakkerinde.

Eller gift, sexløs dame, som nogen heldigvis forsøgte at hjælpe.

Og så spurgte jeg, om vi havde glemt noget.

Og om I kunne flirte med den polyamorøse tanke.

Andre ville vide, hvordan gakkeri påvirker børnene.

Og et tidligere barn svarede.

Og så snakkede vi lidt om jalousi.

Og kunne sikkert have snakket videre, hvis ikke jeg var blevet træt og og udgakket og lukkede festen.

Heldigvis vil vi altid have gakhistorierne og de gyldne gakcitater.

Og det store internet med gak både her og der og der.

Og ikke mindst en åben invitation til at indsende gakkere. Husk det nu! Der er altid plads til gak i amarOramas postkasse.

Og en gakslutning lige om lidt.

IMG_6716 Amagerbrogade_700Amagerbrogade

 Mere amarOrama på Facebook og Twitter.

Glæd dig til min næste store roman: Horepræsten

Min færøske familie stammer fra ham, vi kalder horepræsten. Det kunne være meget sjovt at blogge om. Jeg har også overvejet at fortælle om min mors kusines mand med de to huse. Et til konen og de 5 børn. Et til elskerinden. Og hvad med historien om min far og papegøjen, som malede et tykt lag turkis øjenskygge helt op til øjenbrynene og var skræppende og farvestrålende, og naturligvis hans sekretær? Der findes masser af gak, jeg endnu ikke har gakket om. Og masser af gak, som du endnu ikke har gakket om. Det kommer måske en dag. Selvom vi nu lukker ned for gaktemaet, er du altid velkommen til at indsende gakkere til Gakkoteket. Nogle af jer skylder faktisk en gakker eller to. I ved selv, hvem I er.

Og kæmpe tak til jer, der allerede har bidraget med sjove, sørgelige, vanvittige og af og til meget genkendelige historier. Jeg er vildt taknemmelig over, at I gad være med. Også jer, der bare mente noget og holdt jer til kommentarfeltet. Håber, I fortsat sidder klar ved tasterne, når der skal diskuteres, revses, trøstes eller grines.

Hm, nu får jeg helt lyst til at blogge papegøje. Vi får se. Først skal vi lige have en gakafslutning. Coming up.

IMG_6939 Frankrigsgade_700Frankrigsgade

Mere amarOrama på Facebook og Twitter.

Læserne fortæller: 5-års-Gakkeren

Dagens Gakker er flyttet til forstæderne for at stifte familie. Måske sammen med dig?

Hvad er en gakker? Kig i Gakkoteket.


Jeg var 22, lige startet på uddannelse og en ivrig fredagsbargænger. Der var mange øl, mange sene nætter og mange mænd. Ikke altid de bedste mænd. Men jeg havde det sjovt. Efter et par semestre gik det hele dog lidt for hurtigt, og jeg påbød mig selv et halvt års cølibat. I bagklogskabens lys måske dumt, men det føltes vigtigt.

Få uger inde i cølibatet dukkede et nyt ansigt op til fredagsbaren. Han var flot og klog. Og prætentiøs og selviscenesættende og glad for at høre sig selv sige fine ord. Og uimodståelig. Han endte hjemme hos mig, hvor jeg kæmpede med mit cølibat. Det endte med en gang utilfredsstillende fumlerier, og morgenen efter var jeg så vred på mig selv, at jeg klappede fuldstændig i. Den stakkels mand anede ikke, hvad han skulle stille op og luskede akavet afsted.

Jeg husker ikke, hvordan vi genoptog kontakten, men nogle måneder efter, i foråret, var der gang i sms’erne, og en dag spurgte han, om ikke vi skulle ses. Jeg var parat til at glemme alt om det cølibat. Der var bare noget ved ham. Vi havde det herligt. Diskuterede så det gnistrede. Talte om obskure ting, ingen andre gad tale om. Men der skete ikke noget. Han inviterede mig ud igen, vi havde det herligt igen. Der skete ikke noget, igen. Så tog vi hjem til mig og grillede. Vi flirtede, til kroppene brændte, men der skete ingenting. Det stod på i nogle uger. Da han igen ringede og ville ses, foreslog jeg middag hos ham. Nu havde han jo været hos mig. Han trak på det og sagde så: Ej, der roder. Og der er kæreste over det hele.

Jeg blinkede mig tilbage til virkeligheden og blev rasende. Skældte ud. Kaldte ham en løgner, spurgte, hvad han egentlig troede, det var vi lavede. Han agerede overrasket. Det måtte være mig, der bare havde fejltolket alting. Det var ikke bevidst, at han ikke have nævnt hende. Jeg lagde vredt røret på.

Han ringede igen om natten: Kan vi ikke nok stadig mødes i morgen? Jeg svarede, jeg ville tænke over det og melde tilbage. Det gjorde jeg ikke. Nogle dage efter skrev han igen: Når du er kommet til fornuft, eller din nysgerrighed overmander dig, synes jeg, vi skal mødes i Kongens Have. Jeg skulle have stoppet det der. Men han var jo uimodståelig. Og han kunne vride og vende situationer, så jeg blev i tvivl, om det var mig, der var skør. Og lige da jeg besluttede, at nu var det hans sidste chance for at tage ansvar for sine handlinger, gjorde han det pludselig. Tog ansvar. Sagde, han havde begået en fejl, at han skulle have sagt det tidligere, og at han var ked af det.

Vi begyndte at ses igen. Som venner. Men han ville aldrig bruge det ord. Venner. Uanset hvor mange gange, jeg spurgte, hvad han ville med mig. Jeg kan så godt lide dig. Jeg bliver ked af det, hvis vi ikke kan ses mere. Du får mig til at føle, at det ribben var godt givet ud.

Han ville ikke tale mere om kæresten: Hun er stadig inden for 2 måneders byttegaranti. Til en fest hos min veninde rørte han ved mig hele aftenen, indtil min krop kogte, men han stod af natbussen. Holdt sig altid i skindet lige til allersidst. Der var daglig kontakt. Uendelige sms’er og opkald. Du er det eneste menneske, jeg har mødt, der giver mig en følelse af at være totalt forstået. Vi er to alen af et stykke.

Jeg inviterede ham til at grille med nogle venner i Fælledparken. Han dukkede op med sin kæreste. Uden at spørge eller advare mig. Hun var sød. Da hun gik på toilettet, eksploderede jeg i raseri. Han blev vred, de gik, og den stakkels kæreste så meget forvirret ud.

Han ringede et par dage efter og indrømmede, hvad jeg hele tiden havde troet, at han gemte mig som reserve, hvis nu det ikke gik med kæresten. Jeg sagde, jeg ikke ville se ham mere. At det ikke fungerede for mig. At jeg ikke ville såres. Han accepterede. Han ville prøve at være den gode kæreste.

Efter nogle måneders tavshed, hvor jeg vendte tilbage til mit cølibat, var han der igen. Tog kontakt, og vi startede forfra. Daglig kontakt. Elektriske samtaler. Flirtede til kroppene skreg på forløsning, men hver gang holdt vi os på måtten. Og hver gang lod vi som om, hans kæreste ikke eksisterede. Hun blev aldrig nævnt. Vi var gode til at lade som om. Det skulle vise sig at blive et mønster, vi ville gentage utallige gange hen over de næste fem år. Hver periode endte med, han på en eller anden måde gjorde mig vred, så jeg droppede kontakten. Hver gang vendte han tilbage, og hver gang faldt jeg i igen.

Han flyttede sammen med kæresten. Jeg opdagede det ved et tilfælde. Vi talte ikke om det. Når telefonen ringede, sagde han: Jeg er hos min kammerat Andy. Ikke så rart, men vi var gode til at lade som om. Samværet blev mere og mere elektrisk, men når vi kun talte om sex, og ikke havde det rigtigt, gjorde vi jo ikke noget galt. Sådan kunne han rationalisere.

Og så en aften drak vi vin og hørte musik. Vi sad på gulvet og skiftedes til at vælge et nummer. Og jeg brød en af vores uskrevne regler. Jeg fortalte ham om en heftig forelskelse, jeg havde haft i vores sidste pause. Han blev stille. Jeg kan virkelig ikke lide, at du er sammen med andre.
Men du har jo en kæreste,
svarede jeg.
Alligevel, sagde han.

Så røg alle hæmningerne. Vi fik afløb for alt det, vi kun havde talt om i årevis. Jeg har aldrig været min kæreste utro før. Efter det blev kontakten endnu mere intens. Jeg var frustreret. Jeg ville ham, men ville ham ikke. Han var jo en dårlig kæreste. Men jeg ville i hvert fald ikke være hans hemmelighed. Venner kunne vi ikke blive. Og jeg følte skam over for hans kæreste. Hun havde nok ikke fortjent sådan en luset mand.

Der var ingen dramatisk slutning. Jeg indså til sidst, det ikke på nogen måde kunne ende godt for mig. Så jeg blev direkte. Holdt op med at lade som om. Det kunne han ikke lide, og lige så stille forsvandt han. Fem år af deres forhold rodede han rundt med mig. Det sidste jeg hørte var, at de flyttede til forstæderne for at starte familie.

IMG_7877 Prags Boulevard_700Prags Boulevard

Mere amarOrama på Facebook og Twitter.